Break Even [Åben]

Dato: 16-03-13
Tid: 10.21
Årstid: Sen vinter.
Vejr: Solskin, klar himmel, sne på jorden. Grader lige omring frysepunktet.
Sted: Sheria Lufthavn, bagage-bånd 3.
Omgivelser: En del weekend-flyvere strømmer til og fra bagage-båndet, i takt med at deres fly ankommer. Nogle få passagerer bliver hængende ved den sidste toldfri bod inden exit til ankomsthallen. Andre står og småsnakker mens de venter på at deres bagage bliver læsset af.
Påklædning:Clicky

Erfaring burde have holdt hende fra den knock-off af Starbucks der hilste nyankomne velkommen til Sherias lufthavn. På trods af den fristende duft, specielt efter den seks timer lange flyvetur, havde en enkelt mundfuld givet mentale billeder af spildt kaffe, tørret op med en karklud og listet tilbage i kanden. Det eneste positive træk havde været, at væsken var skoldende varm - højst sandsynligt fra at have stået på lavt blus det meste af morgenen. Der var i hvert fald en umiskendelig brændt lugt ved hele affæren.

Saga snurrede resterne af den flydende modbydelighed rundt i koppen, mens hendes øjne fulgte det langsomt roterende bagage-bånd. Den sorte, praktiske kuffert, hun pakkede sine få nødvendige ejendele i på længere opgaver, stod en halv fod fra hende, hevet af båndet for godt tyve minutter siden. Alligevel var hun blevet hængende i den kedeligt praktiske hal, mens irritation fik hendes fod til at vippe op og ned på marmor-gulvet.

En skærende ringetone fik hendes hånd at snappe til bæltet, flippe telefonen op og bringe den til øret i en trænet bevægelse. Hverken foden eller hendes øjne ændrede kurs.

"What?"

"I hear tapping. You on the hunt?"

"No, I'm.."

Saga kneb øjnene sammen og genkaldte sig for fjerde gang 'the incident', som hun kaldte det. Kvinden, kufferten, ravfarvede øjne og den umiskendelige fornemmelse af, at der var et scoop i farvandet. Den kriblende fornemmelse, da hun optog jagten efter kvinden igennem ankomsthallen - og så billedet.. Det forbandede billede, og bagefter var alting gået galt. Redaktøren havde skåret hende af, kastet hende ud på et sidespor og en opgave halvvejs rundt om kloden fra øerne.

Statisk stilhed mindede hende om telefonen ved øret.

"... I'm thinking."

"Du mener at du står og skuler ud i luften og skræmmer folk rundt om dig? Bad thing to do in an airport, Blaise. De kunne tro du var en terrorist."

Hun skar en grimasse af telefonen, så sig om efter en affaldsspand at dumpe koppen med sit sundhedsfarlige indhold, kun for at sukke opgivende og stille det langs en nærtstående mur. Fingrene lukkede i et lidt for velkendt greb om kuffertens håndtag. Skulle hun da heller aldrig have en ferie? En rigtig en af slagtens?

I'd just get bored. You can only have so many casual flings at a sea-resort.

"Blaise?"

"You got something for me, Mike? Eller ringede du bare for at minde mig om hvor charmerende du kan være?"

"Early flight, huh? Du bliver altid så cranky når du ikke får en dødelig dosis nikotin i timen."

Hælene på de høje støvler klikkede en smule hårdere imod gulvet mens hun med vilje lod stilhed fylde linjen.

"Fine, fine! Jeez. Husk lige på hvem der gør hvem en tjeneste her. Det er ikke helt lovligt at hacke ind i telefon-netværket, hvis du ikke ved det."

Saga standsede brat og blev belønnet med en svada fra en forretningsmand der nær kolliderede med den solide kuffert bag hende.

"Oh yeah? You kiss your mother with that mouth?"

"What?"

"Ikke dig. Wait, telefon-netværket.. You found it?"

Saga snoede sig uden om en gruppe af turister. Adrenalinen der pludselig buldrede i ørerne ved Mikes ord fik hendes muskler til at hoppe og gjorde kun trangen til den eftertragtede cigaret endnu værre.

