Alene //karina//

Tid: 20.30
Dato: Torsdag, 25.08.11
Sted: Ved pariserhjulet
Vejr: Det regner
Omgivelser: Våde forlystelser og nogle, få regnklædte skikkelser
Beklædning: Gammel, grøn jakke, slidte jeans, hvide løbesko

Hun stod. Bare stod og kiggede op i himlen. Tunge regndråber faldt, og gled ned af hendes kinder, som store tårer. Hun følte sig... Nej, hun følte ikke. Numb. Følelsesløs. Den var overalt, fulde alt, var alt.
Hun sukkede. Gud-måtte-vide, hvilken gang det var.
Men Arien Anna Williams troede ikke på Gud. Havde ikke gjort og ville aldrig gøre det. Hvorfor skulle Han være der? Hvis han var der, var der en mening med livet og -i Ariens tilfælde- var der alt andet end det.
Hun havde en opgave og den måtte være tabt undervejs.
Men måske...
Hun stoppede den håbefulde tanke, hvor den begyndte. Det var for sidst.
Der stod hun. Stod og kiggede op i himlen. Hvor Gud skulle sidde og kigge tilbage på hende.

En halv time gik og alle mennesker var gået. Forsvundet...
Nogle havde vist sagt hun skulle gå... Eller også havde de ikke...
Hun tog jakken af og da hun vendte sig om var hun en engel. En engel med store, hvide vinger. Et vingeslag, hun på vej mod himlen, mod Gud.

Følelsen af frihed, følelsen af være i luften, ingen kontrakt med jorden, væltede som en flodbølge som den plejede.
Luften bølgede og blev hurtigt til et kraftigt vindpust, som førte hende højere op. Hun smilte umærkeligt. Hun opdagede ikke det andet væsen. Hvorfor skulle hun det?
Intet kunne nå hende her i hendes egen, lille verden af vind og vejr.
Intet.
Regnen faldt tæt og tungt.

Meningen. Meningen med livet, universet og den evige livscirkel. Hvor var den? Arien havde levet i 123 år og den var dukket frem.
Hun havde mennesker; de havde næsten ingen tid på jorden. Ingen tid sammenlignet med evigheden. Evigheden, det var også en skræmmende tanke. Tanken om at selvom at ville falde fra hinanden og tusind menneske generationer kom og døde, vil hun bestå.
Alle udødelig væsner ville bestå. I al evighed.
*Amen* tænkte hun ironisk.
Et lille drej med vingen sendte hende ud i række halsbrækkende saltomotaler og styrt duk. Ud af øjenkrogen, så hun en skikkelse. En mørk skikkelser stående under en lygtepæl.
Hun kneb øjnene let sammen. Hvem var det? Ven eller fjende?

Arien lod sig falde, ganske langsomt. Hun landede på jorden nogen at lade en lyd. Hun trådte tøvende et skridt frem.
Ven eller fjende?
Endnu et skridt. Skikkelsen var tredive-fyrre meter væk. Måske var det bare et menneske.
Ven eller fjende?
Så ramte lugten. Hun gispede næsten uhørligt, men hun var sikker på pigen havde hørt hende.
*Dæmon*.

Og.. hvad så nu? *Hvad med at sige hej? Hvad med at flyve bort?*.
Arien rømmede sig, flyttede lidt på benene og kiggede nærmere på dæmonpigen. Hun så ud at have sort hår og hvid hud.
Arien smilede et umærkeligt smil. "Hej.." sagde hun langsomt, hviskende, usikkert.
Men dæmonen havde hørt det. De 'onde' hørte alt.

Arien viste ikke rigtig om, hun skulle være bange eller glad for at pigen overfor hende, faktisk havde svaret det hende.
Hun havde valgte det sidste.
Arien smilede et svagt smil og nikkede så et enkelt gang. Trak vejret dybt og åbnede munden på nu. "Øhhh... Hvad hedder du?".
Et endnu et smil. Hvordan kunne en engel være så dårligt til at kommunikere med andre? Det var næsten ironisk... okay, det var ironisk. "Jeg er Arien", hun rakte hånden ud, for at give hånd. Det var normalt, ikke?

