En lille gåtur ((Tristan))

Tid: Midten af januar, omkring kl. 2.00
Sted: Gaden i udkanten af byen.
Omgivelser: Ingen mennesker, ingen biler. Bare stille og roligt. Række huse på bække sider.
Vejr: Ingen sne. Men der er koldt og skyfrit. Der er mange stjerner. Månen har været fuld for et par dage siden. Så den er stadig stor.

Seidy var kommet ud af sin lejlighed for at gå en tur. Det var godt at få noget frisk luft engang imellem. Seidy var i godt humør og smillede da hun kom udenfor kunne mærke og lugte den kolde friske aften luft. Sediy bar iklædt en hvid varm vinter jakke. Hun havde jeans, et par sorte vinterstøvler på, noget strikede lilla luffer på og en hvid hue på. Seidy gik ligeså stille ned ad gaden. Hun fandt en sten og begyndte at sparke til den. Længere og længere ned på gaden. Hun kiggede sig omkring og kunne se en masse række huse i. De fleste var mørke. Det var trods alt nat. Men Seidy kunne ikke sove så det var jo en måde at slå tiden ihjel på når man ikke havde andet at lave. Seidy vendte derefter blikket mod stjernerne og kiggede et stykke tid hvorefter hun bedstemte sig for at sætte sig ned et eller andet sted. Seidy fandt hurtigt en bænk og satte sig godt ned. Det var koldt. Seidy sad og nød stilhedden mens hun så på stjernerne. Seidy kendte ikke så meget til stjerner. Men hun elskede den stadig. De var så frie ligesom hun var nu. Det var fantastisk.

Nætterne havde for tiden været frygtelig lange.. det virkede som evigheder at vente på lyste når solen først var gået ned. Det eneste der var man kunne trøste sig med var stjernerne der malede sig hen over himlen som et smukt maleri med moder natur som kunstner.
Det var på denne stjerneklare lange nat at Tristan havde valgt at tage en gåtur. At komme ud af sin lejlighed og bare vandre lidt rundt.. Måske finde en døgn cafe at tage ind og få en kop kaffe på eller en øl.. Dte var lige meget . Bare han kom ud.
Iført et par sorte jeans med machende sko og en mørkeblå blå vinterjakke begav han sig afsted ned langs gaderne i Sheria og snart gik han midt i sine egne tanker. Hans blik var rettet imod stjernerne, men hans hoved var et helt andet sted.

Seidy smillede mens hun så på stjernerne. Hun kiggede sig omkring og kunne ingen se. Det var dejligt det var som om hele gaden var et kongerige og hun var droningen. Og hendes bænk var et kæmpe palace hvor hun kunne sidde og nyde sit kongerige i fred og ro. Seidy kiggede ned og så sin halskæde. Det var hendes navn der var skrevet med sølv bokstaver. Det var flot. Det var noget der bragt minder frem. Seidy tog den af og gned den stille mellm fingerne. Seidy kiggede på den længe hvorefter hun tog den på og satte sig op på ryglænet af bænken så hun kunne se mere af gaden. Hun så sig omkring og så en mand med lang mørkt hår gå ned ad parkerings pladsen. Han havde en lang sort læder frakke der gik til jorden. Seidy satte sig ned på bænken normalt igen. Hun ville helst ikke komme i problemmer med nogen hun ikke kendte. Og han så ikke ud til at være spiciel venlig ud.

Pludselige blev Seidy forskrækket da hun opdager at manden. Stod bag hende bag hækken han sagde. "Hej med dig. Hvad laver du her sådan en cold nat." Seidy kiggede på ham med fortvilede øjne. Hvad ragede det ham. Tænkte hun. Han så mærkelig ud han havde helt røde øjne som om de var fulde af blod eller noget i den stil. "Ehm... Ikke noget jeg sidder bare og får lidt frisk luft." Sagde Seidy i en venlig stemme.

Tristan nynnede en glad melodi imens han fortsatte ned af en siddegade imod strøget. Der var ikke meget lys i de små gader, men dte kom så snart han var ude på en stor gade. Heldigvis kendte han efterhånden disse gader som hans egen bukselomme.
Et sted længere oppe kunne han begynde at skimte lys fra hovedgaden og snart stod han på den. Kiggede sig lidt omkring. Der var ingen. Han satte kurs ned af gaden og kiggede op på stjernerne igen. Et sted foran kunne han høre lavmælte stemmer og han kiggede instinktivt op. En pige sad på en bænk lidt væk og bag hende stod en skummelt udseende fyr.
Tristan satte kursen lidt der hen ad. Imens han gik gjorde han meget i at få hånden ind under jakken og få fat om sin ene handcannon pistol. Den fyr så ikke rar ud.. Hvis han viste sig at være andet end menneske så skulle man være klar.

