hahaha ingen overskrift (privat tiliiil Embry)

dato og tid: irl
vejr:irl
sted: uuuf domkirken Oo
omgivelser: kirke ting ^^

På rækken, tættest på det guddommelige alter sad en ung mand med foldede hænder og bøget hovede *jeg er dæmon... og jeg sidder her... i en kirke.. sent om natten og beder gud om et bedre liv.. uden savn.. uden al den smerte... det er jo en grund til han giver mig al den smerte... jeg er dæmon.. men alligevel... så sidder jeg her og ber og ber...* tænkte den lille Dæmon David der havde siddet inde i dette store kirke sal, i samme position og bet. efter lidt tid rettede den unge mand sig op og betragtede billedet af Jesus *han skulle bare lidt væk... en smule tid... hvor er han nu... han er ikke kommet hjem... og jeg er ved et miste modet... min kære Embry..* David sad nu blot og tænkte og ventede på.. ja at der bare skulle ske e eller andet... bare noget.

Embry kom skridtene, nærmest løbende ned af gaden. Men han havde jo temmelig lange ben, så det gik fremad hurtigt uden han behøvede løbe helt. Han så sig om, og røg smådesperat på den pind han havde i munden. Han var temmelig bleg og tynd, et par måneder med ulidelige spekulationer, tilbageholdenhed, vrede, tristhed, og allermest.. dybt savn. Han stoppede op ved domkirken og hvæsede en smule efter vejret.. hårdt at løbe sådan rundt. Han kastede sin cigaret fra sig, og så sig lidt om. Der var så stille... mørkt og stille. Han sukkede og lænede sig mod kirkens ydermur og pev lidt for sig selv. Han kunne ikke... komme til en konklusion.. ville så gerne... David.. åh David. Han så lidt ned, mærkede det prikke bag øjnene men tvang det væk. Han så lidt på kirken.. ville den mon give en dæmon svar selvom han hverken var troende, eller ønsket derinde? Han håbede det et eller andet sted inderligt.. ville.. måtte... have svar fra nogen andre.. en anden end ham selv.. han kunne ikke tænke længere.. Han gik langsomt mod dørene ind til kirken, og lukkede langsomt den ene op. Hans hale føg ham om ørerne, og skubbede den stille væk.

David stivnede da han kunne høre døren gik op nede i den anden ende. hurtigt lå han under den lange kirke bænk og lyttede efter skridt og alle andre lyde. han holdte vejret for ikke at blive opdaget. han lå bare der og rystede lidt. utrolig var van til han var blevet at alt det der skete vat skidt.. han var sikker på at dette kunne være en farlig situation. det var noget han var næsten 100 % sikker på. derfor gemte han sig. han ville ikke have flere problemer. kunne alle ikke bare lade ham være og lade ham lide i sin egen elendighed. stille lukkede han sine øjne og kæmpede lidt for at holde vejret lidt endnu, bare for at slippe for denne situation lidt endnu. en lille tåre trillede ned af hans kind *jeg ville jo ikke andet en at bede... jeg ville ikke have flere problemer* tænkte den lille dæmon.

Embry så lidt rundt i den tomme kirke. Han sukkede dybt, og bevægede sig langsomt op mod alteret. Der var så stille. Han sukkede langsomt, og gik op til de puder der var placeret i en firkant omkring det helligste.. der hvor kun præsten vadede rundt. Han stod længe ved det lille 'hegn' der omkransede firkanten, og lod sig modvilligt glide ned på knæ. Han så lidt ned og foldede så sine hænder, og gned de lidt kolde, spinkle fingre lange fingre. Så bøjede han nakken og lænede sin pande mod sine hænder. Han sank stille *Jeg beder... hvem end der lytter... om hjælp.. et tegn, en forklaring på om jeg bør... trodse mine egne formodninger, og vende tilbage..* bad han stille inde i sig selv. Han sank igen og gemte sit ansigt i sine hænder, og forsøgte at få ro på sine nerver. Han fandt ud af at det var sværere at rejse sig igen end det var at sidde der, som om hans krop bare ikke.. orkede længere. "Så slå mig da idet mindste ihjel.. er det så svært..?" hviskede han hæst, og så lidt op mod skikkelsen af Jesus... skulle den blegfis indgyde tryghed? Og trøst? Embry rynkede på næsen.. men hvis han kunne hjælpe.. ville han da gerne have den.

