Ensomhedens kløen [Altair]

så som tiden gik var Madelaine begyndt at vågne. Men faldt så småt
i søvn igen, vågnede, og sov lidt, det gentog sig i nogle få minutter,
før hun så vågnede hun med blanke og hævede øjne. Det første hun
fik øje på da hun åbnet øjnene, var Altair bare overkrop. Hun så sin
egen hånd oven på ham. Hun begynd stille at køre hånden helt stille
rundt på hans mave, ned og mærke den veltrænede mave.
Hun var ikke helt sikker på hvad hun skulle sige, men lod sig bare tie
stille og vågne roligt. Solen stod ind af vinduerne og hendes døgnrytme
var nu helt spoleret. Hun sukkede og gabte i et stort gab, som hun dog
fik dækker med hendes spinkle hånd. Madelaine var utrolig tynd, men
havde dog nogle kugle runde bryster. Mange troede de var falske, og
nogle gange troede hun det næsten selv. men hun ville på ingen måde
ha haft råd til at købe sig et nyt brystparti. Madelaine havde altid levet
med meget skæv økonomi, og havde slet ikke overflødiske tanker omkring
tøj, hår og ting. Dog lavede hun tit sit eget tøj, eller fik af veninderne. Men
hun syede altid tingene om, eller købte billigt tøj i genbrugsbutikkerne.

"Godmorgen sovetryne" hilste han hende og smilte af hendes søvndøsige øjne som lige var vågnede, "sovet godt?" Spurgte han og smilte glad til til hende, han fik sat sig halvt op og hendes gaben smittede en smule af på ham for han gabte selv men holdte sin håndflade op foran sin mund så hun ikke kunne se direkte ned i halsen på ham.
Han var enlig ret glad for at han havde fået spist noget morgenmad inden han faldt i søvn, for så havde han da været godt sulten nu, men Madelaine havde ikke spist lige siden de mødtes, så hun måtte da være hunde sulten lige nu, hvilket var noget han ikke vil havde hun var. Altair lændte sig hen til hende og plantede et varmt vådt kys på hendes læber og hviskede til hende at han ville komme tilbage lige om lidt.
Altair satte mod køkkent for at finde noget hun kunne spise, da han ikke kunne give hende et menneske da han ikke vil slå et ihjel som menneske, gik han på jagt efter noget kød og overraskende nok, så havde han faktisk en saftig rød bøf, "denne her må hun kunne lide!" Sagde han næsten helt stolt over at han rent faktisk kunne finde noget hun helt sikkert kunne lide, han smed den på en tallerken og fik den varmede bare lidt op så den ikke var så kold at spise og små skyndte sig ind til soveværelset og ind til Madelaine igen.
"Prøv at se hvad jeg har fundet til dig" sagde han og smitle kært med et lidt fjoge smil og satte sig ved siden af hende og rakte tallerken til hende med bøffen på, "tænkte på at du måske var sulten da du jo ikke har fået noget at spise lige siden vi mødtes" sagde han og så hende i øjne med et spændt blik på om hun kunne lide den eller ej.

Madelaine var ved at starte op igen, og lukkede øjnene lidt
igen for ikke at få den skarpe sov lige i øjnene. Hun trak vejret
dybt ind og lagde mærke til at Altair forlod rummet og kom hurtigt
ind igen med en høj og frisk energi. Hun drejede sig for at se til ham.
Altair havde en rød bøf i hænderne, hun rynkede lidt øjnene, da hendes
øjne stadig ikke stillede særlig hurtigt fokus. Hun lå på ryggen og kiggede
undrende på den røde bøf. Hun kiggede få gange på Altair som et stort
spørgsmål, men hurtigt fik hun svar på den rå og røde bøf. Hun satte sig
op og åbnede øjnene helt. Hendes blik var rettet mod Altair, og et hurtigt
kys satte hun på hans kind. Hun tog bøffen til sig, og begyndte at bide af
den. Madelaine var utrolig sulten, dog var race køb bedst, men dyre kød
hjalp også, når man virkelig var sulten. I det kødet lå i hendes håndflader
begyndte hendes tænder at blive skarpe og lange. Hendes øjne blev næsten
sorte, og igang gik hun med at spise det seje kød.

