Halløjsa der smukke?(Tazz)

Tid: 21.04
Årstid: Sommer.
Omgivelser: mennesker som er ude og hygge sig

Ingen gad at give noget som helst opmærksomhed til denne person der gik ned af gaden. Når man først så på hende tænkte man en pige for hun var kun 145, men da man bare så en lille tand nærmere var det langt fra. Crasie gik ned af gaden og var på vej hjem. Hendes hætte var trukket godt over hovedet og hendes ansigt var henlagt i fuldstændigt mørke. Det eneste man kunne se var hendes ozzy osbourner briller som spejlede alt tilbage. Hun gik med hurtige skridt, med hendes stok som hun havde i den ene hånd. Det var ikke en stok man så normalt, det var en af de gammeldags som kun rige og magtfulde mænd havde. Stokken var tynd sort og havde en metal figur for enden som man ikke kunne se pga af hånden, som havde en ring med en slange som dækkede over hele fingere. Crasie var lige på vej ned af en gade, men så skete der noget.

Kvinden som lige havde stået der før lignede slet ikke hende som lige havde været der. Isabella(En af crasie personligheder) Vendte hovedet over skuldren og spejdede efter nogle hun måske kunne forføre. Hendes lange perfekte røde bølgende hår lå over hendes skuldre. Hun havde himmelblå øjne og var blevet en del højere, men ikke så høj at hun normalt ville gå en mand over hovedet. Hun havde et hvidt sjal over skuldrene som var lavet af fint hvidt pels. Hun havde en lang rød kjole som både viste og skjulte hendes former. Kjolen var åben i den ene side, så hvergang hun tog et skridt fremad, ville hendes slanke smukke ben blive vist frem i de høje røde stiletter. Isabella vendte sig om og gik tilbage ned af gaden, og så godt som alle mændene vendte hovedet om for at se hende, med begær i deres øjne. Flere kvinder kiggede også på hende med mest misundelse, men der var få som viste begær. Der var en bænk på gågaden som Isabella satte sig ved og begyndte at kigge efter en hun syntes der var interessant. Få mænd fattede mod og gik hen til hende for at byde hende på noget, men hun fjerede dem bare af med hånden de var ikke interessante. Så faldt hendes blik på en kvinde. Isabella rejste sig op og begyndte at gå imod kvinden, som var Tazz.

Tazz var på vej hjem med sin lille datter Zofie for de havde lige været hos hendes herre (Ray) som Zofie kaldte far men det var joo fordi hun iik vistet bedre men det var joo okii nu hvor hun ventede Ray's barn så hun var godt spændt på hvorn det ville være at ha et dæmon/varulv barn. Tazz havde en lang to farvet lilla løs kjole på som der gik ned til hendes fodder. Den skjulede den lille mave hun allerede havde fået da hun var små 4-5 måneder henne nu og hendes lille datter var kun de 6-7 måneder nu så der var iik langt mellem dem endelige men det var hellere iik meningen at hun skulle være gravid nu efter hun næsten havde fået Zofie.
De gik lige så stille og Zofie sad oppe i barnevognen og kiggede lidt rundt og pegede rundt da hun vare hypper lige nu for hun havde fået lidt sodavand hos Ray og det skulle hun nok iik ha haft for nu ville der gå lang tid før hun sov.

//det er den til højre. http://www.duonam.com/wp-content/uploads/2011/03/angelina-jolie-maxi-dress.jpg //

