Ikke igeeen... - Alucard

Dato/dag: IRL
Tid: 22.01
Sted: midt inden i den triste skov
vejr: overskyet, det er lige stoppet med at regne og der er ingen vind..
omgivelser: Træer, buske, måneskær og en vred dæmon..

Tristan sprang hurtigt til siden og undgik tidsnok en stor træstamme der fløj i hans retning, ahn vendte rundt på hælen og løb til en tilfældig side, men jorden var glat efter regnen og han måtte tage et par skridt mere inden han begyndte at komme fremad. Med en hurtig "Tsk.." lød sprang han anstrengt om bag ved et træ og ånede ind og ud et par gange. han kiggede forsigtet frem far sit skjul, men kunne intet se, den var væk.. Det havde været sådan i snart en halv time nu, han havde flygtet 3 kilometer igennem skoven.. Egentlig skulle han bare ud og skyde lidt til måls på nogle målskiver i skoven, men han var løbet ind i en meget vred hun-dæmon som åbenbart godt kunne bruge en snack og det var blevet en helvedes kamp... eller faktisk havde det bare været hende der angreb og ham der undveg og dukkede sig..
Han var iført et par løse mørkeblå bukser, en sort hættetrøje med et rødt og grønt mønster + et par cowboy blå allstarssko, ud over det kunne man se utallige snit sår rundt omkring på hans tøj og ansigt efter 'kampen'...
Han lavede en anstrengt grimasse og trak sin antikke handkannon pistol frem. den skinnede flot bronze/guld i skæret fra månen over dem. Et lille pentagram var indgravret i selve pistolen og den kugler, så den kunne skade dæmoner, det priste han sig lykkelig for nu.
Udenvidere lød et øredøvende skrig da dæmon kvinden kom fra hans ene side og han slyngede sig hurtigt ned under hende af ren reflex og skød. Han kunne høre hun skreg og at han havde ramt, men ikke hvor meget han ahvde såret hende og inden han kunne nå at finde ud af det var han spurtet i den anden retning. Selvom ahn var i fuld spring væk fra den levende dødsfælde kunne han ikke lade være med at føle sig stolt over at at faktsik havde ramt, det skete ikke tit..
Han stoppede op og kløede sig let i det orange hår, der var ikke en lyd, var hun fulgt efter ham eller var hun blevet liggende, skulle han bevæge sig tilbage for at se om han havde dræbt hende, det kunne være utroligt hvis han havde.. Hans forældre ville blive pave stolte hvis han kunne komme hjem med et bevis på at han havde dræbt et væsen.. Men så igen så ville det være for godt til at være sandt..

//pigeform da jeg bruger min evne for tiden//

Skriget var hvad der havde fået det her vampyr i skoven og på samme tid duften af blod som var søde men os meget sur på samme tid.
Hun gik gemmen skovens bund uden af sige en lyd og hun var efter duften af blod og duften af en dæmon som var tæt på men hun ville ikke kom for tæt hvis det nu var en eller anden farlig ting hun gik hen til for så ville man hurtige opdaget vampyr over hende, nej hun holdt sig mellem træerne og kiggede på da jægerne og dæmon var gået i krig med hinanden og hun holdt sig selv ud af vejen for ikke og kom for galt afsted da hun ikke ville i dag.
Hun var i et hvidt jakkesæt som sad lidt tæt ind til kroppe da hun ikke havde det med og gå i krop for hun havde ikke det samme muligheder for af bevæge sig i kvinde tøj som hun havde i mænds men nu var hun heller ikke kvinde af natur nej hun var en fuld voksen han vampyr som bare legede med hans evne til og blive til en lille pige men han snakke ikke om den gave da det ikke var noget som folk skulle finde ud af. Hvad hun lavede her jo hun ville bare have hendes morgenmad og den kun hun vel få gemmen en dæmon eller et menneske da begge ting kun bruges selv om hun ikke havde ventede af det var en jæger som var det her mennesker hun havde kiggede på, hendes navn var Alucard og det ville nok ikke var et normalt for en pige på den her tid så derfor skiftede hun det tit ud med et pige navn så der ikke var nogle der kendt det andet..

