Skyggen af...

/Hvor er du ikke sød T_T Hvorfor skriver du så meget? xD

Arien hævede et øjenbryn. Først bliver hun skælder Azh hende ud og begynder, derefter at synge videre på sangen? Hvor meget mening gav det lige?
Det hele var absurt. Efter hundred år dukkede Azh bare op? Bare sådan? Arien havde mindst en million spørgsmål og nu viste det sig, at Azariah ikke kunne huske... en skid?
Det følte som en fantastisk og forfærdeligt drøm. En meget, meget lang drøm og ingen kunne undslippe. Ligesom skæbnen.
Vreden rørte på sig igen. Som lige gøre Arien opmærksom på, at hun stadig var sur på vampyren. På vampyren, ikke Azh. Først ville hun lige gøre hendes gamle veninde opmærksom på nogle ting.
Hun løftede en finger"First, no, I don't know what's like. But do you know what's like to have searched for one person, one single person, for a hundred years. And when you finally finds that person, she can't remember a freaking thing about you" Hun holdt en kunstpause.
"No, you don't" To fingre. "Second, yes, I have wings and you don't and I guess they are cute. So what?" Tre fingre. "Third, there's is no God. There's is no hell. No big plan. Nothing has a purpose, you have to make that up yourself."
Hun skulede til vampyren. Gennem årene var hun blevet virkelig god til det. Hun sukkede.
Trak vejret dybt. Blinkede. Lige nu ville hun gerne være venner.
Arien kiggede på Azariahs ansigt. Hvordan kunne det her ikke være en drøm? Hvordan havde pigen overlevet Titanic, hvordan kunne hun bare dukke op? Hvorfor, hvordan...
"How did you survive?".

//JAHH!! Mit mål i livet XD Ej, men nu har jeg skrevet mindre. XD//

Vampyren sukkede. Fattede englen ikke at man ikke behøvede at svare på spørgsmål, man stillede når man var sur? Nå, det kunne også være det samme.
"Okay, to the first thing: yes actually I do, somehow. I've been looking to the sky for.. 90 years, searching for someone or something and I don't know what I'm looking for." Og det var faktisk rigtigt. Hun havde kigget op mod himlen i mange år. Forskellen var bare, at englen vidste havde den ledte efter, det gjorde hun ikke.
"The second: Nothing and I didn't mean it, I don't like you wings." Endnu en ting der var sand.
"Third: I know that, I'm a vampire, I don't believe. You know you don't have to point out the obvious." Azariah's stemme var ingen kold, ingen vrede, irritation eller nogen følelser overhovedet.
Hun var ved at blive træt af englens spørgsmål. Hvordan skulle hun kunne svare hvis hun ikke vidste hvad den mente. Med endnu et suk svarede hun.
"Survive what? Like I've tried to tell you. I have no memories, from before, before my creater made me a vampire." Azariah satte sig ned, ikke fordi at hun var blevet træt i benene, det hele var bare for sammen rodet. Englen ledte efter nogen, fint nok, men det havde jo ikke noget med hende at gøre. For hun kendte ikke den efterhånden desperate engel foran hende. Mens hun sad der på jorden, vandrede hendes tanker, som de nogle gange gjorde når hun ikke kunne hitte ud af det hele, eller bare hvis ikke var hendes dag. Hendes tanker førtes i retning af alt det med gud. Englen havde ret, hun havde altid haft det sådan at hun ikke troede på gud. Han var der jo aldrig når man havde brug for ham. Hendes tanker blev ved med at flyve, da hun åbnede øjnene og kiggede op på englen.
"Now to the million dollar question; Who the hell are you?" Azariah havde tænkt over det i lidt tid, men i hele denne her pærevending af ord og forskellige forvirringer var hun kommet væk fra det. Der var også et par andre ting hun gerne ville have på plads. Derfor fortsatte hun ufortrødent.
"What is it exactly that I am to you? And what is all of this? Where did it start? What did you mean with 'How did you survive?'? Survive what? What happend?!"

Arien lo en tom og glædeløs latter. Hun slog ud med armene.
"Who I am?" Hun lo igen. "Tell you a little story". Hun satte sig ned i den behagelig skædderstillig på taget. Gad vide, hvad klokken er? Tre? Fem? Hun vidste det ikke.
"No first I will put an end to your misery. The sky's up there" hun pegede på i himlen og sukkede.
"For a long, long time away an angel came to London. The year was 1902.
But she felt lonely, until she met a kind, little girl.
One night the angel came to girl and claimed she was the humans guardian angel. The girl believed her, she was an angel after all. They became best friends. They were happy and the angel saved the girl a lot time, even though girl didn't know.
But one day they went away with titanic. They both wanted adventure. But the ship sank and the angel couldn't find the girl in time. The angel nearly sank with ship in search for her beloved friend." hun sukkede og kiggede på Azh. Vreden var der stadig, selvfølgelig var den det, men det hele virkelig ligegyldigt nu. Alt.
"The girl's name was Azariah. And the angel's Arien" hun kiggede uden humor på vampyren. "You're Azh. I'm Arien". En kold blæst fu ind imellem dem og stilheden derefter flugte syntes at sprænge Ariens trommehinder.
Hun sukkede igen, bare for at gøre noget. Minderne væltede ind over hende. Det var næsten utroligt, at hun kunne huske det. Azh, Castiel, vampyrene, hver eneste enkel dag af sin søgen. Hun havde lyst til at skrige, græde eller le, men hun gjorde ingenting. Lige nu var kun vreden, den fyldte alt. Den var rettet mod alle. Selv de små fugle, der fløj rundt og lavede små skrig. Eller sang. Kom an på hvilker hunør du er i. Lige skreg de. Højt og skingert.
Der var ingen lyde. Det hele virkede dødt. Eller måske var det Arien, der var død. Hun vidste det, faktisk ikke.
Død. Død. Død. Azh var også død. På en måde.

Vampyren så vantro på den engel, Arien, som sad foran hende. Det vidste god nok hendes navn ja, men det kunne der da være flere grunde til. Hun kunne have hørt fra en eller anden. Hvem vidste hun ikke, men det ville da være den mest sandsynlige forklaring på det hun lige havde hørt.
Azariah rystede træt på hovedet selvom, at hun selvfølgelig ikke var træt, det kunne hun ikke. Men alligevel uanset hvor meget hun prøvede kunne hun ikke få det hele til at passe. Det hele passede bare ikke ind i noget.
Hvis nu der kom en hen til dig og sagde, at hun var din skytsengel, at I var bedstevenner og at du var med på Titanic ville du så tro på dem? Specielt når nu du ikke kan huske noget af det?
Hvad end du ville gøre så gjorde hun det ikke. Hun troede ikke på Arien. Uanset om hun kendte hendes navn og alt andet om hende.
Azariah sad stille med lukkede øjne, hun prøvede at lukke idéen om at englen, Arien, der sad foran hende var hendes skytsengel, hendes bedsteveninde, at hun havde ledt efter hende i hundrede år. Samtidig prøvede hun, at lukke det faktum ind at hun havde været et menneske.
Selvom, at det var ensomt så havde hun prøvet at affinde sig med, at hun ikke havde nogen fortid, forældre eller nogen der faktisk ikke var ligeglade med, om hun var død eller levende. Det var noget nyt for hende. Men hun ville faktisk gerne tro Arien, det var bare ikke hende muligt. For hun havde virkelig ikke plads til det, efter så lang tid alene (kun med en hund) var hun ikke vant til at folk interesserede sig for hende. Hun sad der med lukkede øjne og gned sig på næseryggen med tommel- og pegefinger.
Hvorfor skete sådan noget her for hende. Hvorfor kunne englen ikke bare gå hen til en anden med sin syge historie. Azariah rystede på hovedet. Hendes humør var begyndt af forværres igen, en vrede begyndte at fylde hende. Hun var ligeglad med hvor den kom fra. Hun ville bare ud med den.
"Okay I don't know about you, but I need a drink." Det var også meget sandt, lige nu skulle hun bare klare tankerne. Og hvad er bedre til det job end alkohol?

