To be or not to be ? { Zean }

Ok, ok...det var et skridt i den rigtige retning, sagde hun til sig selv.
Hun tog en dyb vejrtrækning og håbede han ville sætte pris på sandheden og ikke gå amok på hende.
Hendes stemme dirrede svagt da hun modigt og ærligt svarede ham " Helst noget der kan uskadeliggøre din slags og andre væsenet....ikke dræbe , bare pasificerer....til selvforsvar". Hendes øjne mødte hans og det var bekymring i hendes blik for hvordan han ville reagerer.

Han så lidt på hende og smågrinte.
"Du aner ikke engang hvad jeg er, ved du overhovedet hvad de andre er?" sagde han og lagde armene over kors.
"Desuden kan du ikke slå min slags ihjel med en almindelig pistol..." han så lidt over udvalget, typisk...Han stoppede sin tanke. Alle ville vel gerne beskytte sig selv.
"Og du kan ikke bruge din lille evne?" forslog han, men uden rigtig at kigge på hende. Tanken om at hun lige så godt kunne bruge den mod ham, var faldet ham ind. Godt nok ville han ikke dø...Men det ville stadig ikke været så rart at blive skudt på alligevel.
Han lod blikket glide over de semi-automatiske pistoler hvor han gik efter en bestemt slags.
En heckler og koch...Helst vis de havde en USP tactical, som kunne holde til mange af de ting man kunne komme ud for på jagt...Nej vent, ikke jagt på væsner. Bare selvforsvar. Men alligevel, så var man da forberedt...

" Nej...jeg ved ikke hvad du er....jeg kender ikke engang dit navn ", mumlede hun ud i luften imens hun så sig om.
"En magnum 9mm, er der sådan en her ?"
Hun stoppede op og betragtede ham, "Jeg kender til de fleste e
ksistenser, men har ikke mødt alle arter...men jeg har mødt nok til at vide at ikke alle ville lade mig leve, som du ".
Hun spejdede ud i rummet og sagde så som endnu et svar " min evne ....øver jeg mig på at få fuld kontrol over, nogen gange....ender det dårligt...dårligt som at modstanderen dør."Camille vendte ham ryggen , så han ikke ville se hendes øjne blev blanke.

Han trak på skuldrene.
"Folk dør hele tiden" sagde han bare og trådte ind over glasskårene og kiggede lidt rundt.
"Der findes forskellige magnum 9mm, er det sådan en her du havde tænkt på?" han tog en ned fra en hylde og viste hende en let, sort pistol. Dette var dog en Winchester magnum 9mm. Men som regl kunne man ikke få en magnum uden at den også hed noget andet.
Han vidste langt fra alt om psitoler, eller skydevåben i det hele taget, men han vidste nok til at vide hvad kunderne nogen gange talte om.
Han trådte ned fra udstillingsvinduet og det undrede ham at der hverken havde været alarmer eller gitter for...Der var jo en våbenbutik.

" Muligvis gør de det...men ikke for min hånd !".
Hun kørte sin hånd over kinden , vendte sig og fokuserede på den magnum han viste frem.
"Ja, giv mig den " hendes stemme var måske nok lidt hård i det, men det var så kun for at skjule og bekæmpe de følelser der meget ubelejligt var begyndt at trænge sig på.
Hun gik lige efter ham og passede på hvor hun trådte.
" Gør det ondt i dine fødder ? " hun rynkede panden og lod blikket glide op og ned af ham.

Han havde faktisk glemt han havde bare fødder. Og jo, nu hun nævnte det gjorde det faktisk lidt ondt.
Typisk....Han satte sig på den nærmeste stol og kiggede skiftevis på den ene og den anden mens han fjernede de glasskår han lige kunne se, selvfølgelig blødte det lidt, men så havde politiet jo bare mere at lege med.
På intet tidspunkt viste han tegn om at det gjorde ondt, det havde han vænnet sig fra, mest fordi han det meste af sit liv bare har skullet overleve.
Han fik en fornemmelse af hendes følelser og det op for ham at han måske kun fik de der små følelser fra folk, vis det var nogle der...betød? Meget for folk. Han fik en fornemmelse af...tristhed, lidt viljestyrke som let kunne knække lige nu.
Han så sig lidt omkring og pegede så over på en hylde i nærheden.
"ammunition" sagde han, som tegn på at hun bare skulle tage det, hvilket hun nok også ville have gjort alligevel, men nu vidste hun i det mindste hvad hun skulle tage af. Men på en eller anden måde havde han en fornemmelse af at hun nok skulle have fundet ud af det her selv, hun kendte jo navnet på det våben hun ville have og vis bare hun havde kigget i optegnelserne over våbene i butikken ville hun kunne have fundet frem til den rigtige.
Men pyt nu med det...

