Goodafternoon - Mathias

Sted' stranden
Tid' sent på aftenen
Omgivelser' stilhed
Vejr' solen er forsvundet

Stjernerne glimtede allerede på den klare himmel. Solen var gladeligvid væk. En kvindelig skikkelse kiggede over det mørke hav. Hendes hår var sort. Hud så bleg som marmor. En smuk figur. Roza smilte. Tit smilte hun ikke. Imke fordi hun var sur, men det tillod hendes læber bare ikke tit. Håret sad løst og blæste bagudi samarbejde med vinden. På grund af at Roza kunne styre elementet jord bruste det frem og tilbage i takt med havet. En meget behagelig følese. Jun kiggede stadig, samtidig var hun ensom. En gik som den gik. Være hjemme. Studere arbejdsøsheden, også fri. Hver dag. Hun manglede byt

Mathias gik langs strandkanten, han havde en enkel, strikket cardigan udover en hvid t-shirt, derudover havde han et par sorte tætsiddende bukser på, og et par converse. Om ryggen havde han sin akustiske guitar hængende. Han havde bare siddet der og spillet til hans fingre var ømme og solen var forsvundet. Der var noget dejligt beroligende ved bølgerne der slog imod strandkanten. Der var noget i hans synsfelt lidt længere fremme. Mathias hævede det ene øjenbryn ved synet af hende. Hun var meget smuk, men lugten af vampyr slog han hurtig. Alligevel stoppede det ham ikke fra at gå tættere på hende. "Goddag," sagde han stille, han vidste at hun var i stand til at høre det.

Lugten af dæmon ramte hende. Det var ikke noget slemt. Tværtimod var hun ligeglad med den krig der havde være med dæmoner og vampyre. Ikke den mindste smule forskrækket kigget hun op. En meget maskulin mand stod foran hende. Det første hun lagde mærke til var hans pjuskede hår. "goddag" smilte Roza. Af en mærkelig grund var jungler. Glad for at ikke undlod hende. En der kunne tage sig tid til at sige Hej. På et splitsekund stod sandet stille. Roza rejste sig op og børstede sandet af hende. Hun lagde mærke til at han var højere end hende. Ikke meget men noget. Kort opdagede hun også at han havde en guitar. Roza spillede selv musik. Mest klaver. Noget hun havde gennem sin mor.

Hendes dramatisk markerede øjne var noget af det der trak hans opmærksomhed først. Dernæst øjenfarven og de markerede øjenbryn. Hun var en smuk kvinde, hendes former var perfekte. Hun var en smule lavere end ham, hvilket han kun anså som godt, normalt brød han sig ikke meget om kvinder der var højere eller på højde med ham, det ødelagde noget af den magtbalance han godt kunne lide at holde. Han hilste igen med et lille buk og et "Hallo". "Er det ikke lidt sent at være ude?" spurgte han og smilede venligt til hende, han virkede oprigtigt interesseret i det. Det var ikke passende for en ung kvinde at være ude sent om aftenen, sådan havde han altid fået fortalt da han var mindre. Det var efterhånden mange år siden.

Roza smilede. Hun nærmede sig til at grine. Kort betragtede hun ham igen. Tangenss øjne. Det pjuskede hår der dansede på hans hovedbund. "Jeg kan jo ikke være udenfor om dagen, og det er jo ikke speciel sjovt at være spærret indenfor." Roza kig tættere på. Tæt nok på til at kunne høre hans åndedrag. Kort bed hun sig i underlæben. Hurtigt overvejede hun at præsentere sig, før hun tænkte det igennem røg ordene fuldstøændig neutralt ud af munden på hende. "Mit navn er Roza. Roza Jones" Når hun sagde sit navn lød det lettere russisk. Men det var sjældent folk lagde mærke til det. Nu ventede Roza bare på at han præsenterede sig,