David så lidt ud fra bænken og så en skikkelse side på de bløde puder rundt om alteret. han kunne skimte noget rødt hår og kom selvfælgelig til at tænke på Embry med det samme *kan det være?... nej... det kan det umuligt være* tænkte han og prøvede så at gennemtænke en plan. så lydløst som muligt kravlede han ud fra bænken og rejste sig stille op. han listede stille hen til den lille gang ned mellem bænkene. hele tiden med øjnene vildende på skikkelsen. han vente sig så om og løb ned mod udgangen. han ville bare væk.. også selvom skikkelsen så ud til at have rødt hår turde han ikke blive der.. der var sket for meget til at han ville løbe den chance. han stoppede ved døren og skubbede den op med en smule besvær. David var blevet meget svag på det sidste uden nogen grund. men hans dæmon kræfter virkede bare ikke som om de var lige så stærke som de plejede.

Embry lænede sin pande mod det lille hegn. Han sukkede stille... hvorfor skulle det være.. så svært? Han knyttede sine hænder i afmagt.. intet.. igen, intet. Han ville ikke, men han følte sig bundløst skuffet, han ville så gerne have et tegn på hvad han skulle gøre, ville en eller anden ikke nok fortælle ham hvad han skulle gøre? Han hørte en lille lyd, og så langsomt op, hvad var det nu? En eller anden natgæst i kirken? Han orkede næsten ikke levende mennesker ligenu.. trivedes langt bedre med de døde. Han vendte sig langsomt om, og fik øje på en lille skikkelse henne i døren, grønne øjne.. mørkt hår.. Et flygtigt glimt, men nok til at få hans hjerte til at hamre fuldstændig sindssygt. "Vent.." hviskede han så lavt at han nærmest ikke engang selv kunne høre sig selv. Han rejste sig, og skyndte sig ned til døren og udenfor og så sig forvirret om. Hvor var han forsvundet hen? Han søgte med øjnene, hvilken vej..? Han sank stille.. det var jo ikke engang sikkert.. Han stod lidt, og lignede noget katten havde tabt i kanalen.. han følte sig faktisk ikke bedre end det.

David løb videre ned af kirke gården og gemte sig hurtigt bag en halvstor gravsten. han trak stille sine ben op til sig, hvorefter han langsomt lagde sine arme omkring dem, som om han krammede dem. imens gemte han sit lille ansigt mod sine knæ og holdte vejret igen. en lille tot af hans hår strittede op fra gravstenen, da det jo var en gravsten og ikke lige en af de største. plus var Davids hår blevet mere og mere pjusket med tiden. i det hele taget var David bare blevet mere pjusket.. og sjusket. hans hus lignede noget der var løgn og f gange havde han glemt at gå tur med Bayley et par gange, hvilket han hadede sig selv inderligt for, da det føltes som om de eneste han havde tilbage var hende.. hans egen dejlige hund. det eneste væsen der kunne få et smil på hans læber. tårende var begyndt at stille ned af den lille dæmons kinde og en svag snøften kunne høres over hele kirke gården. David ville ikke mere, han var træt af det hele og følte ikke der var noget tilbage.. så hvorfor være stille?

Embry så sig lidt om.. ælle bælle... den vej! Han gik om bag kirken, hvor der åbenbart gik en sti, som førte videre til kirkegården? Han gik langsomt hen mod det fint ordnede have halløj, for det anså han det mest af alt for at være. Gravstenene var til for at minde folk om at der var nogen andre folk der havde eksisteret engang for længe siden, men nu var de døde, mere var der ikke i det. Men han overvejede selvfølgelig også at det kunne ændre sig den dag der var en af hans egne der døde... Men det måtte nu vente lidt, de fleste af dem han kendte var udødelige, eller der skulle i hvertfald en del til før de bukkede under... Han sukkede halvkvalt af savn efter alle dem han havde kendt engang, det var som om de bare gled ud af hans hænder.. langsomt... og nu ikke var der længere. Han blev næsten mere opsat på at finde drengen fra kirken af den grund, og var nær gået ind i en gravsten af bar' iver. Han så ned og fik øje på et pjusket sort hår... Han studerede det oppefra, mens han langsomt begyndte at bevæge sig rundt om stenen så han kunne se ham bedre. Han sank stille ned på knæ foran ham, og så søgende på ham "David?" sagde han stille, og rakte forsigtigt ud for at kærtegne det krøllede upassede hår. Han var næsten helt sikker på at det var David.. 99.9% for ingen kunne få ham til at føle det sådan som han havde det ligenu, andre end David.

