Jeg spiser is - Mathias

Tid: Eftermiddag ved 14-tiden
Vejr: Solen skinner og vejret er dejligt
Sted: På lille plads, med en iskiosk
Omgivelser: Mennesker, og en enkelt fugl. Høje bygninger.

Rahne sad og sin spistechokolade is, den var dejlig kold i det varme vejr. *Endelig noget varme* tænkte hun, nu kunne det være hun kunne komme af med sin forkølelse. Det var bare lidt ireterende ikke at kunne lugte noget. Hun sad på en gammel træbænk, og kiggede på nogle børn der løb rundt og legede. Hun misundte dem kort, de kendte intet til de mere grufulde sider af livet. De dystre tanker trængte hun dog hurtigt i baggrunden, de skulle ikke ødelægge hendes dag. Vejret var for engang's skyld skønt, og hun havde ikke behøvet at komme i skole da der var lørdag. Hun sukkede tilfreds og strakte benene så de var næsten vandret i luftet. En fugl sang fra et enligt æbletræ.

Med lange skridt gik han hen igennem byen, det var behageligt med varmen fra solen, den havde ikke været fremme i alt for lang tid. Der var noget i luften, en duft han havde duftet før et sted, han indsnusede duften og fandt frem til hvor den kom fra. "Jamen der kan man bare se," mumlede han med et smil og så hen imod varulven. Han gik langsomt hen og satte sig på bænken ved siden af hende. Uden at sige noget, med blikket ude i luften, væk fra hende, men med et smil om læben. "Der kan man bare se, vovsen er forklædt som en uskyldig pige igen," sagde han lavt, og slog blikket over på hende, et smil var på hans læber.

Hun dejede langsomt hovedet, det kunne ikke være sandt. Ikke ham igen, ikke i dag. Hun tog mod til sig, og kiggede. Jo han sad ganske vist der, og stirrede ud i luften. Han smilede, *smiler den fyr altid* tænkte hun. Dejligt hendes dag var lige blevet ødelagt. Men noget havde han dog ret i, hun var forklædt.
"Der kan man bare se, hvorfor besluttede du lige at komme her? Jeg havde det lige så rart.." sagde hun tvært. Hun ville helst ikke slås med ham herinde, der var for mange mennesker.
Solen spillede over asfalten, hendes is lå udsplattet på jorden, hun havde tabt den da hun havde hørt hans stemme. "Du fik mig til at tabe min is" sagde hun forundret.

*Smiler den pige aldrig?* tænkte han en smule irriteret. "Jeg kom bare forbi," sagde han og trak på skuldrene. Det var ikke noget han havde besluttet sig, men simpelthen et tilfælde. Han fulgte hendes blik ned til isen, den lå smeltet der. "Vil du have en ny?" spurgte han alvorligt. Hans blik lå på hende, en smule undrende, hun ville nok takke nej og løbe væk. Det havde ikke faldet ham ind at han kunne lyde en smule pædofilagtig, men på den anden side var han en smule ung til at være en pædofil. Og han mente det seriøs, smilet var forsvundet fra hans ansigt, istedet så han en smule undersøgende på hende.

"Ja tak det spild af god is, men jeg nåede ikke at spise så meget af den". Hun kiggede op på dæmonen, og smilte et af sine sjældne smil. "Vil du så ikke godt købe en chokolade soft-ice med kakao pulver" sagde hun ivrigt. Is, hun elskede is, og ham dæmonen opførte sig ikke så slemt, men var dog stadig lidt på vagt. Han var holdt op med, at smile da han tilbød hende en is, han lignede en der syntes det var en kæmpe sag at gå hen og købe en is. Det fik hende næsten til, at fnise. Sollyset havde gjort hende gladere end hun havde været længe, og hun ville ikke lade ham ødelægge det.

Han smilede af hendes ivrighed, og det glædede ham at hun smilede. "Hmn, hvordan kan jeg vide at du ikke når at stikke af?" spurgte han og så en smule vagtsomt på hende. Var hun virkelig ved at fnise? Kunne han virkelig tro sine egne øjne? Denne deprimerende pige, kunne hun virkelig grine? "Du kan komme med hen og købe den, okay?" spurgte han en smule forsigtigt. Selv forstod han ikke hvorfor at nogen ville spise noget så væmmeligt, som is, eller menneskeføde i det hele taget. Men han kunne se hvor ked af det hun var blevet over at se isen ligge på jorden, og han havde ikke noget imod at se et smil på hendes ansigt.

