Halløjsa der smukke?(Tazz)

Tazz nikkede bare som et svar til hende og gik over til sin datter igen og tog hende stillle op da hun spildt is hele vejen ned af sig begrund at Tazz blev til en stor flamme for det havde hun iik set at hendes mor kunne så det var noget nyt for hende men hun blev iik bange eller noget men mere glad for så vistet hun at hendes mor altid ville være der hvis det endelige var. Tazz tog stille hendes tøj af så hun havde ble på og st hende i barnevognen igen og ledte efter noget rent tøj nede under barnevognen.

Crasie stod og studerede hende, det bedste ville være at Crasie bare gik videre fra dette. Men alligevel var hendes nysgerrighed der, især hendes blik holdte fast ved det lille barn. Crasie begyndte at føle sig utilpas for følelse, som hun var uvand til begyndte at boble op i hende. Crasie trak sin sorte hættetrøje over hovedet og stod og så til mens hendes neonlilla øjne lyste. Hun havde noget at se hvordan Tazz havde flammet op. Kunne hun styre ild? Eller var det bare noget hun kunne, altså flamme op? Det havde Crasie ingen anelse om for det kunne være begge dele. Et sørgmodig smil kom på hendes læber heldigvis kunne Tazz ikke se det, for hendes ansigt var henlagt i mørke. Crasie har aldrig kunne huske sin barndom, og hun troede faktisk ikke på at hun havde nogen. Men det var en af de mange ting som Crasie intet vidste om, og som hun nok aldrig kommer til vide. Crasie kiggede i jorden og så opdagede hun at hun havde en isklat på sin hættetrøje. Hvor kom den fra? Hun kiggede hen på barnet som jo også selv havde isklatter. Mens Crasie havde været væk havde hun så spist is? Så havde Tazz her sikkert betalt for det. Crasie begyndte at rode i sin lommer og tog nogle penge frem. Hun gik hen og lagde dem på barnevognen foran Tazz.
"Betalingen for isen"
Sagde Crasie venligt og skulle til at gå. For så stod hun ikke længere i gæld med Tazz, selvfølgelig var den en småting, men det var stadigvæk vigtigt for hende.

Tazz fandt lige så stille noget tøj til Zofie som hun kunne få på. Zofie sad og kiggede med store øjne på Crasie og hun kiggede bare op og ned af hende mens hun kløet sig på sin lille fede mave som de fleste små baby havde for hun var joo iik særlig gamle endnu.
Tazz gav hende stille noget tøj på og smilede bare lige så stille til sin datter. Hun kiggede på pengene som der nu lå der på barnevognen og tog dem lige så stille og vente sig mod Crasie og rakte sin arm frem "Du behøver iik at betalte for is'en" sagde hun med et sødt smil på læben for hun syntes godt nok iik at hun skulle betale for det da hun joo havde reddet hendes datter på en måde.

Crasie stod stille et øjeblik med ryggen til hende, men vendte sig om. Hun havde hovedet let på skrå og hun smilte til Tazz. Hendes sylespidse tænder var synlige, men det var ikke i det der grumme smil, som hun ellers havde lige før hun dræbte vampyren.
"Hvorfor ikke?"
Sagde hun og tog sin stok foran sig og lagde begge hænder på og så afventende på hende. Himlen var næsten vet at blive helt mørkt, og kun lys i horisonten viste at det ikke helt var sent aften endnu. Crasie vendte blikket imod og nød synet for en stund og vendte blikket tilbage på Tazz. Så prøvede hun at mere studere Tazz. Hun var varulv, men hun så ikke særlig gammel ud. Hendes aura virkede ret ungt. Crasie var ikke 100% sikker men næsten. Men dog var der et eller andet ved hendes aura der var stærkere end de fleste. Havde hun flere evner? Crasie så på hende med halvt sammenknebet øjne. Hvad gjorde det af forskel, det er jo lige an på om hun kunne finde ud at bruge osv. Crasies blik faldt på barnevognen og noget fangede hendes blik. Et langt brunt hår som lignede ret så meget Tazz's. Crasie gik roligt hen til barnevognen og lagde uskyldigt hånden lige op på håret og trak hånden til sig og puttede den i lommen. Så kunne hun lave stærke illusioner på Tazz hvis det skulle være.

