Don't stop now! - Azriel

Dato: 09/07
Dag: Lørdag
Tid: 02:08
Sted: Skoven
Vejr: Køligt
Omgivelser: Natur?

Dania løb. De røde krøller flagrede efter hende, og visnede grannåle stak i hendes bare fodsåler. Hun var klædt i en sort herre t-shirt, der tydeligvis var flere numre for stor og et par korte, hvide shorts. Hun havde løbet længe, og ryggen af t-shirten var efterhånden ved at være ret våd. Hun var ikke stoppet op siden hun forlod sin lejlighed, men drømmene ville ikke forlade hendes hoved endnu. Det var dem der var skyld i at hun løb som hun gjorde. Ukontrolleret.
Efter en tid stoppede hun endelig op. Hev efter vejret. Nu var der stille igen. Endnu engang var det lykkes hende at flygte fra fortidens mareridt. En af de få ting Dania frygtede var at hun engang ikke ville være i stand til det. At hun på et tidspunkt ville være nødt til at leve med rædslerne som en spillefilm på indersiden af hendes øjenlåg.

Azriel havde set englen i noget tid. Løbende. Det var let for hende at holde sig tæt på englen imens hun løb. Så hurtig var det fremmede væsen heller ikke. Hvad lavede hun dog udenfor på den tid? Og så i den triste skov. Ikke særlig klogt af den lille engel, indrømmede Azriel.
Da englen endelig stoppede, holdt Azriel sig på afstand og analyserede englen i noget tid. Hun så ikke rigtig ud til at kunne gøre særlig meget skade. Hun lignede alle de andre engle som gik rundt, så Azriel behøvede ikke at være bange.
Hun bevægede sig lidt rundt i skyggerne og mørket fra træerne og kom så til sidst op bagved englen "Hvad laver en person som dig, ude et sted som dette?" spurgte Azriel med en kølig stemme, som passede perfekt med den mørke og uhyggelig skov. Azriel lignede ikke rigtig nogen som kunne gøre en flue fortræd, men man skulle ikke lade sig narre. Hun havde nogle humørsvingninger og kunne være en kold og nådesløs vampyr det ene øjeblik, og en stakkels lille ulykkelig pige det andet. Hun ville ikke rigtig stole på folk, så det havde taget hende lidt mod at komme frem fra sit skjul. Det var vidst nysgerrighed som havde hevet hende frem. Denne engel var meget interessant, syntes Azriel, og ville gerne vide mere omkring hende....

Dania var ved at have fået vejret igen, da hun løftede hovedet og fik øje på den lille skikkelse der talte til hende. "Løber." svarede hun og var kun en smule stakåndet. Så rettede hun sig helt op og så lidt på barnet. Der burde være en eller anden form for straf til dem der forvandlede små børn.
Det var afskyeligt...
"Hvad med dig, min lille vampyr?" Der er ikke noget nedværdigende eller hånende i Danias stemme, da hun sagde det. Nærmere et strejf af godmodigt dril. Hun smilede let, som hun så ofte gjorde når hun mødte andre. Hun tørrede kinder og øjne, for at fjerne den sidste rest af de tårer der var løber ned af hendes kinder mens hun løb. Det var ikke sådan at hun skammede sig. Hun brød sig bare ikke om at stå og græde overfor andre, når nu grundene til hendes tåre var væk for en stund.

Azriel nærmede sig lidt mere denne fremmede, da hun ikke viste sig til at være farlig. "Efterfølger" svarede hun kort og gik helt over til hende, så hun stod foran hende. "Hvorfor løber du?" spurgte hun og følte sig lidt som en spørge Jørgen med alle de spørgsmål. Hun var lidt bange for at den fremmede blev irriteret, så hun ville prøve at skære ned på spørgsmålet, selvom at hun jo var et barn. Og børn spørger jo altid. Det kunne Azriel ikke rigtig løbe fra. Spørgsmål...

Dania purrede let op i det de løse krøller og så ned på barnevampyren. "Hvorfor jeg løber? Jeg løber fordi verdenen er et ondt sted." svarede hun og smilede vagt. Det var jo sådan set rigtig nok. Hun løb fordi hun blev hjemsøgt af minder fra den fortid verdenen havde givet hende.
Hun var egentlig begyndt at fryse nu hvor hun stod stille, og ikke længere løb alt hvad hun kunne. "Men sig mig, hvorfor 'efterfølger' du så?" spurgte hun, og lagde armene over kors i et spagt forsøg på at varme sig en smule.

Azriel lagde hovedet let på skrå og betragtede englen "Hvad har verdenen da gjort imod dig, som er så ondt?" spurgte hun nysgerrigt og tænkte at det ikke kunne være så slemt som denne engel påstod.
Azriel trak svagt på skuldrene ved englens spørgsmål "Fordi jeg så en person som ikke så ud til at have det for godt" sagde hun og var egentlig lidt bange for at englen havde et problem med at Azriel havde fulgt efter hende.

Dania trak på skuldrene. Hvad skulle hun svare til det? "Det er lige meget." svarede hun så, og rystede på hovedet.
Hun smilede let ved pigens svar. En der ikke havde det særligt godt... Ja, det var nok en meget rammende beskrivelse. Hun havde ikke haft det vitterlig godt. "Det var vel nok pænt af dig." smilede hun roligt. Hun måtte huske sig selv på at det efter al sandsynlighed ikke var et rigtigt barn hun snakkede med, men en vampyr i barneklæder.
"Hvad hedder du så?" spurgte hun, og et glimt af nysgerrighed løb gennem de gråblå øjne

Azriel grinte let "Ja, jeg er da ret sød" sagde hun, selvom at hun vidste at hun aldrig rigtig var sød... eller... jo, måske nogle gange. Azriel kunne godt være sød, hvis hun virkelig havde lyst til det. Hun var jo en vampyr. Og en mistroisk og meget forsigtig én af slagsen.
Hun så lidt på kvinden og lod en tyk stilhed gå rundt blandt dem, da hun ikke vidst om det ville være en god idé at fortælle englen sit navn, men nu hvor denne engel var venlig nok, gav Azriel hende en chance "Mit navn er Azriel" sagde hun høfligt og smilte svagt til hende "Og dit?" spurgte hun og var lidt nysgerrig..