Arien følte sig hjælpeløs. Følte nu anset, hvad hun gjorde nu, kunne det blive være. Azh var her og kunne ikke huske en skrid. Ikke en skrid om det om havde gensøgt hendes sind og krop for hundred år. Kunne ikke huske, hvad næsten havde taget livet både hende selv, men også Arien hele to gange. Første gang i et forsøg på finde Azh og anden gang sorgen. Til sidst var der kun sorg. Og tomhed. Det var faktisk det sidste, som var det værste.
Følelsen af uanset, hvad der skete med hende, med menneskerne, med verden, ville hun være fuldkommen ligeglad.
Hun følte sig hjælpeløs, fordi det virkelig som en film med et lorte plot. Eller en forfærdelig, dårlig skrevet bog. En bog, hvor altid var planlagt og hovedpersonerne var mægtigsløse over for altid. Det hele var forudset. Hvilket var ironisk, da hun lige havde sagt, at der ikke var nogen plan. Med. Noget. Som. Helst. Det virkede som det eneste, der blev sammen med hende. Ironien havde været som en forbandet følgesvend, som havde grinet af hende, hver gang noget gik galt. Det fejlede aldrig.
Hun følte sig hjælpeløs, fordi hun skulle beskytte Azh, men nu var denne pludselig blevet ti gange stærkere. End sin bip skytsengel! Der var ironien igen.
Et par fulde mennesker kom væltende udenfor. De havde alle sammen en øl, eller to, i hånden og var alle halvnøgne. Det de grinede på den sindsyge måde og som man kun kan gøre, når man har fået alt, alt for meget alkohol.
Arien rynkede på næsen. Hun havde alrig hadet alkohol. Hadet den for den måde den ændre personligheder. Et elskværdigt menneske, kunne blive det mest perverse og voldelig psykopat på jorden. Hun rynkede på næsen. Og kiggede på Azh med et hævet øjenbryn.
"Your serious?" et enkelt blik og Arien var sikker på, at vampyren var sikker. Vampyren. Det var stadig underligt. Forkert på en måde. Sådan skulle det ikke have været.
Azariah skulle blive en gammel kone med børnebørn og være den bedste forfatter og fortæller i landet. Hun skulle være blevet glad og hun skulle dø af alderdom. Være glad i sidste åndedrag og med et smil på læberne, når hun stillede træskoene.
Arien havde aldrig fortalt Azh, at hun ville dø af sorg, når Azh døde. Havde ikke fået det nødvendigt. Der var ingen grund til at gøre Azh ked af det. For Arien ville med glæde dø sammen med det menneske, som betod mest for hende. Det menneske, den vampyr, som havde altid havde og altid ville betyde mest for hende. Uanset hvad Azh gjorde, sagde, i dag eller i morgen eller om hundred tusind år betød ikke noget. Arien ville være sammen med hende og beskytte hende til det sidste.
*You're my everything, I'd die for you. The only reason why didn't die back there was, because i could feel you were alive all the time. You're my reason to not die now or ever. As long as you live* hun tænkte sørgelige og sande ord i sit stille sind. Hun ville aldrig nogensinde indrømme det, men det var sandt.
Med et dybfølt suk lettede og landede hun i en glidende bevægelser på asfaltet under dem. Mennesker kunne hun ikke være med ligeglade. Hvorfor skulle det betyde noget? Alligevel trak hun de store, hvid vinger ind og kiggede op på vampyren. Hendes blik sagde 'are you coming or what?'.
Englen havde aldrig drukket før, og nu følte hun en sommerfugl flyve op gennem hendes mave. Hvordan skulle det her gå? Hvordan skulle det begynde? Eller var det alerede enden?

Azariah kiggede på de mennesker der traskede ind og ud af pubben, da en tanke slog hende.
*Gad vide hvorfor de ikke har lagt mærke til, at vi stod der oppe og skændes* Den tanke havde ikke strejfet hende indtil nu. En stemme svarede hende, det var den stemme igen, den i hendes hoved. Kunne det være hendes samvittighed? Nej.. Hun var vampyr, hun slog folk ihjel, det passede ikke ind i billedet, at hun havde en samvittighed. Stemmen sagde:
*Joh, sikkert. Men de fleste af dem er jo også fulde eller også så er det et meget almindeligt syn.* Azariah vidste ikke helt om hun troede på den, men den kunne nu have ret.
Hun stod lidt og skiftede mellem at have vægten på den ene fod og så den anden fod, så lagde hun mærke til at mange af de mænd der slæbte sig af sted kiggede på dem eller så efter dem. Med et beslutsomt tag i englens arm, gik hun let hen over afsfalten og ind i på pubben.
Inde på pubben var det meget larm og meget stemning. Azariah kunne ikke helt pladsere stemningen, men det var i hvert fald ikke trist eller dyster. Med raske skridt og englen under armen, gik hun hen til et bord og satte sig ned. Hun tog ikke englen med sig ned, hun måtte selv sætte sig. Hun halvt rakte halvt kastede hånden i vejret med en skødesløs bevægelse og den servetrice der havde lagt mærke til det kom hen til hende. Det var en kvinde. Hun virkede, som et af de få fornuftige mennesker, der tager lidt mere tøj på når de arbejder.
"Hvad skulle det være?" Spurgte hun og prøvede, at lyde glad. Men forsøget mislykkedes. Man kunne tydeligt høre, at hun var godt træt at alle de mænd der enten gloede på hende, eller tog hende på brysterne eller på hendes røv. Azariah kunne godt forstå hende, hun ville også flippe fuldstændig ud på dem. Og det sagde ikke så lidt. Men hun tog ikke helt hensyn til hendes følelser og svarede kold, men præcist:
"En øl." Servetricen så endnu mere sur ud, men gik af sted for at hente hendes øl. Vampyren sad og så rundt og lod tilsidst sit blik lande på englen, Arien. Det hele virkede bare så, meningsløst på en måde. Denne person havde ledt efter hende i hundrede år og så når hun endelig finder hende, så kan hun ikke huske en skid, men alligevel fandt hun det ret komisk.
Servetricen kom med hendes øl og gik hurtigt igen. Azariah tog et sib af hendes øl og satte den tankefuldt ned igen, hendes tanker var alle andre steder end lige her på denne pub, med sure servetricer, fulde dumme mennesker, en halvskør engel og alt det andet snavs.

Her var alt, som du kunne ønske dig. Gale mennesker, en skidesur service, en senil vampyr og en, lige nu, meget negativ engel.
Arien lød sig synke nok dybt ned i stolen og ønskede, ikke for første gang og heller ikke sidste, at komme væk. At svæve oppe under skyerne med det kuglesløre duer. Og andre småfugle. At se sammen nogen. Bare et enkelt lidt på Azariah og du ville ikke le resten af dagen. Gad vide, om hendes eget udtryk også så sådan ud? Det var meget muligt.
Det var et ansigt du fik, når du havde set død og blod i spandvis og, når du havde mistet mange gange. Og mistet havde Arien så sandelig.
Azh var ved at drikke hendes øl. Englen var godt tilfreds med at hun ikke havde fået nogen. Hun ville nok også gå under bordet inden første slurk. Ja, det var bedre på den her måde.
Hun sank noget mere sammen i den ellers så ubehageligt stol og tjekkede sine opgivelser. Især flugtvejene. Man kunne komme ud af to gange. Indgangen og en lille anden dør. Og så den dør bag disken.
Den mange forskelligt fik Ariens hud til at lyse på lidt for overnaturlig måde. Hun lød håret dække mere af hendes ansigt.
Musikken havde et hurtigt beat og sangeren lød som en, der mildest talt, skulle få et andet job. Og, ja, den opmærksomme læser vil kunne gætte at det her pop musik. Ikke lige, hvad Arien plejede at lytte til. *Men forandring fryder, ikke?* hviskede en svag stemme. Arien blik faldt på Azh igen. Hun kvælede den lille stemme. *Nej, forandring er noget forbandet lort* hendes blik blev hårdt.
Arien skimmede omgivelserne igen.
Alle var mellem 17-22 år. Og var, lige som den udenfor, halv nøgne. Ikke alle var fulde. Endnu. Gad vide hvad klokken var? Sikkert mellem fem og otte om natten.
*Sikker hurtigt tiden går, når man har det forfærdeligt*