Hun så ham sætte sig og begynde at fjerne skårene fra den knuste rude, uden at fortrækker en mine.
Da han mindede hende om ammunition, så hun i den retning han henviste og nikkede som tegn på hun havde forstået.
Men inden hun gik derover, gik hun stille over og knælede ved hans fødder og tog den højte mellem hendes hænder. " Jeg er læge " fortalte hun med blød stemme, som om at den oplysning automatisk gav hende tilladelse eller normaliserede hendes handling, da hun med et trænet blik og en rolig hånd, gik i gang med systimatisk at fjerne selv de mindste skår.
" Jeg vil meget gerne.....have flere våben, hvad vil du anbefale ? Et par stykker til vil være fint." Hun spurgte fordi det var sandheden men også fordi hun håbede det ville abstrahere ham fra at skubbe hende væk, før end hun var færdig.
"Du ...jeg fangede ikke lige hvad du var? Vil du hele af dig selv når glas skårene er fjernet?".
Hun kiggede op på ham.

Han var lidt overrasket over hende initiativ, især da det ifølge ham ikke var mere end et par småskrammer.
Han lod blikket glide rundt i lokalet, mens der nogen gange nærmest gled et lille stød op gennem hans ben, vis det alligevel gjorde lidt ondt.
"Jeg...Er dæmon, jeg heler ikke af mig selv" svarede han kort, som om det var noget man enlig ikke skulle snakke om.
"En....380 ACP er lille, let, den er nem at skjule og nem til selvforsvar" sagde han
"...En Heckler og Koch er tungere, men vis du vælger en USP Tactical kan den bla. holde til store temparatur skift, saltvand, mudder, støv, at blive tabt, hårdt, uden at gå i stykker...Man ved jo aldrig hvad man kommer ud for og de fleste væsner kan jo et eller andet ekstra, lige som din evne" sagde han og så endelig på hende.
"Selvfølgelig er der mange flere slags, men så bliver jeg vist ikke færdig i dag" et svagt smil gled over hans ansigt.
"Ved du hvad du mere leder efter?" spurgte han så i stedet, da hun sidst selv havde en ide om hvilket våben hun ville have.

" Ville du tro mig hvis jeg sagde nej ? Jeg har behov for noget der er effektivt og kan håndteres nemt.Er de vanskelige at skille og rense...det skal jeg også kunne ?".
Hun kiggede lidt rundt efter noget der ville egne sig til forbinding, eftersom det blæste, men kunne ikke se andet end poser og papir.
Imens hun flåede i hendes striktrøje og fik det sidste ærme revet fri sagde hun "Jeg tager dem alle, hvis du vil vil udpege dem for mig? ".
Hun forbandt med fortrolige bevægelser foden og bandt en lille knude for oven.Det var bestemt ikke en sterile forbinding, såret var ikke engang blevet renset....men det var bedre end ingenting.
Imens hun skiftede fod, sagde hun og så ham i øjnene "Du skal rense med saltvand eller sæbevand, når du vender hjem ", så startede hun igen arbejdet med hans venstre fod.

Han nikkede svagt til det hun sagde og vidste allerede hvor de var, men han kunne jo ikke så godt hente dem lige nu.
Hele situationen forekom ham faktisk en smule komisk, hun havde irriteret ham gevaldigt, alligevel var han indvilliget i at hjælpe hende med nogle våben og nu sad hun og fjernede glasskår fra hans fod.
Normalt gik han slet ikke til lægen vis han kom tilskade, som regl fik han enden Dawn til at hjælpe sig eller også gjorde han det selv og lod det så bare være.
"De fleste pistoler har det godt, så længe man kan gnide noget renseolie over dem og rense dem i løbet. Inden du skyder med dem skal du også helst tjekke om det er noget i løbet, ellers kan det, selv på en pistol, springe og det er ikke sjovt...Men vis det er akut selvhjælp må du enden håbe at der ikke er noget, eller også må du tjekke regelmæssigt" han pegede hen på en anden hylde hvor der stod forskellige flasker og var forskelligt pudseudstyr og andre ting.
"Så generelt er det ikke så svært at holde styr på det" De fleste af de kunder han blev udsat for på sit arbejde, kom gerne til ham vis de ville have den helt skilt ad og renset, men de kom som regl kun mellem års mellemrum. Bare lige for at give den et tjek.
"Kan du skyde? Kan du ramme noget?" spurgte han og så ned på hende igen, nogen var bange for at afskyde et våben når de endelig havde det i hænderne, de fleste fordi de var bange for rekylet. tilbageslaget.

