Stranden...om natten (Seidy)

En ung mand begav sig hen langs vandkanten, uden at vandet kunne ramme ham. Han havde bare fødder, nogle sorte shorts på, fuld af lommer med lynlåse, som gik ham til lidt over knæet. Og en sort T-shirt.
Hans hud var brun af solens varme, hans mørkebrune hår lå rimelig fladt om hans hoved og hans mørke øjne strålede svagt i mærket, med månen og stjernerne reflekteret i.

Zean mærkede det endnu lune sand. Dagen havde været næsten alt for varm...Igen, så natten var kun velkommen, dejlig rar. Vandet, hvis det endelig skulle nå ham, var ganske køligt, men alligevel lidt lunt.
Over der hele var der spor efter en masse mennesker, de blev jo hevet til stranden som fluer mod et fluepapir. Et par få måger fløj stadig rundt og spise de madrester menneskerne havde smidt over det hele og oppe ved vejen gik det sidste menneske, en ung dreng, der samlede skrald ind. Men han forsvandt snart, da det jo rigtig nok var ret sendt.
Her var stille ud over vandets bløde lyd, en let, lun vind kærtegnede ham blidt mens han nød at der endelig var ro...