En lille gåtur? ~ Devin

Dato: 02/09
Dag: Fredag
Tid: 23:12
Sted: En stille villavej
Vejr: Stjerneklart men nymåne.
Omgivelser: Mørke huse, med store haver.

En lille pige bevægede sig, for så vidt muligt, gennem skyggerne på den stille gade. Hendes tøj, der bestod af en trøje med hætte og lynlås, et par jeans med et lille blomstermønster ved den ene lomme og et par gummisko, var slidt og beskidt. Hendes lange, lyse krøller var halvt om halvt dækket af den opslåede hætte og trængte stærkt til en vask. Og så var hun umådeligt tynd. Selv for et barn i seksårsalderen, der ofte var ganske slanke, grænsende til tynde. Man behøvede ikke at se længe på hende, for at kunne konstatere at hun nok ikke ofte nød godt af en voksens omsorg og pleje. Men på den anden side var der også noget specielt ved hende. Trøjen kunne ikke helt dække de to buler, der sad på hendes ryg. De fleste almindelige mennesker, ville nok tro at det enten bare var buler i tøjet, eller at det skyldtes en eller anden form for mutation. Og egentlig var det sidste vel også rigtig nok. Buler skyldte nemlig det par små vinger, der voksede på hende ryg. Vingefanget kunne næppe være meget mere end halvanden meter, og fjerene havde cirka samme farve som pigens hår. Pigen var i den grad ikke nogen almindelig pige, hun var nemlig en engel.

Rae vandrede formålsløst rundt i den stille by. Hun havde ikke kunnet finde et ordenligt sted at sove. Enten havde der været for vådt, for ulækkert, eller også havde der været rotter. Rae var rædselsslangen for at lægge sig til at sove et sted hvor der var rotter. Rotter kunne nemlig sagtens slå en lille killing ihjel. Og det var sådan Rae lagde sig til at sove, som en killing. Det var den ekstreordinære evne hun var i besiddelse af; evnen til at forvandle sig til en killing. Hun benyttede sig ofte af den. Det var langt mere praktisk at være killing, når man ville undgå at skulle forklare sig om hvorfor man var alene, end det var når man havde skikkelse af et lille barn. Andre børn på hendes alder lå i deres varme senge og sov. På en måde misundte hun dem. Hun ville elske at bo et sted hvor hun kunne sove trygt hver nat, og der var nogen der sørgede for at hun gik mad tre gange om dagen. Men til gengæld levede menneskerne jo ikke så længe. Hun havde allerede levet op til flere menneske aldre, og hun var endnu en relativt ung engel.

Devin havde siddet det meste af dagen nede i sin kælder, og basket med forskellige ting. Han havde bandet, brændt sig og tilmed ødelagt en af sine bedste skruetrækkere. Det havde alt i alt været en ret så forfærdelig eftermiddag, og Devin havde derfor været lykkelig da aftenen faldt på, og maskinen var færdig. Det var derfor han var ude i byen nu.. ude på en lille testkørsel.

Han sad på bymuren, med den lille kikkert i hånden. Han smilede forventningsfuldt, og satte den for øjnene. En lille, blinkene bære fortalte ham at den var tændt, og hans læber vendte opad i et smil, da han for første gang så rigtigt igennem den. ”Utroligt” hviskede han åndeløst, og stirrede på natten igennem kikkerten. Han kunne se alting klart. Dette her lille vidunder, ville være perfekt når han skulle finde væsner om natten. Hvis de kunne se alt ting klart i mørke, måtte han også kunne. Han så på sit ur.. klokken var ikke ret mange. Han foldede kikkerten sammen og stoppede den ned i lommen. Han tog en dyb indånding og sprang så ned fra muren..