David kunne sagtens høre der var nogle der gik på stien, men han var ligeglad. han ville bare sidde der og tude. dog blev hen en smule mere stille, da han hørte skridtene går omkring gravstenen og det var tydeligt personen nu stod.. eller måske nærmere sad for an ham. et lille sug gik ignnem hele hans krop, da han hørte den velkendte stemme og mærkede den forsigtige hånd kærtegne hans hår. stille, med en stor forsigtighed løftede han hovedet, bare en lille smule så han lige kunne så på personen. med det samme genkendte han det røde hår og sad nu med måben og stirredepå sin elskede Embry. han sagde intet overhovedet, ikke en eneste lille lyd. han sad helt stille, det eneste der bevægede sig var når han træk vejret, meget, meget langsomt. dette kunne ikke passe? den person han flygtede fra var den person han allermest ønskede skulle være hos ham. efter et godt stykke tid hvor David bare havde siddet og gloet på dæmonen, overfaldte han ham i et kæmpe knus og var selvfølgelig begyndt at stor tude "Embry!!" hulkede han meget højt og trykkede sig så tæt på sin elskede han kunne.

Embry så på ham, og kunne de små snøft det gav inde fra bag håret. Han fik øje på de grønne øjne der skulede ud under håret, og lagde hovedet på skrå. Han var helt sikker på det var hans David der sad der, og måbede nu. Han forstod ham nu godt, det var selv lidt af en overraskelse at finde ham igen, selv om han havde været helt sikker.. eller 99.9% på at det havde været ham. Han kunne ikke lade være med at smile forsigtigt og kærligt til ham. Det foruroligede ham dog lidt at der ikke kom nogen reaktion fra ham, men.. ja, han kunne vel heller ikke forvente at han bare ville kaste sig i hans arme med det samme.. han nåede ikke at tænke tanken færdig da David pludselig -mere eller mindre- kastede sig over ham. Han knugede ham tæt ind til sig, og gav ham et kys i tindingen med et ansigtsudtryk der nærmest udtrykte smerte af savn. "Shshh.." hviskede han forsigtigt, og kyssede ham igen i håret, og vuggede ham forsigtigt fra side til side. Han var egentlig lidt ligeglad med om de sad på en kirkegård, det var jo ham!

David hørte den lille tysen og med det samme kunne han huske andre gange hvor han selv havde siddet og storetuden, imens Embry holdte om hm og trøstede ham med det lille tysen. David knugede sig så tæt ind til dæmonen som han overhovede kunne og nød de kys der ramte hans hår "du må aldrig aldrig aldrig aldriig!!! forlade mig igen!" hulkede han, på ingen måde stille, da han bare var helt ødelagt af savn og nu var helt ødelagt af lykke for at være i sin elskedes favn igen. det var sådan en ubeskrivelig fantastisk følelse at mærke de varme trygge arme om sig. noget den lille dæmon virkelig havde savnet. David have fuldstændig glemt hvor de egentlig var, det betød intet for ham. det der betød noget var at Embry nu sad og holdte om ham igen. det var det han havde ønsket i så mange måneder nu. han kunne ikke leve uden Embry, det var han sikker på. de gange de havde været skildt ad og det virkede håbløst at være sammen igen, havde David haft det så dårligt at han bare ønskede at dø. men nu var han igen hos sin elskede Embry.

Embry gemte sit ansigt i hans hår, og udstødte en lavmældt hulken.. han havde slet ikke forventet tårer... men.. det var selvfølgelig... meget normalt.. han gav pokker i meget normalt, og snøftede. Han anede ikke om han strammede grebet for meget om David, for han havde ikke helt kontrol over sig selv lige nu.. men det gik nok.. håbede han. Han tog blidt fat i hans hår, og strammede let grebet om det uglede hår "aldrig.." hviskede han sammenbidt, næsten som i vrede, men det var nærmere en overvældene følelse af lettelse, og de tusind tårer der endelig fik afløb. Han trak ham så tæt ind til sig det overhovedet kunne lade sig gøre. Nægtede nogensinde at slippe igen. Han følte at han havde levet i en tågeverden, og endelig var vågnet op til klarheden. Et stille sted inden i sig selv var han lykkelig for at han endelig havde fået det tegn han havde haft brug for, han takkede inderligt hvem der end havde hjulpet ham. Han sukkede glad, og smilede så svagt "for fanden du løber stærkt..." hviskede han stille, og grinede svagt gennem tårerne, og hentydede til han var flygtet ud af kirken.

