Ulve i skoven

Dato : 19. December
Årstid : Vinter
Dag : Søndag
Vejr : Dyb sne
Sted : Midt i skoven
Tid : 22.30
Omgivelser : Ingen udover en brun ulv og dens unge

Sne stod i stærk kontrast til den brune ples på de to dyr. Den lille unge tumlede legende omkring i sneen der næsten gik den til snuden. Hunulven betragtede sin unge, og holdt samtidig øje med omgivelserne. Hun ville ikke overraskes af nogen eller noget, når nu hun havde taget sin lille sø med ud i skoven i stedet for at efterlade ham hos en babysitter. Anna hadede når hun var nødt til det, men hun kunne på den anden side heller ikke altid tage Casper med ud skoven. Hun snusede til luften for at forsikre sig om at de var alene, eller at der i det mindste ikke var nogle fjendtlige væsner i nærheden..

Elisabeths store sotre støvler knaste under sneen, og hun gik i hurtige og effektive skridt. Hendes knaldrøde hår, stod om hende som et flammehav, og hendes sorte øjne skød lyn ud i natten. Dagene havde været lange for den fornylige nyflyttede Elisabeth Jocelyn, og hun havde holdt sig fra alt socialt fær de sidste dages tid. Elisabeth lod hendes hvide tunge, strejfe hendes tænder, og hun smilede svagt, men hånligt. Elisabeth skød som et lyn ind i skovens mørke. Hendes skarpe lugtesans havde opfanget noget. Noget, hun ikke kunne holde sig fra. Noget, som tiltrak hendes opmærksomhed og nysgerrighed. Træerne tordnede sig op, og søgte lyset, som ikke var der, længere oppe i den mørke himmel. Stjernerne var fremme, og månen hang over hende, som en lygte. Hun sagtnede farten, til en stille og rolig gang, før hun tog en dyb indånding. Forskellige lufte ramte hendes næsebor, og hun så sig varsomt omkring. De var tæt på. De to tingester, som Elisabeth havde opfanget.

Anna rejste sig idet sammen. *Hvor er du?* tænkte hun til den vampyr hun havde fået færden af. Hun kaldte Casper til sig, og han krøb ind mellem hendes ben, så han havde hovedet mellem hende forben. Anna vendte hele tiden hovedet for at finde ud af hvor henne denne vampyr var. Hun havde intet imod vampyrer, men hun vidste at der var nogle der ikke stod tilbage for at drikke blod fra en varulv, og hun ville under ingen omstændigheder lade nogen bide hendes søn. Hun ville også helst undgå selv at blive bidt, men det var vigtigere for hende at hendes søn slap uskadt.

Elisabeth der havde nærmet sig fra siden, skiftede øjeblikkelig retning. Hun grinede lavt, hånligt, da hun fik øje på ulven og dens unge, fra deres nu højre side, hvor hun før havde befundet sig på deres venstre. Hun trådte frem for busken, med et lettere charmerende men stadig hånligt, smil. Elisabeth ville dem intet ondt. Hun havde netop "spist", og så intet interessant i dem. Overhovedet intet. Elisabeth stak hænderne i de hullede jeans, og læderjakken slå en krølle, som hun ignorerede. Vinden trillede hen over hele scenariet, og Elisabeth lagde svagt hovedet på skrå med et kritisk blik. Som om hun ventede på noget - Hvilke hun faktisk gjorde. "Godaften," udbrød hun så til ulven og dens unge. Den havde reageret for voldsomt til, at Elisabeth ikke kunne tage fejl. Det var svært at sige hvilken væsen det var, men det var ikke en rigtig varulv. Det virkede for latterligt.

//Ulv*

Anna lod sig forvandle tilsin menneskeskikkelse. "Godaften" sagde hun og betragtede vampyren lidt. "Hvad hedder du?" Hun så ned på sin søn der stadig var i ulveskikkelse. Så løftede hun ham og og hviskede noget til ham, hvorefter han forvandlede sig og sad i hendes favn med armene om hende

Et endnu bredere og hånligere smil piblede i hendes mundvige. "Jeg vidste det," hviskede hun lavt, til sig selv, før hun rømmede sig og hendes smil forsvandt. Præcis ligesom varulven havde forvandlet sig så elegant til menneskeskikkelse. "Din dreng er... Talentfuld," kom det fra vampyren, og hun tilføjede derefter. "Mit navn er Elisabeth Jocelyn. Jeg ser, at De hiver deres knægt med herud på denne tid. Må man spørge hvad dette skyldes?" spurte Elisabeth i et underligt roligt tonefald. Som om hun talte sukkersødt til et offer. Dog havde hun ikke tænkt sig at angribe. "De er måske jaget? I såfald må jeg hellere forlade området for en stund. Jeg er tilflytter i byen, og det ville være dårligt for mig, hvis mit ry allerede blev bedækket med pletter," forklarede hun dernæst.