Et drenget smil blev spredt på hans læber. Smilet der kom frem når han havde dummet sig på den ene eller anden måde. "Det er selvfølgelig rigtigt," han havde det med at glemme sådan nogle basiske ting omkring andre racer, som at de ikke kunne tåle sol. Han blev stående som hun kom tættere på ham, han smilede beroligende til hende. Hans hænder faldt afslappet ned i lommerne. Han var ikke specielt bange for at hun ville angribe ham, hun virkede ikke som en af de aggressive vampyrer. "Roza Jones," sagde han, uventet over at blive præsenteret overfor. "Hyggeligt at møde dig, mit navn er Mathias Lake," sagde han og smilede forsonende til hende. Det gav ham en andledning til at se på hende lidt tættere på. Hun var virkelig en flot kvinde. Han kunne ikke rigtig tyde hendes alder.

Et smil bredte sig mere på hendes læber. I hendes tanker smagte hun på navnet Mathias Lake.
Ingen klokker ringede. "hyggeligt at møde dig Mathias." Roza havde et sort hårbånd, det var næsten helt usynligt i hendes hår. Hun bemærkede at han kom tættere på hende. Nu var han tæt nok til at deres tøj næsten kunne berøres. Roza kunne føle hans åndedragt. Føle... Hører... Begge dele. Som sagt var det ikke tit hun smilte. Men et eller andet ved Mathias bragte smil frem i hende. "Du er dæmon" Det var ikke noget had i hendes stemme. Tværtimod den samme fredlige og afslappede tone.

Lige pludselig var hun meget tæt på ham. Hans hoved lollede ned på skrå, imens han betragtede hende med et øjenbryn let hævet. Hendes ord fik ham til at grine en smule. "Ja," svarede han enkelt og så på hende med et muntert smil. "Og du er en vampyr," konstaterede han. Egentlig havde han ikke rigtigt noget imod vampyrer, hans irritation over engle var langt større end vampyrerne. Vampyrer udgjorde ikke rigtig en trussel imod ham, og så var der ingen grund til at forstyrre dem.

Smilet sad stadig stort og klart på hendes mund. Det sorte hår sad smukt og yndigt, både foran og bag ved. Kort bed hun sig i læben. Én ting ved hendes fim hende til at se ud som et menneske. F.eks. hendes sorte hår som gjorde at folk tænkte hun er Goth. Hun har intet imod Goth. Tværtimod var det en god afledning til hendes blege hud, og hendes skiftende øjne. Samt den sorte Eyeliner. Det grå i hendes øjne gjorder sig mere lilla. Det lagde men næsten ikke mærke til. Kun dem der kun holdte øje med hendes øjne. Sjældent gjorder folk det. De virkede sig truet, bange når de kiggede på hende. Hendes venskabelige smil blev varmere. "Du er god til at gætte, Mathias." Det lettere varme smil forvandlede sig til et mystisk smil. Lige ny andede hun ikke hvad hun skulle sige. Et håb om at han kunne sige mere end hende selv ramte hende.

Han så hvordan øjenfarven ændrede sig i hendes øjne. Han nikkede imponeret. Det var sjældent at han kom i nærkontakt med lige netop denne race. Men lige nu havde han ikke specielt meget imod det. Selv var han meget afslappet klædt, men alt tøj så godt ud på ham. Han havde et flot markeret ansigt, og han var sådan en person at alle kiggede efter, hvis han gik ned af en hovedgade. Han kløede sig let i håret. Hendes duft var en smule overvældende, vampyr lugten frastødte ham en smule, men han flyttede sig ikke. Den kunne vænnes til. Den frastødte ham mest på grund af hans races nuværende had til vampyrer. "Det har nok mere noget at gøre med denne," sagde han og prikkede blidt til siden af sin næse. Han sendte hende et smil. Han så tænksomt på hende et øjeblik. "Du virker meget rolig, når man tænker på at vi burde hade hinanden, med krigen og sådan," sagde han.

