Skyggen af...

Tid: 11.45
Omgivelser: En masse mennesker, som laver mange forskellige ting.
Sted: I skyggen af et stort egetræ
Vejr: Solen skinner, himlen er blå og fuglene synger.
Påklædning: En gammel, grøn jakke og et slidte jeans. Arien havde aldrig gået op i sit tøj.

Forestil dig den perfekte dag. Hvordan ville den være?
Solen ville højest sandsynligt skinne, det skulle nok være varmt, men ikke for varmt og fuglene vile flyve rundt om dig og synge hver deres fantastiske sang. Sådan var det i dag. Man ville smile, være glad,løbe rundt, være sammen med venner...
Arien var dog det helt det modsatte. Hun smilede ikke engang. Hun sad med lukkede, lænet op med det gamle træ. Arien tænkte, at det kun var lige så gammelt som hende selv. Hendes store, sorte høretelefoner, sad som de plejede, mens de spillede 'Learning to fly'. Det faktisk et meget glad nummer med Pink Floyd, et af de eneste, men hvis Arien fandt det morsomt viste hun det ikke.
Hendes røde hår hang løst. Hendes mælkehvide hud, lyste uendeligt svagt og det så nærmest ud, som om hun ikke trak vejret. Som om ikke levede mere.
Men det gjorde hun. Og hun tænkte.

Azariah's dag startede meget normalt, i hvert fald for hende. Hun havde været en tur på politistationen. Altså en hel normal dag for hende.
Nu var hun på vej ned af en gade, en lille sidegade, så ingen kune se hende. Med headset i og sin Ipod i hånden gik hun ned af den lille sidegade. Hun var i hendes egen verden, uden mennesker, selv om et snart var påkrævet, dæmoner, engle og andre vampyrer.
På vej ned af sidegaden, passerede hun en lille pige. Den lille pige var klædt i en sort kjole med stropper. Da hun passerede Azariah kunne hun lugte den lille piges blod. Hun kunne næsten smage blodet, mærke hvordan hun havde fuld kontrol over pigens liv og død.
Azariah bed sig i læben, hvilket var en fejltagelse, og blodet trillede ligeså stille ned af hendes hage. I en lille fin stripe løb det og dryppede videre ned over hendes sorte jakke. Heldigvis var det den jakke hun ikke rigtig brød sig om. Hendes ynglings jakke var i tørretumbleren hjemme i hendes lejlighed.

//Håber det er i orden jeg svarer?//

Xee stod lænet op af en mur under et halvtag. Hun hørte 'Numb' på in Ipod som hun havde i lommen. Hun sang noge af sangen inde i hovedet *All I want to do, is be more like me and be less like you*. Alle de forbipasserende mennesker kiggede underligt på hende. Xee fandt ud af at det var fordi hun rockede med hovedet og sang højt så alle kunne høre hende. Men det gjorde ikke så meget. Hun sang nemlig godt...

//Det her er mig og Ida's 'genforenings' emne *læs BG*. Har lavet et andet emne til os alle tre: http://deploratus.heavenforum.org/t4979-alene-i-natten-azariah-xeera#152595.
Håber det er okay:D//

Englen åbnede langsomt øjnene. Glippede så lidt med dem og kiggede sig rundt. Alt var som, da hun havde lukket øjnene.
Udover at sangen havde skiftet... skiftet... skiftet...
'Coming to Life'
And headed into the shining sun
*I've turned away from the sun* hun sukkede *the moon is my sun now*.
Hun sukkede igen og forbandede den skinnende sol. Forbandede de dumme og uvidede fjolser, der løb rundt i gårdspladsen. *Dumme, dumme...* Men sandheden var; hun ville også være dum og uvidende. Som den gang for hundred år siden.
Suk, suk, suk.