Tazz kiggede stille på hende og vistet iik helt hva hun skulle svare hende for hun kunne joo iik rigtig sige at det var fordi hun havde reddet dem eller det kunne hun joo godt men det ville lyde lidt mærkeligt syntes hun "Bare fordi du iik behøver at betale for den for den kostede iik så meget igen" sagde hun med et kært smil og holdte stadig hånden frem mod hende med hendes penge og håbede hun ville tage imod dem.
Hun vendte sig stille mod hende da hun gik over til barnevognen og kiggede lige så stille på hende. Zofie kravlede stille over til hende og kiggede med store øjne på hende og sagde nogle små baby lyde til hende og kiggede bare op på hende.

Crasie gjorde ingen mine til at ville tage pengene, og Crasie så bare på Tazz. Som om hun prøvede at læse en bog.
"Fordi jeg ikke vil stå i gæld til nogen, om det så er småt elle ej."
Sagde Crasie roligt. Så da Zofie lavede små babylyde var hendes opmærksomhed straks rettet imod hende. Crasie prøvede at rive blikket væk fra hende, men det var utroligt svært. Hvorfor har jeg det sådan?? Og hvorfor er lige pludselig min moderlige følelse oppe, jeg har normalt aldrig haft den selvom jeg har set så mange børn før. Crasie rystede på hovedet og vendte blikke tilbage til Tazz. Nu var solen gået ned og det blege gule lys fra lygtepælene var det eneste, som lyste gangen op. Ude over det sparsomme lys fra vinduerne. Et par var kommet og gik stille og roligt ned af gaden. Det var bare helt almindelige mennesker, og nu var de så ikke alene længere. Crasie kiggede ingengang over på den og behøvede ikke, for selvom de ikke larmede sådan. Så kunne Crasie tydelig mærke deres bevisthed, som nærmede sig dem.

Tazz kiggede lige så stille på hende og tog stille sin hånd til sig igen og trak lidt på skulderne og lagde pengene ned i sin lomme i sin jakke.
Zofie blev ved med at sige små lyde og rejste sig stille op men faldt stille forover men hun nåede lige at gribe fat i Crasie og kiggede stille op på hende og græd lige så stille da hun havde fået et chok af at falde forover for det havde hun iik prøvet før for hun var iik særlig gamle endnu.
Tazz kiggede stille over på sin datter og rystede lidt på hovedet og grinede lidt og tog stille Zofie "Du kunne da bare lagde hver diin skøre unge" sagde hun med et smil og kildede stille Zofie så hun begyndte at grinede på en lille og sød måde.

Crasie mærkede hvordan Zofie greb fat i hende for at ikke at falde. Et instinkt i hende sagde at hun skulle flytte sig væk, fordi dette barn påvirkede hende følelser meget. Så Crasie så ubeslutsom til mens Tazz kilede Zofie på maven. Så var det at Crasie stivnede og vendte omkring. Længere væk kunne hun føle tydeligt nogle personer springe fra tag til tag, og som bevægede sig som vampyrer. De har sikkert kunne lugte den anden vampyrs død. Crasie vendte om igen mod Tazz.
"Når skal i to ikke ser at tage hjem? Det er vel også sengetid for hende ikk?"
Sagde Crasie og intet på hendes ansigt viste, at der var fare på færde. Crasie valgte ikke at fortælle direkte moderen fordi så ville hun blive nervøs og så gøre måske noget dumt, især når hun er ung. Også fordi at hvis hun blev nervøs kunne barnet føle det på moderen og selv blive nervøs, og så måske blive ked af det og så skabe endnu mere opmærksomhed på dem. Crasie tænkte altid i fare og muligheder, og der ville sikkert intet ske. For det var sikkert bare ung vampyrer der er på jagt efter nogle lette ofre, og normalt holdte Vampyrer sig langt væk fra varulve. Crasie havde hørt fordi at de skulle smage dårligt, men det havde hun ingen anelse om.

Tazz sat lige så stille Zofie ned i barnovognen og lagde hende stille ned så hun kunne sove lidt. Hun lagde stille dynen over hende og puttede hende lige så stille og kiggede over mod hende "Joo det kunne være en meg.." hun stoppede stille og snussede stille ind og kunne lugte vampyrer. Hun kiggede stille på Crasie "Måske skulle du tage med?" sagde hun stille og havde et blik som der viste at hun godt vidste at der var nogle vampyrer på vej.
Hun pakkede sin datter godt ind og trak barnevognens hætte op over hende så man iik kunne se Zofie og Zofie iik kunne se dem. Tazz kiggede lidt rundt og var klar hvis de kom for Crasie skulle iik slogs alene med dem.