Rae stoppede op ved et gadehjørne og så sig omkring. Der så ikke ud til at være nogle mennesker på gaden lige nu. Måske ville det være nemmere at finde et sted hvor hun ville være nogenlunde i sikkerhed, hvis nu hun fløj? Hun var ikke sikker på om hun turde at risikere at blive set af et menneske. Det kunne være farligt. Hun gumlede tænkende på sin underlæbe, før hun rystede på hovedet. Det var nok ikke særlig sikkert at begynde at flyve midt inde i byen. I stedet begyndte hun at gå igen.
Lyden af en eller anden der landede på jorden efter et, sandsynligvis, forholdsvis stort hop forskrækkede hende. Efter lyden at dømme var det en der var tung. Tunge personer, i hvert fald så tunge personer, var som regel voksne. Voksne på denne tid af døgnet betød ofte problemer for væsner med kroppe så små som Rae. Hun lyttede lidt, og gik så videre. Hurtigere denne gang. Gjorde sig mere umage med at holde sig inde i skyggerne. Hun havde ikke lyst til at møde andre lige nu. Eller rettere, hun havde ikke lyst til problemer lige nu.

Da Devin var landet på jorden, rettede han ryggen og spidsede ører. Selvom han lige havde været tilfreds over et vellykket hop, var der et eller andet der generede ham. Følelsen af der var nogen i nærheden.. eller noget. Mistænksomt så han sig om i mørket. Vinden blæste koldt, og gadelygterne kastede lange skygger han af fortovet. Det så imidlertid ikke ud som om der var andre end ham i nærheden. Han greb langsomt efter kikkerten og tændte den. Igennem den spejdede han rundt, og fik øje på en lille skikkelse der skjulte sig i skyggerne…
Han klemte øjnene en smule sammen, og lagde af vane hånden på sin lomme.. den lomme hvor han altid havde en pistol for en sikkerheds skyld. Hvem det end var der gik der henne, var det ikke en der ønskede at blive set, men efter størrelse at dømme var det muligvis ikke en fare.

Rae fik nu øje på den tunge person der var landet på jorden for lidt siden. Og vedkommende så ud til at pege på hende med et eller andet. Hun stoppede op. Hvad var det der blev peget mod hende? Et våben? Måske var det en kikkert af en art. Vent... Hvis det var en kikkert så kunne vedkommende vel se hende? Hun sank noget. Ville egentlig vende om og løbe sin vej, men hun følte sig som naglet til stedet. Hun betragtede skikkelsen længere fremme. Det så ud til at være en mand. Efter lugten at dømme måtte han være menneske. Han lignede ikke et almindeligt menneske. Dog håbede hun på at han var det alligevel. Hun blev stående der i sin skygge, tæt ved husets kolde mur. Ventede på menneskets næste træk.

Devin så at skikkelsen stivnede, og det kunne kun betyde han var opdaget. I-midlertidigt flyttede skikkelsen ikke på sig, men han kunne ikke være sikker på hvor hurtig personen var, hvis han satte i løb derhen af. Forspringet ville være for stort, han måtte tænke sig om. På den anden side.. hvis han gik langsomt, og person alligevel satte i løb.. så var alle chancer ude. Han lavede et svagt, næsten uhørligt suk. Hvis ikke han valgte hurtigt ville han sikkert provokere skikkelsen til at gå videre. Han lagde kikkerten i lommen, og kunne nu kun se personen fordi han vidste præcis hvor h?n stod. Uden et ord begyndte han at gå videre i retning mod hende..