Emne: Re: To be or not to be ? { Zean } Today at 10:37 am

--------------------------------------------------------------------------------
Hun lyttede opmærksomt til hans oplysninger.
Hun havde ingen andre der kunne fortælle omkring disse ting, og man skulle jo udvise stor omhu ,hvem man udspurgte om det. Hvorfor hun havde valgt at være så ligefrem og have tillid til ham, hvis navn hun ikke kendte, vidste hun ikke...ikke endnu, men hendes intuition plejede at holde nogenlunde.
Hun nikkede et lille nix med sit hoved, til hans spørgsmåø om at kunne ramme.
Og imens hun fjernede det sidste skår fra hans for fortalte hun ærligt " Jeg er håbløs til at skyde, har faktisk ikke meget træning. Jeg tænkte jeg ville forsøge at visualiserer hvor patronen skulle ramme og se om det ville gå, men jeg aldrig forsøgt det. Jeg vil helst på den almindelige måde. ".
Hun fejede rummet med sit blik, men fandt stadig intet der kunne udgøre en forbindning til hans fod.
" Enten skal jeg bruget et stykke af din teshirt....ellers... " hun rakte hånden op mod sin pande og pegede på ærmet omkring hendes pande " ellers får du den her...det er måske ikke det mest hygiejniske, men jeg kan godt sno den omkring uden at mit blod vil berøre dit?" hun så spørgende op på ham.

Han rystede på hovedet og hev sin T-shirt af, hun skulle da ikke tage sig af hans små skrammer frem for sit eget i panden.
Han gav hende sin T-shirt og glad for det ikke var alt for koldt i vejret. Hans overkrop var ret muskuløs og få steder var der ar.
Han nikkede lidt og ventede på hun blev færdig.
Det lå til hans job ikke at sælge våben uden at være sikker på at købere kunne håndtere det eller havde bevis for at han måtte have det, men han kom i tanke om dette ikke ligefrem var en almindelig ekspedition.
Han overvejede hvornår folk begyndte at komme og om politiet ville komme, ikke fordi det gjorde ham noget, han var ligeglad, politiet fangede han sjældent og vis de gjorde var det fordi han kede sig og ville lege lidt med dem. Derfor havde han også, på uforklarligvis, i følge dem, en straffeattest for de sidste...hvad, 10-20 år? Hvilket var underlig da han selv så ud til at være de nogle 20.
Men det er nu ikke alt der skal forklares.
Han pegede over på hylderne med de to våben han nævnte før og derefter over mod ammunitionen igen.
"De er der...Og ammunitionen er der" sagde han

Hun rakte hånden op og tog imod hans bluse.
Hun kunne umuligt undgå at se ham..se på ham, hans overkrop, så skulle hun jo have været blind ...eller ihvertfald meget svagtsynet, hvilket hun trods alt ikke var.
Hun mistede konvcentrationen et øjeblik, men samlede hurtigt sine tanker om "arbejdet".
hun forsøgte et par gange at flå trøjen i stykker, men den var mere sej iforhold til trøjen at strik der var syet let sammen i de små huller strikken havde naturligt.
Lidt irriteret over at skulle bede om hjælp til det, rakte hun thshirten op mod ham igen og uden at se ham i øjnene spurgte hun " kan du?".
Imellem tiden så hun på hylderne hvor han havde anvist hende, og vidste så hvad hun skulle tage med sig , når hun havde færdiggjort hans fod.
Camille så på sit ur, måske skulle de til at tænke på at komme afsted, det var ikke til at sige hvornår der ville begynde at indfinde sig folk, og der ville så blive reageret på den knuste rude...eller endnu værre ...politiet ville gøre deres entre, hvilket bestemt ikke ville være godt for Camille, der kun kunne arbejde på hospitalet fordi hun havde deres tillid og var velset.