Vinden smilede smukt på himlen. Skyerne raslede blidt. Vandet brusede af kanten. Hun smilede. Igen bed hun sig i underlæben da han nævnte racernes had. Hendes stemme virkede stadig afslappede. Intet pres. "Måske. Det rører mig ikke. Min søster dæmon, min kusine er dæmon. Jeg kan ikke føle had til dem." Roza smilede. De var tæt på. Blæsten fik det løse tøj til at blæse mod Mathias. Hun kunne i føle had til hendes kusine og søster. De var 2 af de vigtigste personer i hendes liv. "Jeg føler ikke had til nogen racer. Udover engle" Roza væmmes ved engle. Ikke fordi de var gustne, men da hun blev forvandlet til vampyr knuste en engel hendes hjerte. Det er længe siden. En drøm over en ville fylde hendes tomrum havde stået på længe.

Han vendte sit blik udover havet et øjeblik. Det var smukt, også selvom solen var gået ned. Stjernerne sås på himlen, de funklede klart. "Ah," sagde han kort. "Det er ikke nemt at hade familie," kom det en smule tvivlende fra ham. Som en konstatering. Det var ikke noget han kendte til selv. Hans mor var død da han var ganske ung, og hans far var skredet langt før hans mor døde. Hans halvbror og mors mand, hadede ham som pesten. Så han havde aldrig rigtigt haft en familie. Mathias stoppede sin tankegang da Roza nævnte det med engle. Han så en smule skeptisk på hende. "Jeg bryder mig heller ikke specielt meget om engle," svarede han alvorligt. En af de personer han hadede allermest var en engel. Og samtidig var en af de personer han elskede højst var en engel. Så hans følelser var meget blandede på det punkt.

Roza kunne mærke at hun havde ramt er ømt punkt. Det var tydeligvis ikke noget han var så glad for at tale om. Hurtigt slap hun taget om sin underlæbe. Nysgerrigheden sad fast i hende. Kort så hun en bænk i nærheden. "Måske skulle vi sidde lidt ned?" Hendes tommelfinger pegede på bænken der var i nærheden. *Det er altid dejligt at sidde på en bænk.* Roza var ikke træt i bene. Tværtimod, hun havde løbet længe. Lidt kunne hun da klare. Af en grund kiggede hun stadig dybt i hans øjne. Mathiass øjne sagde forskellige ting. Så mange ting at det ikke var til at finde hoved og hale i.

Mathias fulgte hendes blik. Der var ikke rigtig brug for det, han vidste at hun ville være i stand til at stå i timer, og han havde det på samme måde, men det andet ville virke mere naturligt. Det kunne være at mennesker besluttede sig at tage en aftentur på stranden. De skulle nødig blive chokeret. "Det kan vi sagtens." Han sørgede for at følges med hende. Hendes blik lå hele tiden på ham. Det gjorde ham ikke utilpas, måske en smule smigret. Medmindre det var af helt andre grunde hun så på ham. Men han så også ind i hendes øjne, dybt ind i dem. Det undrede ham at de skiftede farve. Måske var det hendes evne? Man kunne aldrig vide. Måske havde hun planlagt en længere samtale med ham? Det virkede i hvert fald sådan, siden at de skulle sidde ned og snakke. Det skulle nok blive spændende.

Roza satte sig på bænken. Bænken var i fin stand og behagelig at sidde på. Da Mathias havde sat sig smilte hun lidt. "Nå. Du virker intressandt. Fortæl om dig selv." Vinden var der intet af. Tværtimod rigtig varmt." Et lavt suk kom fra hendes læber. Rozas hår sad stadig pænt i samme orden som før. Mathias virkede virkelig rolig, det gav hend eet godt indtryk. Ingen tegn på aggresivitet eller på at angribe hende. Det ville med garanti stå på længe på, og det ville være uklart. Efter hendes egen mening er Dæmoner & Vampyrer lige stærke. Roza smilede.

Før han satte sig, havde han svunget guitaren af ryggen og stillet den pænt ned ved siden af sig på bænken. Han rettede blikket imod hende, så grundende på hende. Måske var det ikke en alt for smart ide at fortælle sin fulde historie til en vampyr, man vidste aldrig hvad de havde af lumske tanker. Og dog, hvad kunne det skade. Han kunne alligevel ikke bruge det til ret meget. "Hvad vil du gerne vide?" spurgte han alligevel, et hint af et smil kunne ses på hans læber. Han var på vagt overfor hende, det ville måske var en ide af åbne sig op for hende. Men hun var alligevel en fremmed.