"Bingo. Der er kun et opkald fra øerne til redaktøren. Hvis en eller anden derovre trak i snore for at få dig trukket af sagen, så må det være det. Hvis det er kørt igennem andre kanaler er du tilbage på ground zero."

"Nej, jeg er sikker. Der er en eller anden der ikke vil have at jeg graver i tingene heromkring."

"One of those feelings?"

Det forventningsfulde smil strakte sig stadig henover hendes ansigt da hun drejede igennem tolden ud til ankomsthallen.

"Yeah, one of those feelings."

Ud fra terminalen hvor er fly fra Toronto just havde sat sine hjul på fast grund igen, ankom flere mennesker. Det var ikke mange, der ankom til øerne på en lørdag, men nogle var der dog. Lydene af flere sæt fødder der havde travlt med at komme til sine på forhånd angivne destinationer skyndte sig mod bagagebåndene i ankomsthallen. Telefoner blev taget op ad lommerne, tændt og venner og bekendte blev kontaktet. Var turen gået godt? Hvor skulle de mødes nu? Var planen for i aften stadig som ventet? Alle var optaget af at have et sikkert anker her på den kendte, eller ukendte, destination.

En sakkede dog bagud, havde ikke travlt. En håndtaske var slænget over armen. Den langlemmede, lidt for slanke kvindefigur trådte med rolige skridt mod bagagebåndet, ligesom alle andre. Markante træk var at finde under den lidt for perfekte hud, som enhver ung kvinde ville sukke efter. Den korte frisures store, bløde krøller fremhævede blot den skarpe kæbelinje, de høje kindben. Halsen var lang, fortsatte ned i en krop, der var dækket af et figursyet sæt, der bestod af et par vidde jakkesætsbukser i fine brune tern og en matchende kort jakke, der fulgte kroppens spinkle former. Det hele gav et indtryk af en ældre tids mode var blevet trukket ind i den modernes.

Hun ankom til båndet, da det dovent havde rullet de første kufferter og tasker ud, og den mindre gruppe af ankomne ivrigt var ilet over som glubske gribbe, for at modtage deres vigtige ejendele. Kvinden var trådt lidt væk fra de andre, længere nede ad båndet. Den ranke holdning fortalte enten om selvsikkerhed eller arrogance – det afhang i høj graf af modtagers øjne. Hun stod og ventede en tid endnu sammen med en kvinde, der irritabelt snakkede i telefon med kontakt kaldet Mike.

Hun havde været den første i afgangshallen i Toronto og dermed også den første, hvis bagage var kommet ind i flyet – dermed også det sidste der kom ud igen. Alessia følte sig stadig ikke lige så sikker på fly som hendes eget transportmiddel, flyene var endnu nye, det var uvant. Hun var landet aftenen i forvejen i Toronto og var ankommet tidligt til afgangen til Deploratus denne morgen. Der måtte være problemer med bagagen, ikke alle var lige egnede til deres arbejde, og hun kunne ikke lade være med at blive opmærksom på sine omgivelser. Det var altid en blanding; altid halvt øre til de indre lyde og resten udadtil.
Et underholdt smil gled kort henover de smalle læber. Tasken kom endelig rullende hen ad båndet bag en anden. Tasken blev grebet samtidig med den rødhårede kvinde ved siden af hende. Begge drejede om og gik mod tolden. Den lyshårede kvinde nåede dog lidt foran, da den rødhårede nær kolliderede med forretningsmanden. Det lille underholdte smil vendte igen kort tilbage. De små ting hun glemte, når hun havde låst sig inde i skriverummet i kælderen blandt ældgamle bøger i alt for lang tid og endnu engang kom ud.

Der blev stoppet op i ankomsthallen for at orientere sig, da kvinden igen nåede op på siden af hende, efter hun lagde på.

”Ohh, there’s always someone who doesn’t want someone else digging. But if the price’s worth it, one should surly keep digging.”

Ordene blev sagt påtaget konverserende, mens de gråblå, store øjne søgte rundt i hallen og aflæste vild- eller vejledende skilte. Alessia havde fulgte delvist med i den halve samtale, eftersom deres destinationer havde fulgt dem i same retning. Nysgerrigheden havde fanget hende. Hendes ting ville først ankomme med et andet fly senere i dag og blive kørt til hendes nye adresse. Hun havde tid nok, og kvinden virkede ivrig i sin opgave. Disse ”fornemmelser” menneskene havde, var ofte imaginære, men interessante alligevel. Det var meget få, der rent faktisk ejede de rigtige fornemmelser. Men dette var Alessia ligegyldigt. Det var, hvad der drev mennesket til at tro, at de havde dem, hun fandt interessant. Og dette menneske ejede en ren ildsjæl inden for emnet.