Azariah kiggede ned af sig selv, der var flere små blod pletter på hendes sorte jakke. Med hånden tørrede hun dem væk, og kiggede bagud, bare for at kigge ind i to store grønne. Den lille pige stod bag ved hende og kiggede på hende. Hun slikkede blodet af hendes hage og tørrede resten af med bagsiden af hånden. Den lille pige blev ved med at kigge på hende.
Tilsidst vendte hun sig om og stod med front til den lille pige. Hun tog sine høretelefoner ud og lagde hovedet på skrå.
"Hvad vil du?" Spurgte hun, med kold stemme uden skyggen af et smil. Egentlig ville hun ikke have noget med den lille pige at gøre, men nogen skulle jo.
*Ja og hvorfor så mig?!* Tænkte hun irriteret.
Den lille pige smilede til hende, og Azariah var tæt på at give hende en lussing. Hun gad virkelig ikke det her. Hun løftede hånden. Pigen blev bleg, ikke så bleg som hende, men bleg. Hun bakkede bag ud og dækkede ansigtet med hænderne.
"Jeg ber' dig lad vær!" Halv skreg pigen, Azariah ar næsten ved at begynde at grine ved pigens skræk.
"Hvad vil du?" Spurgte hun igen.
"Jeg ville bare vide om du hedder Flora." Svarede den lille pige skræmt."
"Ikke hvad jeg ved af" Azariah vendte sig om og fortsatte.

Arien rejste og trådte ud i solen. Hun fik et hvidt skær, som var næsten var muligt at se med menneskeøjne.
Hun kiggede rundt på menneskene og studerede deres ansigter, så ikke bag den dreng faldt ind i bagfra. Han var blond, lav og grøn øjet og ikke særlig køn. Han smilede et smil, som mest af alt lignede en grimasse. Men Arien skulle ikke sige noget - come on, hun var overnaturlig. Hvor freaky var det lige? Hun smilede og afbrød ham i hans undskyldning. "Det gør ikke noget. Men se dig bedre før til en anden gang, ikke?". Hun smilede hurtigt igen og vendte sig om for at gå.
Hun kunne mærke drengens blik i ryggen og det føltes ubehageligt.
Hun drejede hovedet og smilede.
Hun trak en elastik ud af lommen og begyndte at flytte hendes lange hår. Den blev overraskende god, kunne hun mærke, tilfreds afsluttede hun med en nogle håndbevægelser. Hun brød sig ikke om, at flyve med løst -hår i øjnene og alt det der- og lige nu skulle hun væk. Være alene.
Hun satte farten og drejede om hjørnet. Den lille gyde, virkede som et godt sted, at slå vingerne ud. Hun var halvvejs af sin elskede jakke, da hun standsede i et skridt.
En skikkelse, stod i den anden ende af gyden. Hun vendte sig om og fik færten af vampyr.
Panikken greb hende, hvorfor havde hun ikke opdaget den? Hvorfor? Det var for sent at vende om -hun var hundred meter inde allerede. Vendte sig om igen, adrenaline susende rundt i kroppen, klar til kamp.

//lol er det ida??? Men kan du så ikke skrive i titlen hvem det er du laver den til? Og hvem er os alle tre??//