Han smilte lidt, ikke hånligt, men fordi han så at det ikke passede hende.
Han tog fat i den og hev den i stykker så det blev til nogle lange strimler hun kunne bruge og gav hende dem.
Han så ud over glasskårene og så at der var en smule blod rundt omkring, ikke meget, men nogle små pletter hist og her. Det værste der kunne ske var at politiet ville eftersøge ham over alle byerne, han ville aldrig få fred. Og det ville gå ud over Dawn og...Barnet.
Han så sig lidt omkring og valgte så at gøre som han før havde gjort. At liste sig ind på politistationen og ødelægge alle beviserne om at det var ham. Han kiggede op og omkring sig, vis der var et overvågningskamera kunne han ikke lige se det.

Hun tog imod de afrevne stykker, der var lige akkurat den størrelse der ville gøre sig fint til at forbinde foden med.
Hun arbejde derfor jurtig og sikker og i løbet at næsten ingen tid var hun færdig.
De rester hun havde tilovers, tørrede hun hurtigt men grundigt, de stænk af blod der var rendt fra hans fødder. Hun ville undgå at efterlade spor og så var det vel en " bivirkning fra hendea arbejde" at man ryddede op efter sig.
De snavsede klude stoppede hun i sin taske, og nu var hun glad for den var rimelig rummelig da hun også skulle have alle de nye våben i den.
Hun rejste sig op...lidt for hurtigt viste det sig, for hendes blodtryk dalede og hun blev svimmel, men kun et øjeblik svejede hun, så satte hun kurs mod hylden og lod hænderne glide et par gange frem og tilbage...som kælede hun for dem.
"Var det dem her ?øhh.." hun havde stadig ikke fået hans navn og nu hæftede hun sig pludselig ved at han havde fortalt han var dæmon.
Hvordan levede han sit liv? var han voldelig imod mennesker? Hvilken type dæmon var han?
"Nu hvor jeg har reddet dit liv...sådan næsten " sagde hun med et smil og nikkede ned mod hans fødder, "Mon så ikke du trygt kan fortælle mig hvad du hedder?".

Han smågrinte, reddet hans liv? Absolut ikke, hjulpet måske. Desuden gik det jo bare op, han havde hjulpet hende med våbnene, hun havde hjulpet ham med sine fødder.
"Zean" sagde han bare, hans navn som hun spurgte efter. Han kiggede på de våben hun havde i hænderne og nikkede til at det var dem.
"Husk ammunition og skal vi så ikke komme væk herfra?" forslog han og rejste sig. Det sveg under fødderne da han rejste sig og begyndte at gå, men det måtte de bare leve med, hjem skulle han nu altså. Han gik over til vinduet for at gå ud, men stoppede op og kiggede tilbage i tikfældet af hun ikke kunne huske hvilket ammunition hun skulle tage...Og så for generelt at få hende med.
Selv om han havde noget om fødderne denne gang undgik han alligevel de værste glasskår og trådte endelig ud på gaden. En ældre dame gik lidt længere væk med sin hund og forskellige biler var efterhånden begyndt at komme kørende...Nogen måtte have set det her, det var heller ikke til at vide hvornår ejeren kom. De måtte helere se at komme væk.

Hun stak dem i tasken, hurtigt og så tøvende ud et øjeblik, da hun skulle gribe ud efter ammunition. Hun viftede lidt med nogle æsker og ventede på et bekræftende nik, men hun mente nu godt at kunne huske hvilke det var, så hun begyndte at følge i hans fodspor, igennem den knuste rude og ud af vinduet.
" Vent lige lidt, Zean "..hun vendte omkring og småløb over til disken hvor hun, efter at have rodet i tasken et par sekunder, smed nogle mønter og sedler, og hastede så afsted påny, ud igennem ruden og stod nu ved hans side.
Forskrækket så hun gaden var ved at komme til live, hun trak ham i armen og hviskede
" Vi må se at komme afsted, ellers bliver der problemer!".

