Taking a break? ~ Joseph/Rosalie

Dato: 10/08
Dag: Torsdag
Tid: 02:35
Sted: En tilfældig gade
Vejr: Overskyet
Omgivelser: Øde

Skyerne dækkede for måne og stjerner, og gjorde himlen mørk og truende at se på. Byens gader var så godt som øde på nær en enkel fulderik der tumlede omkring her og der. En mørk skikkelse stod lænet op ad en husmur, i de lange skygger der blev kastet fra lygtepælenes gule lys. Skikkelsen var klædt tætsiddende, sort tøj fra top til tå. Det lange røde hår var samlet i en stram fletning der hang ned langs hendes ryg som en pisk. Hun sukkede svagt og lod hovedet falde tilbage mod muren. Hun smilede svagt, og trak vejret dybt. Umiddelbart virkede det ikke som om at der var nogle væsner i nærheden.

Joe var på jagt. Det havde hun været hele natten. Hun var træt, trængte til at sove. Men det var lige meget, hun var ikke færdig endnu. Ikke før solen stod op. Hendes våben var som sædvanligt gemt væk bortset to pistoler der sad på hver side af hendes hofter. Hun tog en dyb indånding, for at tjekke området for mulige mål. Det var fordelen ved at være engel. Hun behøvede ikke at spilde tiden på gætterier om hvem der var væsner og hvem der ikke var. En indåndning var nok til at skille de dræbende fra de fredlige. Egentlig havde hun ondt af de menneskelige jægere. Arbejdet måtte utroligt meget hårdere for dem end det var for hende. De havde kun en livstid til at lære at beherske deres våben og kampteknikker. De havde hun nogle ganske få år til at udføre deres arbejde. Noget som Joe personligt havde brugt mere end 1000 år på.

Følelsen af et fremmed blik fik kvinden til at dreje hovedet. Mærkeligt. Hun havde ikke kunne lugte det barn hvis skikkelse hun kunne se længere oppe af gaden. Hun rynkede panden svagt. Det bekymrede hende faktisk at hun ikke havde kunne lugte ham. Det besværliggjorde det at finde ud af hvilken race han var. Kunne der mon være noget galt med hende? Kunne hun være syg? Måske hun var blevet forkølet uden at have lagt mærke til det? Hun lod blikket glide op og ned af barnet. Eller drengen, for at være mere præcis. Umiddelbart så han ganske uskyldig ud, men Joe ville nu ikke stole alt for meget på det. Ikke når hun ikke var i stand til at lugte sig frem til hans race.
Diskret lod hun den hånd der var længst fra drengen mærke efter om våbene ved hendes hofte sad som de skulle. Så vendte hun sig mod drengen og begyndte roligt at gå hen mod ham.

Joe havde ikke tænkt sig at gå til angreb på drengen med det samme. Det ville hun ikke få noget ud af, når hun ikke kendte hans race. Nej, den rigtige strategi var at snakke med ham, skaffe den manglende information. Derefter kunne hun så beslutte hvad der var bedst at gøre.
"Hej min ven. Hvad laver du herude så sent?" Hendes stemme var blid og imødekommende, og antydningen af bekymring kunne spores i det smil der var formet på de fyldige læber. Hun var begyndt at snakke så snart hun var kommet inden for en rimelig hørevidde. Hun sørgede for at hende holdning forblev venlig. Hun måtte ikke virke truende, måtte ikke skræmme barnet unødvendigt. Tænk om han faktisk blot var et forvirret lille barn, der tilfældigvis havde evnen til at skjule sin duft? Men selvfølgelig, tilhørte han en af de dræbende racer ville hun ikke tøve med at slå ham ihjel, på trods af hans unge krop.

Joseph lod langsomt sin hånd søge op til sin pande, nærmest som at mærke efter noget der nev eller bed.. eller bare gjorde ondt. Han mærkede tydeligt kvindens sære blik hvile på sig. Han havde lyst til at vende sig om at gå, men dette ville gøre hende mistænkelig.. Formodede han. Normalt, så skulle et barn jo blive stående helt stille og sige at han ikke måtte snakke med fremmede, men han blev bare stående og stirrede på kvinden, der følte på sin hofte. Så lagde Joseph pludselig mærke til de to pistolhylstre, der hver især bar en pistol. Og så drejede hun sig ganske let, hendes sorte hår vippede blidt og i et kort sekund, så han hvordan det skinnede den klareste, røde farve. *Rosalie* tænkte han per automatik og rystede kort på hovedet. "Hej min ven." sagde kvinden og straks mærkede Joseph hvordan hans selvkontrol sivede ud af hans alvorlige greb, men han noget lige at hive fat i den, før den faldt udover den sorte afgrund. "Hvad laver du herude så sent?" Var det sent?
Josephs ansigt var udtryksløst, hans grålige øjne, der havde alverdens andre farvetoner i sig, flakkede nervøst fra side til side. Så lod han blikket vandre ned af hendes krop, i det hun gik endnu tættere på. Længe før hun var begyndt at tale, havde hans følsomme øre opfanget den høje lyd af sko mod asfalt. Han lod blikket glide ud mod den vej han var kommet fra, og så dansede det tilbage til kvinden, stadig fuldstændig udtryksløst. Han følte sig hverken morderisk eller fri mere. Straks var han fanget af det ansvar det fulgte med at snakke med folk, når han var fri, og det var noget han helt sikkert ikke brød sig om. Dog virkede kvinden ikke fjendtligt indstillet.
Han overvejede lidt om hans skulle lade sin ene fod falde et skridt forlæns, eller baglæns, men det virkede bare... Ikke som det rigtige. Han stirrede på hende. Hans ansigt var som lavet af det fineste marmor, en udtryksløs maske, som selv den bedste skuespiller end ikke kunne bære. Så lod han blikket vandre ned til hendes pistolhylstre, og et svagt nervøst, men også spændt ansigtsudtryk blev malet på hans ansigt, som om han smed den udtryksløse maske på, og tog en tegnefilmfikseret, møgforkælet unges maske på, der fandt våben interessant.. Han svarede ikke på hendes spørgsmål, det var simpelthen ikke det værd. Hvad skulle han overhovedet svare? Han plejede altid at have hurtige, delvist ærlige svar klar, men i denne situation, der havde han lyst til at lege lidt med hende... Hvilket han til sidst kom frem til at han skulle gøre. Hans skizofreni maledes tydeligt frem, i det hans spinkle stemme lød: "Vi er ude at gå." Noget, som kun Joseph vidste, noget som kun Joseph legede med, det var denne hér... Anden personlighed. De deltes om hans krop. Og han kaldte drengen Peter. Peter var den dreng der havde gjort Joseph fuldstændigt syg og morderisk, inden han slog sig selv ihjel og overtog en del af Rosalies krop.

//Jeg er stolt af det her svar. x3
Du skriver btw rigtigt fængende. o.o <3//