Tristan kontrollerede sin vejrtrækning mere og mere og havde tilsidst en nogenlunde normal puls. Han begyndte at bevæge sig langsomt igennem skovbunden imens han passede på ikke at træde på tørre grene eller kviste. Et sted på hans kind kunne han mærke at ar der sved, det måtte være dybere end de andre. "Hallo!" begyndte han en smule tilbageholdene, men hævede så stemmen. "Dæmon-ting, er du her?" Hans stemme var rolig, men anspændt og han knuede stadig sin handkannon stramt med begge hænder, velvidene at han nok ikke ville have held til at ramme igen. Han sank en klump og vendte rundt på hælen, ud af øjenkroen spottede han i et sekund noget hvidt, som hvidt tøj måske? Menn den dæmon han før havde kæmpet med havde ikke lyst tøj på og han undrede sig.. Var der andre til stede? og var dæmonen nedlagt eller ville hun komme tilbage? Han bad en lydløs bøn til at han havde haft held til at ramme et fatalt sted. Han kunne næsten fornemme den varme, tryghed og stolthed han kunne få af sin familie hvis han bare forbederede sig og bare fik ét væsen. Det var det eneste han bare gerne ville..

Alucard havde det som om hun var blive opdaget og hun kiggede bare frem "jeg ikke din lille dæmon" sagde hun med en meget lys stemme og hun kiggede hurtige væk for af han ikke skulle opdag hendes øjne farve da hun ikke var ud på af skulle kæmp for livet selv om det kun være sjovt da hun havde taget hendes Tommy gun med for det var en sikkerheds ting i hendes øjne, hun trak vejet roligt mens hun holdt roen i kroppen da hun ikke ville gå hen og være bange for en jæger for hun havde mødt dem før ude af der var sket for meget, men stadig der var ikke helt ro over hende som normalt.
Hun bed sig i læben og havde stadig ryggen til ham "hvem er de så?" sagde hun med den klager stemme og hun vendt sig stadig ikke mod ham da hun ville lytte til hans ord før hun igen sagde mere til ham..

Tristan snurrede en smule snublende rundt igen da nogen faktisk svarede. Han rynkede let brynet og kløede sig i det orange hår. Så der var ikke dæmonen far før, det var vel et godt tegn. "ahh, jamen hvad er du så?" Svarede han da hans øjne mødte den hvide skikkelse med ryggen til.
Da hun spurgte hvem han var have han faktisk mest lyst til at svare 'et lowlife' eller 'et nul', men det ville nok alligevel ikke være et tilfredstillende svar. "Lad os bare sige at jeg er en utrolig uheldig person idag" svarede han undvigende og fjernede ikke blikket fra hende et sekund. *Mange ude i den triste skov så sent..* tænkte han for sig selv og sparkede lidt til noget af det jord som han stod på, det var stadig fugtigt efter regnen.

"mig" sagde hun kort mens hun stadig ikke kiggede på ham "jeg bare en der går omkring for natten da jeg er på vej hjem og så hørt jeg bare lyde fra skoven" sagde hun mens hun krt vendt sig mod ham men hun holdt blikket i jorden for af man ikke skulle se de halv rød halv sort øjne, hun tøvede et øjeblik med og sige hendes navn selv om det ikke var hendes sande navn "jeg hedder Adabella og det betyder den elskede hvis man tager navn ind for historie" sagde hun med en roligt klager stemme mens hun stadig kiggede i jorden da hun ikke flytte sit blik, hun trak stille vejet roligt mens hun ventede hvem han var og da hun det med en uheldig person tænkte hun kort hvorfor men gik fra det igen.
"hvordan uheldig? for er det den ting du var efter som slap væk eller nogle anden uheld?" sagde hun kort mens hendes blik kort gik op på hende men det var hurtige nede igen da hun ikke ville ses på a hun var lidt hemmeligheds fuld men hendes måde og se ud på..

tristan flashede hende et kort smil. Var hun et væsen eller bare et vildfarent menneske? han tykkede lidt på det, hu havde kaldt dæmonen far 'den ting' så måske vidste hun ikke hvad det var og måtte være menneske- troede han da. "Øhh, hyggeligt at møde dig, jeg er Tristan.." svarede han første gang rigtigt at sige hvem han var. "Jeg.." begyndte han og tænkte lidt over det. "er uheldig på mange måder" afsluttede han og tog et skridt hen imod hende imens han lagde in pistol væk i håbet om at hun ikke havde set den. "Er du faret vild?" Fortsatte han roligt og kiggede på hende. Det var underligt, han synes ikke at kunne få øjenkontakt med hende overhovedet.