//Det her jeg gjort. Og os alle tre er os alle tre :D Dig, mig og Aza//

Vampyren sukkede og gik videre, da noget kildrede hendes lugtesans. Hun vendte ikke hoved for at kigge efter. Hun vidste hvad det var, Engel.
Hun satte høretelefonerne i igen og gik lige så stille videre. Men noget blev ved med at nage hende. Hun kunen ikek helt sætte ord på det, men hun havde haft denne følelse før. Og normalt ville hun bare ignorere den, det virkede ikke helt her, den blev ved. Hun stoppe op og tænkte.
*Det er jo bare en Engel, den er ingen trussel mod mig* Hun satte igang igen og tænkte ikke mere over det. Et lille smil fandt vej til hendes læber. En skikkelse var på vej mod hende, med stor fart. Det var hendes hund Ambose. Han udstødte et gø da han opdagede at han havde tiltrukket sig hendes opmærksomhed. Hun smilede ved synet af hendes skøre, men loyale hund.
Ambrose sænkede farten da han nåede sin ejer. Han gøede glad og hoppede lidt rundt omkring hende. Hun bukkede sig ned og strøj ham over hans grå og hvide nuancerede pels. Han sad lydigt og prustede lidt efter løbeturen. Hun gav ham et sidste klap oven på hovedet, mellem ørene, rejste sig op og gik videre.
Azariah stoppede op da hun fandt ud af, at Ambrose ikke fulgte efter hende. Med et suk vendte hun sig om og fløjtede et gennemtrængende pift. Husky'en vendte sig straks om og kiggede på hende med hans kloge lyseblå øjne. Hun lavede en håndbevægelse, der indikerede, at de skulle videre. Han udstødte et sidste gø og løb efter hende.
De forsatte ud af den lille sidegade og ud i den store gade. Hun gik med målrette skridt igennem menneskemængden. Lige nu var det eneste hun havde brug for var et eller andet sted at være alene. Det havde hun virkelig. Ambrose skubbede til hende med snuden. Hun så ned på ham og smilede svagt. Han åbnede munden lidt, det så næsten ud som om at han smilede. Hvilket ikke ville undre hende. Han havde en tendæns til, at være lidt for glad engang imellem.
Men hans glade momenter var så også det eneste der nogle gange kunne muntre hende op. Han kunne tit få hende til at smile. Nu som han luntede fint ved siden af hende, men et lettere lallet smil om 'munden' kunne hun ikka lade være med at smile. Hun rystede lidt på hovedet af hendes hund. Hendes smil forsvandt så snart hun igen vendte hovedet mod gaden foran hende.
De massede sig igennem mængden, selvom at det ikke var så svært. For det meste flyttede folk sig når hun kom. Det var nok også den bedste idé, når hun var i dét humør.

//okay?//

Arien stirrede forvirret på scenen foran sig. Vampyren gik den modsatte vej af hende. Hvad vampyrer ikke jægere? You know, I want you blood and stuff?
Nå, men så meget desto bedre. I det mindste ville hun ikke dø i dag. Hunden, som havde pillet over til sin ejer, den såkaldte vampyr, irriterede hende dog. *Hvorfor? Anede det jeg ikke* svarede hun sig selv. Hun havde kun fået et kort glimt af den såkaldte vampyrs ansigt, men det havde genkendelse, det havde det.
"Men hvorfra?" hviskede hun nærmest til sig selv. Så huskede hun at hun skulle væk, men det virkede ikke klogt mere. Der var nået sært og alt, alt for, velkendt ved den såkaldte vampyr. Hun gik langt ind i gyden, trak sin grågrønne Castiel-jakke af og foldede sine englevinger ud.
Med en fart tæt på mulig fløj hen til vejrs.
Vinden hvirvlede rundt om hende, legesygt. Hun smilede umærkeligt.
Byen og noget lidt broget landskab bredte sig ud nedenunder hende. Vampyren spottede hun hurtigt. Folk havde lavet sti, hun kunne gå uhindret igennem. Arien nikkede. Måske var mennesker ikke så dumme, som flok (hun) gik og troede. Hun trak på skuldrene, selvom hun vidste gennem kunne se det. Hun svævede trods alt ottehundrede meter oppe i luften. For folk lignede hun mest en stor fugl.
Måske burde hun være fornærmet, men lige var det meget godt. Hun fløj fremad, som en pil fra en bue, og hang et sted over hovedet på den så kaldte vampyr. Hunden gik stadig ved den side og det irriterede hende. Hun forstod det ikke og derfor følte sig endnu mere irriteret. Og så... Så var der noget andet. Den velkendte, så kaldte vampyr og på en måde følte hun at irritationen ikke kom fra hende selv, men en anden.
Hun havde kun følt med én anden - Og det var Aza.
Arien mærkede nogle sommerfugle rykke på sig. Hvad det... hun...?
*UMULIGT* skreg hendes tanker, men hendes hjerte... hendes hjerte...