Altair små grinte en smule over den måde hun opførte sig på og sad bare og opsaverede Madelaines morgenmad, "jeg tænkte nok du kunne lide den" sagde han og smilte glad til hende, han lagde sig så ned på sengen, så han lå på ryggen med hænderne omme bag hans hoved, han lyttede til Madelaines spisning og tænkte igen på hvorfor hun var kommet tilbage til ham, hans forståelse var at det kun havde været en 'one night stand' og så videre med livet, han vendte sig hoved mod den smukke kvinde som sad ved siden af ham og spiste, hvorfor var hun dog kommet tilbage til? Betød han mere for hende end hvad han vidste, eller kom hun tilbage for mere sex?
Altair lå og grublede over hans tanker mens han så hen på Madelaine spise kødet han havde fundet til hende, han fik et lille smil på sine læber over at hun rent faktisk var taget tilbage til ham, lige meget om det så var for sex eller hvad grunden var, så var han på en måde glad for det og glad for at se hende igen.

På ingen ting var bøffen væk, og fingerspidserne blev
slikket af for blod og små kødrester. Hun lukkede øjnene
og mærkede hvordan kødet lagde sig i hendes krop.
Hun kiggede over på Altair, og smilede kort, med spidserne
af tænderne. Hun tørrede læberene med bagsiden af hendes
hånd, og trak derefter en cigarret op igen. En kold brise kom
igennem rummet, dog var den ganske lille og ubetydelig, men
hun lagde godt mærke til den. Hun tændte cigaretten, og lod
sit hovede falde bag over cigaretten sad imellem hendes læber,
i et løst tag, og hænderne over hovedet for at strække hende.
Dog mindede det hende om Altairs sex, og hvordan hun tit
strakte sig under sex.

Altair smilte fornøjet og tog tallerken, "er glad for at du kunne lide den" sagde han og gik ud i køkkentet for at stille den i opvaskemaskinen så den kunne blive ren, da han kom ind igen satte han sig ved siden af hende i skraderstilling med den ene hånd som styttede bagud så han ikke væltede, selvfølgelig ikke klæprit op af hende, hun fik noget plads mellem dem.
"Hvorfor kom du tilbage, jeg troede du skulle hjem til kæresten?" Spurgte han med et hævet øjnbryn, hans smil var væk og et spørgerne blik havde dannede sig i hans øjne, hans nysgerrighed var ved at drive ham til vanvid og kunne simpelthen ikke holde spørgsmålet tilbage.
Den lette men kolde brise kunne Altair godt mærkemen det havde slet ikke den samme effekt på ham som den havde på Madelaine, Altair kunne faktisk aldrig rigtig fryse, det tætteste han kan komme på at fryse er som en forårsdag hvro det er de 10 grader, så man ikke fryser men heller ikke har det utrolig varmt, men det skete meget meget sjældent, så skulle han nok rejse til nordpolen eller nogen i den stil.

Madelaine have begravet sit ansigt i sine hænder.
De ellers blege og magre fingre dækkede hele hendes
ansigt, og hendes øjne var blevet små blanke. Dog var
hun stærk, så hun holdte sine tåre tilbage. Grunden til
at hun var kommet tilbage til Altair var at hun nød deres
gode sex samt dejlige nat. Dog var det også forbi hun havde
savnet at være flirtende, tiltrækkende.. og blive holdt om.
Hun havde ikke snakket så godt med Loren, og hun følte
sig fanget. Så da Altair gav hende opmærksomhed og var
der for hende, kunne hun næsten ikke sige fra. Dog elskede
hun Loren mere end noget andet, og hun havde givet sig helt
hen til ham. De havde planer om at komme ud og rejse, men
det var ikke blevet til ret meget. Hun fjernede sine hænder og
kiggede en smule flov på Altair.
" Jeg... var for træt" forklarede hun. Egentlig ville hun ikke forklare
ham hvordan hun havde det samt følte. Hun ville stille sig selv
i en sårbar og svag situation, så hendes svar valgte hun at være
at hun var for træt. Det hun havde mest lyst til, var at se Loren mere
og drikke sig en masse af hendes ynglings whiskey. Hun sukkede og
rejste sig hurtigt. Begyndte at pakke sine ting imens hun fik mere og
mere ondt i maven over at hun havde såret og været Loren utro, samt
at hun også ville såre Altair, som hun allerede syntes godt om.

