Stranden om natten

Dag:onsdag
Årstid:Forår(jeg gider ikke efteråret længere, det kan godt smutte nu ^^)
Sted:Stranden
Tid:22:15
Vejr:det blæser let, månen skinner svagt, og der er ingen stjerner at se på nattehimmlen.
Omgivelser:Kun Elva

(på:se ava+en sort læder jakke der kun går til navlen, man kan se den safir blå sten. Hun har også en sort kårde ved siden side, hvor der hænger et langt, skarpt sværd, hvor æggen er safir blå det er et farligt sværd)

Elva gik stille hen langs strandens bred.
Hun kiggede sig hele tiden omkring. Hun
havde godt lagt mærke til at dette ikke var
lige som i de bjerge hun var opvokset i, det var mere
vildt og barskt. Hun kiggede ud over søen med et tænkende
blik i de intelligente øjne.

Abby sad i et træ, iført hendes ankellange jakke. Hun så pigen nede på jorden. Hun var ældre end Abby selv var, og hun var bevæbnet. Men det var Abby jo også selv, hun havde som altid sine knive, daggerter og små flasker med vievand gemt under jakken. Pigen nede på jorden lignede næsten en jæger som hende selv, men der manglede et eller andet...

Elva havde ikke lagt mærke til pigen op i træet
Hun tænkte stadig med det samme blik og det
ulæselige ansigts udtryk. Hendes hår hvirvlede
rundt bag hende. hun kiggede sig hele tiden omkring
for at finde bare det mindste peg på mærkværdige ting.
Hun sukkede irriteret og rørte ved sværdets skaft
som var formet som en drage, der var azur blå

Abby kravlede langsomt ned fra træet. Hun strøg det røde hår væk fra ansigtet da det blev blæst ind foran hendes øjne. Den pige så intressant ud. Måske var hun værd at snakke med?

Elva fik nu øje på pigen, hun hævede det
ene øjnbryn"hvem er du?"spurgte hun og havde nu et
godt tag om sværd skæftet

"Abby, Og du er?" svarede hun roligt, og stoppede op da hun så det strammede greb om våbenet.
Per automatik gled hendes ene hånd ind under jakken og lukkede sig om den ene daggerts skafte.

//Jeg smutter lige bad, så der går lidt tid inden jeg svarere//

"Elva"Svarede hun, og undlod sit efternavn.
Det var åbenbart kendt nogle steder, hvorfor
vidste hun ikke...

Hun nikkede stille og betragtede Elva.
*Hun er under igen omstændigheder en af de andre arter... Hun er bare et menneske... Men hvorfor ligner hun en jæger så meget?* tænkte hun stille mens hun så på Elva

*hmm hun ser ikke videre fjendtlig ud*tænkte hun
og løsnede sit greb om skaftet"Må man spørge
hvad der bringer dig ud på stranden, på denne tid
af aftenen?"spurgte hun nysgerrigt
//Elvas far var en berømt jæger, men blev engang dræbt da han var på ferie med Elva's mor (;//

Hun trak svagt på skuldrene.
"Jeg havde bare lyst til at gå en tur... Og hvad bringer så dig her ned?" svarede hun roligt.
Samtid med at hun sagde det lavede hun nogle små fagter med hænderne.

//Hele Abbys familie er/var dusørjægere. og hendes farfar var meget berømt//

"havde brug for frisk vind til at tænke klart"
sagde hun. Hun kiggede på den måde hun fægtede
med hænderne*hvorfor ligner det meget det jeg altid har gjort
siden jeg var lille?"tænkte hun og så en smule overrasket ud

Da hun så det overrasket udtryk i Elvas ansigt, tog hun fat i sine hænder.
Hun vidste at hun havde 'sagt' det hele på tegnsprog også.
Det var en lidt irreterende vane hun havde, men hun kunne ikke ligge den fra sig.
Det var blevet indprintet da hendes bror havde været døv og derfor ikke havde nogen mulighed for at følge med i samtalerne omkring ham med mindre det hele blev gengivet på tegnsprog.

"hvordan gjorde du det? og hvad er det?"spurgte
hun nysgerrigt og kiggede ned på sine egne tynde, men stærke
lange fingre.

"Tegnsprog... Min bror var døv, så jeg har for vane at gengive hvad jeg siger på tegnsprog" svarede hun stille.
Hun havde elsket sin bror og forbannede den dag han forsvandt.

"mærkeligt! jeg har altid lavet præcis det du
lige har gjort siden jeg var lille!"sagde hun
og kunne ikke rigtigt få det til at passe sammen

Hun smilede lidt.
"Ja det er mærkeligt" svarede hun tænksomt.

Elva gjorde det samme, bare endnu mere
forvirrende, det lignede faktisk ikke tegnesprog,
det gik for hurtigt og var for kompliceret"okay det
jeg gør er måske lidt hurtigere og lidt mere kompliceret,
men det minder meget om det du gjorde"sagde hun, mere
henvendt til sig selv, end til Abby

"Det er i hvertfald ikke tegnsprog." konstaterede hun hurtigt.
"Har du ingen anelse om hvad det betyder?" spurgte hun nysgerreigt
*Det var i hvertfald ikke spildt at komme ned og snakke med hende her* tænkte hun stille for sig selv

"Nej"hendes nysgerrighed var vakt
"ved du det? og hvis du gør vil du så
forklare mig det?"spurgte hun
interesseret

Hun rystede på hovedet.
"Det var derfor jeg spurgte..." svarede hun.
"Hvad hedder du mere end Elva?" spurgte hun nysgerrigt.

Hun overvejede lidt om hun skulle
fortælle hele sit navn.*der kan hverken ske
til eller fra!*tænkte hun"Jeg hedder Elva Marie
Berantzina"sagde hun og kiggede på Abby
for att se hendes reaktion. Hendes plejemor
havde altid fortalt hende at hun havde et
specielt navn, den måde det var sammensat på

"En Berantzina?" udbrød hun overrasket da hun genkendte navnet.
Hendes far havde fortalt hende om dusørjægeren Berantzina og sagt at de var værd at respektere, og ikke noget dårligt bekendtskab at have.
"Jeg er Gabriella Van Helsing" sagde hun og så efter reagtionen.

Hun opfattede hurtigt at hun ikke bare var en hvilken som helst
pige. Men hun kendte jo heller ikke noget til de andre store dusør-jæger
slægter"øhm, altså, jeg ved ikke hvorfor du kender mig/den slægt jeg kommer
fra! men jeg kender ikke din slægt!"sagde hun kløede sig let i nakken

Hun opfattede hurtigt at hun ikke bare var en hvilken som helst
pige. Men hun kendte jo heller ikke noget til de andre store dusør-jæger
slægter"øhm, altså, jeg ved ikke hvorfor du kender mig/den slægt jeg kommer
fra! men jeg kender ikke din slægt!"sagde hun kløede sig let i nakken

"Min far har fortalt mig om jer..." svarede hun og tøvede så.
Hun var ikke helt sikker på hvor meget hun kunne tillade sig at sige...
Men hun var jo i familie med en dusørjæger... Kunne det virkelig passe at hun intet vidste om de andre arter?