Isabella kunne tydelig se tegnene. Den kvinde hun havde valgt var gravid, det kunne man se på den meget lille mave, og selvfølgelig barnevognen fortalte hun havde et barn og det var selvfølgelig med nogen. Hun smilte ved sig selv, dette bliver en udfordring. For selvfølgelig var der denne micro chance for at kvinden her var sammen med en anden kvinde og havde bare fået et barn ved siden af og endnu et til, men den er så lille at Isabella ikke regnede med det. Så hun måtte være til mænd. Men det er ikke et problem, Isabella havde overvendt mange igennem tiden af kvinder, til at se den side som de måske ikke troede de havde. Isabella havde altid elsket at lege med nogen og især dem der enten var gifte eller havde allerede en. For de personer var faktisk tit de bedste, for det første de kan meget mere og så fordi tit i forhold er der frustrationer som er gode for dem at komme ud med. Isabella smilte ved tanken. Selvfølgelig så kom hendes dårlige sammenvigtighed som altid var Crasie, som slet ikke kunne lide det. Men Isabella valgte at ignorere det. Crasie var jo alligevel ikke her lige nu, så Isabella kunne gøre hvad hun vil. Men hvis det nu gik galt kunne det være at denne person ville være en god ven, for Isabella havde selv mistet en veninde, som godt nok hele tiden havde kommet til at skabe problemer for Isabella. Derfor havde Crasie skaffet hende af vejen det er isabella i hver til fald sikker på. Isabella vidste ikke hvordan hendes veninde Nikita var forsvundet, andet end at hun døde i krigen. Der kom et sørgmodigt blik et øjeblik i Isabellas øjne men så var det forsvundet. Hun kom hen til Tazz.
"Halløjsa der, du kunne ligne en der havde brug for en drink, har jeg ret?" Sagde Isabella på en sød venlige måde, og skævede hurtigt med blikket på barnevognen for at vise Tazz at hun hentyde til at hun kunne bruge en drink med angående hendes barn og hendes næste.
"Bare en enkelt genstand, det ville ikke skade barnet." Forsikrede Isabella hende.

Tazz gik bare lige så stille rundt og snakkede lidt med Zofie på hendes sprog så det lød lidt sjovt da det joo var på baby sprog. Hun fik et chok da en kvinde snakkede til hende så hun vendte sig stille mod hende og holdte sig blidt på mave så man tydelige kunne se den og den var endelig iik helt så lille igen når hun gjorde sådn. Hun kiggede stille på kvinden og smilede venligt "Neej ellers taak jeg må hjem med miin lille pige" sagde hun venligt og Zofie kiggede med store øjne på kvinden og snussede lige så stille ind og kunne lugte noget som der var velkendt "Nikida?" sagde Zofie lige så stille men hun havde iik lært at sige "t" endnu så det blev altid til et "d". Tazz kiggede stille på Zofie og rystede stille på hovedet "Neej det er iik Nikita miin skath" sagde hun stille og nussede hendes kind blidt og smilede på sin lille morede måde til sin lille datter.

Isabella var lige ved at få tåre i øjnene, hun havde hovedet meget let på skrå og så på hende. Hvordan kunne hun kende Nikita? så lagde hun mærke til det. Hun var en varulv, derfor så kunne hun lugte det, men hvordan kunne hun kende hende??? Isabella stod et øjeblik og var målløs. Man så aldrig isabella være målløs hvis man kendte hende, men det var hun fuldstændigt nu.
"Kender du dæmonen Nikita smithson?" Isabella sagde det lavt og spørgende. Hun gik et skridt imod Tazz, og så sørgmodigt på hende. Hun ved sikkert ingengang at Nikita er død i krigen. Isabella kunne ikke lige helt finde ud om hun skulle sige det eller ej. Isabella mærkede at hendes humør forsvandt, og hun vidste at hun måtte holde det oppe ellers var det nemmere for de andre personligheder komme til. Men hun kunne tydelig mærke Crasie i sit baghoved, men det virkede ikke til at hun ville komme til. Isabella husker tydeligt hvordan Crasie havde fortalt hende at hun var død. Crasie havde sagt det kort og kontant. *Du havde da en veninden der hed Nikita, en dæmon der kunne noget med temperatur? Hun er død* Isabella havde svært ved at fatte det, hun død? Hun plejede da altid klare sig. Isabella kunne godt mærke på sig selv at hun nok ikke var kommet over det endnu.

Zofie ville iik sidde i barnevognen længere så hun prøvede at kom op af den så Tazz vendte sig om hurtigt og tog hende op og sat hende på hoften så man kunne se hvor stor hendes mave endelig var blevet selv om hun kun var 4-5 måneder henne. Hun kiggede stille på hende og nikkede "Jaa hun var miin bedste veninder og miin lille datter her kaldte hende altid moster så jeg ville slet iik kunne bære hvis hun var væk for hun var på en måde en søster for miq" sagde hun stille og kiggede på sin datter som der stille lagde sit hovede på Tazz's skulder og kiggede over på kvinden og smilede et lille baby smil.