Altair kiggede hen på hende med et hævet øjnbryn, han vidste hun skjulte noget som hun ikke vil sige, så han valgte og spille lidt dum men også bare for at der var en grund til at hun ikke fortalte ham sandheden, "du var for træt? Hvorfor blev du så ikke i første" spurgte han hende og rejste sig op og gad ikke at tag en shirt på da han nok vil lægge sig til at sove igen eller bare stene fjernsyn, Altair gad ikke rigtig tag nogen steder hen idag, så det blev en "slap af dag" for ham idag.
Han vidste godt at hun var igang med at gøre sig klar til at tag hjem, så han gik ind i stuen og videre mod gangen hvor han vente sig om mod hende igen.. hendes besøg vil han sent glemme, det var helt sikker, men de måtte begge komme videre og desuden havde hun også en kæreste.
Altair regnede også lidt ud af de nok ikke ville ses igen, men det var måske bare ham, solen var efterhånden ved at ramme formiddagen så dens varme stråler skød gennem vinduerne på nye kræfter, men selv om at solens stråler ramte deres ansigter, var det ikke det varmeste vejr, dog var det blevet en lille smule varmere end da de vågnede her i morges.
Der var noget som ramte Altairs tanker da han stod lændet op af dørkarmen, *håber at Madelaine har råd til at komme hjem* og så hen mod soveværelset som han gik lydløst hen mod og stoppede ved soveværelset med en skuldre op af dørkarmen og armene lagt over i kors, "forresten, har du en idé til hvordan du kommer hjem?" Spurgte han hende. Ellers skulle han nok køre hende hjem hvis det endelig var.

Madelaine følte sig stresset, selvom det egentlig ikke
var nogen speciel grund til det. Men hun skulle væk
fra virkeligheden. Hun havde haft en vidunderlig nat
med en anden mand, end hendes elskede Loren. Hun
sukkede flere gange efter hinanden, og en tåre eller to
nåede at trillede ned af hendes kinder da hun havde fået
kastet sine ting ned i sin taske. Hun havde ingen ide om
hvordan hun kom hjem, men hun vidste at hun ville sagtens
kunne komme ind til byen og derfra hjem til Loren. Hun
havde købt sig et månedes kort, så det var bare det hun
brugt, og små penge havde hun altid gemt i pungen. Hun
svang sin taske over sin skulder, og tørrede med en aggressiv
hånd tårerne væk fra hendes kinder. Det var ikke vildt tydeligt
at se hun havde fældet en tåre, men dog var hendes øjne blanke
og små røde, men den røde farve var noget hun havde arvet fra
sin far. Uanset om hun blev sur eller ked af det, blev hendes øjne
blodsprængte på ingen tid. Hurtigt var hun ude i gangen, men blev
forskrækket da hun så Altair så foran døren. Først forstod hun det
som om at han prøvede at få hende til at blive. men dog da han
nævnte transporten, slap hun tanken. Hun trak månedeskortet
frem og viste ham det, imens hun prøvede at skjule sit ansigt lidt.
Hun strøg forbi ham, og i det at hun ville gå ned af trapperne, vendte
hun stille om og kiggede sørgmodigt på Altair, og udstødte:
" Tak...". Hendes hjerte bankede, og igen slog tanken hende
at hun havde små såret to mænd på samme tid.