Stemningen i pubben steg i takt med at det blev længere ud på natten. Det hele hoppede og dansede og det samme gjorde de folk der var der inde. Ingen stod stille, i hvert fald ikke dem der stod op. Dem der sad ned kunne godt sidde stille, men de var helt sikkert dem med mest tøj på. Hun havde dog taget sin jakke af og hængt den over stoleryggen. Nu sad hun og så ned i hendes øl. Den gyldne væske var stadig dækket af en tyndt lag skum. Hun havde aldrig brudt sig om skummet, men det var svært, at komme uden om.
Det eneste gode ved, at komme på sådan en pub var, at ingen lagde mærke til en. For alle folk var fulde og servitricerne/tjenerene var alt for sure eller høje til at lægge mærke til, at en af gæsterne var et overnaturligt væsen. Der var faktisk ikke særligt mange af hendes slags derinde, altså væsner. Der var en dæmon henne i hjørnet og ellers var der kun hende og den underlige engel.
Hvis man tænkte over det kunne det egentlig være ret morsomt. Den engel der sad foran hende virkede ikke særlig stærk. Hvis der kom en varulv eller et andet irriterende væsen og ville så hende ihjel så kunne hun ikke forestille sig, at englen - Arien, huskede en stemme i hendes hoved på - ville træde frem og angribe hvilket væsen hun nu end havde irriteret nok til, at ville dræbe hende.
Azariah sad der og prøvede, at forestille sig scenariet. Hun prøvede ihærdigt på ikke, at begynde at grine højt. Det ville sikkert ikke blive lagt mærke til, men hun bestemte sig alligevel for at lade være. Det hele virkede så underligt, at en vampyr har en skytsengel. I dette øjeblik sad hun faktisk og smilede, smilede! Og det var et sjældent syn, hvis det da var et oprigtigt smil. Hvilket dette var. Meget endda. Dette ville hun selvfølgelig aldrig indrømme.
Hendes humør ikke steget i takt med antallet af alkohol hun havde indtaget. Hun havde stadig den underlige blandede følelse af forvirring, irritation, vrede og tomhed. Plus en underlig prikken i baghovedet.
Hun sad og slog på kanten af hendes glas med en finger. Hendes øjne faldt på englen og en sjov idé slog hende. Med et bredt smil på læben sagde hun til englen.
"Hey Arien, kunne du ikke tænke dig en øl?" Englen havde ikke nogen chance for, at svare da hun med en kæk tone fortsatte hendes lille idé.
"Okay super, selvfølgelig vil du det." Med de ord vendte hun sig om og råbte efter en tjener. En mandlig tjener kom hen til hende.
"Hvad skulle det være?" Spurgte han med en venlighed, hun ikke kunne have mønstret på et år. Han havde sikkert også øvet sig i flere år.
"En øl mere. Nej, ve' du hvad, to mere." Svarede hun med et sukkersødt smil, men under overfladen havde hun svært ved ikke bare, at sætte tænderne i ham lige her og nu. Tjeneren nikkede kort sendte hende et smil. Han havde tydelig hvis ikke bemærket den faretruende undertone, men han var jo også kun et menneske.
Azariah smilede til tjeneren, da han om tilbage med de to øl. Hun havde en ret god chance for natmad der. Hun vendte igen blikket mod englen og tog stille øllen, satte den foran den tavse engel. Hendes egen satte hun ved siden af hende egen halv tomme øl. Eller var den nu halv fuld? Livet store spørgsmål...
Eller måske ikke, men det var der og det var noget vampyren tit havde tænkt over, når hun kede sig. Hvilket var tit. Mange mene, at hun er følelsesløs. Det er hun ikke, hun holder dem bare for sig selv. Englen var bedyndt at kede hende derfor synes hun, at en fornærmelse var på sin plads. Med endnu et kækt smil sagde hun:
"Bitch" Hvor efter hendes ansigtsudtryk, blev lige så ligeglad som hun altid havde været.

Som et svar på at Azh trak jakken af, trak Arien den tættere om sig. Hun følte sig alt fra tryg og ville ud! Ud, nu! Hun trak vejret dybt og i et forsøg på at kontrollere de løbske følelser. Det var et forsøg på at blive venner med Azariah, igen vel og mærket, så hun ville have en undskyldning for være omkring denne. For det ville hun. Hun havde ledt efter Azh i mange, mange år og havde ikke tænkt sig, at lade hende gå bare fordi hun ikke kunne en skid af sit eget forbandede liv!
Ja, hun var irriteret. Og vred. Og opdagede til sin overraskelse at følelserne nok kom fra Azh.
*Sjovt. Det har jeg ikke bemærket de sidste hundred år* måske var det pga. afstanden mellem dem? Både geografisk og følelsmæssigt?
Så hørte hun Azh spørge om noget og skulle lige til at svare. Men opdagede så den dumme vampyr allerede havde vendt opmærksomheden mod tjeneren og havde bestilt hende en øl.
Hun spærrede øjnenede op en anelse *Jeg drikker ikke! Jeg drikker ikke!*. Tanken for gennem hendes hoved og et øjeblik overvejede hun at afbestille. Men den mandlige tjener var allerede forsvundet.
Hun vendte sig om mod vampyr Azh og skulede ondt. Azh sagde noget igen og denne gang hørte Arien tydeligt. Trods musik, grin og skrig.
"Well jerk" sagde hun vredt. Hun havde ikke opdaget Azh glade smil, da hun havde al for travlt med at studere den yderst interessante bordplade. Det værste var ikke at det var Azh, der havde sagde det, men den ligeglade og kolde måde hun sagde det på. Det gjorde Arien vred.
Den allerede onde skulen blev mere intens.
I mellemtiden var tjeneren kommet tilbage og han havde stillet to øl på deres bord. Efter at have sendt englen et smil gik han igen. Det havde Arien glad for.
"Jeg drikker ikke" sagde hun til vampyren og tilføjede efter lidt tid: "Jerk". Og i samme nu besluttede hun at dette nu var Azh nye kælenavn. Det passede endda. Jerk havde vist sig at være irriterende hele dagen. Måske ville alkohol hjælpe på hendes humør. Et øjeblik overvejede hun at drikker noget af øllen. Hvordan ville det mon smage? *Nej* tænkte hun stædigt *Jeg drikker ikke!*.
Ud af øjenkrogen opdagede hun en dæmon. Det var en dreng og der stod allerede mange tomme øl op hans bord. Et par piger stod i en kreds om ham. De smilede alle. Og var halv nøgne. Arien slugte et suk; Var der ingen normale piger her i byen? Igen vandrede hendes tanker tilbage til... Jerk og svaret måtte være nej, det gjorde der ikke.
Dæmonen vendte hovedet mod hende og smilede stort. Hun kiggede hurtigt ned i bordpladen igen. Et par nye gæster kom ind. En af dem var en gammel stodder, som kiggede lystent rundt i lokalet. Arien ønskede mere et noget andet at komme væk. Og det nu!
Hun huskede selv sig på, at hun måtte blive gode venner med Azh og holdt sin mund og sit store ønske. Luften var også virkelig dårlig herinde. Nå nej, hvis hun skulle kaste op, kunne hun jo gøre det. Hun havde sin egen spand, hun kiggede på Azh igen og sendte denne et sarkastisk smil. No problem there.

Azariah tog en slurk af sin øl, der var nu efterhånden ikke særlig meget tilbage af den. Hun slikkede sig om læberne og sad der med øllen løftet tanke fuldt. Arien havde ikke taget noget af øllen endnu.
*Wus* Tænkte hun, men der var jo noget om det, engle var jo nogen der altid gjorde gode gerninger og alt det fis.
"Well, well bitch. Then you better get started." Hun smilede til englen. Hvis hun nogen sinde skulle kunne være sammen med hende - hun forestillede sig, at denne engel Arien ville følge efter hende indtil hun huskede hvad så hun end skulle huske -, så var hun nød til at kunne drikke, i det mindste bare lidt.
Hendes smil blev lidt bredere da hun opdagede, at ham dæmonen i hjørnet kiggede mod deres bord. Ja, de fleste mænd ville nok kigge. De var to unge piger og den ene så ikke særlig glad ud for situationen. Hvilken mand kunne modstå det? Ingen.
Men hun kunne godt se, at Arien ikke var særlig glad for at han kiggede på hende, men Azariah havde været her et par gange og kendte efterhånden nogle af dem, i hvert fald de få væsner der kom der. Så hun ville lige sikre sig, at englen ikke var bange.
"Don't worry. He's gay." Sagde hun med et lidt flabet smil, hun kendte godt fyren, han var kommet der i noget tid og han var altid omringet af piger. Men i virkeligheden gad han dem ikke, han ville bare ikke rigtig indrømme det. Derfor kom han her og fik opmærksomhed fra de piger der nu end var der og han ville helst have så mange så muligt, for han ville ikke virke bøsset.
Hun sukkede og tog endnu en slurk af sin øl. Nu var hun nået ned til bunden og hun stilte det til side og tog den anden, som var helt fuld. Hun sad lidt med den i hånden.
"Bitch." Sagde hun så kort for hovedet. Derefter fortsatte hun.
"So how do you expect to make me remember whatever you want me to remember?" Det var ikke fordi hun virkelig ville vide det, men hun var lidt nysgerrig. Hvordan forventede englen, at hun skulle huske noget, som var som visket ud af hendes sind?
Hun sad lidt og kiggede på Ariens øl, hvis nu hun ikke ville drikke den, hvorfor så ikke spilde den ud over hende. Azariah sad over overvejede det stærkt. Bare et lille skub og hele indholdet ville falde ud over englen. Med et smil rakte hun hånden ind over bordet, skubbede lidt til glasset og noget af det skvulpede over og faldt ud over bordet. Det ramte ikke englen og det gjorde heller ikke noget, hun kede sig bare for meget.
Med et smil tog hun sin egen øl og tog et sib. Hendes øjne stillede skarp på englen og kom i tanke om noget.
"Hvad har du tænkt dig at gøre hvis jeg ikke kommer til, at huske noget? Eller hvis jeg bare ikke gider hænge på dig?" Sagde hun koldt. Men inden i havde hun en underlig følelse. Hendes kolde måde, at være på var blevet visket lidt ud.
*Det er nok alkoholen.*Tænkte hun og lod den blive ved det. Men alligevel forblev følelsen, at noget var ændret. Hun kunne ikke sætte sin finger på hvad det var.

