A lonely wolf in the dark (Dj jacob)

klokken: 23:56
vejret: skyfrit himmel, fuldmåne og stjerneklar.
Omgivelser: græs bakker eller flere træer hist og her.

Månens blege og blide lys lagde sig som et blødt tæppe over hele engen. Om dagen var denne eng den lykkelige, men om natten blev den til den ulykkelige og uhyggelige. Væsner i forskellige former vandrede her i tider og utide efter mad og ofre. Dog var der også nogen, som bare tog der hen for at være alene. Det var en utrolig smuk nat, og månen var som en lille sol på den stjerneklare himmel. Græsset svajede i den svage vind, som flød over bakkerne. Et stort egetræ som var gået i blomst med smukke hvide blomster tabte sine blade i vinden, så de lignede små snefnug og lystet op af månens skær. Hvis man gik her ville man nok kunne lugte flere forskellige væsner havde været her. Måske lå der nogen på lur? Intet var sikkert for selvom det hele var lyst op, så kunne væsner stadigvæk gemme sig omme bag træerne og hvor græsset var knæhøjt. Ulvens hyl lød i nærheden og en enlig ulv gik på bakkens top og satte sig og vendte snuden i vejret, og lod sin smukke sang fylde luften. Ulven var lidt større end normalt og dens pels var sort og blank. Den havde hvide poter og en hvid spids på halen, og på brystet var den også hvid. Den stoppede dog sin sang og lod sit ulveblik skue over den lykkelige eng. Den kunne tydelig lugte flere væsner her, en dæmon var i nærheden og en varulv var her også. Den havde ikke noget imod varulve, for de var jo tit næsten lige, som deres artsfæller. Men dæmonen kunne den ikke lide duften af, dog kunne den ikke lokalisere præcis hvor denne dæmon var. Så den gik med hurtige smidige skridt hen imod varulven, og ville spørge om den kunne få hjælp af ham.. (varulven er altså dig bare så du ved det:D:D:D)

jacob kom gående i sine ejene tanker da han var lidt nedtrygt efter som han lige havde mistet sin yndlings dj pult... han var på den lykkelige eng fordi han mest af alt bare ville være alene, og ikke ville i kontakt med nogle somhelst... han kunne se en skygge lignende ting den kom nermere og begyndte at tage form som en ulv, da den var helt hende ved ham spurgte jacob "hvad vil du entelig med mig?"

//sorry, for at jeg lige går ind og blander mig, men du kan hverken styrer mig når vi ikke har aftalt det og heller ikke ulven, for det er en ekstra person jeg har bragt med ind i, så du er nød til at lave dit indlæg om søde//

Cecilie vile på en tur til den lykkelig en hun havde savnet lidt selvskab men ville dg også være alene hun var træt af at midste folk hele tiden, hun havde lige mistet sin kæreste jaster og nu dem som skulle have været hans børn alle var døde hun var ved at være godt træt af det men hun kunne ikke rigtig gøre å meget ved det hun hørte en stemme ikke så langt der fra og fulte den men hun holdte sig på afstand af dem hun så to skikkelser den ene var en mand og den anden var hun ikke sikker på lige for tiden. var hun jo ikke sikker på en skid.

Ulven kunne tydelig fornemme at denne varulv ikke havde det så godt, han var nedtrygt. Så lugtede Ulven en kvindelig lugt af varulv, der kom her op ad. Ulven var en hanulv, og var en enspænder der vandrede rundt omkring. Men den havde fundet en hunulv for ikke særlig lang tids siden, og ville meget gerne have at der var fredeligt her. Den vidste godt nok at masser af væsner kom her, men den kunne ikke lide lugten af denne dæmon, et eller andet ved denne dæmon, var væsentligt anderledes. Ulven tog hovedet ned og kiggede på Thor med sine metaltblå øjne.
"Der er en fjende eller fremmede her, jeg kan ikke lide det. Kan du ikke selv lugte det?"
Både Thor og cecilie ville kunne lugte denne dæmon der var i nærheden, men fordi de var så menneskelige, som de er. Så kunne de ikke fornemme og lugte helt præcist, som de vildt levende ulve. Ulven begyndte at gå fra side til side med siden i jorden, som var tydeligt at den var utryg ved det her. Hvis man som varulv fik dette af vide fra en ulv, skulle man nok tage sig i agt. Den standsede op og rankede ryg og ørene drejde sig for at opfange lyde. De hvide blade fra træet fløj og satte sig i pelsen på den. En landede på dens næse, og den rystede på hovedet for at få den af.