Altair ser kortet men retter blikket mod hendes øjne, der var noget galt hos hende og han havde en fornæmmelse at det lidt var ham der var skyld i at hun var trist.
Jah Altair kunne læse hendes kropsprog og se på hendes øjne at der var noget som gjorder hende oprevet og han vidste ikke rigtig hvordan han skulle reagere så det han gjorder var da hun vendte sig om gik han hen til hende og placerede sine hænder på hendes overarme og så hende direkte ind i øjne med sine egne dyriske dog varme hassel-brune øjne og smilte opmundrene.
"Madelaine, du er en fantastisk pige og du skal ikke være trist over noget, du har ikke såret mig og vi ses måske lige pludselig en dag" fortalte han hende og gav hende et kort men blidt lille kys på panden, med disse ord sagt gik han tilbage til hoveddørkarmen og lændte sig op af den med siden med krydsede arme.
"Du må komme godt hjem" sagde han og smilede glad hen til hende.

Madelaine nikkede efter hans søde ord.
Men undrede sig meget over hvorfor han tog
det så let som han gjorde. Hun kunne godt
alligevel mærke en smule hos ham. Hvad det
var, var hun overhovedet ikke sikker på men,
hun vidste det ikke var så positivt. Hun sukkede
smile skævt til ham, og kiggede på ham i et
kort stykke tid, før hun så begav sig længere
ned af trappen. Hun tørrede den små løbende
næse i sit jakkeærme, uden en eneste eftertanke.
Hun sukkede, men hendes hjerte havde fundet den
rette rytme igen. Da hun var nået ned af de fleste
trapper, stoppede hun dog hurtigt op, og kiggede
tomt ned i trapperne. Hun gik i stå, og havde ingen
ide om hvorfor hun stoppede, men ikke bare kom
afsted med det samme.

Altair lukkede døren efter hun var forsvundet ned af marmortrappen, da han kom ind i stue stoppede han op, det var som om noget manglede herinde, det var som om at Madelaine havde taget noget fra lejligheden som ikke var her mere, hvilket fik ham uden at han selv lige lagde mærke til det så over skuldren og ud mod gangen og ud til hoveddøren.
Han fik rystede det af sig, *common Altair, tag dig sammen* sagde en lille stemme i hans indre og satte kurs mod sofaen men satte sig ikke ned da han først stoppede op da han nåede til vinduet og så ned på gaden men Madelaine var ikke at se nogensteder??
så hurtigt kunne hun da ikke ha' gået af sted, altså han kunne se busstoppestedet fra hans vindu og hun var ikke til at se... kunne jo være at hun havde løbet til bussen men så alligevel ikke..?
*Har hun overhoved forladt gangen?* Tænkte han pludselig og så hen mod døren som om han forvendtet at hun skulle banke på hvert øjeblik det skulle være, men han vidste jo godt det ikke skete, så hvorfor overhoved håbe?
Altair lagde sig så endelig i sofaen uden at tænde for fjernsynet, han stenede faktisk bare op i loftet for anede simpelthen bare ikke hva' han skulle lave og gad ikke at se "billed-kasse" kaldte han den nogle gange, var en lidt en intern men plat joke han havde med sig selv.

Madelaine stod stadig og kiggede ud i den gennemsigtige
luft, og mærkede hvordan omgivelserne trang sig på omkring
hende. Hun kiggede hurtigt op af trapperne, men dog var
tankerne stadig helt væk og ikke en eneste forundring eller
forvirring befandt sig i hende. Men det betød dog ikke at hun
var okay igen. Følelserne have været helt oppe og ringe, og
som hun plejede, tonede hun dem altid ned, da hun var en
kontrolfreak på det punkt. - og efter at følelserne havde
overvældet hende, var det som om hun skulle oplade igen.
Hele hendes krop føltes tom, og da hun kiggede rundt med
sine blanke store øjne, lignede det at det hele smeltede eller
samlede sig omkring hende. En hvis følelse af utilpas tonede
sig frem i hende, og hurtigt begav hun sig hurtigt ned af de
hårde og store trapper. Hurtigt havde hun bragt sig selv ud
af bygningen og den kolde luft angreb hendes krop som om
hun var en fjende.

//Out eller skal vi bare køre videre på den??

// out.

//Okay, du var faktisk rigtig awesome at emne med

// tak (:

//jeg vil rigtig gerne emne med dig igen på et andet tidspunkt i fremtiden : )

// kan vi godt finde ud af.

//Super