Tilbage igen...

Hun vred sig så godt hun kunne under ham, og forsøgte at trække sine hænder til sig. Hun bed sig svagt i læben, og søgte desperat efter hans blik med sine opal-agtige øjne. Hvis hun bare kunne få ham til at se hende i øjnene, havde hun stadig en chance for at slippe fra ham..

Han sprassede hende på maven så det blev sværre for hende at kæmpe og få luft.
Han kiggede på hans hals, han var sulten og havde ikke haft blod i en måned hans styrke var stor pågrund af hans hunger.

Hun gispede kort efter vejret, og lukkede øjnene hårdt i. Det gjorde ondt i hendes ribben da han pressede på hendes mave, da hun endnu ikke var kommet sig fuldstændigt efter at Vicente havde brækket dem den aften i skoven. Hun åbnede øjnene igen og søgte igen efter hans blik. Hun lå ikke stille, men gjorde hvad hun kunne for at gøre modstand.

Han øjne lyste op og i det samme bed han til.

"Negh" stønnede hun kort ved smerten. Hun stivende og lå helt stille mens hun mærkede hvordan hans tænder borrede sig ind i halsen på hende. Hun stirrede op i himlen, og en smule af den frygt der sad i hendes mave kunne nu ses i hendes øjne. "Bæst!" hviskede hun koldt af ham for at få afløb for noget af den vrede der voksede frem i hende.

Han sugede og han viste at hun og 4 sek ville være bevistløs.

En tåre trillede ned mod hendes øre i det hun midstede bevidsteheden. De hadefulde rynker i hendes pande glattedes, og alle hendes spændte muskler slappede af.

Han blev ved med at suge og mærkede hvordan blodet lige så stille fik sværre ved at flyde i hendes åre hun ville snart dø hvis han ikke stoppede.

Hendes åndedragt var svagt - ja næsten uhørligt - og hendes hjerte pumpede kun lige den smule blod der var i hendes krop rundt.

Han stoppede nu og smilte så stort han slikkede blidt blodet som begyndte at løbe væk fra hendes hals.
Han rejste sig derefter og kiggede lidt på hende.
"Svag som i altid har været" han mærkede kraften som han fik ved hendes blod.
HAN SKREG af glæde eller mere af dem tryghed han nu havde fået og styrke.

Jalaz lå slap som en kludedukke i det bløde sand, og hørte hverken hans ord eller skrig. Men hun ville nok være blevet godt og grundig fornærmet hvis hun havde hørt hans ord. Hun mente ikke selv at hun var svag, men vudste godt at vampyre var langt stærkere end hende.

han blod læb ned af hans hage og så ned af hans hals.
Han rystede på hoved af hende og forvandlede sig så til en ravn og forsvandt ud i natten.


//out//

//Jamen.. Out I guess..//

//jep//