Nu var Isabella fuldstændigt rådvild, skulle hun fortælle denne kvinde sandheden om Nikita eller? For hun havde ikke lige frem lyst til at gøre hende ked af det. Isabella vendte blikket den anden vej, og en tåre trillede ned af den side af hendes ansigt hvor tazz ikke kunne se det. Hun sendte en tanke til Crasie. *Hvad skal jeg gøre? Sige sandheden eller ej??* Men isabella vidste godt svaret før hun spurgte, for Crasie gik altid ind for sige sandheden, så hun behøvede ingengang at spørge om hendes mening. Så vendte Isabella blikket tilbage på Tazz, og studerede hende for en kort stund. Min plan er jo alligevel ødelagt, så det bliver åbenbart i aften hvor jeg skal få en ny ven. Men det er da heller ikke så slemt, er det? Isabella havde tit meget få venner, for det første pga af Crasie. Men også fordi Isabella forførte dem istedet og tog dem som elskere istedet for venner, og hun skiftede så godt som hele tiden ny elsker, så der er ikke rigtig nogen som holder i lang tid. Isabella gik helt over til tazz og lagde en hånd på hendes arm, og så med medlidenhed i hendes øjne på tazz.
"Hun er..." Hun tøvede lige.
"Hun er desværre død, hun døde i krigen i Sheria" Isabella ventede spændt på at se hvordan hun ville reagere over det. For Isabella havde ikke den mest lyst til at bruge sin tid på at trøste en person, men alligevel var der noget i hende der selv ville gerne blive trøstet så hvad så?

Tazz kiggede med store øjne på hende og der trillede en lille tåre ned af hendes kind og lagde stille sin anden hånd på Zofie's hoved og blidt om hende men Zofie var så lille så hun forstod det heldigvis iik for hvis hun gjorde ville det tage Tazz lang tid at trøste hende. Hun kiggede stille på Isabella og snøftede en gang "Nåårh okii" sagde hun lige så stille og holdte bare om Zofie for hun vistet iik lige hva hun skulle gøre lige nu eller sige for hun holdte så meget af Nikita joo men hun var hun oqså væk... Hva skulle hun snart gøre? alt gik bare ned af for hende lige syntes hun for hun havde lige mistet sin søster og sin søn og nu oqså hende som der var som en søster for hende. Hun kiggede lidt i jorden og holdte sine tåre inde for hun skulle iik græde nu og slet iik foran Zofie.

Isabella havde fuldstændigt forståelse for Tazz, hvad andet kunne hun. For hun havde jo selv lige halvt gennemgået det sammen som hende, at have mistet en god ven. Isabella kunne tydelig se at hun havde brug for trøst, men hun var ikke lige frem god til det. Hun så at Tazz var trist og det vækkede noget i hende.

Med et blink med øjnene stod ikke længere den forførende og smukke kvinde Isabella foran tazz, men en ung pige. Hun lignede en på ca 8 år. Hun havde sit lange lyse hår sat op i to fletninger, og hendes uskyldige blå øjne så på Tazz med medlidenhed. Hun havde en hvid kjole på og hvide strømpebukser og små sko, som var lidt beskidte som børn jo altid gjorde. Mira(En af Crasies personligheder) gik hen til Tazz og lagde en trøstende hånd på Tazz's hånd.
"Det hele skal nok gå, det skal nok blive godt igen" Sagde Mira forsikrende til Tazz, og så opmuntrende på hende. Hun havde det barnlige udtryk og selvom man godt kunne se at Mira var lidt trist, så var hun optimistisk. Mira var lidt som uskyldigheden selv.

Tazz stod lige så stille og holdte om sin elskede datter og holdte sine tåre inde for Zofie skulle joo iik blive ked og bange for noget lige nu.
Hun kiggede lidt på den lille pige som der nu stod foran hende og hun kiggede lidt efter Isabella men hun sat sig på huk og kiggede på den lille pige "Jeg klare miq bare rolig men hvem er du?" spurgte hun stille om og Zofie kiggede oqså på den lille pige og grinede lidt og sagde alle mulige lyde til den lille pige.