David lagde godt mærke til det lavmældte hulken der kom fra Embry. han følte sig en smule ond fordi han var glad for at Embry også sådan på en måde græd..ja græd.. det betød vel bare at han også havde savnet ham ik? og det var en kæmpe lettelse, for så måtte det betyde Embry stadig elskede ham. den lille dæmon mærkede godt Embry strammede grbet om ham og hans hår, men det generede ham på ingen måde, for så kom han jo bare tættere på sin elskede. et lille grin slap ud af David, da han hørte det han sagde. stille så David op på Embry med tåre fyldte øjne og et lille flovt smil "undskyld... jeg vidste ikke det var dig... og... jeg ville ikke rigtig i kontakt med nogen" hviskede han stille og kyssede Embry på kinden. orh. hans bløde dejlige varme kind. hvor havde David dog bare savnet den dreng... virkelig alt ved den dreng havde han savnet.

Embry mærkede David trak sit ansigt lidt bort fra hans skulder, og betragtede hans forgrædte ansigt, og smilede ømt af det. Han strøg ham blidt ned over den ene kind og tørrede nogen af de utallige tårer væk. "Det er okay, det er helt normalt vel.." sagde han. Han kunne ikke helt se at det ikke var normalt ikke at ville i kontakt med nogen. Han nød kysset på sin kind og knugede ham ind til sig igen "hvor er det godt at se dig igen.." hviskede han, og gemte sit ansigt mod Davids hals, og trak vejret dybt mens han mærkede duften afDavid forsvinde med ned i sine lunger. Han rejste sig, og sørgede for at holde blidt fast om hans lår, da han løftede ham, inden han satte ham på gravstenen han havde gemt sig bag. Han kyssede ham blidt i panden, og sukkede sageligt "jeg er virkelig... ked af at jeg har åttet efterlade dig så længe.. overladt til dig selv.." hviskede han, og sank stille. Det gjorde ham ondt, det gjorde ham virkelig ondt når han så hvordan han havde det ligenu. Han virkede så.. uglet.. ikke at det ikke var kært, for David havde altid været barnligt kær i sådan.. alt hvad han gjorde.. men nu var der ligesom noget forsømt over det, som han ikke brød sig om.

David nød det lille strøg over sin kind og smilte stille til Embry, stadig med en smule tåre i øjnene "det... det er det vel" hviskede han og så kort ned af sig selv, da han hørte hvad han sagde. David ld sig trykke ind til sin elskede igen og holdte et lille hulk ind. han græd stadig en smule, men han græd kun af llykke over at hans elskede Embry var tilbage i hans liv "det er også virkelig fantastisk at se dig igen" hviskede han lavt, da han ikke rigtig kunne hæve stemmen mere. stille lagde David sin hånd på hans elskede dæmons baghovede, da han mærkede hans ansigt mod sin hals. det gav ham et lille chok at blive løftet op, men ikke noget tydeligt chok. selvom han nu sad på gravstenen, holdte han stadig fast i Embry, for han havde på ingen måde lyst til at give slip på ham "det er.. okay nu.. du er jo tilbage hos mig.. men...jeg har nok.. brug for lidt hjælp" hsagde han stille og lagde sine hænder på embry's kinder. han havde brug for hjælp til at finde tilbage til et liv man kunne leve... hans hus lignede noget der var løgn og Bayley havde det ikke godt længere og det pinte nu David rigtig meget. nu havde han fået det vigtigeste tilbage.

Embry nikkede langsomt, og betragtede tårerne. Han kærtegnede hans kind med tommelfingeren og fik endelig gang i tankevirksomhederne igen.. han stod lidt og tænnkte over hvad der nu skulle ske... skulle han nu følge med david tilbage til havnen, til det store hus..? Han bed sig skævt i læben, og betrasgtede David. Han var ikke i stand til at efterlade ham igen.. det kunne han simpelthen ikke, det ville han ikke. Han lænede sig ned og kyssede ham på kinden. Han nikkede stille, og lagde hovedet på skrå. "Hjælp?" gentog han langsomt, og mærkede Davids varme hænder mod sine kinder. Han så stadig undrende på ham "Hvad er der sket?" spurgte han, nu i et mere bekymret tonefald.. Han håbede ikke at der var sket noget frygteligt, at David var blevet syg, eller han boede på gaden eller... han stoppede sine tanker, ville ikke tænke noget så dystert.. men han håbede virkelig at det ikke var så forfærdeligt som det skrækscenarie der udspillede sig i hans hoved.