"Er alting okay her?" Spurgte han ud imod menneskerne på bænken, og sendte specielt den mørkhårede pige et spørgene blik.

Seidy så på den langhårede mand som stod bag ved bænken. Hun vendte sig om og kiggede på ham. Han tog et skridt tættere på hækken. "Hvad med at vi nyder denne nat sammen bare dig og mig?" Sagde manden til hende. Hun så manden med skræmte øjne hvorefter hun står stille og siger ingenting. Hun tog et langsom skridt tilbage mens hun kiggede på manden lam i munden. Da hun pludselig kan høre en eller han spørge hende om hun er okey. Seidy vender sig om og ser en fyr stå. Han så idet mindste mere venlig ud end den skumle lang hårede fyr. Seidy nåede ikke at svare før manden sukkede højlydt og svarede fyren. "Alt er okey du kan bare gå videre." Seidy så på fyren og nåede ikke at sige noget hun kiggede ud i luften og havde mest af alt lyst til at løbe skrigende bort. Men det ville være dumt de ville begge tro hun var sindsyg. Manden så irreteret på fyren ligesom en hund der var blevet forstyret i at fortære sin mad.

Tristan vente blikket fra pigen og op på manden. Hun lignede jo ikke ligefrem en som havde det fornøjeligt. Han kløede sig lidt i håret med den hånd som ikke var under jakken og skiftede vægten fra den ene fod til den anden. Var det røde øjne den fyr havde? Han kunne ikke finde ud af om det var kontaktlinser eller den ægte vare..
"Ja.. Sorry pal... Men jeg bliver lidt nød til at høre det fra den lille dame, jeg kan udemærket se at du er okay og hygger dig fortrinligt.." Svarede han flabet og tog et skridt tættere på imens han lagde blikket på pigen igen.
"Er fyren her et problem?" Sagde han så og skulede et splitsekund på den langhårede mand. Det havde været længe siden at han havde mødt et væsen bare sådan på gaden i Sheria.. Hvis denne mand var det, ja så blev det den første kamp han havde længe.. hvilket var glimrende for han var blevet lidt rusten af alt det papirarbejde for hovedkvarteret.

Manden kiggede endnu mere irreteret på fyren og gik gennem hækken tættere på fyren. Han så truende ud. Og Seidy føldte ham blikket, hun så skræmt ud. Manden gik gennem hæggen og stod foran Tristan "Hørte du ikke jeg sagde at du skal skride?!" Råbte han i hovedet på Tristan hvorefter han skubbede til Tristan med en unaturlig styrke. Så Tristan røg tilbage ligemeget hvor stærk han nu var. Seidy kiggede skræmt hvordan den skumle mand skubbede til Tristan. Hvorefter han vendte sig om mod Seidy og gik mod hende med faste skridt. Seidy kunne se en form for glimt i øget og hands øjene begynte næsten af lyse. "Du er min" Sagde manden og kom nærmere. Seidy så på manden hvor efter hun skreg og begyndte at gå bag ud med hurtige skridt. Seidy kunne mærke frygten gribbe hende da han sagde ordene. Men det mest uhyggelige var at han kunne skubbe fyren så stærkt tilbage og så de øjne. Seidy lukkede et kort øjeblik øjnene og håbede på at det bar var en dørm og ikke virkeligheden.

Tristan flyttede sig først ikke da fyren kom tættere på, men da han skubbede til ham kunne han ikke andet end at ryge et stykke bagud og ramme jorden hårdt bag ham. *Oh no he didn't...* Tænkte Tristan irriteret og kom op at sidde. Han var godt 5 meter væk fra dem nu og der var ingen tvivl at manden der ikke var helt menneskelig.
Fyren havde vendt ryggen til - hvilket var et ekstremt dårligt træk alt taget i betragtning. Det gav Tristan en anledning til at hive sin handcannon frem og hive de normale kugler ud og lade den med et mere opgraderet type bestemt til dæmoner og vampyre. Åh hvor han elskede nyere jæger teknologi.
Tristan kom adræt på benene igen og ømmede sig en smule. Det ville kunne mærkes imorgen. Så satte han i hastige skridt imod fyre igen som stadig havde ryggen til. Fyren ville nok kunne høre en klikkene lyd bag ham da Tristan ladte den lille pistol og hvis han vendte sig rundt, ville han også finde at den var rettet lige imod ham.
"Ja tak, så er showet over... Jeg synes bare du bakker væk nu, medmindre du vil fyldes med ultraviolette pentagram kugler... Som er - by the way - koncentreret sollys med et twist af pentagram. Du er heldig at du overhovedet for advarslen.." Sagde han koldt og kiggede provokeret på fyren.