Hun bed sig underlæben. Roza kunne mærke at der var noget galt. Ingen mennesker var endnu gået forbi. "Altså... Fakta? Ehm.. Hvor gammel er du?" Roza spurgte en anelse dum. Det var en af de tidspunkter hvor man ikke andede hvad man skulle sige. Hun betragtede Mathias. Guitaren havde slyngede over skulderen var pæn. Vandet gnitrede fra stjernernes lys. Roza bemærkede at Mathias var på vagt. *Bare rolig, jeg bider dig ikke* Tænkte hun komisk.

Det ville blive en lang nat, hvis det fortsatte sådan her. Et suk lød fra ham. "Som du ved hedder jeg Mathias, navnet der blev givet til mig af min værge var dog Mateus, men jeg valgte at skifte det. Jeg er ikke helt sikker på min fødselsdato, men jeg har levet omkring de 150 år, sådan rundt regnet." Han så kort på hende, inden han rettede blikket ud imod vandet. "Jeg er originalt fra Skotland, det var der jeg voksede op. Jeg stak af fra min plejemor som 15-årig, det var også der jeg fandt ud af hvad jeg var." En humorløs latter lød fra ham, "Jeg var en ren plage imod hende." Han rettede blikket imod hende igen. "Efter at have været indblandet i en masse rod i min ungdom, flyttede jeg kort til her, levede på gaden. Her gik det heller ikke særlig godt. Jeg fik nogle dårlige kontakter." Vampyrer, tænkte han i sit stille sind. "Så jeg flyttede i stedet til Paris, hvor jeg besluttede mig at starte et nyt liv. Jeg begyndte på uddannelser og boede der i nogle årtier. Og så flyttede jeg tilbage hertil, for at prøve igen," han vidste ikke hvad han skulle forvente af reaktion fra hendes side. "Hvad med dig?" spurgte han med let hævet øjenbryn.

Roza syntes det var fint. Kort sukkede hun og tænkte det igennem. "Ja... Som du ved hedder jeg Roza. Er født i Rusland har boet der i 5 år. Derefter har jeg boede i England i et par ord. Der var ikke særlig rart så jeg flyttede min kusine Veronica i Italien. Som sagt tjente jeg ikke kassen dernede, derefter flyttede så hertil. Og nu har jeg boet her i et par år. Jeg er er cir. 55 år gammel, men min krops alder siger 19. Blev forvandlet i England, derfor flygtede jeg derfra pga. min skaber var ikke speciel rar. Jeg lærte at klare mig selv, styrer min sult og hele molevitten." Andet havde hun ikke på hjertet.

Det virkede som om det hun sagde var sandt. "Du kan så ikke huske noget fra Rusland? Men du har stadig en smule accent derfra... Har du nogen familie der er tæt på dig, som stadig taler russisk, siden du ikke er kommet helt af med den?" Spurgte han nysgerrigt. Det undrede ham en smule. Normalt forsvandt accenter efter nogle år hvor man ikke brugte sproget, så det gjorde det en smule uklart for ham. "Sult er heller ikke alt for svært at holde styr på, det er mere det med at slette sporene efter sig," sagde han og smilede stille for sig selv. Det var noget man hurtigt lærte efter nogle år.

Roza kiggede ned på en Rose der fløj ned på hendes fødder. Hun samlede den op og duftede til den. "Min mor og far blev forvandlet da jeg flygtede. Min skaber truede med at forvandle dem hvis de ikke fortalte hvor jeg var. De blev forvandlet men tro det eller ej. De har mere selv kontrol. Min mor og far bor nu i Rusland. Jeg taler i telefon med dem. Samt min lille søster Jaqueline..." hun tav. Jaqueline var hebdes lillesøster som længtes efter hende selv. "Drømte om at bo sammen med mig og se op til mig. Blive ligesom mig" Roza smilte ned i rosen. Den blodrøde blomst.