"Ja ja, men du betaller for du ruinerede den anden" sagde og gik ivrigt mod kiosken. Hun åbnede døren, og trådte ind. Butik atmosfæren var kold og indelukket, men de lavede de bedste is. Selvom isen bare blev blandet i en maskine, og manden bag disken trak i et håndtag hvorefter det dryppede ned i en vaffel eller et bæger. Hun kiggede rundt i kiosken, der var dog andre ting herinde end is. Der var selvblandings slik, slikkepinde, bolchestænger og alt muligt andet slik. Det var lidt lige som en bod i Tivioli, hun gav sin ordre til en bumset teenage dreng bag disken, og gik lidt væk for at vente på at den blev færdig.

Han var nødt til næsten at løbe efter hende, så hurtige var hendes skridt. Han så sig lidt rundt med sin næse rynket. "Jeg betaler selvfølgelig," sagde han og smilede stille til hendes ryg. Alt de slik i forskellige farver og former, gjorde ham lidt utilpas. Teenageren bag disken, så en smule undrende på både pigen og ham, så skiftevis på dem. Han sendte ham et lidt koldt og afvisende smil, inden han vendte sig om til pigen, "Noget andet du vil have?" spurgte han og så med væmmelse på slikket, som hun kiggede på med store øjne. Han lod hånden glide ned i lommen og fandt sin pung frem.

"Skal du ikke have en dejlig is?" sagde hun drillende, hun kunne se væmmelsen i hans ansigt. Hun var et kort øjeblik fristet til at bede om alt muligt forskeligt slik, bare for at drille ham.
"Nej, en is er nok tror jeg, nummer to is ville alligevel smelte før jeg fik spist den første..
og jeg har ikke rigtigt lyst til noget andet, kun is passer til solskins vejr!" Hun sagde det med en jeg-ved-alt-om-det agtigt stemme. Hun tog imod softicen og kiggede op på ham, hun forventede ikke at få lov at gå, måske skulle hun bare spørge om de skulle gå et sted hen?
Hun var efter hånden ikke så fjendtligt indstillet, vis han havde villet hende noget ondt havde han vel bare trukket hende om i en eller and gyde og knækket hendes nakke.
"Sårhh øhh.. Skal vi gå over i parken?", spurgte hun forsigtigt.

"Jeg skal ikke have noget," sagde han og fik det helt dårligt ved tanken, "Jeg holder mig helst til frisk menneskeligt blod," sagde han meget lavt og sendte en blik til drengen bag disken. Frisk blod, det var det bedste. "Okay, så gør som du har lyst til," sagde han med et smil, og lod hende tage isen, slap den hellere end gerne. Det virkede som om hun var løsnet en smule op, at hun følte sig mere tryg ved ham. Det glædede ham. "Over i parken?" han så først undrende på hende, det var underligt at hun ikke bare stak af nu, "Det kan vi godt," sagde han og hans så stadig en smule undrende på hende. Hvad skulle det nu til for? Men han håbede da at hun ville nyde sin is, også selvom han ikke forstod det.

"Blod? bvadr" sagde hun, og gik ud af kiosken, hvorefter hun nærmest smadrede isen op i sit ansigt. Da hendes ansigt kom til syne igen havde hun chokolade is i hele hovedet. Hun kunne se på ham at han havde virket forundret over noget, enten at hun bedre kunne lide is end blod, eller også at hun ikke prøvede at stikke af. Sikkert det sidste. "Jeg kan altså bedre lide chokolade is end blod, det vampyr føde", sagde hun og gyste, "Jeps over i parken, jeg har på fornemmelsen at du ikke kom hen og snakkede med mig for at begynde en kamp, desuden er vejret dejligt". Hun lavede en lille piruette, mens hun slikkede is af ansigtet.

Han rullede øjne af hende, hver sin smag. Hun måtte godt holde sin is for sig selv, så skulle han nok holde sine spisevaner for sig selv. Forskrækket gik han hende et skridt væk fra hende da hun begravede hovedet ned i sin is. Da han så hendes ansigt lo han højt, "Du skulle se dig selv," sagde han og prøvede at kvæle latteren. "Hvorfor skulle jeg kæmpe med en lille pige? Det ville være langt under min værdighed," sagde han og rullede igen med øjnene. Han nikkede lidt, "Ja, vejret er skønt i dag, en smule usædvanligt," sagde han undrende. Et smil var på hans ansigt, hun var så fin i det. Som et lille barn.

