Tilbage igen...

Den spandt og miawede igen, hvorefter den lagde sig ved hende.

Hun smilede lidt af den, og nussede den stille. Hun sukkede svagt og betragtede katten med et fraværende blik, i de grønne øjne.

"Jamen tak" i det samme forvandlede katten sig til Demetri og jeres ansigter var kun 4 cm fra hinanden.Han smilte så han blottede sine tænder.

Der kom en overrasket lyd fra Jalaz og hun trak sig hurtigt væk fra ham. Hendes øjne var store af overraskelse, men blev så smalle af vrede. "Din.. Din... Dit SVIN!" råbte hun af ham og rejste sig op. Hun var rystet over at han var kommet så tæt på hende, at hun havde nusset ham! "Åndsvage stodder!" sagde hun rasende og begyndte at gå med hastige skridt væk fra ham. Sådan en idiot! Hvad bildte han sig ind?

Han grinte lidt af hende og sagde så, "det siger de fleste" han begyndte at gå mod hende.

"Surprise" mumlede hun sarkastisk og sætte farten op. *Så nu sidder du kræftedme kønt i det, din lille idiot! Du skulle være gået din vej mens du havde chancen* nærmest skreg en lille vred stemme inden i hende. "Hold dog kæft" mumlede hun lydløst som svar til den indre stemme.

Han stoppede brat op og kiggede tilbage.
Og vendte sig derefter helt om for at kigge.

Jalaz så sig kort over skulderen og blev overrasket da han stod med ryggen til hende. Hun sagde dog ikke noget, og stoppede ikke op. Hun redte fingrene igennem sit lang røde hår, og så frem for sig, og mumlede kort et eller andet utydeligt.

Han stod pluselig foran hende, "tror du, du kan komme væk fra mig" han havde en dystert og dødt blik og smil.

Jalaz gispede svagt da han pludselig stod foran, og ikke bagved hende. "Jeg vil i hverttilfælde gøre et forsøg" svarede hun og beredte sine vinger ud. Hun hadede sine vinger, og havde dem kun ude når hun skulle flyve, eller hun var helt alene og slappede af. Hun gik et skridt væk fra ham og baskede hårdt med vingerne, så sandet fog om dem, og hun lettede fra jorden.

Han grinte "tror du virkelig du kan flygte" sagde han nu imens han metalliske grå øjne begynde at glimte.

"Det kan kun skade ikke at prøve" sagde hun og fløj højere op over ham, så hun var sikker på at han ikke ville kunne nå hende. Åh jo, hvor hun dog håbeede at hun kunne flygte, at hun kunne slippe fra ham og hans væmmelige tænder...

Han nikkede, og stej lige pluselig til vejrs. (se evner) "Sødt." sagde han med et ligegyldigt blik, imens han så på hende.

Jalaz blev tydeligt overrasket da han ikke blev nede på jorden, men fulgte efter hende op i luften. Hun blev dog ikke hængende som et lille lam, men vendte sig i luften og fløj huritgt væk fra ham. *Hvordan gør han det?.. Han.. han har to... Han er E-... FUCK!* var de tanker der røg gennem hendes hoved mens hun flygtede. HUn ville ikke fanges! Ville ikke mærke hans tænder i sin hals..

Han lavede et ryk men narken som gjorder at nogen begyndte at trække Jalaz ned.

Hun mærkede panikken stige i sig da hun blev trukket ned. Så trak hun sine vinger ind i ryggen, og lod sig falde som en sten. *Hvis han vil have mig ned, så skal han da også få det!* tænkte hun bittert, og landte på benene. Hun så sig over skulderen, og satte i løb ned ad stranden.

Han var allerede begyndte at løbe mod hende så han var ret så tæt på hende. han smilte og hans sind var nu helt som et rovdyrs.

Jalaz bed sig i læben da hun vidste at de ikke nyttede noget at forsøge at løbe fra ham. Hun stoppede op og vendtede til det helt rigtige tidspunkt hvor hun vendte sig om med et hårdt cirkelspark mod hans hoved. Hun havde ikke tænkt sig at give op så let. Om så hun skulle bruge sin evne var hun villig til at gøre det for at slippe fra hans tænder..

Han grinte lidt af hende, da han endelig var nået frem til hende, "er din fatte evne så dårligt" sprøgte han ironisk.
Og stoppede derefter op.

"Sikkert" mumlede hun og lod dig ikkt tirre af ham. Hun trak sig baglæns væk fra ham. *Ja nu sidder du kønt i det..* sagde en lille stemme i hendes hoved. Hun trak vejret dybt, og fortsatte med at gå væk fra ham.

Han grinte lidt, imens han gik frem mod hende studerede han hende, nøje.

Jalaz så på ham med et isende blik, og viste ikke den mindste smule af den frygt der gnavede inden i hende. Ikke om hun ville lade ham få den tilfredsstilelse at se hende bange... Ikke om hun ville...

Han kiggede lidt på hende, og i det samme sprang han på hende så de væltede.

En lille forskrækket lyd undslap hendes mund i det han sprang. Hun nåede kun lige at trække sine vinger ind, så de ikke kom til skade idet hun landede på ryggen, men hans ekstra vægt over sig. Hun satte hænderne mod hans skuldre og borrede sine tommelfingre ind i det bløde punkt lige over kravebenet for at få ham til at fjerne sig.

Hans hud var iskold og selvom hun næsten lavede hul i hans hud var han for langt væk og død til at kunne mærke det.
Han lå på hende hvorefter han, fjernede hende hår fra hendes hals og holdte ,med et hånd fast i begge hendes.