//Hvad nu? xD//

"I murmured a vow of silence and now
I don't even hear when I think aloud
Extinguished by light I turn on the night
Wear it's darkness with an empty smile

I'm creeping back to life
My nervous system all awry
I'm wearing the inside out."
En hvisken sang blidt disse ord. Hendes stemme var meget stille og hun smilede. Der var et eller andet specielt ovr det, hun vidste bare ikke hvad, ellers kunne hun ikke huske det. Noget blødt og lidt vådt rev hende ud af hendes lille indelukkede verden. Det var Amborses snude. Han sad stille ved siden af hende. Hun sukkede stille og tog et skridt mere. Et mere og tilsidst gik hun målrettet ind i byen. Hun gik af sted mellem mennesker og meget mere. Hun passerede enda en varulv. Selv om at der ikke var noget hun hellere ville end at smadre den, skulle det nok ikke være på åben gade. Det ville nok ikke være så klogt.
Med et hurtigt ryk rettede hun hendes blik op ad og fik et lille glimt af noget der lige så godt kunne have været en fugl, men når man selv er Vampyr vidste man bedre.
Hun begyndte at gå igen. Hun ville følge efter den flyvende skikkelse. Hendes skridt blev hurtigere og hun begyndte at løbe. Da hun endelig stoppede kunne hun ikke helt se skikkelsen længere. Eller også var hun løbet et andet sted hen. Nå, men et eller andet sted skulle hun jo hen.
Azariah kiggede sig over sin højre skulder og fik øje på sin trofaste Huskey der kom galoperende efter hende. Han gav hals og stoppede glidende ved hendes fødder, men det var hvad han ville have gjort. Han fortsatte en halv meter videre.
Hun kiggede på ham og smilede. Så forsatte de, hun havde opgivet at finde skikkelsen, det kunne da også være lige meget. Nu var hun målrettet igen. Hun havde bestemt sig for at crashe en pub eller noget på vejen hjem til hendes lejlighed.
Nu skulle hun bare finde en.

Sangen skiftede til et helt nyt genre. Teksten lynede gennem hendes hoved og fik hende næsten til at smile(Hint: nøgleordet er næsten hint slut).


This ain't a song for the broken-hearted
No silent prayer for the faith-departed
I ain't gonna be just a face in the crowd
You're gonna hear my voice
When I shout it out loud

It's my life
It's now or never
I ain't gonna live forever
I just want to live while I'm alive

Og det her var helt sikkert hendes liv. Pludselig føltes sorgen og tristheden samt frygten langt, langt væk. Kun nysgerrigheden og irritationen herskede nu.

I ain't gonna be just a face in the crowd
Hun ville aldrig bare et ansigt. En ubetydelig person. Hun var engel og hun havde en opgave. Hun følte sig mere beslutsom end før.
Nogle fugler fløj tæt fordi hende. Eller rettere sagt den ene gjorde. Den fortsatte lige ind i maven og sendte hende flyvende baglæns ind i en stor sky.
Skyen føltes som lugt. Og vand. Som om du er i et koldt dampbad. Ja, det var faktisk en meget god måde at forklare det på.
Sky 'dampen' gjorde det svært, at bevæge vingerne og se. I nogle minutter kæmpede hun med skyen -det var virkelig en stor sky- for at komme ud men uden held. Irritationen bredte sig. Hvorefter hun rev skyen i stykker med hendes evne.
Hvor var den såkaldte ikke-vampyragtige-vampyr?
Hun spejdede rundt og nogle flere minutter forsvandt. Irritation, irritation, irritation
Ah, der var hun.
Arien åndede lettet op og efter par vingeslag var forfølgelsen genoptaget.