"Jeg er Mira, men er du sikker på at du vil klare den?" Hun så bekymrende på hende og kunne tydelig se at Tazz slet ikke havde det så godt, selvom Tazz havde en facade som om hun havde det godt. Men Mira kunne regne ud at det nok ikke var for at skræmme den lille. Mira vendte blikket imod Zofie og så hvordan hun lavede lyde og alt muligt. Mira kunne ikke lade vær med at grine et barnligt grin og så lavede hun lige et sjovt ansigt til Zofie. Hun så igen hen til Tazz.
"Hvad hedder hun?" Mira kastede et blik hen på Zofie, for at vise at det var hende som hun snakkede om. Mira bevægede sig nærmere imod barnevognen, og stod kun lidt fra den. Men hun var selvfølgelig kun 8 år så hun nåede ikke særligt langt oppe. Mira kunne lide alle børn og kunne tydelig huske den dukke hun selv har haft, som hun elskede overalt på jorden, men hun vidste ikke hvor den var henne lige nu. Så lagde Mira mærke til noget som Crasie havde lært hende omkring at kende racer og hun kiggede lige frem og tilbage fra Tazz og Zofie, og hun kunne se at de begge var varulve. Dem havde hun intet imod hun syntes at de var søde og venlige, men det var nok fordi hun elskede hunde. Også fordi hun vidste at varulve var meget imod vampyrer, og Mira hader intet mere end vampyrer, de skræmmer hende fra vid og sans.

Tazz kiggede kært på den lille pige "Nåårh okii pænt navn endelig" sagde hun med et glad smil "Jaa jeg klare miq bare rolig" tilføjede hun efter lidt og kiggede på sin lille datter som der snakkede til den lille pige og var endelig rart glad for hende og hun vistet iik helt hvorfor hun var det.
Tazz kiggede hen på pigen og rejste sig stille op igen og gik over til pigen "Hun hedder Zofie og jeg hedder Tazz" sagde hun stille og løftede stille pigen op så hun bedre kunne se Zofie og snakke med hende men hun skulle bare sige til hvis det var for meget for de kendte iik hinanden men Tazz kunne bare godt li små børn og ville altid hjælpe dem.

Mira mærkede at hun blev løftet og havde intet imod det, for hun havde opmærksomheden fuldstændigt imod Zofie, hun vendte dog hovedet lidt bagud og blikket imod Tazz.
"Det er nogle pæne navne i to også har"
Sagde hun med et smil, og så tog fat i Zofie's hænder og lavede klappe bevægelser. Mira syntes godt om dem begge og så spurgte hun Tazz.
"Tazz, hvis der kommer nogle vampyrer, vil du så ikke holde dem væk fra mig? Jeg er så bange for dem, vil du ikke nok?"
Mira så spørgende på hende, og man kunne tydelig se at hun slet ikke kunne lide vampyr, bare da hun nævnte ordet vampyr, gik der et lille gys igennem hende. Hun kunne bare slet ikke lide dem, fordi de elskede at suge blod især på små børn som hende. Hun huskede tydeligt engang, hvor hun lige var ved at blive dræbt af en vampyr, hvor hun nemlig blev jaget. Men så kom Crasie heldigvis og fik givet den en ordenligt røvfuld. Men hun var ikke lige nu her, så der måtte en anden til at passe på hende imod vampyrer.

Tazz smilede kært til hende "Mange taak" sagde hun lige så venligt og Zofie og grinede lidt da hun kunne se Mira helt tæt på nu. Hun grinede endnu mere da Mira tog hendes hænder og klappede med dem og syntes bare det var mega sjovt.
Tazz kiggede stille på Mira og smilede venligt "Det skal jeg nok men hvis der kommer nogle tage du miin datter og kører ind i skoven så skal hun nok pege hen til det sted i skal hen til" sagde hun stille og holdte lige så stille om Mira og hun løftede hende helt op i barnevognen og sat hende foran Zofie for det kunne barnevognen godt holde til så det gjorde iik så meget.
Tazz stod og kiggede lidt rundt for at være sikker på at der iik var nogle her hun kunne genkende.