Rae havde ikke lyst til at finde ud af om han nu også var et normalt menneske, så da han begyndte at gå viderede mod hende drejede hun om på hælen og begyndte at gå tilbage samme vej som hun var kommet. Hun gik hurtigt, men løb ikke. Og i og med at hendes krop stadig var barn, ville han som end sagtens kunne indhente hende alligevel. Det var bare på en eller anden måde mere betryggende at gå hurtigt end det var at gå i et normalt tempo. Og selvom hun måske ikke ligefrem var tryg, så var hun endnu ikke bange nok til at sætte i løb.
Hun gumlede let på en lok af det lyse hår, og tænkte sig om. Hun behøvede kun at nå rundt om hjørnet, så kunne hun forvandle sig til en killing, og så ville mennesket sandsynligvis opgive at forsøge at finde hende. Og hvis ikke så var fire ben langt hurtigere end to.
Hun holdt blikket fast rettet mod det næste gadehjørne, og holdt øre og næse åbne efter tegn på at mennesket skulle være kommet faretruende tæt på hende. Det var en af fordelene ved at være væsen fremfor menneske; men behøvede ikke at have øjnene rettet mod sin modstander for at vide hvor vedkommende befandt sig.

Ligesom Devin havde frygtet, begyndte skikkelsen af gå i den modsatte retning. Han satte sit tempo op, men ikke til løb. Han ville ikke skræmme vedkomne væk. Nu da han kom tættere på, lignede skikkelsen en lille pige. Det forvirrede ham? En lille pige.. det var ikke helt som han havde forestillet sig. Et underligt, lille væsen. Ja. Hunkøn, muligvis. Men dette her lignede en menneskepige. Muligvis forældreløs? Måske var hendes grunde til at luske rundt i gyderne ganske uskyldige? Spørgsmålene fik hans skridt til at blive mere tøvende, og tanken om at være ved at skræmme sjælen ud af et menneskebarn gjorde ham ubehageligt til mode. Dog stoppede hans fødder ikke helt, mistanken gnavede stadig der inde et sted..

Da Rae lagde mærke til at skridtene bag hende langsomt stilnede af, og blev mere tøvende sneg hun sig til at kaste et blik bag ud. De grønne øjne emmede af frygt for at han ville hente ind på hende, og fange hende. Uanset som han var almindelig menneske eller ej, så havde hun ikke lyst til at blive fanget. Et almindelig menneske ville bekymre sig om hvad et lille barn lavede alene ude i byen midt om natten, mens en jæger ville bekymre sig om hvordan han bedst kunne slå hende ihjel. Og ingen af disse senarier var synderligt tiltalende hvis man valgte at spørge Rae. De små vinger, der stadig var gemt under tøjet, rørte uroligt på sig, og Rae vendte blikket mod gadehjørnet igen. Selv havde hun ikke lagt mærke til vingernes urolige bevægelse, det havde været som en refleks bevægelse for hende, men det var ikke til at sige hvad mennesket lagde mærke til. Hun kunne kun håbe på at han var for optaget af sine tanker og overvejelser til at lægge mærke til at bulerne i hendes tøj havde rørt let på sig.
Gadehjørnet kom tættere og tættere på. Inden længe ville hun være i sikkerhed. Håbede hun. Hun gumlede videre på sit hår mens hun fortsatte sin hurtige gang.

Devin stivnede et øjeblik indeni. Noget på den lille piges ryg havde.. bevæget sig. Det var det eneste bevis han havde brug for, der var noget lumsk ved hende. Han tog en chance, og satte så i løb imod hende. Hvis ikke fart var en af hendes evner, ville han fange hende.. men hvis hun var et væsen med overnaturlig hurtighed så.. ja så var hun væk før han kunne gøre noget. Han lagde hånden mod pistolen i jakkelommen..

Rae så panisk tilbage da hun hørte at skridtene blev hurtigere igen. Han havde sat i løb. Hun fulgte hans eksempel, og løb så hurtigt som de korte ben ville bære. I farten tænkte hun ikke på at katte løber hurtigere end mænd, men på at engle flyver og det gør mennesker ikke. Desperat fumlede hun med lynlåsen i sin trøje, i et forsøg på at få de lyse vinger frem. Kunne hun lette kunne hun flygte. Det var jo logisk nok. Men da det var en mand med lange ben der var efter hende, var det nok ikke særligt sandsynligt at hun kunne nå at få trøjen bakset af, før han fik fingre i hende. Fanden tage hendes barneskikkelse! Hvis hun bare kunne være blevet en smule ældre før hendes krop gik i stå, så var der meget der ville have været utroligt meget lettere!