”Don’t you think?”

Sagde den fløjlsbløde, fine stemme med blikket henvendt ganske kort til kvinden, øjnene og udtrykket var spillende venligt og spørgende. Snaksaligt. Før det igen søgte blandt oceaner af skilte, der fortalte om dette og hint.

Igennem køen var der en smule uro. Ikke det store, men nogle folk stivnede let, en normal reaktion når en langhåret halvstor hund pludselig undersøgte tasker og kufferter. Det var ikke stoffer der havde været et stigende problem på øerne, det var penge. Den lidt pjuskede golden retriever, havde en stram vest på med tydelige markeringer af hvor den hørte til og med refleksnoter omkring at den var arbejdshund. Folk tog det som regel lidt anstrengt at blive trukket til side for stikprøve kontrol med baggage, men flere blev nervøse over en hund der søgte, egentlig ikke fordi de havde spændende ting på sig, men mange havde et sus af "nu skal jeg opføre mig ordenligt". Et brus af skyldig samvittighed, som når man kørte ekstra pænt i sin bil fordi man så en politibil ud af øjenkrogen, selvom man egentlig var en glimrende billist.

Hunden var trænet. Den var ikke for pågående, men logrede tjenstvilligt og så ind i mellem op på den lidt ældre kvinde der førte den. Hendes opmærksomhed var 70% på hunden og de subtile signaler den gav hende, og den resterende lå på hvilken reaktion folk i køen havde på dyret, for at aflæse om det var normal let nervøs reaktion eller om nogen virkede ekstra nervøse af en eller anden årsag.

Larmen, for ikke at tale om lugten, i ankomsthallen var et pludseligt slag i ansigtet, der trak hendes nikotin-hungrende hjerne tilbage til omgivelserne. Mikes stemme rablede stadig løs i den anden ende af røret, men hun havde ikke hørt et ord de sidste par minutter. For at være ærlig havde hun glemt alt om ham, det øjeblik han havde fortalt hvad han vidste om opkaldet fra øen til avisen redaktør. Den svage bas-brummen i højtaleren blev afbrudt da hun klappede mobilen sammen og afsluttede opkaldet.

Hun kunne altid sige at signalet faldt ud. Mike skulle nok tilgive hende, efter en omgang surmulen. Det gjorde han altid.

Saga tappede overvejende mobilens plastik imod sin overlæbe og manøvrerede et par skridt væk fra 'catwalken', igennem den mur af forhåbningsfulde familie-medlemmer, trætte forretningsforbindelse eller chaufører, der spejdede efter deres menneskelige mål. Et telefon-nummer var en god begyndelse, men det var kun et meget lille spor, og Mike havde ikke kunnet tracke det tilbage til kilden. Uden et navn var hun på stort set lige så bar bund som hun havde været siden hun blev kastet af sagen. Det betød at hun måtte komme på en ny måde at finde ud af, hvem nummeret tilhørte.

Medmindre..

Hendes blik gled langsomt ned til mobilen, der stadig lå i hendes hånd. Hvorfor var det, hun ikke bare ringede direkte til nummeret? Det var selvfølgelig lidt af et gamble, men dem var hun efterhånden vant til. Den lille stemme i baghovedet havde næsten fået hende overtalt om, at konsekvenserne var mindre end det mulige udbytte, da en stemme fangede hendes opmærksomhed.

Det var ikke tydeligheden af ordene, der fangede hendes opmærksomhed, men nærmere tonen i stemmen. Der var noget meget fint, næmest rent, over den feminine klang, der lagde sig som et blødt tæppe omkring hendes ører, og skubbede støjen omkring dem lidt på afstand. Sagas ene øre ringede svagt. Et kort øjeblik troede hun, at lufthavnen lå op af en kirke, hvor en klokke lige havde afsluttet sin bimlen og ekkoet, vibrationen i metallet, havde forplantet sig igennem mængden af mennesker. Havde hun propper i ørerne efter flyveturen? Hun havde aldrig lidt af tinnitus, og selvom tonen virkede lige så vedblivende, så var den langt fra irriterende.