Azariah skubbede en særlig tyk mand så han var ved, at falde, fordi ellers så stod han og spærrede det hele. Hvilket også var grunden til at hun først nu så den pub der lå der. Det var sikkert der den tykke mand var på vej hen, da hun skubbede til ham, så han faldt. Det underlige var, at han ikke reagerede da hun skubbede ham. Da hun kastede et enkelt blik på ham fandt hun ud af hvorfor. Han var allerede stangstiv. Hans øjne var slørrede og han bar et blankt ansigtsudtryk. Hun fnøs.
*Mennesker, de er så dumme.* Selv om at hun egentlig var meget sulten så var det ikke lige det hun havde arpetit for. Hun lod blikket glider over pubben og fik øje på en fyr på hendes alder. Hun smilede et lumsk smil, måske var der jackpot alligevel.
Azariah slendrede stille hen over asfalten. Hendes skridt var lydløse, og hendes øjne glødede. Fyren havde fået øje på hende. Han havde en pige i armen, men han var den der type der ikke havde noget imod at have flere piger end en. Den slags fyr hun bare ikke kunne tage. De gik hende virkelig på. Derfor var han et oplagt offer.
Hun gik væk fra pubben hen til den lille sidegade, der løb lige op af pubben. Drengen hvis interesse hun havde vagt, fulgte selvfølgelig efter. Han kom smilede ind i sidegaden, han havde ingen idé om havd der ventede ham. Da han trådte et skridt nærmere hende, greb hun hans kæbe. Han troede, at hun ville kysse ham, han kunne ikke have taget mere fejl. Hun åbnede sin mund, det prikkede i hendes tænder. Hugtænderne borede sig ind i hans hals og hende venstre hånd greb om hans hals. Det skrig der havde siddet klar i hans strube, blev kvalt af hendes tænder, hendes hånd og blodet der boblede i hans hals.
Det løb ned af hans t-shirt, men hun var egentlig ligeglad, hun skulle bare have noget at spise. Det var det eneste menneskene var, mad.

Arien tog stille og roligt gennem luften. Fløj på vinden, sammen med vindens dyr. De fløj med hende og-heldigvis- ikke ind i hende. De var sorte som natten selv og deres kolde, kloge øjne glimtede i stjernes skær.
De havde et nemt liv. Et uendeligt nemt liv, som Arien misundede dem for. *Misundelse er en af de syv dødsynderne* Mindede en svag tanke hende om. Men Arien troede ikke på Gud, troede ikke på helvede eller Lucifer.
Hun opdagede hun havde mistet synet af vampyren, men fandt hende dog hundred meter længere nede. Pigen gik ind i en pub og da englen fløj nærmere kunne hun høre den forfærdelige musik for fuld styrke. Og tættere endnu kunne hun lugte den næsten endnu mere forfærdelige lugt af alkohol. Nogle fordrukne menneske kom gående, syngende ned af gaden. Arien tsk'ede og rystede på hovedet. Dumme, viljesvage mennesker.
Nu landede på taget. Fuglene tog afsked og fløj op i den lysende himmel. Vampyren kom ud efterfulgt af en dreng tæt på de tyve.
*Dumme mennesker.* tænkte hun 117. gang. Hun sad stille, helt stille, ville ikke opdages. Men vampyren havde travlt og så ikke noget. Først flere minutter senere truer hun bevæge sig. Lugten af vampyr var frisk og nem at følge.
En lille gyde. En mørk, lille gyde. Vampyren var allerede i fuld gang med at æde drengen. Hun burde havde set det komme.
Hun nærmere. Arien kunne ikke vampyrens ansigt endnu.
"Enjoying yourself?" sagde hun med klar og tydelig stemme til hendes egen overraskelse og glæde. Ingen panik-tegn. Men hun var bange, og når hun var bange eller vred, var hendes britiske acent tydelig. Som nu.

Azariah blev lettere irriteret. Hvem var det er afbrød en vampyr i, at spise? Vidste personen ikke, at det ikke var en godt idé.
Hun havde ikke engang brug for, at kigge op for, at vide at det var en engel. Den engel der havde stået bag hende i den lille sidegade, hvor hun mødte den lille pige.
*Hmm skal man ignorere hende eller skal man angribe hende?* Tænkte hun. Egentlig gad hun ikke helt det her engle pjat. Nårh, selvom at man allerede har spist, så skader lidt engleblod ikke.
Hun slap drengen med sine tænder og rejste sig op fra den knælende stilling hun havde siddet og spist i. Med lange og elegante skridt, gik hun ud af gyden. Hun tog en sort hårlok og satte om bag øret. Hun rettede blikket op af. Hun kiggede englen ind i øjnene og smilede bredt. Det var et smil, der ikke havde noget glæde bag sig. Selvom, at der var noget ved englen, hun ikke lige umidbart kunne sættte finger på. Med et hovedryst gik hun hen til pubbens mur og kravlede med behændighed op af muren og op på taget.
Da hun stod oppe på taget med fronten mod englen, smilede hun igen og lagde hovedet på skrå.
"Hvad vil du?" Azariahs stemme var kold og irriteret. Der var noget ved englen, hun vidste bare ikke hvad. Hvilket gjorde hende mere irriteret og gav hende en stor lyst til bare og springe på englen, suge den tør for blod og så bare smutte ind i pubben, som om ingenting var sket.