//Svaret ja x3//

Arien smilede igen kort. Slikket om munden havde faktisk skræmt hende lidt... Men dæmoner åd ikke engle, vel?
*Nej, nej, helst ikke...* løj hendes tanker. Igen et hurtigt smil; hun vidste ikke rigtig, hvad hun nu skulle sige. Hun valgte den klassiske.
"Dejligt vejr".

//Super x3

Arien havde virkelig svært ved det her. Var det der for dæmonen havde klukket? Hun følte sig næsten fornærmet. Næsten.
Et stille vind pust legede med hendes røde hår. Hun smilede -hun var faktisk ved at være træt af det- hurtigt igen. "Okay... øhh, ja".
*Var det fordi dæmonen ikke gad snakke?* Arien sukkede irriteret indvendig *Shut it already*. Og overraskende nok, gjorde den.

Ray kom stille og roligt gående for sig selv han havde ikke det vilde og lave så han havde taget sin bil og kørt sig en tur og var endt i en form for park eller hvad det var hvor han var nu og alt det.
Han gik bare for sig selv og havde ikke nogen og snakke med så han kede sig temmelig meget lige nu og alt det og var ikke træt eller noget da han var en dæmon og alt det. Han gik bare vider og slappede bare af og kede sig og viste ikke hvor han ville ende henne og alt sådan noget.

Hun begyndte a føle sig utilpas. Var der noget galt? Var der nu hun skulle undskylde sig?
En kat kom listede forbi dem. En sort kat. Den var uden for lygtepælens lys og Arien så den kun på begrund af dens gule øjne, som lyste som to små stjerne i natten.
Kort efter var den væk, ude af rækkevidde, ude af verden.
En fugl sang, en fugl skreg. En fugl faldt.

Han kom stille og roligt tættere på en som han kendte endeligt meget godt og alt sådan noget og kiggede efter dem og smilte da han fik øje på dem og smilte stille og roligt og gik hen til dem med et smil "hejsa"sagde han roligt og viste ikke hvad der ville ske nu her og det hele og slappede bare af mens han ventede på svar på hans hejsa og sådan noget og viste jo ikke om de overhovedet ville svare.

Arien vendte hovedet i retning af stemmen. Det var en dreng, en dæmon. Hun sank en klump. Kunne ikke blive værre nu, kunne det?
Hun smilede nervøst til drengen. "Hej" sagde hun, med en stemme, der lød overraskenden rolig. Det glædede Arien. Skullle hun også give hånd til ham?
Nah... Det havde han jo ikke gjort. Vel?

Han kiggede på dem med et stille smil på sine læber og slappede bare stille og roligt af mens han kiggede på dem "hvad laver man så her"spurgte han stille og roligt og så hen på karina og smilte venligt til hende og alt det.
Han kiggede rundt og slappede bare af og viste ikke hvad de lavede her og nu på dette sted og alt det.
Han ventede bare roligt på at se hvad de lavede og alt sådan noget og slappede bare af og alt sådan noget.

Arien smilede nervøst til de to dæmoner. "Kender I hinanden? Hyggeligt..." hun smilede igen hurtigt og trådte et halvt skridt tilbage.
Hun brød sig ikke for meget om situationen og overvejede at flygte. Men et eller andet helt hende fast. Hun anede ikke, hvad og det irriterede hende. Måske var fordi her var lidt spænding til afveksling... Og hvis det blev for meget kunne hun jo bare teleportere sig væk.
Hun skar en grimasse. Hun var stadig ikke helt god til det endnu. Det var svært. Det som at man var i en flod, for du skulle svømme, imod strømmen, til et andet sted på et sekund. Hun kiggede afventende på Karina og den mandlige dæmon.