Arien så hvordan øllen kom ind i Azhs mund og ned gennem hendes hals. *Gad vide, hvor henne det kommer ud. Vampyrer går ikke på toilettet og kaster heller ikke op...* hun sukkede. Det måtte blive Azariahs hovedpine, ikke hendes. Lød desuden også til at vide, hvad hun gjorde. Det havde hun vel lige nok hjerne til. Eller mangel på, da hun faktisk gjorde det.
"Well, jerk, why don't you make me?" hun vidste at sandsynligvis ville hendes tidligere bedste veninde tage udfordringen op med hende. Og det gjorde i grunden heller ikke så meget. Hun ville gerne undgå at se ind alle de drenges og mænds øjne, der var rettet mod dem. *Luk mig ud..* bad hun i sit stille sind. Også selvom, hun vidste, at ingen ville kunne høre hende.
Mere ølk røg ned. Hun hørte Azh sige noget dæmonen og noget med gay.
"Doesn't look gay to me" mumlede hun. Drengen havde ikke kigget på dem igen siden sidste gang. Han havde set sød, godt nok, selvom hun ikke kunne se, hvordan han skulle tiltrække nogen drenge med så mange piger, der stod i vejen.
Bitch hørte hun gennem musikken. Uden at kigge op svarede hun med hendes modreplik:
"Jerk."
Hun studerede igen bordet. Det stod skrevet meget på det. Mange navne, hjerte og bandeord var ridset ned i pladen. Arien tænkte at mange syntes at det romantisk. Nogle havde en meget underlig form for romantisk, ihvert fald ville hun syntes hun ikke det her sted virkede noget i nærheden af romantisk.
Ud af øjenkrogen bemærkede hun at vreden og irritationen var forsvundet, som dug for en skinnende sol.
"Hvad jeg har tænkt mig? Jeg har tænkt mig følge efter dig, indtil du kan huske det" hun sukkede "Og nej, uanset, hvor meget du kunne tænke dig at hade mig, forlader dig ikke. Ikke denne gang". I et forsøg på en samtale, der gik ud på mere end 'bitch' 'jerk' og kommentere om den fotid hun helst ville glemme alt om, spurgte hun med den næsten ligegyldig stemme.
"I dare you to stop drinking beers" hun smilede flabet til vampyren. Til Azh. Til hendes bedste veninde. Til den person hun havde elsket mest.
Hun kiggede på Azariah igen. Det var som om hun var blevet en ny person. Ville de nogensinde kunne finde tilbage til deres gamle forhold?
Ville Arien nogensinde elske den nye Azh a.k.a. jerk for den hun var blevet til og ikke den hun var engang? Og vigtigst af ville Azh nogensinde kunne huske noget? Lige nu var blevet i englens højeste øsnke og selvom hun ikke troede på Gud, bad til det gik i opfyldelse. Hendes blik sørgmodigt, istedet for flabet og hun kiggede væk for skjule det.
Hun kunne Castiel og alle de andre væsener hun havde mødt og hun havde agt farvel til. Skulle der ske det samme med Azh? Skulle hun også dø fra hende, denne gang rigtigt?
*Jeg vil dø først.* vidste hun med sig selv, hvis ikke for den nye, så ihvert fald for den gamle.

Azariah sad og kiggede på englen, den person der var hendes skytsengel eller det havde hun i hvert fald været.
*Nej nej.* Tænkte hun.
*Hun er din skytengel.* Formanede stemmen hende. Hun sukkede. Det iskolde blik faldt igen på Arien, englen. Hende skytsengel og bedsteveninde.
Da den tanke slog hende opdagede hun, at hun synes det ville være mærkeligt. En bedsteveninde. Hun kunne ikke se sig selv i selvskab med en hun ville fortælle alt. En hun vidste, ville støtte hende uanset hvad hun gjorde, en der ville sidde oppe med hende hele natten fordi at hun var ked af det eller såret. Den eneste person som man altid kunne stole på. Sådan en person....
Fandtes ikke. Hvem ville gøre sådan noget? Hun ville i hvert fald ikke. Hun kunne ikke se sig selv i det, det kunne hun bare ikke. Hun sukkede stille. Tog sit glas op og nibbede til indholdet.
Azariah tænkte på hvordan hun ville have det når hun nu fik sin hukommelse tilbage.
*Hvis du får den tilbage.* Formanede hun sig selv. Hun skulle ikke begynde, at forvente noget. Så ville hun bare blive skuffet, sådan var det altid. Det ene øjeblik var man i den rene himmel, det næste faldt man med 100.000 kilometer i timen.
Ned.
Ned.
Ned.
Indtil man ramte bunden. Helvede.
Hun sad og skulede til hendes glas hun kom til at tænke på det. Hun havde aldrig haft meget tilovers for religion. Hvorfor havde Gud nogensinde været der for hende? Aldrig. Hun havde så heller ikke aldrig bedt, hun havde aldrig set det som en nødvendighed. Hun var en vampyr for Gods sake! Eller måske ikke helt for Guds skyld. Nej ikke for hans skyld. Hvad var det egentlig for noget, at smide en skytsengel i hovedet på hende? Også siger denne oven i købet også, at den har mødt en før. For fucking hundrede år siden. Og hun kunne ikke huske noget af det! Hvis han nu var så almægtig, som mange påstår. Hvorfor gav han hende så ikke hendes hukommelse tilbage? Det havde hun faktisk meget brug for i dette øjeblik.
Azariah sukkede. Se nu hvad den engel havde gjort ved hende. Det havde fået hende til at tænke, meget over ting. Oven i købet religion! Det var religion for helvede! Noget med Gud! Og hans slaver! Slaver=Englene.
Hvorfor ville man lade sig blive bestemt over af en man sikkert ikke en gang havde set?
*Loyalitet.* Lød det i hendes hoved.
*Det lyder vel fair nok, men hvorfor? Hvorfor har man sådan en loyalitet til en der måske ikke en gang kender rigtigt?*
Denne gang svarede stemmen ikke. Hun smilede stille for sig selv.
Hun var holdt op med, at skule til hendes glas, det var jo ikke dets skyld at hun ikke kunne huske hendes fortid. Hvilket var noget der virkelig gjorde hende nysgerrig. Ikke det med glasset, men det med hendes fortid. Hun havde aldrig tænk særlig meget over den, hvis hun da overhovedet havde skænket det en tanke. Hvilket var usandsynligt.
Hun tog hurtig fat om hendes øl og bundede. Med et suk satte hun det ned igen. Det kunne da ikke passe, at hun begyndte at tænke mere over ting når hun drak. Var det ikke meningen, at man skulle lade være med at tænke over noget som helst og bare være fuldstændig ligeglad med alt og alle og så bare gøre som man ville? Jo. Men det var heller ikke alkoholen der fik hende til det, det var det hele og mest af alt englen. Alt det hun havde sagt.

Arien lukkede øjnene. Kunne ikke klare den herskende stilhed, som var mellem dem. Kun mellem dem, for alle snakkede løs og, hvis de ikke gjorde og klarede musikken stilheden for dem. Sådan var det ikke her.
Ingen af væsener kiggede på hinanden, snakkede sammen ikke. Snakkede ikke mere sammen for, hvis det her havde været for hundred år siden ville de ikke kunne holde op med at snakke. Munden ville ikke kunne stå stille. Men nu lå, der en usynlig væg af tavshed og indelukkede følelser.
Englen sukkede dybfølt og lød minderne vælte ind over hende.

Det var mørkt. Hun fløj uden for et vindue og bakkede på ruden. Som normale menneske banker på døre. En pige kom til syne i vinduet og englen smilede muntert til. Først var der rædsel på pigens ansigt, men så bemærkede de store, majestætiske vinger. Det røde hår sad i en høj hestehale.
Tøvende åbnede pigen i ruden vinduet og trådte nogle skridt tilbage. Englen satte sig i vindueskarmen og kiggede venligt på pigen. Pigen sagde noget og den hvide engel svarede. Arien kunne ikke høre det, men hun vidste det. Hun sagde: 'jeg er din skytsengel. Du er et godt menneske, Azariah. Du skal ikke være bange'.
Pigen smilede og nikkede. Udenfor...

... Var solen på vej ned.Det er en sommeraften. De lå på stranden, englen havde sine vinger ude, for mennesket vidste hun var en engel. Hun var dets engel.
De smilede til hinanden. De lå to ens håndklæder, med ens bikinier, de havde købt dem sammen, dagen før.
Pigen havde en quizbog i hånden og de sad sikkert tog dem. Pludselig flækkede de af grin og de blev ved. Grinede... Grindede... Og de tog hinandens hænder. De smilte og sagde...

...'Jeg vil gerne ud og se verden' bekendt gjorde pigen stolt til englen. Englen smilede og svarede noget, som forblev i fortiden mysterier. Solen...