Som Devin endnu engang havde frygtet, satte den lille pige også i løb. Han bed tænderne sammen, og gjorde sit for at komme hurtigere frem. Til sin overraskelse, og glæde, så det ud til at han alligevel var hurtigere. Han havde taget den rigtige beslutning. Men så begyndte pigen at tage sin jakke af, eller hun forsøgte i hvert fald, og han blev pludselig uhyggelig bevidst om de små buler under jakken. Hvis hun fik den af.. ville hvad der så end gemte sig under dem, ikke blive en hjælp. Han satte tempoet op, og priste gud for at hun tydeligvis havde problemer med at få den af. Han trak pistolen frem. Ikke en normal end med kugler som kunne dræbe mennesker, nej. Det var en han selv havde lavet, skabt til at lamme modstanderen. Han pegede omhyggeligt på hende, tog sigte og skød..

Rae udstødte en lille begejstret lyd, da lynlåsen endelig gik op. Hun var begyndt at krænge den af, da hun pludselig blev ramt af en sær følelse. Og så lå hun pludselig på jorden, og trillede rundt. Hun skrabede den ene underarm, og ville egentlig skrige. Hun kunne bare ikke helt for skriget ud. Store paniske tårer vældede op i øjnene, og begyndte at trille ned mod hendes ører. Hun ville rejse sig, tørre øjnene og så sætte af. Hun ville flyve sin vej, op over tagene og væk fra dette væmmelige menneske. Det kunne hun bare ikke. Det gav hende lyst til bare at sætte sig ned og græde indtil han ville lade hende være. Eller slog hende ihjel. Ville han mon slå hende ihjel? Hvad mon han ville hende?
Det ville være en underdrivelse at sige at Rae var bange. Hun var rædselsslangen. Selvom hun var 300 år gammel så var hun stadig kun et barn.

Devin kom hurtigt hen, til det lille, grædende barn. Han så overrasket på hende, knælede ved hendes side og så undersøgende på hendes vinger.. han sukkede svagt af lettelse ”en engel” mumlede han. Han løftede hende op i sine arme ”så.. rolig..” hviskede han blidt og så bekymret på hende ”lammelsen går over om et øjeblik. Der gik kun et par minutter, og Raes krop skulle begynde og virke normale igen. Han holdt hende roligt, og så stadig nysgerrigt på den lille pige.

Rae havde ikke lyst til at blive holdt af ham. Hun havde ikke lyst til at lade sig trøste af en der havde... Der havde gjort hvad end det var han havde gjort ved hende. Da hun havde fået følelsen tilbage i kroppen begyndte hun at stritte imod. Ikke om han kunne fange hende, og så bare tro at hun lige så stille ville lade sig trøste af ham. Hun var vred. Hun bed tænderne hårdt sammen, ignorerede strømmen af tårer, og vred sig som en fisk på land.
Dumme menneske. Dumme, åndsvage menneske! Dumme, åndsvage, væmmelige menneske! Rae fik presset et "Slip. Mig." ud gennem de sammenbidte tænder. Det var tydeligt at hun ikke ville være videre samarbejdsvillig, ligegyldigt hvad han gjorde. Til gengæld var hun en meget tynd engel, hvilket betød at hun vejede meget mindre end et normalt barn på hendes alder. Hvilket betød at hun måske ikke ligefrm havde den største modstandskraft en dusørjæger kunne blive udsat for.

"..." Devin fik et trist, med beslutsomt udtryk i øjnene og han satte hende ned. Han gik et par skridt tilbage, og gik roligt afsted. Han kastede et blik tilbage mod hende, ligesom for at sikre sig at hun kom godt afsted. Det havde ikke været hans mening at skræmme engel, men så igen... hellere en skræmt engel, end et farligt væsen på fri fod.