løb!! (Karina)

tid: 19:59.
årstid: efterår.
vejret: blæsende solen er allerede på vej ned.

Stine(en af crasie personligheder) løb med hals over hovedet igennem skoven. Hendes bare fødder bar hende så hurtig hun kunne, men så snublede hun over en rod. Hun kravlede straks omme bag et træ. Skoven var stille, næsten dødsenstille, og skoven var ved at blive komplet mørkt. Stine trak benene op til sig og kunne ikke lade vær med at klynke, hun kiggede nervøst til sidere. Hendes lande brune pjuskede hår stod omkring hende, hendes tøj var beskidt og halvt flænset i stykker. Men det var stine ligeglad med, hun ville bare væk. Hun var så træt, men hun kunne ikke sove, især ikke nu. Hun kiggede forsigtigt op i træerne. Måske gemmer den sig der oppe. Stine prøvede at rejse sig op, men hendes ben faldt under hende.

Stine kiggede vild omkring og hvis man så hende nu, som Karina gjorde så ville man aldrig have troet at hun var en dæmon, hun opførte sig som et menneske. Stine fik rejst sig op og kunne ikke se nogen omkring sig, men hun ville ikke lade sig narre, hun vidste at Lillith ventede på hende for at dræbe hende. Stine løb igen med fuld fart og hun kiggede sig bagud, men før hun opdagede det, løb hun ind i en stor gren. Stine faldt straks til jorden og lå der og var omtåget og kunne slet ikke orientere sig. Stine tog sig til hovedet, det gjorde så ondt af den gren. Så blev hun mussestille og kiggede omkring, hun syntes at kunne fornemme nogen. Men det var ikke lillith det var hun sikker på. Det var måske en som kunne hjælpe hende? stine kom hurtigt på benene igen og brugte sine sanser for at finde den anden person. Så så hun en skygge hvor kun meget lidt af den var synlig. Stine var ligeglad om denne nye person var en trussel, hun måtte bare væk fra Lillith, og måske kendte den nye person vejen ud. Stine løb desperat imod den nye person, hun stoppede op lige før hun næsten løb ind i hendes.
"Ken..kender du vejen ud?! du...du må hjælpe mig!!" Sagde Stine desperat til personen, og kiggede desperat omkring!!

Stine blev straks meget roligere da hun så at personen ville hjælpe hende. Stine tog til hovedet, og mærkede straks noget varmt og vådt. Hun tog hånden ned og så forskrækket på den, hvor blodet allerede dryppede ned på jorden. Hun mærkede at hun var træt og så blev hun fuldstændigt opmærksom på omgivelserne. Lillith var her, hun måtte væk herfra. Stine vendte sig om og så skyggen. karina ville kunne se den hvis hun kiggede den vej, men skyggen var meget svag. Stine greb fat i Karinas arm, og rystede til hende.
"Vi skal væk herfra!!!" Stine kiggede over skuldrende desperat. Nu kunne Karina se skyggen så tydelig som hun kunne se Stine, da stine havde grebet fat i hende. Karina kunne selv føle og lugte den. Skyggen stod ca 10 meter væk inden i skoven. Den var mørkere end mørk og derfor var den så tydelig selvom det hele var mørkt. Dens røde øjne var tydelige, øjnene havde hverken pupil eller noget de var kun rene røde, og de lyste af had. Stine krøb sig ind til Karina og så begyndte hun at løbe den modsatte vej og prøvede at hive Karina med. Skyggen nærmede bare sig stille og roligt hen imod dem, som om den havde alt tid i verden til at nå dem.
"kom nu med vi skal væk!!" Stine så desperat på hende og prøvede at hive Karina med.

Da Karina nu kunne høre tanker ved berøring, så kunne Karina høre alle mulige tanker der strøg fra Stine ved hendes berøring. Stine var total bange og havde total frygt for denne skygge, Stine tænkte nemlig lige nu på alle de gange hun havde mødt den før, og hvor hun heldigvis var sluppet væk. Men det var også som om Karina kunne høre andre tanker, som var inde i stines hoved men som alligevel ikke var hendes. Det var som om hun havde flere personligheder. Nu havde stine en samtale inde i sit hoved, hvor hun henvendte sig til en af de andre personligheder.. Stine råbte desperat inde i sit hoved.
"Jeg må væk herfra hjælpe mig!!!" En anden men en meget mere ung stemme, som kunne lyde fra en lille pige sagde.
"Du må løbe, bare løb, så skal du nok komme væk, det lover jeg Stine." Men stine var ikke mere rolig. Nu snakkede Stine normalt og ikke med tankerne, som en kommentar til det den anden stemme havde sagt til Stine.
"Du ved jo godt at jeg ikke kan løbe fra den, hvor er Crasie når vi har brug for hende!" Stine havde blikket hele tiden stift imod skyggen, og den var ikke særlig langt væk fra dem. Så lød der en mørk ond kvindelig stemme, men den var både inde i stines hoved og kom fra skyggen af som stod længere væk. Den ville give enhver myrekryb.
"Du ved jo godt lille Stine, at Crasie ikke tror på mig, og derfor har jeg jer helt for mig selv." Stine var blevet ligbleg og så kiggede hun desperat hen imod Karina, med øjne der sagde at de skulle væk.