Saga gnubbede henover øret og betragtede stemmens ophav. Kvinden havde siddet et par rækker foran hendes egen plads på flyet, så meget havde hun da i det mindste lagt mærke til. Nu hun tænkte efter, havde hun også svagt bemærket hende ved bagage-båndet og bagefter hen imod ankomsthallen-

Hun forsøgte at holde den pludselige tanke fra at vise sig på hendes ansigt.

"Do you always listen in on other people's conversations?"

Ordene blev fulgt af et smil der hældte mere imod morskab end mistænksomhed. Sagas øjne mødte nysgerrigt den andens blik og begyndte straks at bemærke sig detaljer. Det hun så fik kun den skjulte mistanke til at vokse. Hun skubbede mobilen tilbage i hylsteret ved bæltet og registrerede lidt fjernt den lette uro hunden og dens fører spredte.

"You seem to know a bit about digging yourself?"

Saga så spørgende på kvinden og gnubbede det ringende øre igen. Hun registrerede, igen lidt fjernt, at hun ikke kunne huske, om hun havde taget de få rekreative joints der normalt lå i kuffertens inderlomme ud. I British Columbia var cannabis ulovligt, men loven blev sjældent håndhævet. De sidste par år havde der været adskillige ryk for enten at gøre brugen lovlig, eller ulovlig men uden mulighed for kriminel sigtelse. Saga brugte det kun rekreativt - og selv da sjældent - og havde ikke fulgt særligt godt med i debatten. Tanken virkede ligegyldig overfor den mulige historie foran hende.

Hvis kvinden var en bekendt af 'Dusteren', så kunne det være den ledetråd hun manglede for at komme videre i hele mysteriet. Hvis Frk. Dangerous havde nok pull til at true redaktøren af en historie, så var det ikke et alt for stort spring, at hun havde hørt om Sagas retur til øen. Hende, eller hvem end der ellers holdt en hånd over hende, kunne have sendt den ... hvad end kvinden ved siden af hende var.

Come on, Doll-face. Let's see what else you've got.

Den fjerne tanke mindede hende stille om, at hun ikke kunne huske lovgivningen på ø-gruppen, og ikke havde taget sig tid til at læse folderen om ulovlig indførsel.

Sagas blik flakkede fra kvinden til hunden.

Crap.

Alessia havde fulgt kvinden med øjnene og fandt udtrykket, der fortalte, at kvindens hjerne arbejdede på højtryk over ét eller andet, ganske interessant. Det var ikke fordi, hun havde haft så meget andet at lave i flyet end at kigge på de omkringværende mennesker. Hun havde selv altid haft et ambivalent forhold til fly. Nok mest fordi hun førhen havde været vant til at mærke den bidende blæst i ansigtet, når hun selv var ude. Men med alle de fly, sateliter og andet der fløj rundt oppe under himmelvævlet nu til dags var dét at slå vingerne ud og transportere sig selv rundt ikke rigtigt længere end mulighed, uden at blive opfanget på et eller andet kamera i hvert fald.
Hun lagde mærke til kvindens bevægelse over øret, en reaktion som hun havde set så mange gange før og et smil trådte frem på de smalle læber ved kvindens kommentar.

"Aha.. But how else would you learn about people's whereabouts, if you did not? And the entertaining part often has a bit to say as well. Do you know how easy it is to get that smile on your face by listening in on other's, sometimes silly, conversations?"

Stemmen var denne gang gjort en smule mere ru, mere normal, uden at være en egentlig tydelig ændring alligevel.