"enlig ikke for jeg kender den her skove så godt dom min egen baghave" sagde hun mens hun stadig ikke kiggede på ham "eller for mig er det bare en anden vej hjem til der hvor jeg bor" sagde hun lidt efter og hun lod den ene hånd være i lommen mens hun kort trak vejet "hvad med dem selv hvad bruge de tid på her i skoven?" sagde hun roligt selv om hun havde svaret på det. hun var stille mens hun kiggede ned og hun holdt blikke ned ligemeget hvad så ville hun kigge op på ham uden en meget god grunde..

Tristan kløede sig lidt i det orange hår igen. Det gik pudselig op for ham at efter at være spurtet 3 kilometer igennem skoven vidste han ikke længere hvor han var. "Okey, ville du så have noget imod at vise mig tilbage til byen?" svarede han lidt forlegent og kiggede ned. At spørge en pige om vej var ikke det han havde mest løst til. "Det meste af tiden blev jeg jagtet af den ting" svarede han igen undvigende og kiggede i retning af hvor han sidste havde set den. det gav ham gåsehud ata tænke på ham den stadig var derude.

"så gerne" sagde hun med den klager stemme og hun gik roligt afsted i menneskefart selv om det ikke var normale for en vampyr og være så langsom "jeg ser.. men den jaget dig som en form for natmad eller for en anden grunde?" sagde hun lidt efter mens hun tænkte over det men hun sagde ikke mere da hun let kendt til dæmonens natur da den minde en del om hendes egen, hun lukkede øje kort og åben dem på ingen tid mens hun roligt holdt øje med hvor de var på vej hen og hvad for en by de gik til..

Tristan fulgte hurtigt med og lage mærke til at hun ikke havde nogen problemmer med bevæge sig imellem buske og træer. "Øhmm.. Jeg går ud fra at jeg så delikat ud ja.." svarede han og rystede let på hovedet imens han hoppede over et par rødder der lå i vejen: Bare hun nu kendte vejen til byen, ellers ville de bare være endnu mere faret vild..Noget andet han lagde mærke til var at hun snakkede meget fint, meget nobelt, måske en da lidt gammeldags og det virkede mistænkeligt.

Hun nikkede som svar "der ser man" sagde hun kort med den klager stemme og hun kiggede stadig frem for sig mens hun bare gik roligt unden af se hvad der var på jorden "hvad for en del af byen er de skal til hr?" sagde hun lidt efter mens hun kort lod blikket være på ham og der efter var det hurtige væk igen mens hun holdt øje med hvor de enlig var på vej hen i verden..

Tristan grinede lidt for sig selv ved det næste, han kendte knap nok byen ret godt, hvordan skulle han vide hvilken vej han ville? "Øhm, bare det tætteste.." svarede han kort og vendte hurtigt hovedet da han synes der var en lyd bag dem, men kunne ikke se noget. Det var sikkert bare hans fantasi.

Hun hört selv lyden men hun tog sige ikke har den "okay så finde jeg bare en af dem" sagde hun roligt mens hun kiggede frem for sig og hun satfarten en smule op men ikke så den gik over mennesker fart for hun var ikke en der ville opdags, hun trak vejet roligt selv om hun var klager over hvad der var efter men hun sagde det ikke höjet da hun heller ville holde sig til hendes menneskes rolle så det blive sådan mens de gik..

Tristan synes han begyndte at blive en smule paranoid. Han vendte sig og kiggede over skulderen et par gange, men så intet, men der var ligesom bare nogle lyde der ikke burde være der. "Hey, øhm, kan du osse høre noget?" fremstammede han efter pigen imens han kæmpede en kamp for at følge med hendes tempo, hun måtte være temelig kendt i skoven åbenbart, det lignede næsten at hun vidste præcis hvor hver en gren lå.