"Lille pige, jeg må le. Det kan godt være at jeg ikke er så høj, og at jeg bare er spinkel generelt. I det mindste har jeg ikke levet hundrede af år og burde være en gammel mand, undskyld vis jeg fornærmer din alder, er den tættere på de tusindende?" sagde hun, og sendte ham et rigtigt professer blik. Hvorefter hun gjorde sig så høj hun kunne uden at gå på tær. Efterhånden havde hun fået isen ud af ansigtet, og spiste den med et mere behersket tempo. Hun satte kursen mod parken, og sagde til ham mens hun macherede stolt forbi, med næsen i sky "Kom så!"

Denne lille pige var nu ret morsom, "Hvem siger at jeg ikke er en gammel mand?" Spurgte han drillende, og gik ved siden af hende, fulgte hendes tempo. "Og du er altså en lille pige, prøv at se dig selv, hvor gammel var det du var? 14?" spurgte han og smilede drillende til hende, han kunne godt huske at hun havde sagt at hun var 16 år gammel. Han lod hænderne glide ned i lommerne, så ganske uskyldig ud. Det måtte se underligt ud, en ung mand gående sammen med en lille pige. Bare folk ikke begyndte at opfange det forkert, det ville være utrolig træls. Han fulgte efter hende, ikke særlig vant til at være i Sheria. "Jeg kommer, jeg kommer," sagde han og rakte tunge af hende. Det føltes underligt at kunne være sammen med et barn på denne måde, som var de venner, han fik selv sluppet sit indre barn løs på denne måde. Det var en underlig følelse.

"Jeg er 16", sagde hun og prøvede at se sur ud, det virkede ikke helt, "og jeg ved ikke om du en gammel mand, men siden du er dæmon er det vel lidt op til dig... hvad er der egentlig du hedder?". Det slog hende at hun ikke kendte hans navn, og havde han rakt tunge af hende før? "Desuden rækker gamle mænd ikke tunger af 'små piger'" hun sagde det sidste med sarkasme i stemmen. Hun kunne ikke så godt lide at blive drille med sin alder, men det var ikke det værste han kunne gøre, det var næsten okay når det var ham fordi han var en "gammel mand". Hun rakte tunge af ham, over sin skulder for at gøre gengæld.

"Åh ja, så kan jeg godt se at du er en stor pige," sagde han og grinte stille, "Ja, du er jo næsten en fuldvoksen kvinde, klar til at tage dig af dit liv, ikke?" spurgte han grinende. Mon han skulle fortælle hende hans navn, han trak kort på skuldrene for sig selv, og følte ikke rigtigt at han kunne række hende hånden, "Mit navn er Mathias Lake," sagde han og smilede til hende, "Og dit navn er?" spurgte han hende. Så gammel var han altså heller ikke! "Hvad gør gamle mænd så?" spurgte han med et stort grin, hun var åbenbart rimelig klog, så det burde hun vel vide. Han morede sig utroligt nok ret meget med hende, hun var en sjov lille tøs.

"Jeg passer da på mig selv det meste af tiden..", sagde hun kækt, " mit navn er Rahne, og gamle mænd de sidder hjemme i en ternet sofa, med gardiner trukket for vinduerne der er overfyldte med potteplante og ser realityshows eller nyheder". Hun sagde det fordi det var hvad hendes morfar havde lavet det meste af tiden.
Hun var ikke på vagt mere nu, han var faktisk sjov at snakke med. Især fordi når hun prøvede at snakke til sin mor, var det eneste hun ville snakke var hvor meget alting altid var hende skyld. Hun følte hun ville undskylde, at hun ikke havde været specielt velopdragen sidste gang.
*Men det var ham der startede* tænkte hun kort, når ja det kunne ikke skade at være et godt eksempel. "Du må undskylde for sidst du fangede mig på en dårlig dag", sagde hun, "så det din tur til at sige undskyld". Hun rakte tunge af ham igen.

"Fordi at du er stukket af fra dine forældre altså?" spurgte han med en anelse af en lære-agtig undertone. Rahne, usædvanligt navn, "Rahne," sagde han først, sørgede for at udtale navnet korrekt, andet ville være en smule akavet, "Hyggeligt at møde dig." Han sendte et smil imod hendes ryg. Gamle mænd, lignede han måske en gammel mand? Men han spillede med alligevel, "Jeg skulle bare lige ud og lufte min rollator, og derefter ud og købe et ny gebis, men ellers er det nogenlunde det jeg laver når jeg kommer hjem," han smilede til hende, da han havde sagt det. Han hævede sit ene øjenbryn en smule ved hendes undskyldning, og prøvede at svare igennem en stille latter, han tog sig sammen, og sagde meget formelt: "Du må meget undskylde at jeg skræmte den unge dame sent om natten, jeg håber ikke at du har haft mareridt siden, og du har forresten intet at undskylde for, jeg tager hele skylden for det." Han sendte hende et strålende smil, som han tvivlede på at hun kunne se da hun jo gik foran ham, men han kunne ikke lade være. Det var længe siden at han havde moret sig så meget, det eneste der rigtigt manglede nu var alkohol, så ville hans dag være komplet.