...skinnede ned på dem. De smilede og gik ombord. Arien ville gerne advarede dem mod de mange års forfærdelige hændelse, de ville sætte sig selv ud af.
Men hun blev brutalt hivet ud af fortidens glæder og væltet ned på gulvet. En mand bandede ad hende og forsvandt derefter i mængden med et trusler med en masse død og ulykke hængende eget sig.
*Tillykke kammerat. Din spådom er blevet til virkelighed* tænkte Arien vredt. Hun havde faktisk slået sig og tænke at hun nok fik et par blåmærker, når hun vågnede op imorgen.
Hun greb irriteret fat i stolen og vendte sig med et ryk mod Azh.
"Not a word, jerk. So shut it" hun var blevet irriteret igen. Hun ikke sige hvorfor præcis. Om det var på grund af Azh, manden eller minderne.
Hun skulede til det fulde glas med øl, som var blevet stillet foran hende. Hun havde ikke rørt, men nu overvejede hun det. De sagde det fik dig til at glemme. Og lige nu ville hun heller an gerne glemme.
En lille stemme hviskede til hende, at hvis hun ikke havde husket, så havde de aldrig fundet sammen igen. Hende og Azh. Azh og hende.

Azariah så tavst efter den mand der havde væltet Arien på gulvet. Hun sagde ikke noget, der var ikke behov for det og hun stirrede trodsigt igen da englen sagde, at hun bare skulle tie stille. Hun smilede. Mest af alt fordi, at det englen havde sagt gav hende lyst til at gøre det fuldstændig modsatte. Derfor valgte hun at sige noget.
"Hmm first of all: Why should I? Its not like you can make me." Hendes ord var fuldstændig sande. Det kunne hun ikke hun var en engel og Azariah var en vampyr, den stærkeste af alle racerne. Englen var magtesløs overfor hende.
"Second: Bitch." Kort for hovedet, som hun sedvagentligvis var. Hun sukkede og kiggede på hendes tømme ølglas, hun havde ikke tænkt sig, at gå herfra uden at englen havde drukket den øl der stod så fint foran hende. Den var ikke blevet rørt siden hun selv fik noget af det til at løbe over.
Med et suk tog hun glasset, satte det blidt til munden og drak en slurk. Derefter satte hun det ned foran Arien igen. Men så ombestemte hun sig.
Hun rejste sig op med et meget listigt smil på læben.
"Tørstig?" Med det ene smple ord, greb hun fat i Ariens kæbe og tvang hende mund åben. Det var forbløffende let, hun var jo også vampyr og så kom det nok ret meget bag på englen. Hun vendte ligeså stille bunden op mod det mørke loft. Den gyldne væske, faldt stille ned i englens mund. Hun var nød til at synke ellers ville hun sikkert kvæles idet.
Da halvdelen var væk slap hun englen i nogle få minutter og greb så derefter hende kæbe igen og gentog den samme procedure. Væsken forsvandt ned i englens hals og det der ikke blev sunket endte på gulvet og noget på hendes tøj.
Azariah satte sig igen, med et meget selvtilfredst smil. Hendes smil blev bredere, da hun opdagede at alle kiggede på dem. Hun sukkede og pregede af en tjener, han kom hen til hende.
"Hvad nu?" Spurgte han. Han lød som om, at han havde været der længe den aften og han var godt træt af fulde mennesker. Og væsner for den sags skyld, men det vidste han jo ikke.
"To øl mere." Sagde hun. Han sukkede og nikkede.
"Okay." Sagde han træt. Hun sendte ham et smil, der ikke nåede hendes øjne. Han marcherede af sted igen. Hun vendte hendes hvide øjne mod englen og smilede let. Hun kunne godt se, at englen nok helst ville væk.
Derfor havde hun den intention, at sørge for at hun blev her. Og hun skulle blive fuld på den tid hun var her.

Arien gispede efter vejret. Hostede og hostede. Prøvede at få den ækle, gyldne væske op igen. Hele hendes mave vendte sig i ubehag. Det havde smagt forfærdeligt.
Hun skulede ondt til vampyren. Azh ville have været død nu, hvis det ikke hun allerede var det. Arien hostede igen, men intet kom op. Hun kastede ikke en gang op og, da hun aldrig havde været den store tilhænger af kast-op, gjorde hun ikke nogle yderligere forsøg.
"Jerk" fik hun frem. Og det passede. Vampyren var et kæmpe, stort fjols. Tænk, at udsætte en sød, lille engel for den slags torturmetoder.
Hun lagde ikke mærke til, at en tjener kom og han værdigede hende ikke et blik. Så genoptog hun hendes skulen og svarede på Azh's dumme spørgsmål.
"Nej, jeg er ikke tørstig, tak" hvæsede hun. "Jeg vil ikke have mere øl. Okay?" hun var sur nu og gad ikke bekymre sig om noget andet. Hun ville ud og det skulle være nu. Skråt op med Azh, skråt op med alting. Især øl.
Hun kunne stadig mærke smagen i hendes mund og følte noget der lignede foragt. Det skulle hun ikke prøve igen.
Pludselig var det som om hendes verden svømmede og blev sløret. Hun tog sig til hovedet og gispede. Efter et par sekunder var det normalt igen. En forsmag på, hvad er ville ske, hvis hun drak mere. *Øv* tænkte hun. Ud af øjenkrogen opdagede hun, at en nogle varulve crashede puppen. Normalt ville hun være flere kilometer væk allerede nu. Varulve=problemer. Problemer=vampyrer. Vampyrer=blodtab. Enkelt. Der var nogle få som havde taget hendes blod. Det havde føltes underligt i starten, senere godt og næste morgen forfærdeligt. Hun tog sig til halsen og massagerede den lidt. Hendes V-formede ar var der stadig. Efter Titanic-ulykken.
Tjeneren kom med øllene. Han sagde ikke noget og, hvis han ikke havde været lige slå hende i hovedet, havde hun ikke opdaget at han var kommet. To fyldte glas stod nu fremme. Der var masser af skum. Hun brød sig ikke om skum. Hun rynkede let på næsen med foragt.
"Hey, jerk? You don't think I'll drink that beer, do you?" hun kiggede mistænktsomt på Azh. Eller vampyr Azh. Hun skulle ikke have mere. Kunne allerede mærke hendes vrede smuldre i kanten og blev er erstattet af en lallet følelse. Igen blev hendes verden sløret. *Ikke mere øl. Aldrig mere øl...* klynkede hun i hendes egne, private tanker.

//Skyggen af... PØLSEN!!!! Ej undskyld Maria:P//

Azariah smilede til englen. Hendes smil var stort og sagde, at oh jo det havde hun.
"It's funny that you even ask." Sagde hun. "Because, you are going to drink that beer. If not voluntarily...." Hun så stille på englen og fokuserede mest af alt på hendes kæbe og læber.
"Then you might know what happens." Hendes flabede smil gik næsten fra øre til øre.
På dette tispunkt kunne hun ikke finde noget sjovere end, at drille englen der sad og skulede foran hende. Det kunne bare ikke blive mere sjovt end det. Eller kunne det?
*Hvad med en fuld engel?*Lød det i hendes hoved.
*Jo det er der jo noget om.* Hendes tanker fortsatte. *Jeg er sikker på, at hun kommer til at ligge der ynkeligt på jorden. Eller også så vil hun ligge der ynkeligt på jorden og kaste sine indvolde op. Eller måske ikke.* Tilføjede hun i tankerne. Med et stort grin så hun igen på englen. Hun kunne virkelig ikke forestille sig noget sjovere.
"Hmm." Svarede hun kort, men kunne ikke tørre det flabede grin af sine læber. Hun gad heller ikke. Hvorfor skulle hun? Det var der ingen grund til. Hun fortsatte.
"Are you sure, because it's right there." Hun nikkede ned mod bordet foran englen. Der var den fulde øl stod. Ja der stod den jo fint, men det ville være hundrede gange sjovere og bedre hvis Arien drak det. Ja med den rette øvelse kunne hun sikkert blive den født dranker. Azariah havde efterhånden meget svært ved, at kvæle hendes meget flabede grin.
Hun kunne ikke vente til, at se englen med de største tømmermænd i hele hendes liv. Endnu en god grund til, at give alkohol til nogen, som ikke prøvet det før. Eftervirkningen var det sjoveste og så selvfølgelig selv det de kunne finde på at gøre.
Hun var nødt til, at indrømme - ikke fordi hun ville - at hun selv sikkert havde set forfærdelig ud. Det var også nogenlunde sådan hun havde følt sig, så det passede vel fint. Og den eneste der havde været der på daværende tidspunkt havde der ikke været andre end Ambrose. Og selvom, at han havde prøvet at hjælpe hjalp det ikke helt.
Hun smilede til englen der sad foran hende. Hun overvejede meget, at gøre det igen. Bare tage fat i Ariens kæbe, tvinge munden åben og så bare hælde til. Det kunne hun jo gøre. Hun havde ingen sympati og englen kunne ikke komme til, at hade hende mere end hun allerede gjorde, så hvorfor ikke? Den lille stemme kom hende i forkøbet.
*Hvad så hvis det faktisk ikke er det du vil? Hvad hvis du gerne vil have hende, Arien, til, at kunne lide dig?*
*Pftt du drømmer. Så hold kæft.* Var hende eneste svar til det.
*Måske, måske.* Hun vidste ikke helt hvad den mente med det og hun var, ærligt talt, også meget ligeglad.
"Hmm." Sagde hun igen, denne gang bare mere tankefuldt. "I believe that if you don't pull yourself together soon, then you'll have it the same way as the last one. And how was it that you felt about that? You didn't look like you really enjoyed it."
"Now then I came to think of it. Don't it'll be so much more fun for me." Hun smed et ekstra stort flabet grin oveni. Hvis hun irriterede Arien nok ville hun sikkert drikke den. Måske kun fordi, at hun ikke ville give Azariah den tilfredsstillelse, at kyle det i halsen på hende, men man vidste jo aldrig.
Hun lagde hovedet på skrå og i agt tog hende med lettere skjult fornøjelse. Hun håbede virkelig, at englen ville tage udfordringen op. Det ville hun sikkert.
Endnu en tanke slog hende. Dette her ville sikkert ende ud med en drikkekonkurrence. Hvis hun vel og mærke kunne få englen til, at drikke.