Seidy så manden komme med faste hurtige skridt hen mod hende og hen over han skuller kunne hun se den anden person stå med en slags pistol imod manden og sige noget om skudene eller noget i den stil. Manden fortasatte med at gå mod Seidy det var forsent hans tørst for blod havde taget over. Han sprang afted som en gazelle efter Seidy. Seidy så den flyvende man komme flyvende hen mod hende. Seidy blev så forskræket at hun snublede bagover og ned på fliserne. Seidy lagde nede på jorden og kunne føle at det var ikke hendes dag i dag. Manden var helt fortabt i sin blodtørst han glemte alt om den anden fyr og tænkte ingen gang over at det kunne være en trudsel. Han forventede nok at når Tristan ville se at han var igang med at drikke hendes blod at han ville løbe for sit liv og tro at det altsammen var en drøm.

"Hey!" Sukkede Tristan opgivende da fyren tilsyneladende ikke mærkede sig med at der var en pistol sigtet imod ham.. Istedet fortsatte han imod pigen. Stakkels Tøs... Hun anede ikke hvad der forgik højst sansyneligt.. Helst ville Tristan egentlig gerne undgå at manden begyndte at drikke blod eller bruge evner, på den måde kunne han altid fyre pigen en undskyldning som bande kampe eller noget..
"Jeg tror ikke du hørte mig første gang.." Fortsatte Tristan og tog endnu tre skridt frem for i sidste sekund at få fat i kraven inden han hoppede på pigen og slynge manden ned i jorden med alt kraft og ryggen først. Han knælede ned og låste en arm fast på brystkassen med et knæ der også holdt fyren på jorden og neglede hans anden arm fast til jorden med sin højre hånd. Nu havde han pistolen i venstre hånd og sigtet direkte i panden på fyren, få milimeter fra hans hoved.
"Men jeg skal gladeligt sige det igen.. " Smilede han overlegent. Det hele var sket rimlig hurtigt og brutalt, men stadig ikke så det virkede overmenneskeligt..

Manden blev overrasket over at han pludselig blev trukket ned på jorden og låst i et grep med en pistol sigtende mod panden. Manden begyndte at væse som en vild kat og man kunne se hans skarpe tænder prøve at få fat på Tristans arm. Manden var i total blodrus. Manden brugte sine ben og slyngede dem rundt om halsen på Tristan og kyle ham ned i jorden med stor styrke. Hvorefter han hurtigt rejste sig op og sprang hen på Tristan med tænderne klar til at bide ham i halsen. Sediy stod mundløs og kiggede på mens de to mænd kæmpede. Seidy prøvede at komme tættere på for at se bedre og prøvede at sparke den langhårede mand i siden. Men han reagerede ikke. Ligesom om han ikke kunne mærke noget. Seidy skreg og prøvede at hjælpe Tristan på en eller anden. Måde selv om det var umugligt var det forsøget hver. Seidy var helt ude af den hun var i et mellem stadige af frøgt og kampgeist.

"åh!" Udbrød Tristan overrasket da han blev slynget om på jorden. Heldigvis havde han hurtigt hænderne oppe foran sig så denne tilsyneladende vampyr ikke kunne bide ham. De rullede lidt rundt imens Tristan forsøgte at få sparket fyren væk, men det var svært da han ikke havde nogen form for overnaturlig styrke.
Han synes at kunne se pigen prøve at hjælpe, men det hjalp ikke rigtig noget. ikke at det var overraskende.
"Hvis det er sådan du vil have det så bliver det sådan .. !" Udbrød han irriteret og brugte sin 'evne' til at sende en stærk ladning elektricitet hele vejen igennem
kroppen og ind i fyren. Pigen ville nok kunne se nogle store blå gnister komme ud fra der hvor de to havde kontakt med hinanden. Den langhårede mand stivnede et sekund og det gjorde det let for Tristan at trille ham rundt på ryggen med sig selv ovenpå og rette pistolen imod hans pande igen. Et højt skud kunne høres ud i gaden da Tristan hamrede trickeren ind.