Da Karina havde gået fra Stine, så hun hvordan skyggen virkede utydeligere. Stine så hvordan Karina gik imod skyggen. Stine fattede intet, hvorfor gik hun imod skyggen, det måtte hun da ikke gøre?! Vidste hun ikke at den var farlig? Stine kiggede frem og tilbage på Karina og så på en flugtudvej. Stine hørte Mira i sit hoved.
*Du er nød til at redde kvinden, du kan ikke lade hende være sammen med den okay, skynd dig inden det er for sent"
Stine løb hurtigt hen til Karina og greb fat i armen på hende. Så var det som om skyggen vågnede eller eksploderede. Det hele blev mørkt omkring dem begge, men dog kunne man stadigvæk se skyggen med rødglødende øjne stå og kiggede på dem.
"Vil du virkelig gerne vide hvad jeg er?"
Sagde skyggen fyldt med fryd, skyggen bevægede sig hurtigt og lagde en hånd på Stines pande. Skyggen forsvandt og alt mørket forsvandt, men dog kunne Karina mærke at der var noget galt. Hun kunne tydelig nu fornemme en stor kraftig tilstedeværelse. Hun mærkede hånden omkring hendes arm trykkede hårdere i hendes arm. Og hvis hun kiggede sig bagud ville hun ikke se den forskræmte kvinde hun havde set før. Det var en helt anden, det kunne hun og mærke ved denne nye kvindens tanker. De var en helt andens og der var ikke en skygge af stines tanker eller det andet barns stemme. kvinden havde en bredskygget sort kvindelig hat på som henlagde hendes ansigt i mørke. Dog kunne man tydelig se øjnene, som havde rødglødende pupiller. De lignede rime meget som skyggens. Kvinden havde sort langt bølgede hår, som bredte sig over hendes skuldre. Hun havde en rød/sort korset på og en sort kortærmet læderjakke, som havde revner hist og her, som passede til looket. Hun havde korte motercykelhansker på og hendes negle lignede, som om de var belagt med en sort metal af en art. Hun havde også et sort piggehalsbånd på, og så sorte lårkorte shorts på og netstrømpebukser, og så havde hun sorte store gothic støvler på. Hun var lidt højere end Karina, og Karine kunne ved at læse tanker, kunne hun se billeder af alle mulige ting, hvor Karina på en eller måde blev dræbt på, som kvinden her forstilte sig.

lillith kiggede på hende med hovedet let på skrå, hun slap Karina så nu kunne Karina ikke længere læse tanker hos hende. Lillith undlod at svare. Hun tog sin hat af og smed den bare i busken et stykke bag ved og havde armene over kors. Hun havde et smukt ansigt, men det var et smuk naturligt ansigt ikke lige som de mange andre racer som var smykke men var det pga deres overnaturlighed. Hun havde havde høje kindben og et lidt mere spidst ansigt, sådan lidt katteagtig. Men hvis man kiggede nærmere på hende ville man se noget underligt, to katteøre stod ud af Lillith mørke hår.
"Du er den første, som jeg har mødt, som ikke er bange?"
Sagde Lillith med en sødelig stemme. Hun begyndte lige så stille at gå rundt om Karina. Hvorfor var hun ikke bange, når ja hun har jo ikke mødt hendes kræfter endnu. Hun stoppede da hun stod lige foran Karina, hun havde den ene hånd i siden lige over hoften.
"Du ved vel godt at du er i stor fare lige nu?"
Sagde hun med sødelig stemme, men man kunne tydelig spore det onde i hendes stemme. Karina så hvordan jorden under hende begyndte at bevæge sig og rødderne sprang op og fik fat i hendes ben. Selv Lillith kun lavede illusioner var hun så stærk at hun kunne snyde og manipulere med tankernes kræft, som kunne have stor kontrol over kroppen, hvis man vidste hvordan man brugte det. Det var lige som de kvinder, som bliver indbilsk gravid at kroppen også selv tror at den er det. Så alt de Lillith lavede var lige så virkeligt som det næsten kunne blive, også hvis Lillith skadede Karina med hendes illusioner, så ville det ske i virkeligheden. Karina kunne tydelig mærke at hun slet ikke kunne rykke sig ud af stedet pga af rødderne som holdte hende fast. Så gik Lillith hurtigt frem og stod meget tæt på Karina og Karina kunne mærke hende tydeligt imod sig. Hun rev hætten af Karina og sagde hviskende i hendes øre. Men som Karina jo heller ikke vidste så stod Lillith slet ikke der hvor Karina så hende, men Karina ville ikke kende forskel, for hun kunne både mærke, føle, lugte og se hende lige der.
"Hvad jeg er? Ja det må guderne vide, men normalt bliver jeg kaldt for bloddæmon. Og hvad jeg vil? Jeg vil bare såment lege med dig, dræbe dig langsomt"
Hun rykkede sig tilbage fra Karina og så på hende med et ondt smil. Men heldig for Karina så havde hun vækket Lilliths opmærksom angående med at hun ikke var bange. Det kunne købe noget tid for Karina.