Crasie fik et smil på læberne og Crasie fik lidt mere respekt for Tazz. Hun var ikke bange af sig det var en god ting. Dog havde Crasie kun få gange i sit lange liv følt frygt, så hun kunne tit ikke forstå folk som følte frygt. Men Crasie kunne tydelig se på Tazz at hun meget gerne ville deltage. Så må hun se hvor meget der er tilbage af dem. Man kunne skimte skikkelse, som stod på tagene men de gjorde ingen mine til at angribe. Det var mere som om de holdte øje i stedet for. Flere af deres røde øjne lyste op i mørket. Crasie kunne fornemme 5, og en af dem virkede langt stærkere end de andre.
"Ja jeg kan godt tage med"
Sagde Crasie med et morende blik på Tazz og så derefter opad til de vampyrer. Crasie vidste egentligt ikke hvad de lavede, for hvorfor angreb de ikke. De virkede bare til at vente, så lagde Crasie mærke til noget. Den vampyr hun havde anset som den stærkeste havde hun mødt før. Det var derfor de ikke angreb fordi de var bange for hende, og de ville åbenbart gerne have fat i tazz og barnet. For når hun kiggede op syntes hun at kunne se at blikkene var på Tazz og ikke Crasie.

Tazz smilede stille til hende og tog fat i barnevongnen og kiggede stille rundt og knurrede lidt da hun godt kunne mærke at der var nogle der kiggede på hende og hendes datter. Hun gik stille hen mod skoven og kiggede lidt efter Crasie "Jeg bor inde i skoven lige nu men skal nok til at flytte hjem til faren til det barn jeg venter" sagde hun stille og holdte sig på maven med den ene hånd og holdte fast i barnevognen med den anden hånd mens hun kiggede rundt for at finde ud af om de fyldte med dem eller hva der skete lige nu for hun klar til kamp for at beskytte sine børn. Sådn var de fleste varulv når de havde børn for det lå lidt i dem da de joo var en ulv og de passer joo oqså på deres små unger.

Crasie fulgte bare med men holdte hele tiden øje bagud. Hun kunne ikke lide det her, så kom hun i tanke om noget hun ikke havde lagt mærke til før og hvor hun havde været dum at ikke ligge mærke til det. Vampyren som var død havde et mærke på dens hals som fortalte at den var af en af høj rang. Derfor var der mange vampyrer og nu kunne Crasie mærke at der kom flere. De ønskede helt sikkert hævn, selvom Crasie ikke var bange. Kunne Tazzs tydelig se på Crasie's kropssprog at dette ikke var godt. Vampyrene fulgte pænt et stykke bag ved dem og var omkring 10 styk. De holdte øje med dem begge, og de sidste som var ankommet var ikke ungvampyrer men erfaren vampyrer. Crasie ville nok kunne klare flere af dem, men hun ikke kunne når hun ikke havde en ejendel fra dem alle. Hvis hun havde det ville hun let kunne klare dem. Dette var der en stor chance for at dø, men Crasie ville med glæde gik i kødet på dem og dræbe så mange som muligt. Men de virkede til at vente, ventede de på flere?

Tazz gik stille videre og kiggede lidt Crasie og kunne godt se der var noget galt men kunne iik helt finde ud af hva før hun snussede godt ind og kunne lugte rigtig mange vampyr bag dem. Hun skulle bare ha sin datter hjem og i skjul så kunne hun godt hjælpe Crasie med at slås mod dem. Tazz var glad for hun havde lavet et sted hvor Zofie kunne være uden de kunne lugte hende. Hun lugte nu hellere iik af varulv endnu men stadig hun havde søget for at de iik kunne finde hende hvis hun var der nede.
Tazz gik lidt hurtigere for at komme hjem med Zofie som der lå og sov i barnevognen så hun lagde iik mærke til noget heldigvis måtte hun nok sige.

Crasie så hen på Tazz og gav hende et nik og viste med en hånd at hun skulle gå videre. Crasie blev stående der og ville holde dem tilbage. For hun havde slet ikke lyst til at der skulle ske dette barn noget som helst. Hun vidste ikke hvorfor men det havde hun bare ikke. Crasie tog sine briller hun havde i lommen og tog dem på. Det var et par runde ozzy osbourner briller som genspejlede alt i et uhyggeligt skær. Vampyrene stod stille og ventede og de virkede til at lade Tazz gå, eller gjorde de? Der havde Crasie ingen anelse om. Måske vidste de at hun ville komme tilbage? Nogle af vampyrklanerne havde underlige skikke og gjorde nogle ting som ikke virkede særlige logiske. Lederen, en mindre kvinde med en stor sort death hawk frisure gik nærmere imod hende og stoppede få meter fra hende.
"Du dræbte min mand. hvorfor?"
Sagde hun koldt med had strålende ud af sine brune øjne, som havde et rødligt skær af blodtørst.