David så på ham i lidt tid før han sagde noget "hjælpe mig med...at få styr på mit hus.. jeg er kommet...øhm..lidt ud af kurs" sagde han stille, det var den pæneste måde han kunne zige det på. han ville ikke havde det lød værrer en det, da han var lidt bange for at Embry blev sur eller alt for bekymret. han havde hørt den bekymrede tone og den tne ville han ikke havde. Embry skulle ikke være bekymret for ham nu. David kunne godt se på Embry der havde været noget han ikke lige havde brudt sig om, så han lænte sig frem mod sin Embry og kyssede ham blidt på munden. dett kunne måske få Embry til at tænke på noget andet eller bare glemme det David sagde. selv blev han fanget i kysset og holdte det derfor, imens han lod sine hænder glide ned på han brystkasse, med en meget forsigtig bevægelse.

Embry lagde hovedet på skrå, og betragtede ham. "Hmm.. det lyder da ikke så godt.." mumlede han stille. Han var stadig bekymret, det tydede jo ikke godt. "Jeg vil selvfølgelig gerne hjælpe dig.. du bliver bare nød til at forklare mig specifikt hvad der er sket, og hvad der er galt med huset og.." sagde han og blev afbrudt af det blide kys. Han blev stående lidt som om han var blevet småparalyseret af det. Nød bare.. varmen.. fornemmelsen. Han smilede svagt og gengældte det blide kys, inden han trak David ind til sig. Hvor havde han dog savnet det! Han vile aldrig give slip på det her igen aldrig nogensinde.. Det var svært at skulle tænke på hvor lang tid der var gået siden han havde set David sidst.. han forstod slet ikke hvordan han kune være overlevet så længe uden det her, uden ham.. Han knugede ham blot tættere ind til sig og lukkede sine øjne.

David holdte kysset og mærkede mere og mere hvor meget han havde savnet dette. stille rejste han sig op og gik så tæt på ham som overhovedmuligt. han ville ikke svare på spørgsmpl lige nu, han ville bare nyde øjeblikket. roligt od han sine hænder glider op omkring Embyr's nakke og trykkede sig tættere ind til ham, imens han holdte det bide kys. det føltes sp utrolig godt at han endelig kunne mærke sin elskedes læber igen og det blev kun bedre da embry også kyssede med. dette havde han bare sådan savne. tanken om hvor langtid der var gået var næsten ulidlig.

Embry nussede ham forsigtigt op af ryggen, mens han trykkede ham tættere på. Han slap dog kysset efter lidt tid, for han blev nød til.. eller de blev nød til at komme tilbage til davids hjem for at se hvor store skaderne var. Selvom det var med største modvilje.Han åbnede øjnene og så på ham "Du er nødt til.. vi er nødt til.." mumlede han stadig en smule paralyseret af kysset. "Skat jeg er nød til at se hvor slemt det er for at kunne tage stilling til det.." mumlede han og kyssede ham kort på munden. Han tog hans hånd, og trak ham med sig. Han havde efterhånden vænnet sig til vejene hjem til David, det var ikke så svært, de fleste store hovedveje førte ned til havnen, på grund af lastbiler osv. Han så lidt på ham og lagde hovedet på skrå "Hvordan har du det ellers?" spurgte han så.

David bed sig lidt i læben, da embry slap kysset. han så lidt ned og lyttede til han mumlen. det var tydeligt han havde nydt kysset og det gjorde egentlig bare David glad, men det var lidt irriterende for ham at det nu handlede om huset igen. han hadede når Embry var så bekymret "det er altså ikke så.. så slemt Embry... det... roder bare lidt mere en det plejer" sagde han og lod sig trække med *måske noget af en underdrivelse..*tænkte han og sukkede stille. David så lidt rundt, der efter på Embry "øhm... tja... det... som sagt er kommet lidt ud af kurs" sagde han stille og stirrede ned i jorden. han ville ikke mere ind på hvor meget han havde saget bagud "hm.. hvad med dig?.. hvor har du været?" spurgte han så fr at skrifte emne og for at vide hvad det egentlig er Embry havde lavet den sidste tid. han luntede stille op ved siden af ham og flettede stille sine hænder indmellem Embrys.