Anna lo lidt over hendes formelle sprog. "Nej vi bliver ikke jagtet, jeg er tit i skoven om aftenen og kan ikke lide at efterlade min søn hos en babysitter hver gang. Det er nok at han må være der når jeg skal på aften- eller nattevagter på hospitalet." svarede hun og så lidt ned på drengen, hvis blik var som limet fast på denne anden kvinde der stod og talte med hans mor. "Jeg er Anna Janson, og han hedder Casper Janson" sagde hun så og smilede svagt.

Elisabeth tog det næmest som en fornærmelse, at damen grinede lavt af hende, og hendes øjne skød lyn, men som kvindens snak begyndte, falde hun til ro. "Selvfølgelig. Det må være udholdeligt," sagde hun i et køligt tonefald, og et stift blik. Hun mente ikke et ord, men man skulle ikke tage hendes attiude så bogstavelig. Hun var bare kølig - Overfor alle. "Hvad laver De så herude på denne tid?" spurgte hun indtrægende, og ønskede inderligt, at hun kunne nærme sig kvinden. Røre ved hende, så hun kunne læse hendes tanker. Det var som narkotika for Elisabeth, at røre og læse andres tanker - Men hun havde lært at kontrollere sig.

"Vi legede i sneen.. Vil du ikke være sød at lade være med at bruge sådan et formelt sprog?" spurgte hun så, da det egentlig gik hende på. Hun var nødt til at bruge det ind imellem på sit arbejde, men brugte det ellers aldrig. Hun hadede formelt sprog.. Det var også derfr hun var blevet børnesygeplejerske, man skulle jo ikke ligefrem sige 'De' og 'Dem' til en tiårig dreng med tuberkulose.

Et bredt hånligt smil bredte sig over hendes læber. "Så er De nødt til at gøre mig en lille tjeneste," hviskede hun og grinede lavt, før hun kiggede indtrægende på hende. "Jeg har ikke tænkt mig, at dræbe dig, eller din lille øjesten, men.. Kunne jeg måske få lov til at røre ved Dem?" spurgte Elsabeth i et lokkende tonefald, før hun lagde hovedet spørgende på skrå - Som en artig pige, der spurgte sin mor om lov. "Der sker Dem intet," tilføjede hun tiltrækkende. Mon hendes tiltrækkende stemme også hjalp på en kvinde?

"Hmm.. Så du har også en evne der virker ved berøring... Må man spørger hvad denne evner går ud på?" spurgte hun tænksomt. Hun havde selv en evne der kun virkede ved berøring, emn den gik ud på at gøre andre trygge, og hun tvivlede stærkt på at det var hvad Elisabeth havde i tankerne. Hun ville først vide hvad det var hun kunne gøre før hun lod hende røre ved sig..

Elisabeth stivnede og hun hvæsede lavt, før hun vende rundt, og tog en dyb indånding. Hun vidste, at slaget var tabt, hvis hun nægtede, men så fattede hun sig, og vendte sig mod Anna, og hendes søn. Elisabeth smilede svagt, denne gang oprigtig interesseret, men stadig køligt, før hun rømmede sig. Hun begyndte at cirkle om kvinden og barnet, imens hun tænkte. "Jeg ville kunne læse dine tanker," hviskede hun kort og godt, og vende sig om for at betragte hende. "Jeg vil selvfølgelig ikke snage, men.. Det er.. Jeg var lige ved at påstå, at du virker yderst interessant, men det trækker jeg i mig igen," sagde hun, og hendes smil blev større, før hun blinkede drilagtigt til hende. "Det er som end det. Og hvad med din? Lig mærke til, at jeg ikke snakkede formelt der," tilføjede hun køligt, men drillende.