Tazz gik hurtigt videre og låstet hurtigt sin dør op og hev hurtigt Zofie op af barnevognen uden at vække hende og lagde hende i deres hemmelig rumme hvor hun puttede hende stille og låste der ind til og gik stille ud igen og låste sin dør.
Hun gik hurtigt over til Crasie og kiggede stille og knurrede lidt af dem og hun var klar til at kæmpe for sine børn for der skulle intet ske med dem. Hun var allerede godt sur på dem kunne hun mærke i sig for hun blev stille mere varm og det kunne Crasie godt mærke. Hun kiggede stille rundt og smilede lidt ondt. Hun havde endelig lyst til at smadret dem alle for hun hadede bare vampyr efter de slog hendes forældre ihjel.

Crasie så direkte på Kvindelederen uden frygt og havde et smil på hende læber. Hvis hun nogensinde skulle død, så ville det være kæmpende. Crasies pupiller blev mindre for nu brugte hun en illusion, men over for Tazz. Tazz hørte Crasie stemme i sit hovede. "Jeg har ikke noget imod at du stikker af, for du har et barn at tænke på. Disse vampyrer er der for mange af, så derfor har jeg tænkt mig at tilkalde hjælp. Men jeg ved ej hvornår den vil komme. Så forbered dig på at flygte, for dit barns skyld"
Sagde Crasie med sine illusioner i Tazz hovede. Crasie knyttede hånden omkring hendes stoks metalhoved, som var formet som et kranium som havde en grøn jade i munden, og lukkede øjnene. Hun havde aldrig prøvet dette før, men den som gav denne stok til hende som en gave. Gav hende instrukserne til den. Denne stav var specielt designet til Crasie i sin tid da den blev lavet. Crasie havde nemlig gjort en tjeneste for en af skovens væsner, en nymfe. En af skovens beskytter. En nymfe var næsten som en fe, bare uden vinger og var mere med naturen. Denne nymfe havde givet denne stav denne evne at hun kunne tilkalde skovens hjælp, hvad det så indbar tænkte crasie. Crasie drejede på hovedet mens hun i sine tanker bad om hjælp og sagde ældgamle ord. Den grønne jade i stokken begyndte at lyst lidt, men crasia havde hånden over den, så intet lys kom frem. Så ville vampyren ikke blive mistænksom. Så svarede Crasie på vampyrens spørgsmål.
"Fordi han rent ud sagt kom i vejen for mig"
Crasie provokerede nemlig lederen, for hvis hun blev gal og kom ud af kontrol, ville der være større chance for at nedligge flere. Lederen blev meget vred og sprang hurtigt efter crasie, de andre nærmede sig hurtigt hen imod Crasie og Tazz, og prøvede at omringe dem.

Tazz knyttede sine hænder og rystede hurtigt på hovedet da hun var færdig med at snakke inde i hendes hoved for hun ville iik bare stikke af som altid for så kunne hun joo iik beskytte sine børn hvis hun bare stak af hele tiden. Tazz kiggede stille rundt og knurrede af dem der kom tæt på hende og kiggede bare ondt på dem for hun var så vred på dem efter de havde slået hendes familie ihjel. Hun kunne næsten iik styre sin evne længere så der begyndte stille at kom små flammer i hendes hår og hænder og det kunne vampyrene godt se. Hun knurrede meget af dem og overvejet at forvandle sig om til varulv for så ville hun blive strækker men hun måtte se hva der skete først før hun gjorde.