Mira legede videre med Zofie og syntes bare at det var sjovt.
Men der var nu en person der havde sin fulde opmærksomhed imod dem, især da han kunne lugte frygt og hørte ordet vampyr. Han stod ca 15 meter fra dem og selvom Tazz skulle have lugtet ham for længst var han beskyttet af sin evne. Ingen ville kunne se, høre, eller lugte ham når han brugte sin evne. De eneste der ville kunne opdagede ham, var dem som kunne fornemme bevidstheder. Det var derfor Mira var kommet i tanke om vampyrer, for i hendes underbevidsthed kunne hun fornemme vampyren. Hvis Mira havde været Crasie i stedet for, havde Crasie fornemmet ham straks uden problemer. Hans tunge kørte let over hans læber, som om han så på noget lækkert. Han havde især opmærksomheden imod de to søde små børn som sad i barnevognen. Hans tunge kørte imod hans skarpe vampyr tænder og han kom til at prikke hul på sin tunge, men det kunne han lide for han forstilte hvordan det var at sætte tænderne i de små børn og kvinden var bare et dejligt tillæg til maden. Mange vampyrer sagde at varulve smagte dårligt, men han var ligeglad. For så længe de var unge jo bedre. Hans øjne glødede af intensitet, han kunne næsten ikke vente. Men det måtte han så han ville følge dem til, når de var lidt alene.

Tazz gik stille om bag barnevognen og begyndte at gå videre ned gennem gaderne med de to små som der sad og hyggede sig lige så godt så Tazz ville da iik forstyrer dem så hun gik bare stille videre men havde det som om der var nogle der var efter dem men hver gang hun kiggede rundt kunne hun iik se nogle men hun blev ved med at kiggede rundt mens hun stille gik videre mellem menneskerne for der var iik selv mange væsner her i dag som der ellers plejede at være så hun syntes det var lidt mærkeligt.
Hun gik still videre med dem og så en isbud og kiggede smilede på dem "Skal i ha en is før vi går videre?" spurgte hun stille og kiggede hen Zofie som der sad og klappede helt vildt da hun joo havde hørt ordet is et par gange så hun vistet hva det var og det var bare vildt lækkert syntes hun.

Miras ansigt lyste op og vendte sig imod Tazz
"Ej må vi, tak tak tak"
Sagde hun lyste og kunne næste ikke sidde stille i barnevognen.
Vampyren stod lænet op af lygtepæl ikke langt derfra. Han kunne næsten ikke styre sig og ville så gerne bare sætte hans skarpe tænder, i de små børns bløde og blide hud. Men han vidste at han måtte være tålmodig. Han måtte vendte til at de var mere alene. Han stod rastløs og nu kunne han ikke styre sig længere. Med en vampyrs fart var han hurtigt over ved dem, stadigvæk skjult. Men han fik styret sig i sidste øjeblik og skyndte sig et par meter væk. Han kunne bare tydelig høre blodet flyde i deres åre, især i kvinden som var begyndt at blive nervøs. Han måtte selvfølgelig ikke gøre dem så bange, for så flød der adrenalin ud i deres blod og det smager ikke godt. Han så op på himlen og så at klokken var ved at være mange, så vil moderen sikkert tage dem hjem, og der kunne han have dem i fred og ro.

Tazz smilede kært til dem og tog fat i barnevognen og gik helt over til isbuden så de selv kunne vægle og Zofie valgte hurtigt chokolade is og hun vistet to finger som der betød at hun ville ha to kugler og Tazz nikkede bare til hende og kiggede stille på Mira "Nåårh hva har du lyst til? du må få hva du vil ha" sagde hun smilende og kiggede hurtigt rundt da hun kunne mærke at der var en der var meget tæt på dem og personen kunne gå hurtigt for hun mærkede tydligt en vind som der kom ud af den blå luft.