"I know" mumlede han og så lidt ind på pengene hun havde lagt. og smilte lidt.
Han begyndte at gå den vej han også havde gået før, da hun åbenbart havde villet drille ham lidt, hjemad. Han følte ikke nogen forpligtelse over for hende, i teorien kunne han bare forsvinde nu og så måtte hun klare sig selv. Men han havde en fornemmelse af at hun nok mente de var sammen om det her og derfor ville følge ham. Men så var det jo det. så ville hun blive...nr. 3 der nogensinde så hans rigtige tilholdssted. medmindre vis han skulle snyde hende?
Han så sig lidt omkring, opmærksom på en masse ting som altid. Der var ingen mennesker der så ud til at blive her, så der var ingen der ventede på at politiet kom, eller andre, hvilket var et godt tegn. Men de kunne også være et sted han ikke så eller være taget videre for ikke at skræmme evt. indbrudstyve der stadig var der.
Et menneske trådte ud lige foran dem og kiggede lidt op og ned af i hvert fald ham og hen på butikken der var en smule bag dem. Han kunne åbenbart ligge to og to sammen og greb allerede efter sin telefon...Men zean så ham kort i øjnene og pludselig så han ud til ikke at huske noget. Han smilte og nikkede til dem som i hilsen og lod dem så gå videre.

Camille fulgte ham og måtte gå en smule hurtigere end vanligt for at holde trir og gå ved hans side.
Hvorfor hun gik efter ham, havde hun ikke tid til at tænke så meget over, men når der blev ro, ville hun se om han havde smerter hun kunne afhjælpe.Hun vidste ikke meget om dæmoner, men efter at have hjulpet hende med at udvælge våben, måske han også ville være villig til at fortælle hende lidt om det?
Hun havde en nervøsitet i kroppen, hun ikke rigtig kunne ryste af...ihvertfald ikke før de var kommet væk fra...ja, det var jo blevet til et gerningssted, skabt af hende!
Igen et eksembel på hvordan hendes "evne" tog en drejning hun ikke bevidst havde udtænkt.Men i det mindste var ingen døde.
Hun stoppede forskræmt op, da manden foran dem så ud til at have regnet ud havd der var foregået...og hun greb refelektorisk ud afetr Zeans arm.
Men manden hilste på dem, og lagde hans mobil tilbage i lommen. Hun stirrede på Zean, det måtte være hans gøren.
"Du vækker for meget opsigt, med den der bare overkrop ! " konstaterede hun...eller det ville han gøre når der kom flere til. Hun trak sin ærme løse strik op, det var lidt atypisk, men måske ville det alligevel gå?
" prøv den?!" forslog hun.

Han smågrinte og rystede på hovedet.
"Behold den, det er jo ikke helt unormalt at gå med bar overkrop, det der nok vækker størst opsigt er mine fødder" det var rigtigt, folk kiggede undre på dem når de var bundet sådan ind.
Han var overrasket over at hun faktisk mente han kunne beskytte hende, for det var jo det hun søgte når hun klamrede sig til hans arm, tryghed.
"Prøv at slappe af, ellers ligger de bare mere mærke til det" smilte han og gik videre, lidt langsommere da hun så ud til ikke helt at kunne følge med.
Endelig kom de nogle gader væk og han satte kurs mod sin lejlighed.
De nærmede sig udkanten af byen og dermed også et lejlighedskompleks der lå der.
Han trådte væk fra stien og gik hen mod en klynge træer som skjulte hans hjem mod nysgerrige blikke.
Han fandt nogle nøgler frem af sin lomme og låste op, trådte ind i sin lejlighed.
"Nå men...Siden du er fulgt med mig så langt, så kom da ind" sagde han. Entreen var ikke særlig stor, kun lige stor nok til at der kunne være nogle knager, en kommode og nogle sko der lå og flød op af den ene væg. Han åbnede døren ind til stuen og gik derind.
"lås døren efter dig, gider du?" sagde han over skuldren, han foretrak at døren var låst. Vis hun altså kom ind.
Stuen var mere rumlig, til venstre var der en dør, som stod åben, ind til et soveværelse, man kunne lige se en dobbeltseng, et skab og en vindue gennem døren. Lige ud var der et stort TV, et sofabord, en sofa og to lænestole.
Til højre var der en terrasse dør.
Ellers var der åbent direkte ind til køkkenet som mest bestod af et køleskab, en masse skuffer og skabe, køkkenborde og en vask. Der var også en ovn, en mikrobølgeovn, elkedel og blender.
Han mangler altså ikke noget.
Der stod et lille spisebord midt i det hele med nogle stole om sig, på det bord stod en slukket computer.