//Spørger du mig om hvad nu?? ;)//

//Præcis

Pigen var tæt på. Arien havde fuldt til syne til vampyrens ansigt.
Arien havde fundet en behagelig skrædderstilling med hovedet hvilende i hænderne og hovedet på skrå. Det var en flabet stilling og englen vidste det.
I hundred havde ingenting givet mening. Alt havde mistet på sin betydning. Der havde været så mange spørgsmål uden svar, som tit startede med hvordan, hvorfor og hvorfor mig. Hendes frustation og frygt svandt ind til ingenting. Den blev erstattet med iskold tomhed.
Ariens blik blev koldt var, som kundst glas og vand under frysepunktet, låst fast ved vampyren. Det hele var irriterende, dumt og mest af alt... meningslåst.
"Enjoying yourself, Az?".
Der var ingen tvivl. Dette var det... den vampyr hun havde valgt at beskytte med sit eget liv som indsats.
I en glidende bevægelse rejste englen sig med de store vinger bredt ud. De mennesker, der så det kunne rende hende i røven. Hun følte sig skuffet, vred... forrådt.
Men inderst inde var det ikke Az' skyld var blevet til en vampyr. Men belejligt nok valgte Arien at overse den detajle.
"You don't remember me? That hurts." Stemmen var hendes egen. Og dog. Den var kold, monotone. Den bristiske acent tydeligere end før, men det ikke af frygt, men et forsøg på at få vampyrens hukommelse på gled.
Arien besvarede hendes bedstevenindes glædeløse smil med et så... trist smil. Et smil fra en person, som har givet op.

Azariah lagde hovedet på skrå og kiggede på englen. Hendes smile var der stadig da hun blidt rystede med hovedet.
*Engle. Det er det jeg altid har sagt. De er ikke helt kloge.* Tænkte hun. Men er var dog noget over det hele. Hele det her scenarie. Det det faktum, at englen kendte hendes navn, eller retter hendes kælenavn. Der var næsten ikke nogen der kendte hendes kælenavn. Alt det her virkede så.... Hun kunne ikke sætte ord på hvordan det hele virkede eller hvad det virkede som, men der var noget. Det var sikkert englen. Der var noget ved den, dens stemme. Som sagt der var noget over det alt dette. Den britiske accent, blikket englen sendte hende.
Hendes humør, der ikke var særlig godt i forvejen, dalede endnu en tak, på grund af den irriterende engel der stod foran hende. Det gik hende meget på nerverne, men det var sikkert også hvad den ville have. Og det ville være endnu værre.
Azariah sukkede og trådte et skrid frem så hun stod, måske, ti centimeter fra englen. Hun blinkede ikke, hun trak ikke vejret. Hun gjorde ikke noget, hun stirrede bare koldt ind i dens øjne. Mens hun stod der, faldt en tanke hende ind. Englens accent, den lød næsten ligesom hendes. Selvfølgelig er der mange mennesker der lyder ens, men det har var noget andet. Det var tættere...
Hun løftede hovedet igen og lagde det til den anden side, stadig med det glædesløse smil på læberne. Hun ville prøve noget.
"Hmm.." Hun begyndte, at gå rundt om englen. "So would you tell me, where do you know my name from?" Hendes stemme var koldere en is, men på en måde også varmere end ild. Behagelig, men alligevel ubehagelig. Stille og rolig.
"What do you want, angel?" Hun hvæsede ordet engel. Lige nu var hun ved, at være godt træt af den og hvad ellers den havde at sige. Derfor fortsatte hun.
"Why should I know you?" Hun tilføjede, "you, likely, do not even know me." Hende stemme var ligeså kold som hendes grå hårde øjne, hendes hud og hendes smil.
Azariah så på englen, og noget prikkede bagerst i hendes hoved. Hun tog det som at det var et tegn på, at den dreng hun havde 'sat til livs' ikke var nok. Hun stoppede sin rundtur foran englen og vendte blikket op af.
*Det var mærkeligt.* Den følelse hun altid havde når hun kiggede op var der ikke mere. Hun bøgede hovedet ned igen og fæstnede blikket på englen.