Mira kiggede på alle de forskellige is, og hun vidste virkeligt ikke hvad hun ville have.
"Du må vælge Tazz, for jeg kan slet ikke vælge"
Sagde hun grinende og på en barnlig måde.
Det var begyndt at blive sent, og folk var begyndt at tage hjemad, og isboden var ved at lukke snart. Der var ikke længere særlig mange på gaden, og faktisk den eneste person var personen inde i isvognen. Vampyren så at tiden endelig var kommet, der var næsten ingen og han skal bare vente til at de tager lidt væk fra isboden og så kan han slå til. Hans krop dirrede af forventning, og hans plan formede sig i hovedet. Han ville hurtig slå kvinden i hovedet, så hun ville være ude af stand til at forsvare sig i et par sekunder, og så ville han hurtig sætte tænderne i den helt lille pige, og bare smage den guddommelige blod, der var i barnet. Så ville han så gøre det af med kvinden, og så ha børnene helt for sig selv. Han stod og trippede let på fødderne, og han mærkede næsten allerede den dejlige sødelige blod i sin mund, og han forstilte sig selv suge hver eneste dråbe ud af børnene. Men der var dog et eller andet i ham, som ville ha at han skulle være på vagt, selvom de var et let bytte. For han kunne lugte en meget svag duft af dæmon i luften, den virkede til at komme fra den ældste pige. Men alligevel ikke, hun havde sikkert bare før været tæt op af den dæmon.

Tazz grinede lidt og bestillede to med chokolade til dem og gik stille over til et bord hvor de kunne sidde og spise dem lige så stille og så kunne de forsætte ind i skoven hvis Mira altså ville med dem hjem og slappe lidt af og få noget godt mad for Tazz var iik helt dårlig til at lave mad havde hun fået af vide af alle mulige der havde smagt hendes mad.
Tazz kiggede rundt da hun følte at der var nogle hos dem som der hele tiden holdte øje med dem lige meget hvor de var henne men den person skulle passe på for hvis der var nogle der rørte hendes datter blev hun virkelig sur og hende skulle man iik ønske sig at komme op og slogs med når hun blev det.

Mira spiste lystig af isen og kom til at tabe en lille klump af is ned på hendes trøje. Vampyren fulgte med dem hvor de sad og spiste. Hans hænder blev ved med at køre op og ned af hans ben, for han var alt for rastløs til at bare og stå og vente. Men han var nød til det, han holdte øje med andre og der var kun isboden manden. Som lukkede nu for sin vogn og begyndte at gå hjemad af den modsatte vej til dem. DA der var gået lidt var de alle 3 helt alene minus vampyren som ventede på dem. Vampyren gik med en hurtighed over imod dem så han kun stod 2 meter, hvis han ikke havde sin evne var han sikker på at varulven, ville ha flået hans strube op nu. Men han var en gammel erfaren vampyr og vidste hvordan man gjorde. For de fleste ung vampyrer ville at sprunget på dem med det sammen og højst sandsynlig blevet dræbt på stedet af varulven. Vampyren sneg sig på bag ved varulven og så slog han med en hurtighed i halsen på hende, så hun havde svært med at trække vejret, og højst sandsynlig ville gå lidt før hun kunne rejse sig igen. Vampyren var ligeglad med at blive opdaget, for han havde jo afsløret sig selv. Da han blev fuldstændigt synlig igen, skreg Mira af skræk. Hun var rædsenslagen og var næsten stiv af skræk. Vampyren nærmede sig dem begge børn med tungen slikkende omkring munden. Nu var hans mad serveret på et sølvfad.

Tazz tog sig hurtigt til halsen og sin brystkasse og faldt ned af stolen da han havde slået hende og lå bare nede på jorden og kiggede stille over vampyren som der gik hen mod hans datter og Mira. Det gik et sek og hun stod på sine ben igen og var blevet godt sur når så hun begyndte at gå i flammer og gik hen mod ham mens hun bare kiggede surt på ham.
Hun tog fat i hans arm og vred den om bag ryggen "Du lader dem være!" Sagde hun rigtig vredt og kiggede bare på ham og tænkte slet iik over at hun gav ham brand mærker på armen og ryggen for hun ville bare iik ha han rørte hendes datter eller Mira.