"jeg höre det skam" sagde hun mens hun kiggede på ham med et kort blik "hun er stadig efter os" sagde hun kort efter mens hun kiggede frem igen og hun var klager på en kamp hvis det kom der til men hun önskede det ikke..

//hvis jeg ikk skrive ren dansk så det fordi jeg på en svenske pc//

Tristan havde holdt blikket bag sig imens pigen svarede, men kiggede forvirret frem da hun svarede. Han stoppede hurtigt op og løftede det ene øjenbryn. Hvordan kunne hun være så sikker på det som han selv havde været meget i tvivl om. Det kunne et almindeligt menneske da ikke? "Hvordan ved du det?" svarede han koldt og uden et smil.

//Looool...//

//ddet enlig en stor om gang mög for har ikke alle de taskter jeg skal bruge så jeg håbr du kan live med det//

"hvordan?" sagde hun med den klager stemme mens hun sadig ikke kiggede på ham "jo pröve og finde ud af det" sagde hun mens hun vendt sig om mod ham "for jeg tror selv du kan gät det" sagde hun koldt mens stemme stadig var meget klager og hun blikkede kort med de halv sort halv röde öjne..

// Haha, jeg overlever ;)//

Tristan tog et hurtigt skridt tilbage og trak hurtigt sin handkannon frem igen og rettede den imod hende. Han var overhovedet ikke trænet i sådanne ting, men det var tydeligt at hun ikke var menneske nu. Hvordan kunne han have været så dum? "Hvad er du?" fyrede han koldt tilbage og lod som om han havde styr på selvom han ingen ide havde om hvor dæmonen var eller hvad pigen ville gøre.

//okay super ^^//

"hvorfor så hurtige med og dräbe mig?" sagde hun mens hun kiggede på ham "men skal du vide det så jeg bare en lille vmpyr" sagde hun mens hun kiggede på ham og hun var klaer til og kom af vejen da hun ikke havde den helt stor lyst til og have huler i hele kroppen. Hun lukkede öje mens hungjord sig klager og hun önskede lidt af hun havde sin tommy gun på sig da det ville komme il bruge nu..

"Fordi du er et monster" svarede han næsten inden hun nåede at snakke færdig. Alle væsner var monstre, onde og følelses kolde. "En blodsuger hva?" fortsatte han og fnyste uden rigtig at kunne skjule en kort skælven der løb igennem ham. Åh, hvor han dog hadede sådanne situationer. Han burde nok skyde nu og håbe på at dræbe, men kunne ikke, han kunne bare ikke, skke dog en blødsøden idiot han var.

Et lille smile kom frem på hendes mund og hun havde lukket blikket på ham mens hun ikke sagde mere "monster siger du men hvd ved du om det?" sagde hun mens hun kiggede på ham eller mere stirrede da hun ikke havde det med og blinke som mennesker gjord for sådan var hun ikke selv om hun var god til menneske rollen..

Tristan ladte den antikke pistol med et lille 'klik', kom hun for tæt på var han klar til at skyde. "Jeg ved nok.." svarede han koldt og skuede lidt bagud. Det havde ikke været rart at blive angrebet bagfra af en vred dæmon imens man truede en creepy vampyr. "I er alle uhyre og i høre ikke til her.." fortsatte han og tog et diskret skridt bagud.

Hun tog hurtige farten til sig og på ingen tid var hun om bag ham, hun toga bare fat i hans armen uden af sige en lyd "hvad for dig til og tror af i mennesker til styr hele verden?" sagde hun koldt mens hun holdt fast i ham så han ville kun kom til og ramme hende hvis han nu enlig prøve på og skyde hende "for i mine øjne er det bare jer mennesker der ikke passer ind i den her verden" sluttede hun mens hun stadig havde fat i ham..

Tristan spærrede hurtigt øjnene op da hun pludselig havde fat i hans arme. Først prøvede han at hive dem til sig, men havde ikke kræfter til det så han svingede sig stedet rundt så han igen havde front imod hende, dog stadig med armene låst i hendes greb og pistolen nu pegende til den ene side. "Ha! Så du mener at en flok levende døde skal styre verden?!" fnyste han forarget og hev sig lidt bagud. "I burde bare acceptere døden og komme videre!"