Arien grinede en kort glædeløs latter. "You really don't remember? Auch.". Et smil. "And I... believe me... I knew you very well".
Hun sat en hånd ned i lommen og frem dog to billeder. Det ene var Castiel og ville ikke sige vampyren noget, men det andet...
...forstilede dem sammen. De grineede på billedet. De så glade. Stik modsat Ariens ansigt lige nu. "This is us".Hun holdt billedet oppe, hvor efter hun stak det ind i fjæset på vampyren.
Og, ja hun var vred.
Minderne kom som en bølgede, prøvede at drukne hende. Minderne før Azh, minderne med Azh og de tusinde minder efter Azh...
Så mange var spildt, tabt. Hundred år. Og mens den søde og rare engel Arien havde flyvet, søgt, spørgt efter Azh var denne blevet en vampyr.
Belejligt.
I den seneste tid havde Arien kiggede et hvert plejehjem gennem i søgen efter en gammel dame ved navn Azariah.
Ikke en 16-årig lignede vampyr. Hun slog lidt med vingerne og svævede ti centimeter over jorden. Bare for at lave noget, istedet for at tænke på...
(minderne)
...alt det frygtelige.

Azariah fnøs fornærmet. Hendes øjne stillede skarpt på billede, foran hendes ansigt. En bleg hånd rakte op og tog billede. Det forestillede englen og en anden. Englen så ikke særlig forandret ud udover, at på billede smilede hun. Det gjorde hun ikke nu. Pigen ved hendes side smilede også. Englen havde sagt at det var dem.
Azariah rystede bedrøvet på hovedet. Det rablede virkelig for den engel, den havde sagt at den kendte hende meget godt. Hun kiggede igen på billedet i hendes hånd. Pigen, hun havde samme hårfarve som hende, sort, hendes øjne havde samme næsten hvide farve. Men.. der var noget andet ved det. Det så anderledes ud. Det lignede en 18-årig pige ligesom hende, men det var bare forkert som om at det var taget i en anden tid. Men Azariah kunne ikke huske noget der fra. Det var som om at hende sind var blevet sletter. Det sidste hun kunne huske før hun blev vampyr var den sang og så ham drengen, hendes skaber. Eller vent.... nej.
Uanset hvor meget hun prøvede kunne hun ikke huske det. Hun vidste faktisk ikke en gang om hun gad, men det nagede hende. Og det var også den eneste grund til at hun prøvede på at huske det.
Da Azariah igen kiggede på englen mærkede hun igen det tryk bagved i hendes hovedet. Men det havde bredt sig. Nu var det som om at det dækkede hele hendes baghovedet og dett blev ved med at brede sig. Ned mod hendes hals. Og videre ned i maven. Hun havde ingen idé om hvad det var og , også det, gik hende på. Det var som om at denne dag bare var det ene irriterende moment efter det andet.
*Nå, men eneste der kunne gøre denne dag værre ville være hvis der kom en varulv.*
Azariah forventede næsten at der ville springe en varulv ud af det blå og angribe hende og englen.

