En aften på legepladsen- Thyia

Tid 22:23
Sted legepladsen.
Omgivelser ingen.
Påklædning sorte stramme jeans, sort top, en jakke samt sorte stiletter.
Tilbehør våben inden under jakken, samt en sølvhalskæde omkring halsen, med et kors i som har en lille diamant i sig.

Natten var faldet på, for længst, kun gadelygterne lyste op nu. Men alligevel var det som om, at natten gjorde et eller andet ved gadelygterne. Så man kunne i hvert fald sige at der var halvt mørkt? Hvis man da kunne kalde det, Claire kom med stille traskende ned af en gade, som hun drejede af og ind på byens eneste legeplads, hvor hver dag der var børn som legede på den. Hun viste sig altid i næsten det samme tøj, men mest af alt, da hun havde tre sæt tøj af hver, men det gjorde nu heller ikke det store. Lige nu var der ingen på legepladsen, ud over hende selv. Men man vidste aldrig rigtig hvad der gemte sig i skyggerne, eller oppe i træerne. Hun standsede roligt op, i lyset fra en lygte pæl. Hendes påklædning denne nat var simpel, sorte stramme jeans, sort top, en jakke, og sorte stiletter … hun havde mere eller mindre næsten altid gået i sort, sort var nu nok også hendes yndlings farve, næst efter lilla og grøn. Hun lod en hånd glide igennem sit sorte hår, i mens hendes næsten sølvgrå øjne betragtede stedet.

Thyia Fellton havde for 14 minutter siden slukket sin tørst. Det havde været et godt lille mellemmåltid - som en dessert. Ud over nogle funklende øjne, en rolig gang og nogle små spor efterladt på fingrende, var der intet der afslørede at hun netop var skyld i, at legepladsen nu var tom og forladt. Så kunne barnet lære at gå hjem, som de andre gjorde. . Nu var han død, drengen. Nogle folk lærte det vist aldrig.

Thyia smilede fornøjet for sig selv, idet hun lagde det tomme lig bag sig og trådte ud på stien igen. Natten havde strammet grebet om omgivelserne bemærkede hun tomt. Mørket var blevet tættere. Den kjole beklædte skikkelse gik fremad. Øjnene var placeret mod den ukendte person, som end ikke mørket formåede at skjule helt. Mens den lette gang forsatte frem mod denne person, stak den kjoleklædte vampyr en finger i munden, for at slikke resterne af blodet bort.

Claire var ret så stille, selv om man nogle gange let ville kunne høre at der kom nogen gående hen af stien. også selv hvis vedkommende fodtrin var lydløse så man ikke kunne høre det. Hun lænede sig stille op af lygtepælen som endnu lyste natten en smule op. Selv om det nok mere eller mindre var det eneste sted på hele legepladsen, hvor der var lys. Hvorfor befandt hun sig overhoved på en legeplads endnu? Hun kunne vel lige så godt bare smutte hjem ad til den lejlighed hun boede i. Men der var intet sjovt der hjemme, ud over nok at se på hendes samling. Hun lod blikket køre en tur igennem den mørke legeplads, selv om lyset fra lygte pælen gjorde et godt stykke arbejde ved at lyse legepladsen en smule op. Hun lukkede blidt sine øjne i, og mærkede på sin jakke, for at sikre sig at hun stadig havde sine ting på sig. Ting som efter hendes mening var værdifulde at have på sig sådan en nat, selv om almindelige uvidne mennesker nok ville kalde farligt at have på sig.

Thyia trådte frem, kjolen hængende om hende, lige akkurat kort nok til, at den ikke berørte stien. Håret hang om hendes skuldre, og stod i en skræmmende kontrast til det blege ansigt, med de mørke - næsten sorte øjne.
Hun betragtede kortvarigt hendes nu rene negl, i det hun bestemte sig for at vente med resten. Så slog hun med hovedet, så håret flagrede og udbrød, i en salig høj hvisken.
"Jamen.. Jamen.. Skal alle børn ikke sove nu?" Et lille skævt smil, satte sig fast i hendes mundvige.Øjnene funklede drillesygt og farligt.
"Eller vil du også lege?" Hovedet blev lagt på skrå, i det vampyren undertrykte en boblende latter over hendes egen morskab. Den sidste der havde leget, lå død bag busken. Tømt for blod, for sjæl, og liv. Som en kapsel.

Hun trådte nærmere, men undgik at gå ind i lygtens skær, som denne fremmede. I stedet stoppede hun i mørket, godt 3 meter derfra. Hovedet lå stadig en smule på skrå. Smilet var væk. I et øjeblik fæstende øjnene sig atter til hendes urene fingre.