Dem der nærmede sig Tazz stoppede lidt tøvende op, men så tog de lange sværd og andre våben frem. Som ville kunne ramme Tazz på afstand uden at det ville kunne skade dem, før hun kom tæt på. Flere af dem bevægede sig også som erfaren krigere, så de ville ikke være lette modstandere. Selvom Crasie havde snakket til lederen, havde hun imens lavede sin besværelse færdig. Så kunne Tazz mærke noget dybt inde i sig, som om en kaldte på hende og hun fik den trang til at hjælpe, og på en eller anden måde vidste hun hvem hun skulle hjælpe end hun vidste i forevejen. Tazz kunne nemlig mærke dette for varulve især i meget gamle tid var de selv en form for skovens vogter og de havde det stadigvæk i sig. Som gjorde at de kunne mærke sådan en form for kald. Crasie slog med stokken ind i siden og rettede den straks imod vvampyren som sprang imod hende. vampyren stoppede hurtigt op ellers ville hun spide sig selv ihjel. Crasie slog med den anden side, der hvor metalfiguren var, og der dukkede også en lang knivspids, så hun havde i begge ender. Crasie lukkede øjnene og gik i form for trance tilstand, hvor hun kun lod sine instinkter bestemme og sin krop. Det var den bedste måde for crasie at kæmpe på, for der reagerede hun langt hurtigere end normalt. Crasie vendte sig om og slyngede sin stav, imod en vampyr som var få meter fra tazz. Den dræbte ham på stedet, leder vampyren så dette som en mulighed og sprang med to dagger løftende i hver sin hånd.

Tazz knurrede meget af dem og så de tog deres våben frem og kunne iik styre sin evne mere så hun blev en stor flamme som der næsten lyset hele skoven op fordi hun var så sur. Hun var virkelig varm så man skulle iik være for tæt på hende. Selv vampyrens våbner begyndte at blive godt varme begrund af hende. Tazz så lederen sprang mod Crasie så stillede sig hurtigt foran Crasie og rakte armen frem og fik fat i hendes ene arm som der stille begyndte at brændte. Mens det skete tog hun fat i den anden hånd så hun intet kunne gøre og hun begyndte stille at brænde da Tazz joo var en stor flamme. Det var kun hendes øjne der stadig var normale og det var så meget had i dem at man iik kunne tro det for hun ville bare iik ha de vampyr her. De skulle væk fra Zofie og hendes hus.
Hun kiggede på lederen og gav stille slip på hende men der var stadig ild i hende og Tazz smilede lidt ondt over det for det var rart at kunne hævne sig lidt over dem.

Lederen var skræmt af chokket fra tazz og var ved at løbe den anden vej. Flere af vampyrene fik fat i hende og slukkede ilden ved at dække over den. Desværre for Crasie og Tazz, kunne vampyrer ikke lige frem død af ild, men de kunne selvfølgelig mærke smerten men intet andet. 3 vampyrer skød med pile imod Tazz. Men disse var ikke normale træpile, de var lavet af metal med en sølvbeligning. Så de nemlig kunne dræbe vampyrer, varulve og dæmoner. Så disse pile kunne ikk nå at smelte før de ramte hende. De ramte dog hende kun overfladisk, en af dem røg forbi. En gik i armen på en og den anden havde lavet et overfladisk kødsår og havde så fløjet videre.

Crasie var glad for at se at tazz havde reddet hende, men dog var tazz kommet lidt for tæt på Crasie at hendes ansigt havde fået en mild 1 grads forbrændign. Men det ignorede hun fuldstændigt og begyndte så i hurtige bevægelser at gå imod de andre, og fik dræbt hurtigt nogle af de få ung vampyrer som var imellem, men de mere erfaren var svære at komme ind på. Et ulvehyl lød i nærheden, og Tazz ville nok kunne forstå det. Det var et kald for at lede på rette vej og det virkede ikke særligt langt væk. Med dem som de havde fået nu var der 7 tilbage. Lederen fik genvundet forfatningen og begyndte at give dem ordre, så de begyndte at trænge Crasie og Tazz i mere en krog, mens de stod sådan at de beskyttede hinanden.

Tazz tog sig hurtigt til armen og faldt ned på jorden og hendes flamme gik helt ud da hun iik var sur nu. Hun havde smerter efter den pil og hun hev den stille ud af sin arm og pev lidt af det og hun kastede den efter en af vampyrene men den ramte iik da hun iik havde kræfte til at kaste hårdt nok. Hun kunne hører nogle ulve så hun forvandlede sig stille om til varulv og begyndte at hyle efter de andre ulve så de kunne finde vej hen til dem.
Tazz bed efter vampyrene og hun ville nemt kunne bide en arm af hvis hun fik rigtig fat i den så ville hun godt kunne bide den helt af så de skulle passe lidt på for det kunne godt være hun iik var så stræk som menneske men varulv ville hun kunne flå dem fra hinanden.
Hun hylede igen bare højere den her gang så det ville kunne høres meget længere væk end dem der var tæt på dem.