Længere væk som var skylden i denne ulvs problemer. Sad en kvindelig mørk skikkelse i et højt træ. Hendes tøj var sort og hun havde en hættetrøje over hovedet, som henlagde hendes ansigt i mørke. Crasie vågnede op og kunne straks fornemme de 2 varulve og en ulv på den lykkelige eng. Hun gabte og strakte sig og hoppede så ned fra træet. Hun vidste ikke hvvor længe hun havde sovet, men hun havde sovet siden solnedgang, mens hun havde set solen falde ned. Hendes neonlilla øjne spejdede over engen. Hun kunne mærke at ulven gik frem og tilbage. Den virkede nervøs. Var der sket et eller andet? Crasie nysgerrighed vågnede inde i sig. Så hun gik i retningen imod dem. Hun havde en sort hættetrøje, sorte tætsiddende bukser og så sorte praktiske sko. Man kunne intet se af hendes ansigt undtagen hendes neonlilla lysende øjne. Men tre ting var helt klart udsædvanlig ved hende, det første hendes øjne. Det anden hendes højde, hun var kun de 145 cm høj. Som var ret så lavt, men det var godt for så undervurderede folk hende tit. Den tredje var den hun gik med i hånden. Hun havde en sort tynd stok, sådan en med metalfigur forenden, som magtfulde gamle mænd gik med i gamle dage. Men man kunne ikke se figuren, fordi den var gemt under hånden. Da Crasie nærmede sig dem, ville varulvene nok kunne lugte sølv, for hendes stok var lavet til at udfolde sølvknivspidser i hver ende, med hellige dusørjægersymboler som blev brugt til at dræbe dæmoner, varulve og vampyrer osv.

jacob undrede sig over denne ulvs adfærd intil han opsnappede lugten af demon i en vind der kom forbi, han begyndte også at opfange lugten af en anden varreulv, og blev selv bekymret da han opdagede af der var to hunkønds væsner der var på vej og det pleger kun at give balade men jacob håbede på det bedeste. og håbede at han ikke selv blev indblandet i det...

Cecilie kiggede sig om og vidste ikke helt hvad hun skulle gøre måske skulde hun bare gå inden hendes storebror finder ud af hun er her. hun gik langsomt bag ud og så på dem. hun vidste det slet ikke hun var helt blank om det og milede stille og grinede stille. hun var glad men det var der ingen der skulle vide hun så på de to skikkelser der og sank en klump.

Ulven havde hovedet nede og øjene stift rettet imod dæmonen der kom nærmere. Den knurrede let dybt nede i dens brystkasse.
"Det er dæmonen. Pas på, den er splittet"
Det var nok svært at forstå, hvad den mente med splittet. Men den forstod det heller ikke, for den kunne lugte, som om den havde flere lugte. Men ulven følte også at dette ikke var en normal dæmon, der var et eller andet dyrisk over den. Jacob og cecilie kunne ikke fornemme disse ting, især når de var i varulv form. Men de kunne tydelig lugte lugten af sølv.

Crasie stoppede foran dem ca 5 meter fra dem, hun vidste at hun var i klart undertal. Men disse to varulve var ung varulve, og en ulv. Det burde ikke være noget problem tænkte hun. Så snart Cecilie begyndte at læse hendes tanker, lagde hun nok straks mærke til noget meget underligt. Crasie tanker var meget i følelser og billeder, lige som dyr. Men ikke så meget i ord, som mennesker gjorde. Hun tænkte i billeder, hvordan hun ville kunne klare dem let hvis det skulle være at det blev nødvendigt.
"Godaften, i ser ud til at have problemer, har i brug for hjælp?"
Sagde hun men så lagde hun mærke til ulven, hvordan den knurrede ad hende. Hvad havde hun gjort? Lugtede hun måske af noget den ikke kunne lide. Men hun undlod at reagere på det, og havde begge hænder hvilende på hendes stok foran sig.