"Det var godt du tar skylden, det var nemlig din skyld", sagde hun og grint. "Men nej jeg er ikke stukket af hjemme fra, jeg bor da stadig hos min mor. Jeg var kun ude fordi at jeg ikke så godt kan lide at være der hjemme, specielt ikke når jeg har skændes med hende.", hendes stemme fik en bitter undertone da hun sagde det. "Det også hyggeligt at møde dig" sagde hun med et lille smile. Snakken om hendes hjem var et ømt punkt, men det skulle ikke slå hende ud. Hun kiggede sig over skulderen får at se om han stadig var med, eller om hun gik for hurtigt.

Han rullede med øjnene af hende, "Du burde lære at være mere ydmyg, det er mere charmerende for en ung dame," sagde han og smilede til hende. Det var ret tydeligt at hun var utilpas med at snakke om det, og han vidste ikke lige om han skulle tage og tage emnet op. I stedet tog han og gik op foran hende og satte sig på en bænk, og klappede ved siden af sig. Måske skulle han spørge ind til det? Det ville i hvert fald holde samtalen igang, og væk fra ham. "Så, hvorfor er det du skændes med din mor? Teenageproblemer? Du virker ret meget som den vanskelige type," sagde han og smilede en smule bekymret til hende.

Hun satte sig på bænken ved siden af ham, og hendes blik blev mørkt. Hun ville ikke snakke om det, men på en måde kunne det måske være godt? Hun sukkede, og tog en lang dyb indånding. "Jo ser du, min mor hun har det med at synes alting er min skyld. Den der gang var det så min skyld, at hun skulle betale et stort beløb til et eller andet. Vi begyndte at råbe af hinanden, og til sidst begyndte min mor og tude. Jeg løb ud i skoven for at være mig selv, og så kom du", hun sendte ham et lille drilsk smil.

Han så kort på hende, et lidt trist smil var på hans læber. Selv havde han aldrig kendt sin biologiske mor, men havde derimod fået en plejemor, som havde taget sig af ham, men hende havde han tilgengæld såret. Det var efterhånden mange år siden, så han bekymrede sig ikke om det længere. "Det må have været en velsignelse for dig," sagde han og grinte en smule, inden en sjofel tanke strejfede ham, "Hvor gammel var det du sagde, at din mor var?" spurgte han drillende.

"Hun er 43 vist nok, og jeg har ikke sagt noget om hvor gammel hun var før. Hun har det hårdt, jeg ikke ligefrem altid den letteste at passe, så hun føler sig nok 10 år ældre". Hun grinte lidt ved den sidste bemærkning. Når hendes mor var i godt humør lavede hun tit jokes om det.
"Nå hvad med dig? er du blevet så gammel at din mor er en oldemor eller hva?" hun sagde det for at få snakken lidt væk fra sin egen familie, "har dæmoner overhovedet mødre?".

Væmmelse kunne ses på hans ansigt, han havde håbet på at hun var en smule yngre. "Oh, hun er så gammel," ellers havde han måske kunne få en chance med hende? Tænkte han og grinte stille for sig selv, men hvis hun så ud til at være i halvtredserne, havde han ikke lyst til at have noget at gøre med hende. Han kneb sine øjne en smule sammen, men kunne ikke lade være med at smile, "Min mor døde da jeg blev født, det gør de fleste dæmonbørns mødre," sagde han først stille, ville have at hun skulle føle en smule skyld ved at spørge på den måde, "Jeg er vel omkring... over de 100 år," sagde han lavt efter at han havde sikret sig at ingen hørte efter, "Jeg har ikke rigtigt fulgt med i tiden..."

Hun fik is galt i halsen, "100?" spurgte hun hviskende, "det ret meget... øhh vi man er øhh et menneske". Hun håbede ikke han blev fornærmet, hun var bare blevet overrasket. Hun havde alligevel troet han var yngre. "Så må du have oplevet en masse, hvad er bedste du har oplevet, og er det ikke bare lidt kedeligt at vide man skal leve forevigt? Hvis jeg aldrig skulle dø, ville jeg rejse jorden rundt, og se alting!". Hun smilte igen, "men selvfølgelig skulle man også have en masse penge så.... eller vinger, har du vinger?". Hun kiggede ivrigt op på ham, hun havde altid godt kunne tænke sig at flyve.