Arien havde det underligt. Ikke sådan bare underligt, men snart havde man glemt det. Nej, hun var næsten følelses(hun sværger på, at hvis en kom og skubbede til hende, ville hun ikke mærke det), hendes syn var sløret og alle lyde drukne. Som om det var skummen på det gyldne stas
Hun tog sig til hovedet og prøvede at få verden til at stå stille. Behøves jeg sige, det ikke lykkes? Det var ikke bare hendes krop, der havde det underligt, nej, hendes følelser også. Vreden og irritationen var gik i opløsning, som papir i vand, og blev erstattet en lallende glad.
Azh sagde lidt andet om... Noget Arien ikke hørte. Hun grinede. Det grin, som kun fulde mennesker kan få. Det grin alle mennesker havde. Hvis Arien kunne se sig selv, ville hun være skuffet og pinlig berørt.
Men det hun vidste ikke noget og grinede igen. Det hele var så adsurd! Alt uforståeligt. En lille stemme sagde noget, om varulve, dæmoner og hun skulle ud! Ud nu, væk!
Men som normalt lyttede hun ikke, så hvorfor begynde nu? Hvorfor begynde nogensinde?
Hun smilede. Udafstand til at tørre det væk. Selv hvis hun havde villet det.
Azh sagde noget. Noget om øllet, der stod foran hende. Hvorfor skulle hun... drikke... det? I hendes følsomme stadium, forstod hun ingenting.
Hun var som et barn og hun ville have hadet det, hvis hun var 'vågen'. Musikkens rædsomme beat kunne Arien næsten ikke høre. Alt ubehageligt var slettet fra hendes sind. Det eneste gode ved denne... dumme... situation.
Vent... Azh sagde noget igen. Det sidste af den virkelig Arien kæmpede imod øllens virkning og lyttede til den irriterende og, mest af alt, senile vampyr.
Hun sagde noget om en udfordring. En udfordring om drikke øllet. Hvis hun ikke gjorde det, havde hun tabt, og jerk ville kunne ydmygede hende igen. Den tilfredsstillelse ville hun ikke give den nye Azh.
Never. Hell, no.
Arien trak sammen og resultatet var virkelig imponerende. Smilet var væk og istedet skulede hun det bedste, hun kunne. Hvilket ikke var så godt, men alligevel.
Smilet var væk. Det dårlige var tilbage. Det onde. Hun... var tilbage.
Arien sank en stor klump og åbnede munden. Det tog lidt tid før der kom noget frem.
"There'll be no fun for you" sagde Arien med en træt stemme. Langsomt tog hun fandt om glasset. Hendes hånd rystede. Smagen af øllet var lige så forfærdelig, som sidste gang. Altså for ca. fem minutter siden. Nogle lære langsomt. Alle lære langsomt, efter de har indtaget øl.
En slurk til og en slurk til og... ikke flere. Englen satte glasset på bordet og gjorde sit bedste for at holde væsken indebors. Hun smilede noget, hun tillod sig at kalde, et smil.
I det mindste vandt vampyren ikke. Hvert fald ikke helt. Varulve, dæmoner og der ellers måtte være på pubben var lige meget. Kun den ene vampyr betød noget.
Hun sukkede. Denne aften ville gå af helvede til uanset hvad.

Efterhånden som natten skred hen bliv pubben mere og mere fyldt. Hun viste ikke helt om hun var særligt tilfreds med det længere. En af grundene der havde sat denne tanke i gang var de varulve der havde lavet deres entre på pubben. Hun brød sig ikke om varulve, hvilket sikkert var meget klart når man tænkte på, at hun var vampyr. Det blik hun sendte varulvene var koldt. Det var en meget kold skulen.
Azariah hvæsede lavmælt. Varulvene havde fået færten af hende. Det ville ikke vare længe inden at de var på vej her over. For at få noget andet, at tænke på så hun på englen. Et stort flabet smil - et rigtigt et, vel og mærke - fandt vej til hendes læber. Arien havde drukket noget af den øl der stod foran hende. Smilet folde sig ud i al sin lalle gladhed.
En stemme rungede i hendes hoved. Den grinede. Grinet var ledt, men alligevel..... glad. Der var noget glæde at spore i det. Eller måske var det øllet. Det var også en mulighed. Hun tog sig for panden. Grinet rungede stadig eller nu summede det bare.
Hun smilede igen for dig selv. Hun havde vundet. Uanset hvodan man kiggede på det. Så havde hun vundet. Englen havde drukket og det havde været hele pointen.
Hun havde vundet.
Smilet blev den del bredere det kunne blive. Hvilket ikke var meget, men dog en smule.
"Kan vi holde til det?" Spurgte hun med et flabet grin. Hun kunne ikke lade være og hvorfor skulle hun?
Mens Azariah kunne mærke alkoholen trænge ind i sit blodsystem tænkte hun over alle de ting der havde hændt hende de sidste timer. Hvor lang tid var det egentlig siden hun bare var gået en lille tur? 2 timer? 3 timer? 5 timer? 10 timer? Hun vidste det ikke, men for nogle timer siden havde hun bare været en 'almindelig' vampyr. Nu sad hun her. På en pub med en skæv engel, som var hendes skytsengel og bedste veninde. Hun havde overlevet et skibsulykke og var blevet vampyr. Det sidste vidste hun godt, hun kunne bare ikke helt huske hvordan hun var blevet vampyr. Men hvad skulle det nytte noget. Hvis hun ikke kunne huske noget af det andet, så kunne det være lige meget.
Hun havde siddet med hovedet støttet på hendes venstre hånd. Hun havde skiftevis betragtet hendes øl og så englen. Et saligt smil havde nu overtaget det flabede smils plads. Hendes tanker havde ført hende ind i et saligt stadie.
For nogle timer siden havde hun været 'fri'. Nu havde en en, sylle person vendt op og ned på hendes liv. Og så skulle den ene person, selvfølgelig også være en engel. Det kunne ikke blive mere.... sært, obskurt, underligt, forfærdeligt... forvirrende. Af alt det hun var, var hun mest forvirret. Ikke at hun nogensinde ville indrømme det, men det var hun.
Et suk, et saligt smil, et flabet smil. I noget tid var hende blik fastlåst på englen. Så vendte hun blikket ud mod gulvet og de andre borde. Varulvene var der stadig. Hendes ansigt blev en anelse stammere. Hun drejede hovedet og kiggede ned i bordet for en stund.
Hun tog ølglasset til læberne og tog en slurk. En mere blev sunket. Den gyldne væske forsvandt gradvist. Hun statte det stille ned igen. Med bagsiden af hånden tørte hun munden af. Hendes øjne så hele tiden ud af øjenkrogen. Hun skulle jo holde øje med varulvene.
Det var der jo ikke nogen andre der gjorde.