De blågrå øjne løb en enkelt gang over toldkvinden og dennes hund. Ingen læselig reaktion sås på hendes ansigt. Hun havde intet ulovligt på sig, alle hendes historiske våben ville komme med et senere fragtfly. Hun var for længe siden holdt op med at transportere sådan noget på sin person, når hun skulle gennem lufthavne. Risikoen var blevet alt for stor, særligt efter menneskenes 9/11. Det var ikke en chance hun havde tænkt sig at tage. Men man kunne også komme et stykke vej med improviserede våben. For eksempel virkede hendes forsølvede kuglepind med årstallet 2009, som en form for dimissionsgave som en udemærket midlertidig løsning.
Dog vidst hun godt, hvordan dyr havde det med at reagere på hende, hvilket for toldfolkene ofte kunne misforstås som om, hun bar noget mistænkeligt på sin person. Hun vidst også, at det var hunde, der blev brugt i lufthavne og for at undgå problemer havde hun altid en 10 milliliters parfumeflaske med i sin dametaske. Væsken var dog sammensat sådan, at der var tilføjet D.A.P, et beroligende, kemisk fremstillet feromon, som hun havde erfaret, havde en mildnende effekt på hundes reaktion mod hende. Derfor havde hun også netop sprøjtet sig med det, da hun kom ud af flyet, samtidig med hun havde taget et lille spejl op af sin taske, som for at tjekke sin make-up.

Blikket blev igen vendt mod den rødhårede kvinde, mens hendes holdning mod toldkvinden fortsat var upåvirket.

"One should always know just a little bit about how to dig up informations he or she wants. Otherwise it would be a bit harder to learn things in life, wouldn't you agree?"

Stemmen blev igen fremsat en smule mere naturligt slidt, da hun svarede kvinden, dog uden at besvare spørgsmålet direkte. Hun havde efterhånden en del erfaring med at finde de informationer, hun havde brug for og havde også samlet en del viden op i løbet af de mange år på denne jord. Men hun lod ikke folk forstå, hvor meget hun egentligt vidste. Intet menneske med en normal livslængde havde en idé om så mange ting som hun. Folk var specialiseret inden for et område personen fandt interessant. Og hvis folk endelig spurgte ind til, hvorfor hun vidste så meget, så var forklaringen om fotografisk hukommelse ofte god, og fik folk til at holde op med at stille spørgsmål.

"But you seem to aspire specific information. Tell me, what are you trying to dig up?"

Et sladdertante-nysgerrigt blik blev sat op. Mennesket var nysgerrig af natur, men det var mange andre også, og den rødhåredes opsathed havde nu engang fanget Alessias opmærksomhed.

((Terninger slået for hændelsesforløb))

Hundens arbejdende snude stoppede kort ved manden. Den sniffede hans jakke indgående, og virkede et kort øjeblik en smule usikker. Muligvis fordi manden havde haft så travlt i køen fra flyet af han havde møvet sig en smule brutalt forbi flere forskellige personer, deriblandt Alessia.

Manden så køligt ned på hunden imens han børstede et par imaginære pelsstrå af jakken, med et sigende surt blik på kvinden i den anden ende. Hun sendte ham et afmålt smil og en arbejdsmæssig høflighed. Tydeligt ikke berørt af hundens opmærksomhed trak han en lille dims op af jækkesætslommen og placerede den på sit øre.

"It's Trevor. I might be late. Apparently it's a slow day. They have dogs out here. I need you to find a new jacket for me. Because I'm not looking like crap. This is why you are the assistant, and I don't give a fuck"

Stemmen der lød fra ham var fyldig og en smule hæs, men på en behagelig måde. Til gengældvar der en dramatisering der passede sig bedre til et arketype tv-show end den virkelige verden. Han afsluttede brutalt samtalen i den lille dims ved at række kort op og trykke på den. Derefter lavede han en utålmodig håndbevægelse mod hundeføreren som henledning på at han virkelig var et for travlt menneske til at stå her og glo.

Kvinden gav en kort verbal kommando til hunden. En gentagelse om hvad det var den skulle. Hun havde en lille rynke mellem sine bryn. Hunden gik videre til Sagas kuffert, men virkede forholdsvis uinteresseret og bevægede sig hurtigt videre.

Da den kom til Alessia satte den sig kort ned. Den blinkede et par gange med øjnene, og så begyndte den at nyse. Kræet nøs 4 gange kort efter hinanden så snottrevler blev sprøjtet ud i en god kegleform. Derpå rejste den sig igen, rystede hovedet så snot og savl blev sprøjtet til alle sider - til stor mellemfornøjelse for en del køfolk og det udtrykte de uden problemer - hvorefter den nærmest en smule fornøjet bevægede sig videre. Kvinden med snoren virkede lettere forfjamsket.