Han havde ikke regnet med at hun var kommet så hurtigt op på benene. Han mærkede den brændende smerte på både arm og ryg, men han skreg ikke. Så han brugte sin evne igen og forsvandt helt. Tazz kunne slet ikke mærke ham, hvor hun ellers havde taget fat i ham. Han var bare forsvundet ud af den blå luft som om han ikke havde eksisteret. Men Mira fulgte ham med øjnene selvom hun ikke kunne se ham, kunne hun fornemme ham. Han sprang hurtigt frem og greb fat i den ældste pige, for han så hvordan hun bare så på ham. Så hun var den værste trussel. Han greb fat i hende og gjorde sig synlig igen og rev hende ud af barnevognen. Hun skreg og prøvede at sprælle, men han holdte hende fast i et jerngreb. Mira så på Tazz med frygt og kiggede desperat på hende for hjælp. Men så så Tazz hvordan hendes øjne forandrede sig istedet for de grønne hun havde. Blev de til neonlilla øjne som virkede langt mere ældre. Pigen ændrede sig fuldstændigt og nu stod en fuldvoksen kvinde foran dem. Godt nok var hun ikke meget højere, hun var nemlig kun de 145 cm. Hun havde en sort hættetrøje som lå nede, så hendes ansigt var tydelig. Ellers havde hun stramme sorte bukser på og sorte sko. Kvinden som før var pigen stirrede på Tazz som om hun ikke kendte hende. Tazz kunne også tydelig mærke at hun var blevet en anden og kunne tydelig lugte at hun var dæmon.

Crasie opdagede at hun var i fare. Men i stedet for at blive bange smilte hun et grumt smil, hvor hendes tænder var sylespidse. Crasie vendte blikket bagud og gav ham en ordenligt mave puster. Mens han tog sig til maven tog hun der hvor ellers Miras bamse havde ligget, lå der en gammeldas sort stok med en metalfigur forenden. Det lignede sådan en som en af de gamle og magtfulde rige mænd gik med i gamle dage. Crasie slog den ind i benet og en 10 cm lang tvesølvspids stak ud. vampyren så det og gjorde sig usynlig. Men han kunne desværre ikke gøre sig usynlig med en som kan føle bevisthed. Crasie sprang med flydende bevægelse og skar halsen om ham. Da den var lavet af sølv var den dræbende for vampyren og han faldt slap ned. Crasie slog den ind i benet igen og sølvspidsen trak sig tilbage.

Tazz knurrede af ham da han forsvandt og prøvede at finde ud af hvor han var mens hun stille blev normal igen og der var intet sket med hendes tøj. Hun Så at Mira blev taget ud af barnevognen og der gik hurtigt flammer i hende igen da hun så at det var ham igen og gik stille over mod ham men stoppede op da der stod en helt anden kvinde foran hende og blev hurtigt normal og kiggede med store øjne på hende. Hun gik hurtigt over til sin datter så iik så hva kvinde gjorde ved manden for det skulle hun iik se når hun iik var ældre måtte hun nok irømme. Hun kiggede på kvinden og var lidt overraskede over hva der lige skete der.
Hun gik stille over til hende "Hvem er du?" spurgte hun stille og kiggede lidt op og ned af hende "Og hvor er Mira?" Tilføjede hun efter lidt og kiggede lidt efter hende.

Crasie så hen på Tazz med et undrende udtryk i øjnene. Mira, det måtte ha været en af isabellas numre.
"Bare kald mig Crasie. Og hende du så var en af mine personligheder som du mødte"
Crasie tog sin stok foran sig og hvilede begge sine hænder oven på den. Så kom alle minderne fra da hun havde været Isabella. Så kvinden her kender Nikita? Ikke så godt for det var Crasie som havde skaffet hende af vejen. Men ikke en mine fortrak sig på Crasie's ansigt og hvis der gjorde ville tazz nok ikke ha set det fordi hendes ansigt var henlagt i mørke. Crasie's blik vendte imod barnet, en sød lille en måtte Crasie da indrømme. Hun skubbede hurtigt sin moderlig følelse væk, for hun kunne aldrig få børn selv hvis hun ville, den evne havde en berøvet hende for lang tids siden. Hun så ned på vampyren, så gik hun hen og tog fat i skuldrene på ham og trak ham ind til siden lige ind i en blindgyde. Hun havde ingen problemer med at løfte ham.