Varulvene kom tættere på. De bevægede sig langsomt for at mærke mistanke hos vampyren. De hadede vampyrer.
Arien ville nok havde opdaget dem for lang tid siden, men i hendes skrøbelige stadium var det umuligt at fokusere på mere end en halv ting af gangen. Hun holdt stadig hovedet i hænderne og prøvede desperat at klynge sig fast den smule selvkontrol hun havde. Behøve jeg sige noget her? Efter nogle minutters tavshed -Arien var glad for at Azh ikke sagde noget; hun var bange for, at kaste op, hvis hun åbnede munden- tabte hun igen. Det var nok sådan her en skitzofren havde det, gættede hun på.
Hun kunne holde den boblende glæde nede. Det føltes befriende. På en virkelig mærkelig måde.
Smilet blev bredere. Varulvene var tættere på nu.
Hun reagerede med en form for sjette sans. Hun sprang op. Varulvene havde højest sandsynlig fået for meget at drikke, for deres hoved var halv menneske halv hund. Og deres hænder var dækket af sort pels og de pæne negle var blevet til drabelige kløer.
Arien grinede et lidt for sindsygt grin.
"Awwww er du sød lille hund? Ja du er, ja du er! Ikke vovse? Sig vov! Kom nu! Kom nu!" hun hoppede op ned, mens hun klappede den store, stygge ulv på hovedet.
Han knurrede af hende, men hun sig ikke af det. Nu var hans hendes hund. Hun grinede af ham og kiggede over på Azh.
"Er han ikke sød, Azh? Kom nu sig vov, lille hvalp!" hun tog hans hånd og trak han mod ovre til vampyren. Gud, hvor det befriende at være fuld.
De andre af varulvens venner gloede efter hende, fuldkomne mundlamme. Det så ud som om hendes egen 'hund' også havde det sådan, for han var nemt at trække mig selv. Arien lignede bare en menneskelig XD-smiley(Tænk på Jeppe, tænk på Jeppe). Bøsse-dæmonen og alle hans piger var på vej hen for, at se hvad der skete. Det var jo ikke hver dag man så en fuld engel slæbe en varulv over til hendes bedste-vampyr-veninde. Nogle mennesker var også stoppet op for, at se hvad der foregik. Hvis Arien havde været alkohol-fri havde hun følt sig usikker og gemme i sig sit hul, som den grå, nervøse mus hun var, men ikke nu.
Smilet, som nok nærmere var et grin, breder. Hun så virkelig øretæveindbydende ud. Hvem kunne nogen sinde finde på at slå en så sød og naiv engel?
En stemme hviskede Azh, Azh, Azh... men kunne nå gennem den stærke om Ariens sind. Hun var fanget og hendes fangevogter af den rædsomme gylden væske. Forfærdelig. Som...
Ariens tanke flød ud i en uforståelig klump af tilfældige tanker. Hun grinede igen og vaklede. Det var faktisk imponerende, at hun havde holdt sig på benene i så lang tid, ca halvandet minute.
Bag hende var varulvene vist vågent op igen. For nu snerrede de af hende. Selvfølgelig opdagede Arien ingenting og smilet var stadig ligeså naivt som før.

Azariah kiggede med store øjne på den lallede engel der gik hen imod den fulde varulv. Hun kiggede stadig på da senariet foldede mere og mere ud. Hun så til med en blanding af forvirring, glæde og forskrækkelse.
*Hvad sker der for tøsen?* Hun var omtrent lige så mundlam som hundens venner. Hendes mund blev en tynd streg, da hun så på varulvene.
*Du må nok hellere få hende væk.* Og for en gangs skyld gav hun den lille stemme ret.
*Ja, det lyder rigtigt nok.* Selv om at hun egentlig ikke gad, det var englens egen skyld. Hun havde jo ikke fortalt Arien at hun skulle gå hen til de varulve. Hun ville have rådet hende til, at ignorere dem. Men nu havde Arien selv rodet sig ud i noget. Så kunne hun da også selv rode sig ud af det.
*Eller kan hun?* Med et suk og et irriteret udbrud tænkte hun:
*Hvem havde spurgt dig? Ingen så knyt.* Hun kiggede igen på englen.
Azariah kunne mærke en meget sær følelse skylle ind over sig. Hun havde ikke mærket den meget længe så hun vidste ikke helt hvad det var der ramlede ind over hende. Stemmen vidste det tydeligvis og den skulle ikke lade det gå ubemærket hen.
*Nåh...* Sagde den. *Der er vist nogen som ikke helt er ærlig med hvad de føler.* Hun sukkede irriteret, men fik ikke lov til, at svare den da hun blev afbrudt, af noget af det hun slet ikke havde brug for. En varulv.
"Jeg gider ikke engang spørge om det er din ven." Han pegede med tommelfingeren mod Arien.
"Åhh, hende." Hun kunne ligeså godt havde snakket om vejret, så ligeglad lød hun. "Ja hende. Gider du styre hende? For det ser i hvert fald ud som om, at det kan hun ikke selv." Azariah nikkede tankefuldt.
"Hmm, kan jeg styre den engel? Ikke når hun er i dét humør. Eller det ved jeg faktisk ikke, men det er bare det jeg tror." Hun gad faktisk ikke styre englen, hun var ikke hendes ansvar. For hun havde ikke noget ansvar og hvis hun nu faktisk havde det så var det overfor hendes hund Ambrose. En snerren fik hende (igen) ud af hendes tanker.
"Men det skal du." Hun sukkede. "Hun er ikke mit ansvar-"
"Men det bliver hun. Det er synd hvis du ikke vil." Hende mund blev en stram streg.
"Hør her, fister, du skal ikke bestemme om jeg skal ignorere den engel eller om jeg skal tage mig af hende. For jeg gider ikke tage mig af hende." Fastslog hun. Hendes hvide øjne brændte sig ind i varulvens. Hun stod fast ved hendes ord. Varulven lænede sig tættere på hende. Hun skar en grimasse, han lugtede af cigaret røg. Det lugtede ikke særlig godt.
"Hvorfor skal du så tæt på?" Spurgte hun irriteret. "Fordi du skal tage din ven med dig og smutte."
"Du skal ikke fortælle mig hvad jeg skal gøre!" Hvæsede hun tilbage til ham. Hun stirrede trodsigt på ham.
*Skal jeg skride eller blive og diskuterer?*
*Hmmm. Måske ville det være bedst hvis du tog hende under armen og skred inden det udvikler sig.* Hun sukkede stille. *Det kan der være noget om.* Selv om, at hun var stærkt imod det var hun enig med stemmen.
Hun kørte en hånd igennem hendes sorte hår og gik forbi varulven. Hun sagde ikke noget til den. Det ville hun gemme til lidt senere. Med en enkelt bevægelse tog hun fat rundt om englens talje. Så løftede hun hende op og greb hårdt fat om hendes håndled.
"Kom så." Sagde hun lavmælt. Hun trak i den hjælpeløse engel og fik dem lidt længere hen mod døren. Alle kiggede stadig på hende og hun vendte sig i en stund om og sagde:
"Smutter nu køter." Med disse ord forsvandt hun d af døren med englen på slæb.
Hun kiggede op ad, da hun kom uden for. Himlen var blevet farvet mørkere, nu var den en dyb mørkeblå med stjerner kastet ud over den. Hun smilede stille. Natten. Nu kunne ingen gøre hende noget. Hun var en af nattens herskere.
Azariah genoptog hendes vandring og satte kursen mod hendes lejlighed.

Arien vendte sig smilede om mod varulven og vinkede til ham. "Farvel, kære vovhund!" Manden kiggede underligt på og langsomt førte op og vinkede tøvende farvel til hende.
Hun grinede. Egentlig gad hun ikke med vampyren, hun havde glemt dennes navn, men personen var stærk og det ville ikke betyde noget, om så englen lagde sig ned på jorden. Hun var allerede tynd og vejede næsten ingenting, sammenlignet med en normalt menneske, og vampyrens overlegne styrke gjorde det ikke bedre.
Lysene reflekterede i Ariens hud på en overnaturlig måde. Fik hende til at skinne med et meget svagt lys. Normalt ville hun have været bange, men kiggede hun fascineret på sin egen hvide hud. Vendte og drejede og vidste det til personen. Denne hørte åbenbart ikke efter, for den svarede ikke. Mørket trak englen ind i sin iskolde favn og omsluttede hende holdkomment. Kold luft ramte englen over ophedet hud og stak som sylespidse nåle. I sin desperation for, at det væk gned hun sine kinder inergisk. Men da hun hurtigt fandt ud af det ikke hjalp, lod hun være.
Azh, navnet endelig poppet op i hendes trætte hjerne, havde sluppet hende var og gået nogle skridt væk fra hende.
Arien gad ikke endnu en slæbetur og bestemte at komme væk. Hun smilede stort til vampyren og vinkede overdrevent til hende.
"Farrrrvel, am'pyr. Skal uud og fiinde soollen!" hendes stemme var sløret og orderne hoppede rundt i hendes mund.
De smukkede vinger foldede sig ud af hendes ryg og englen satte af asfalten.
Desværre kom hun ikke så langt. Arien nåede til at flyve nogle meter op i luften og lidt fremad, så kom en massiv, jernstang i vejen. Hverken den eller Arien ville flytte sig, så hun hamrede for fuld fart ind i den. Hendes arme kom instinktivt og rundt om den og senere kom hendes ben. Hun kiggede skræmt ned, asfalten kunne ikke ses i mørket.
Lygtepælen var lige så isnende kold som natten selv og mindst lige så mørkt. Der ingenting lys, udover det der kom var pubben, men selv det var langt væk. Hun kunne kun svagt alle de mange, fulde menneskers larm.
Hun klemte øjnene hårdt og hviskede "Vær sød at hjælpe mig. Vær sød". I et kort øjeblik gik det op for hende, at hun bed. Hun havde aldrig bedt om noget og slet ikke i en bån. Hun blev så overrasket, at hun slap lugtepælen og faldt den næsten hele meter, der var ned i jorden. Det gjorde ondt først. Meget faktisk. Men alkoholens havde sin gode side og stederne blev følelsesløse.
Hun var en falden engel. Der havde vi jo ironien igen. Hej, gamle fjende.
Så istedet kiggede hun sig lidt omtumlet rundt og begyndte så at grine igen. Vampyren var der stadig. Hun kunne mærke dens tilstedeværelse, selv i hendes ydmygende tilstand. Navnet var igen forsvundet, men det gjorde ikke noget.
"Hey you! Vidste du at der noget der hedder Assens Kommune?" hun grinede igen og tog sig til maven. Det gjorde rigtig ondt. But who cares? Det var sjovt!
Det gør Arien hviskede hendes personlige irettesætter. *Hold din kæft* grinede hun tilbage uden tøven.
Du kommer til at fortryde det her! Englen svarede ikke. Grinede bare. Grinede altid.
Forever and ever.