"Intet så nyttigt som det. Jeg kan gøre dig tryg" svarede hun og trak på skuldrene. Hun fulgte med rundt da Elisabeth begyndte at cirkle om hende, så hun hele tiden havde front mod hende. *Hvorfor vil hun mon læse mine tanker?* spurgte hun sig selv, og smilede svagt. Hun lod sig ikke gå på af Elisabeths drilagtighed, men tog det med et smil. Hun havde oplevet det der var langt værrer end de smådrillerier Elisabeth kom med.

Elisabeth drillerier var, tro det eller lad være, et symbol på at hun brød sig om Anna. Og hendes søn. Elisabeth gik i rolige skridt rundt omkring hende, og vred sig kort. "Og hvad hvis jeg er tryg? Ville du så kunne gøre mig utryg?" spurgte Elisabeth interesseret, og stoppede brat op. Nu var hun faktisk utryg - Ville Anna bruge hendes evne på hende? Elisabeth tvang sig selv til at gå videre. Rundt om dem. "Ville du kunne ændre mit humør?" spurgte hun, og kneb øjnene sammen, før hun betragtede hende.

"Det ved jeg faktisk ikke, og jeg har ingen iterresse i at finde ud af det. Jeg bruger min evne på mit arbejde, men ellers bruger jeg den stortset ikke. Jeg bruger den kun til at gøre syge børn trygge, fjerne deres frygt for at dø på et hospital." svarede hun roligt og strøg drengen i sin favn over kinden.

Elisabeth gik i et par minutter, men stoppede så, og fik øje på noget andet, der fangede hendes opmærksomhed. I skovens stille dyb, hørtes der en bil, der gassede op, og Elisabeth slappede af igen. "Interessant," var hendes eneste kommentar. Elisabeth gik med viljefaste skridt hen mod Anna, hvorefter hun hurtigt strejfede hendes kind, og gik så roligt væk fra hende igen. Fuldstændig roligt. Elisabeth smilede tilfreds. "Må jeg?" spurgte hun indtrægende. "Jeg skal selvfølgelig have din accept. Selvom jeg kan være utrolig ubehøvlet, læser jeg ikke andres tanker, uden tilladelse," tilføjede Elisabeth og blinkede til hende.

Anna så overrasket på hende. Hun tog sig kort til kinden da vampyren havde været utrolig kold med hendes varme hud. "Jeg" begyndte hun men var ikke sikker på hvad hun ville sige. "Hvis du finder det så interresant så værsgod. Jeg tvivler på at mine tanker kan være synderligt spændende." svarede hun roligt. Forvirrede tanker fór rudt mellem hinande, men det var ikke noget der kunne ses på hendes ansigt, eller holdning. "Du er meget kold.." kunne hun ikke lade være med at sige. Hun var egentlig overrasket over den massive kulde hun havde følt i de få sekunder vampyren havde rørt ved hendes kind..

Elisabeth smilede køligt, men nok det varmeste smil hun havde præsteret fornylig. Hun lod langsomt sine hænder glide igennem håret, og lukkede nydende øjne. Så åbnede hun øjnene igen, og en særlig rus kom over hende. Når hun læste andres tanker, kunne hun kun styre sig halvt, så det krævede 110 % af hende. Så lukkede hun Anna's tanker fra sig, og så beklageligt på hende. "Du er forvirret. Hvorfor?" spurgte Elisabeth roligt, men alt ved hende, var køligt. "Jeg beklager," tilføjede hun derefter - Oprigtigt.

Anna trak kort på skuldrene. "Det forsøger jeg også selv at finde ud af.." svarede hun betragtede Elisabeth. "Men det er ved at være på tide at jeg kommer hjem med Casper." sagde hun og satte Casper ned i sneen. "Moaarh" klynkede han kort og tog fat i hendes ben. Da det gik op for ham hvorfor han var blevet sat ned i den vemmelige kulde forvandlede han sig straks til ulv, og lige så gjorde Anna. Hun så kort på Elisabeth, og begyndte at gå i et roligt tempo.

"Jeg forstår," sagde hun og hendes kølige smil bredte sig på hendes læber. "De må sove godt," sagde hun formelt, blinkede til hende, og begyndte selv sin vandring dybere ind i skoven.

*Jamen tak* tænkte hun kort og satte så tempoet lidt op, og snart var de to ulve forsvundet mellem træerne med retning mod Werclare Domkirke.

//Out//