Lillith kiggede med hovedet på skrå på hende. Ville hun virkelig dø? Det virkede sådan for de fleste rystede af angst, men måske var hun en af de mere hårde nogle. En af dem som siger at de ikke frygter døden. Men selvom Karina ikke frygtede døden, så ville hun nok snart ønske at hun var død. For Lillith had til andre væsner gjorde at hun elskede at påføre dem smerte. Lillith stod og studerede hende, hvad skulle hun gøre imod hende. Men de døde øjne hun havde, hun ønskede åbenbart at dø. Hvad kunne Lillith gøre imod hende så hun ikke ønskede at dø, i hvert fald forløbet. Eller så kunne Lillith bare plante de følelser hos hende. Lillith smilede grumt og hendes skikkelse forvandlede sig om til det skyggevæsen som Karina først havde set hende som. Hun var en høj skygge og store røde øjne fyldt med ondskab kiggede på Karina. For Karina følte hun bare hvordan hun blev mindre i forehold til hende, og hun ville straks opdage at det gjorde hun. Hun så hvordan hendes krop blev forvandlet til et lille barn, og hendes tøj skrumpede også med det. Så mærkede hun en intenst fælelse af frygt og håbløshed. Hun følte sig virkeligt som et lille barn igen. Skyggen bøjede sig over hende og krumme store kløer rakte efter hende.
"Løb lille pige, løb og håb på at de slipper væk"
Lillith elskede at jage folk, så hun ventede med intensitet på Karina skulle løbe. Hun håbede på at få Karina til at tro at hun er et barn igen, ville få hende til at flygte.

Hun kunne mærke tydeligt skyggen i sit greb, men i stedet for at vride sig fri eller andet forsøg. Så mærkede hun hvordan skyggen var rolig. Nu var dens hovede lige ved hendes og den var forvandlet sig til et facinerede men dog skræmmende hoved. Det var en stor sort panter og den røde katteøjne glødede. Den åbnede sit gab i et morende grin og dens store tænder var sylespidse. Den talte.
"Så du tror virkelig at du kan gøre noget ved mig? Så har du virkelig ingen anelse, men selvfølgelig, hvorfor skulle du dog også have det."
Så mærkede hun store kløer imod hendes ryg, som lige pressede sig ind uden at flå huden, men dog gjorde meget ondt.
"Jeg burde vel bare æde dig på stedet ikk? Men nej du får en chance"
Hun så hvordan den forsvandt ud af den blå luft. Hun kunne hverken føle, lugte, mærke eller noget som helst mærke den nogen steder. Det var næsten som om det bare havde været en drøm eller fantasi. Men hun ville hurtigt finde ud af det, at det havde det ikke været. For hun var stadigvæk så lille og hendes trøje var flået op på ryggen og lette røde mærker fra kløerne var tydelige.

Lillith stod faktisk kun få meter fra hende, men Karina ville ingen anelse have. For hendes illusioner var kraftige og magtfulde. Hun stod og tænkte hvad hun skulle gøre imod denne dæmon, som var bloddæmon. Normalt skulle man så tænke at det ville gøre at Lillith havde mindre lyst til at skade kvinden, men tværtimod. For Lillith lige som flere af de andre personligheder kunne ikke lide dæmoner. Så dukkede Lillith foran Karina og stod og så på hende, mens hun bed let i læben.
"I første gang i lang tid ved jeg faktisk ikke hvad jeg skal gøre imod dig? Har du nogen god ide?"
Sagde hun drillende til hende, mens hun stod med begge hænder i siden og var lænet forover for Karina. Hendes katteøre dreje let, så hun kunne høre ordenligt karinas svar.

