.. - Azriel

Dato : 24. okt. 2011
Årstid : Efterår
Dag : mandag
Vejr : Gråt skyet vejr.
Sted : Havnen
Tid : 01:47
Omgivelser : ingen til at se, kun både og havnen.
Påklædning : Converse, lange sorte cowboybukser, hvid t-shirt og en mørkeblå hættetrøje.

Kasper havde taget en trøje på idag, bare for at ligne et menneske for en gang skyld. Selvom klokken snart var 2 om natten alligevel og at det var søndag, eller det var så lige blevet mandag. Han så ud over det sorte vand. Han havde ledt efter Azriel denne aften, han ville have en alvorlig snak med hende. Omkring Elodi. Hvordan kunne hun bare sådan forvandle et ungt menneske om til et monster, som tørster ofte efter blod og dræber alt på sin vej, hvert fald i starten. Med siden lærer man at styre den, men det var ikke pointen! Hun havde en skøn familie at være sammen med, men nu var hun jo helt alene og et helt andet slag dyr. Han sukkede og tog en sten fra asfalten og kastede den ud mod vandet, mon han bare skulle droppe Azriel igen og prøve igen imorgen?

Azriel bevægede sig langsomt imod havnen. Hun havde hørt at Kasper havde ledt efter hende, da han jo var vampyr, og hun var leder, nåede sladderen jo hurtigt frem til hende. Hun vidste ikke rigtig hvad han ville hende, men inderst inde vidste hun egentlig godt at det var noget med Elodi, da hun havde hørt at de var venner. Det ville højst sandsynligt gå dårligt den snak han ville have med hende, men hun var parat til det. Hun troede ikke at han ville gøre hende noget, og det gjorde intet at han ville råbe lidt af hende, da hun måske fortjente det lidt...

Kasper så bare ud på vandet da han hørte nogle skridt ikke så langt derfra. Hvem var oppe på dette tidspunkt, det kunne da ikke være et menneske, med mindre der lå en grund under, som.. Flygtet fra den onde kæreste eller bare en anden slags problemer, altså det var natten til mandag, hvem ville være oppe?
Han vendte sig om og kunne fornemme en skikkelse i mørket og straks duften af en vampyr og faktisk den vampyr som hjalp ham for ikke så længe siden. Rosevelt. Han knyttede hænderne af vrede allerede. Han bed sig i læben og prøvede at holde haden tilbage.

// Don't haaate me!!! DDDD: //

Azriel så sig omkring, og stoppede langsomt op da hun kunne se en skikkelse lidt længere fremme. Hvem var dog oppe på denne tid af aftenen? Hun stod lidt og betragtede skikkelsen, og kunne så lugte at det var en vampyr som stod lidt længere fremme, og vidste hurtigt hvem det var. Kasper. Hendes 'lillebror', som hun havde hjulpet for ikke så længe siden. Kasper, som ledte efter hende. Kasper... som så skide pissed ud. Hun så over på ham og prøvede at give ham sit sædvanlige varme smil, for at gøre ham lidt gladere, men vidste egentlig godt at det ikke ville hjælpe. Hun sank en klump og bevægede sig så tættere på Kasper, da hun vidste at det ikke ville hjælpe noget hvis hun bare skred, og hun vidste at hvis hun ville få ham til at blive venner med hende igen, var hun nødt til at snakke med ham omkring det han var sur over...

// haha :b //

Kasper vidste jo godt hans følelser omkring Elodi. Han kunne rigtig godt li hende, men ikke nok til det helt vilde, men derfor var han stadig vred over Rosevelt lille opgave, eller hvad hun ville kalde det. Han så på hendes imødekommende ansigt og vendte hovedet væk, men så hen på hendes med øjne. "Hvordan kunne du!" råbte han og stod med siden til med knyttede hænder. Han havde ikke i tanke om at slå hende, hvilket bare ville være dumt hvis han gjorde. Han vidste han ville tabte, der var jo nok en grund til at hun var leder. Han bed sig i læben, hvorfor var han så vred. Nok at han blev halv forelsket i et menneske og nu var hun bare en vampyr.

Azriel blev lidt forbavset over at han råbte ad hende. Hun så lidt ned i jorden, men lod så sit blik gå tilbage på Kasper og rettede ryggen lidt op og bevægede sig langsomt over mod hende. I de slags situationer, måtte hun bare ikke være sød og rar. Hun vidste godt hvorfor at Kasper var ked af det, men hun måtte ikke til at vise sin gode side dér. Han skulle ikke tro at hans følelser kunne komme imellem hende og det som hun havde været nødt til at gøre. "Hvad mener du dog?" spurgte hun med en rolig, men alligevel kølig stemme. Hun brød sig egentlig ikke om at være sådan overfor Kasper, da han havde vist sin venlighed mod Azriel første gang de mødtes. Han fortjente ikke den opførsel fra hende, men hun måtte nødt til at få slået lidt fornuft ind i hovedet på ham. Få ham til at se at hun ikke havde gjort noget forkert mod ham. Hun havde kun gjort noget forkert mod Elodi..

Kasper sukkede og gik rundt om sig selv få gange. "Hvad mener du med det?! Elodi.. hun.. hun er vampyr og det er din skyld!" sagde han vredt og bed sig i læben og havde stadig knyttede hænder så han ikke lige pludselig gik amok. Han var vred, enten var de mad eller så lod man dem værre, sådan var det bare. Ingen grund til at lave flere vampyre. Hans selvhad var jo desværre enorm og nogengange kunne han bare ikke finde noget som helst positivt at være som den han var. Han sukkede og prøvede at tage en indåndning, selvom det nok ikke ville virke alligevel. Han satte sig på kanten til havnen. "Fortæl mig bare hvorfor" sagde han hviskende og skuffet. Han stirrede bare ud mod det sorte hav.

Azriel så op på Kasper og forstod hans vrede, men rystede dog stadig på hovedet af ham. Hun ville ikke være sur på ham, men hun vidste at hun måtte være lidt hård imod ham "Du skal ikke blive sur Kasper! Hvis du bliver sur over dette menneske, så får du det ikke sjovt resten af evigheden. Du vil komme ud for dette flere gange end du kan tælle. Desuden, hun var et menneske. Det er ikke meningen at vi skal blive forelskede i mennesker! Hør på dig selv!" sagde hun hårdt og man kunne godt se på Azriels ansigt at hun mente hvert et ord, men sukkede så og fik et blødere ansigt og blik.
Hun satte sig langsomt ned ved siden af ham og så ud over vandet "Jeg var nødt til det. Mere behøver du ikke at vide" sagde hun roligt og ville ikke råbe mer af ham. Hun ville ikke have at han forblev sur på hende. Hun brød sig ikke om at han var sur på hende, da hun godt kunne lide ham. Hun stolede på ham, og hun håbede at han tilgav hende en dag. Hun vidste dog, at han sikkert ikke kunne tilgive hende lige med det samme..