Var det hele Azh skyld?
Nej.
Havde Azh bedt om, at blive vampyr og skulle suge blod?
Sandsynligvis, nej.
Var det Azh er, der havde fejlet i sin opgave?
Nej.
Var Arien stadig rasende?
Ja.
Hun hadede, at hun kendte vampyrens, Azh's, stemme, men alligevel ikke. Udseendet havde også forandret sig. Huden hvidere, de blå øjne klare og var håret ikke blevet lidt kortere? Det umuligt at sige. Det var hundred år siden hun sidst havde set hende.
Kroppen virkede stærkere og slankere.
Men det var ansigtudtrykket og blikket i pigens øjne, der var det værste. Det udtryk havde hun også selv. Udtrykket man fik af bitter erfaring, død og tab. Et øjeblik blev vreden rettet mod hende selv i stedet for Azh. Hun beskyldte sig selv, for der var sket Azh noget. Men et enkelt blik på vampyren var nok til, at vreden blussede op igen.
Arien havde ledt i hundred år. Hundred fucking år og havde den forbandede pige glemt hende? Hvad bildte hun sig ind?
Hun smed billedet på jorden og pegede på det. "That's us. Before... Before the accident." hun sank en lille klump.
"If you don't remember Titanic and me, you're more stupid, than you look like, Azariah!" hu råbte næsten.
Hun prøvede, at huske de vigtigste ting, de havde haft sammen. Der var meget.
"Do you remember an angel, who came to you in the night? Who were your best friend?
Do you remember her name is? Do you remember song, she used to sing for you?" hun var stadig vred, ingen tvivl om det. Sorgen overvældede hende, da orderne slap ud af hendes mund. Hun sang stille.
"I murmured a vow of silence and now, I don't even hear when I think aloud..." hun kiggede på Azh. Hendes Azh, hendes bedste veninden gennem tiderne. Sang videre. "Extinguished by light I turn on the night, Wear it's darkness with an empty smile".

Azariah havde stået stille og set til mens englen havde raset ud. Hørt til med en skeptisk mine, på alle de ting der blev slynget i hovedet af hende. Sangen var det der sagede hende mest, men alligevel det kunne jo ligeså godt være en tilfældig person der kendte den sang. Der var sikkert mange der kendte den sang.
*Måske, men hvad med stemmen.* Sagde en stemme i hendes hoved. *Den har du hørt så mange gange, når alt ramlede og din verden blev ligeså sort som dit håb.* Stemmen i hendes sind havde ret, hun havde hørt den stemme før. Det var det hun, nogle gange, sad til længe oppe om natten og bare randsagede sin hjerne efter at finde den stemme. Så, måske, endelig fandt hun den, og hun var sikker på at hvis hun havde været i stad til at falde i søvn ville hun høre den sang hver gang inden hun gik i seng.
Med et suk sagde hun:
"I'm sorry, or i don't really know if I'm sorry, but let's say that I am." Hun vidste godt at det nok ikke ville hjælpe englen meget, men måske, hvem ved. Hun fortsatte.
"But I have no memories from before... I have no idea of what I was before, before I had to drink blood to survive or live a completely hopeless life for, who knows, millions of years!" Hvis englen abselut skulle være sur, fint men den skulle ikke lade det gå ud over hende.
"I really want to remember you. You or just something else. I have no memories, than those I've made in this life. Do you know how that's like! To have no idea of what happend to you! No! you don't! Because you're a little angel, with your cute angelwings and your god!" Hun hvæsede det meste af den, men da hun sagde ordet god, var hendes stemme så fuld af foragt at det ville havde kunne brænde sig igennem en meter tyk stålmur.
Azariah stod helt stille, hvis hun ikke havde været hvad hun var ville hun have hevet efter vejret. Men nu var hun det hun var og hun havde ikke brug for det. I stedet for begyndte hun at gøre nogget andet som hun aldrig havde troet hun skulle gøre. Hun havde gjort det for sig selv mange gange, men aldrig hvis der var andre. Hun begyndte at synge.
"I'm creeping back to life, my nervous system all awry. I'm wearing the inside out."
Til hendes forbløffelse knækkede hendes stemme ikke. Det havde hun ellers forventet, hendes krop dirrede næsten, næsten, af vrede, men hun kunne ikke helt bestemme hvem vredet var rettet mod. Hende selv for at have glemt hendes fortid - men det kunne jo ikke være hendes skyld, hun kunne ikke engang huske, hvordan hun havde glemt det - eller englen for at komme her og rase ud på hende, når hun nu ikke havde nogen idé om hvem det var.