Lillith havde et skadefryd smil på hendes læber og begyndte sin gang igen rundt om hende.
"Så katten har kløer ikke? Men det hjælper jo ikke lige frem at du jo bare er en killing ikk?"
Lillith snusede ind og kunne tydelig høre denne kvindes puls pumpe i hendes åre, hun elskede lige så meget dæmon kød som alle andre. Men hun smagte ikke lige frem forskel, for hendes had og foragt for andre væsner gjorde at hun ikke lige frem kunne smage forskellen. Kun at hun kunne smage hvordan deres liv ebbede ud af deres krop. Men hun nød og lugten af deres frygt, af deres frustrationer. Lillith var jo selv en bloddæmon og kunne tydelig se hvordan Karina havde blodlyst i sig. Hvordan smager en dæmon, som er fyldt med blodlyst. Det kunne hun finde ud af. Så mærkede Karina hvordan hun var voksen igen, og hun mærkede en kraftig følelse af selvsikkerhed og mærkede stærkere blodlysten i hendes krop. Hun hørte at Lillith stod lige bag ved hende og ikke særlig langt væk.
Selvfølgelig var den ekstra stærkere følelse og hvor lillith var bare en illusion. Men så snart Karina hvis hun besluttede sig at sætte tænderne i Lillith, ville hun føle illusionen ægte, så snart hun satte tænerne i hende ville hun smage blodets smag. Så ville hun også mærke hvordan hendes tørst ville forsvinde.

Lillith kunne endnu mere godt lide denne kvinde, at hun oven i købet vil lade sig blive bidt. Er der en fælde måske? Nej det var for fristende for Lillith. Karina så hvordan Lillith nærmede sig hende på en farlig men dog seksuel måde. Hendes øjne lyste ekstra meget rødt og så gik hun helt tæt på Karina. Hun havde et morende smil på sin læber og der kroppe var imod hinanden, så bed Lillith fat i halsen på hende næsten som en vampyr. Karina kunne mærke hvordan de sylespidse tænder skar igennem hendes hud så let som gele. Så hørte Karina en stemme i hovedet fra Lillith. "Du ønskede smerte. du vil få det" Karina mærkede hvordan smerten fra bidet af begyndte at brede sig, som en smertefuld krampe der gik igennem marv og ben. Karina havde nok aldrig følt sådan en fysisk smerte som det, for hun mærkede hvordan hele hendes krop begyndte at ryste og gå i kramper. Lillith havde rigtigt angrebet Karina bagfra for at beskytte sig måske fra angreb af Karina. Hun lavede også de kraftige illusioner af smerter på karina og var veltilfreds med at mærke hvordan hendes krop gik i kramper under sig.

Denne nydelse som Lillith begyndte at føle og som hun kunne tydelig mærke at Karina følte, vækkede en personlighed i hende. Som hurtigt fik overtaget før lillith nåede at stoppe det. Hendes krop forvandlede sig faktisk ikke særlig meget ude over tøjet. For man kunne sige at Lillith havde været den onde tvillinge søster til Isabella. Hun havde langt rødt hår i stedet for og hun havde havblå øjne. Hun havde ellers en lårkort blå kjole på og ellers intet andet en nogle høje sorte stilletter. Isabella kyssede på Karinas sår istedet for. Karina kunne tydelig mærke at hun var en anden, for hun havde en anden aura. En aura af forførelse og fristelser.

Isabella lagde sine arme omkring Karina og begyndte at kæle hende, mens hendes krop var tæt sammen med Karina. Isabella kyssede hende blidt på halsen og det var som om smerten fra såret af var forsvundet. Isabella trak hovedet tilbage og kiggede på Karina med et charmerende smil på sine læber. Hendes ene hånd kørte blidt op til Karinas kind og kælede hende let med fingrespidserne. Så kørte hun med fingrespidserne til Karinas læber. Det var en god og pirrende fornemmelse ved Isabellas berøring. Isabella kiggede på hende med begær fyldt i hendes øjne. Så greb Isabella chancen, for det var ikke til at vide om Karina ville skubbe Isabella væk. Så rykkede Isabella hovede nærmere imod Karina og lagde sin bløde og varme læber imod hendes.