Hun lagde trøjen tilbage i tasken, og tænkte ikke yderligere over den var ødelagt og nærmere burde have været smidt ud.
Hun tog en dyb vejrtrækning og ønskede hun havde mere is i maven, når alt kom til alt...gjore hun jo de ting hun gjorde, ikke fordi hun muntrede sig med det, men mere fordi det var...nødvendigt.
De stod pludselig ved hans lejlighed, hun havde ikke spekuleret på hvor de var på vej til,mere været opmærksom på det de skulle væk fra.Det var meget skødesløst af hende,tænkte hun og så undersøgende på Zean.Næh, han ville ikke gøre hende fortræd, hvis hun opførte sig ordenligt, han havde efteralt jo lige hjulpet hende,med at få fat i våben.
Hun trådte ind og så sig omkring, smilede ved synet af en pæn og almindelig lejlighed, hvad havde hun forventet...døde mennesker der hang på kroge ned fra loftet?Hun låste, som han ønskede og undrede sig lidt over det,idet mennesker ikke var trusler for ham og de overnaturlige sikkert snildt kunne klare en dørlås.
"Har du ondt i fødderne?....hjælper medicin dig, jeg mener...virker det på dig ?" Spurgte hun imens hun gik ind i stuen og satte sin taske på bordet ved siden af hans pc.

Han følte sig lidt irriteret over hun ikke bare kunne lade det ligge.
"Ved det ikke, har aldrig taget medicin" svarede han kort og så lidt på hende. Han gik ind i soveværelset og kom tilbage igen, denne gang med en T-shirt på. Han lod hånden glide gennem sit hår, hvilket bare fik det til at stritte lidt.
"Og hold nu op, det er bare nogle småskrammer" sagde han, hun mindede en smule om...en person han havde kendt for meget lang tid siden. Helt konkret hans mor.
"Vil du have noget at drikke eller noget?" spurgte han så, lidt i håb om at hun ville lade emnet falde og bare finde sig tilpas som gæst end til hun ville finde ud af hvad hun skulle gøre ved alt dette her...Sikkert ingenting, hvor mange var der der havde set dem? Faktisk lidt for mange...Men mon ikke det gik.

Hun undrede sig over han ikke vidste det, vidste om hans krop kunne være modtagelig for lægemiddler...det var vigtigt at vide, hvis han skulle blive alvorligt skadet,under en kamp.
Hun stillede diskret en blister pakning med nobligan, noget syntetisk morfica, og lod emnet passere.
Han kom tilbage, mere påklædt og hun smilede.Det var sjælden at nogen kunne udstråle " så meget mand og se så drenget" ud på en og samme tid.
"Ja, tak " hun holdt hånden frem og tjekkede...hun rystede lidt."Har du noget stærkt? " spurgte hun og tænkte at der her var en meget besynderlig dag.
"Må jeg? " sagde hun og slog hånden ud mod den ene lænestol.
Her var ....hyggeligt.

"Værsgo" sagde han og gik ud i køkkenet. Han kiggede lidt i et af sine skabe og så så på hende igen.
"Faktisk ikke...Jeg har sjældent alkohol i huset..." han stoppede med at sige mere. Som dæmon kunne man ret nemt få lyst til alkohol...Og så kunne man ikke stoppe igen og det værste var at kunne mærke hvordan det nedbrød en...uden at dræbe en. Så han turde ikke tage chancen.
"Beklager" han smilte lidt
"er der noget andet du har lyst til?" han så lidt på det hun havde sat frem, ret diskret af en eller anden grund, gik alle læger rundt med diverse sager? nå pyt, han ville i hvert fald ikke tage det, havde aldrig gjort det og ville ikke begynde på det. Han kunne klare sig selv. Desuden havde han hørt lidt om hvordan det hele snart var kemisk lavet og den ide gjorde ham heller ikke glad. Naturen havde jo allerede givet dem hvad de skulle bruge. Han så på hende igen.

"Det er sikkert også meget heldigt, jeg var nok gået ud som et lys, har ikke sovet i nat " hun smilede til ham.
" sodavand...saft ? " hun kunne lide det meste, og hendes nervøsitet måtte hun få bugt med på anden vis.
"Bør du alene ? " var hendes næste spørgsmål, imens hun tænkte på om der i grunden var forskel på at være tillidsfuld eller at være naiv.Hun havde altid beskrevet sig selv som det første, men nu hvor hun sad i hjemmet hos en fremmede mand...fremmed dæmon og ingen vidste hvor hun var...begyndte hun at spekulerer lidt over det.