Ulvehylene genklang igennem skoven og vampyrene begyndte at se nervøst omkring, som sagt deres mest frygtede fjender var varulve og ulve. Lederen prøvede at få kontrol over den. De begyndte at trænge nærmere, men så stoppede de lige pludselig og så nervøst omkring. Omkring dem kunne man se flere øjne lyse i mørket, som ikke var vampyrs men ulves. Der var omkring 5 styk ulve som havde omringet vampyrene. Tazz hørte Crasies stemme i sit hovede. "Forstærkningen kom endelig. Jeg tager mig af lederen, du kan bare angribe de andre." Så var det som om det hele eksplodere for nu sprang ulvene frem i høj knurren og hylende skrig fra vampyrer lød i luften, da varulvene fik fat i dem. Flere af dem fik flået halsen op på varulvene. Crasie sprang frem imod vampyren og det sammen gjorde lederen. Der fløj flere pile i luften som fik ram på 2 ulve, men de trak sig hurtigt tilbage så de ikke døde af vampyrene. Crasie undveg Lederens stød og så greb crasie fat i hendes arm. For lederen var Crasie forsvundet ud af den blå og lige pludselig fik hun slag i mave og andre stedet. Lederen prøvede at undveg men viste slet ikke hvor fjenden var. Crasie var forsvundet for hendes øjne, men Crasie i virkeligheden holdte stadigvæk fast i lederen for ellers kunne hendes kræftige illusioner virke. Så lavede Crasie den sidste slag hvor hun brugte den skarpe ende af kniven, som var så skarp at den kunne skære igennem knogler hvis det skulle være. Vampyrlederens hoved fløj igennem luften og faldt ned med et bump.

Tazz nikkede stille til Crasie og hylede højt så de vidste at de skulle angribe vampyrene og det gjorde de oqså. Tazz vidste iik helt hva hun skulle gøre da hun stadig havde ondt i armen efter den pil så hun havde svært ved at gøre noget lige nu. Hun gik hen mod en vampyr og bed efter vampyren og rev efter vampyren. Hun ramte vampyren et par gange men iik hårdt nok da hun iik havde mange kræfter mere. Hun kiggede stille rundt for at se hva der skete og så et hoved der fløj afsted i luften. Hun syntes at det var lidt klamt da hun så hovedet flye i luften. Hun lagde sin ene pote på sin arm hvor pilen havde siddet og pev lidt af det og havde svært ved at holde sin vågnen da den havde ramt helt rigtig i hendes arm.

De sidste vampyrer blev jaget ind til de nåede ud for skovens kant, der stoppede ulvene deres jagt. Ud af de 5 ulve var to af dem kommet mildt til skade. Ulvene vendt ind imod skoven undtagen en af dem, som gik hen til Tazz. Det var en lidt større ulv, den havde sort pels men havde en rødlig manke og en rød spids halen. Den så bekymret på Tazz og begyndte at slikke på hendes sår. Crasie så omkring på nedslagtningen der var sket og så hen på Tazz. Hun så at hun var såret og ville gå hen til hende. Men ulven sprang foran og knurrede ad hende, den ville ikke lade Crasie nærme sig. Denne ulv kunne slet ikke lide denne dæmon, der var noget ved hendes lugt, som fik ulvens nakkehår til at rejse sig. Ulven ville ikke lade dæmonen komme tæt på sin skade artsfælle, det ville den ikke tillade. Den gik hen igen til Tazz og skubbede med hovedet, sådan at den sagde at hun skulle se at komme til at sikkert sted. Crasie stod bare og så på og vidste ikke lige hvordan hun skulle reagere. Hun slog stokkens begge ender ind så knivene røg ind igen på sin plads.

Tazz kunne iik holde sig oppe længere så hun faldt ned på jorden og hun var ved at beviseme men hvis hun gjorde det ville hun blive forvandlet om til menneske igen og det ville iik være så godt. Hun kiggede stille op på ulven og pev lidt for hun kunne iik komme helt op at stå. Hun prøvede at komme at stå men hun faldt ned igen. Hun kiggede hen på Crasie og nikkede stille som et tegn til at hun skulle gå hen til hendes hus. Tazz prøvede igen at rejse sig op og kom stille op at stå men kunne iik rigtig bevæge sig selvom hun prøvede at komme hen til sin hule rystede hendes ben helt vildt meget så det gik meget langsomt.