Embry så på vejen de gik ved, og betragtede den kort før han vendte sin opmærksomhed mod David igen. Han så overrasket på ham og lagde hovedet på skrå "roder der bare?" sagde han, og hævede skeptisk et øjenbryn, det var svært at tro på at der bare var rodet... hvorfor skulle det være Davids største problem? Nå.. rod kunne vel også være kilden til meget irritation. Han kærtegnede forsigtigt hans hånd da han så ned i jorden "vi skal nok få styr på det" sagde han blidt som i at trøste ham en smule. Han virkede temmelig deprimeret over det såkaldte rod... Han trak på skuldrende da David spurgte til hvor han havde været. Han havde o været lidt alle vejne.. "Det har været lidt forskelligt.. jeg har gået rigtig meget rundt.." sagde han og så lidt ned på Davids fingre der flettede sig ind mellem hans. "Men det glæder mig at du stadig er... er dig.." mumlede han. Et eller andet sted havde han vel frygtet at han kunne have ændret sig, eler gjort alvor af de trusler han engang havde forudsat, for han havde jo engang sagt at han gerne ville dø..

David tænkte lidt tid over hvad han skulle sige og sukkede stille. stille rystede han på hovedet og så op på Embry "det må du vel selv bedømme..." mumlede han stille og så lidt ned i jorden. det var jo ikke ligefrem bare rod... det var også støv og skidt over alt.. det var ikke holdt villige og det ærgede David lige nu, da ahn bare ønskede at dette ville være en lykke lig stund og han ikke behøvede at tænke på alle de problemer der havde hopet sig op hjemme i huset. men det var vel egentlig også meget godt, for han ønskede ikke at hans hus skulle falme så der var det vel meget godt at Embry vidste det. det fik et lille smil på den lille dæmones læber, da det trøstende 'det for vi styr på' kom. David klemte blidt Embrys hånd og kyssede ham blidt på kinden, hvorefter han lyttede til hvad Embry sagde "okay... hvorfor... gik du egentlig?" spurgte han så, da det var at spørgsmål der havde plejet ham lidt. han ville vide om han havde gjort noget galt.

Embry så på ham, og kyssede ham så i tindingen "undskyld.. jeg har bare været bekymret for dig" hviskede han. Han forstod godt David følte at det var belastende at han var så bekymret.. Så han håbede et sted at han selv ville falde til ro så han ikke belastedde omverdenen og David. Han blev dog beroliget da han så davids lille smil. Han så lidt ned på fortovet foran sig, og sørgede for at han gik i nogenlunde tempo så David kunne følge med. Han klemte blidt igen, og nød det lille kys på sin kind der fik ham til at lukke sine øjne halvt og smile svagt. Hans smil dalede dog lidt da han spurgte hvorfor han egentlig var gået. "Fordi.. jeg ikke ville skade dig.. jeg havde brug for at tænke, for at klare hovedet og for at få en slags... indsigt, i hvad jeg skulle gøre for jeg kunne ikke selv finde ud af... hvad der ville være godt at gøre, for dig og for mig.." hviskede han stille, før han så lidt fremad igen så han ikke endte op med at gå ind i et eller andet. Han vidste ikke hvordan David ville have det med det... det var jo.. ja.. forskellige synspunkter på den sag.

David nød kysset mod tindingen og smilte lidt "du skal ikke undskylde kære..." hvsikede han stille og så lidt tid på ham. han forstod jo godt at Embry nok havde været bekymret. David havde jo ikke ligefrem passet godt på sig selv sidst.. han havde stadig ar efter alle de sår han havde skaffet sig og han helbred var ikke lige frem det aller bedste mere. David kunne sagtens følge med lige nu, da han ikke ville være mere en en hav meter fra sin elskede Embry. David stoppede kort da han hørte hvad han sagde "skade..." mumlede han og gik hurtigt med igen "Embry.. min mening har ikke ændret sig siden sidst... du skader mig mere ved at forlade mig..." sagde han stille og gik indfor an ham og krammede ham "men....fandt du så en løsning? eller grybler du stadig?" spurgte han stille og puttede sig ind til sin elskede..