Mens englen lavede sit lille show havde Azariah set til. Hun stod i en meget afslappet positur. Hun havde set til med en blanding af glæde, ligegladhed og forvirring. Plus en følelse af, at blive underholdt. Hun kunne godt lide den følelse. Den føltes rar. De var bare rart, at kunne få lov til at koncentrer sig om noget andet end alt det der faktisk betød noget. Som denne underlige dag. Ikke, at den betød noget. Det var bare rart, at kunne se og koncentrer sig om noget der ikke var virkeligt. Hun kunne se sit helt eget personlige freakshow.
Hun sukkede og smilede. Hendes øjne var rettet mod den fulde engel. Hun kiggede fra lygtepælen til Arien. Hun grinede. Hun kunne ikke lade være og hvorfor skulle hun.
Hvis du så en engel flyve ind i en lygtepæl, ville du så ikke grine? Jo det ville du, uanset og du kan lide det eller ej. Så ville du. Hun rystede lidt på hovedet og grinede stadig da hun bevægede sig over mod englen. Hun greb igen fat om englens håndled og hev til. Hun gå af sted med hurtige skrid og kom tættere ind til midtbyen. Hun sukkede og gik lidt hurtigere, hun kunne også havde løbet, men det ville hun ikke med englen på slæb.
Hun var kommet ind til midtbyen. Her måtte der da gå en bus.
Vampyren kiggede stille rundt. Der var mange biler, men ingen busser lige pt. Hun sukkede irriteret. Når man endelig skal bruge en bus, er der ikke nogen. Typisk.
Hun kiggede igen rundt. Ingen ting. Lige pludselig var det som om at verden var lukket ude, ingen lyde, ingen farver. Hun blinkkede et blink hun ikke havde brug for. Så var verden tilbage. Lydene, farverne. Alting. Hun smilede stille. Så kom en bus rullende ind foran hende, den kørte videre og standsede lidt væk fra hende. Hun smilede igen. Hun gik lydløst hen til den, gik ind, betalte manden ved rattet og satte sig ned. Hele tiden med englen på slæb. Hun satte den ned ved side af sig og kiggede ligeud. Dette ville ude tvivl blive en lang bus tur.
Azariah sad helt stille i sit sæde og nynnede en melodi, hun ikke kunne hvor hun havde fra. Hendes blik var hele tiden rettet stift ud af forruden. Hendes tanker vandrede. Hvad skulle hun gøre når hun kom hjem? Dumpe englen var et godt forslag. Men, så, hvorfor havde hun så taget englen med hjem?
*Et lille komisk anfald af medlidenhed.* Svarede hun hendes tanker. Hun ville ikke acceptere det. At hun havde medlidehed med Arien. Havde haft nogen som helst følelse for englen. Det kunne hun ikke. Hun var en kold og hjerteløs vampyr. Men hvorfor havde hun så taget den med hjem?
*Måske-* *Du holder bare kæft!* Svarede hun stemmen før den kunne komme videre med sine filosofiske læsninger af hendes person.
Busen stoppede og det var vampyren glad for, nu kunne hun komme hjem. Hun tog et greb om Ariens håndled og trak hende ud af bussen. De trådte ud på en af gaderne i Werclare midtby. Med et svagt smil kiggede hun rundt. Hun kunne godt lide Werclare, det var en dejlig by. Hun var i sit rette element der. Hendes smil falmede lidt og hun blev igen koncentreret. Med faste skridt gik hun af sted med kurs mod hendes lejlighed. Hendes skridtgang blev hurtigere og hurtigere, jo tættere de kom på hendes lejlighed.
*Tror du nu også det er en god idé?* Azariah sukkede. Den stemme kunne bare bestemme sig, kunne den?
*Det ene øjeblik synes du det er en god idé, det næste ved du ikke om det er. Vil du bestemme dig?* Hun gad ikke denne diskution. *Jeg har ikke tid til denne diskution.* Fortalte hun den kort for hovedet. Hendes sind var igen forkuseret på, at komme hjem.
Endelig efter nogle minutter ankom de to væsner til den bygning hendes lejlighed var i. Det var en meget stor flot bygning. Den var victoriansk af udseende. Hun smilede ved synet af den. Hun elskede sin lejlighed. Hun spurtede op af trappen til øverste etage. Da hun nåede der op fandt hun Ambrose siddende på dørmåtten. Hun smilede ved synet af hunden og bøjede sig ned for, at klappe ham. Han hoppede lidt og prøvede at slikke hende i hovedet.
"Nej Ambrose." Sagde hun bestemt. Husky'en satte sig ned og logrede med halen. Hun tog nøglen op af lommen og stak den ind i nøglehullet.
Hun skubbede blidt til døren og trådte inden for. Da hun var indenfor satte hun englen ned på hendes sofa, så kunne hun sidde der lige så fint.

Lidt efter faldet havde Arien mærket smerten skære gennem hendes kranie. Hun kunne svagt mærke hendes bevidsthed trække sig længere, og længer væk fra hende...
Pludselig følte hun sig meget ædru. Natten var mørkt som kul. Og så begyndte det at brænde. Ilden var varmt og pustede hun koldt ind i ansigtet. *Koldt?* hun klemte øjnene i og åbnede dem på ny. Ilden var væk. En svag vind blæste var nord.
Igen mærkede hun lettende fornemmelse og så fladt hun ned. Ned i et bundløst hul.
Ned...
Ned...
Ned...
Væk. Væk fra Azh og det var befriende. Væk fra den forbandelse, der syntes og hænge over hendes stakkels hoved og smalle skulder.
Det var meningen, at hun skulle finde ud af det hele og hun skulle gøre alting godt. Men lige føltes det som om det var en opgave, som ikke engang Gud kunne klare.
*Nej, især ikke Gud. Han eksistere jo ikke, dit fæ* hendes øjne faldt i og mørket trak sig sammen om hende. I et iskoldt favntog. I Dødens favntag.

...
'Kom nu, Arien! Vi skal afsted! Færgen går snart!'
....
'Arien! Maden er fantastisk, den skal du bare smage! Her, tag en burger!'
...
'Se de her sko. Og den er kjole! Er de ikke flotte? Og se...!'
...
Stilhed. Tomhed. Følelsesløs.

Langsomt mistede fortiden grebet i hende og blev hævet tilbage til den kolde og nødesløse verden udenfor. Hvilken gang var det i dag? Mindst tre havde minderne slugt hende, for derefter at spytte hende ubarmhjerteligt ud igen.
For fanden, det gjort ondt i den højre arm. Et eller andet meget hårdt ramte hendes side og straks var hun igen vågen.
"Hvad helvede..." hendes ord druknede i et hoste anfald. Efter lidt gispen efter vejret fortsatte hun. "Hvad helvede sker der?". Irriteret runkede hun på brynene. Hun kunne ikke huske ret meget. Der var Azh... En spand af triste følelser blev smidt direkte i hendes hoved.
Der var øllen... Et glas af fortrydelse fulgte trop med spanden.
Hun vendte besværet hovedet og så Azh trække hende afsted. Hun kunne mærke ru og kolde jord under sig og prøvede, at råbe den dumme vampyr an.
Da ingenting skete, udover hun fik fandens ondt i halsen, holdt hun op. Hendes højre arm gjorde stadig ondt, men der ikke noget at gøre.
...
Efter noget som føltes som en evighed kom hun ind i en varm bygning. Okay, varm og varm, men varmere i hvertfald. Azh spurtede hensynsløst op fra trappen og Arien gjorde sit yderste for ikke at komme for meget til skade. *Hun prøver at hjælpe gør hun det forfærdelig dårlig* tænkte hun dystert og bed tænderne sammen.
Nogle sekunder senere befandt begge væsner i vampyrens lejlighed. Den mindede meget om de gamle, engelske lejligheder, lidt ligesom den Arien selv havde boet i. Smil var ved at forme sig, men forsvandt omgående sekundet efter. Hunden var der. Den prøvede at slikke Azh, men blev afvist af denne.
Arien skulede surt til den, men blev afbrudt da hun meget ublidt blev trukket videre og smidt på sofaen, som en anden sæk kartofler.
Hun stønnede svagt med sammen stødet, men sagde ikke andet. Hun var vist heldig, at hun ikke blev smidt på gulvet, sammen med hunden. Træt og fuldstændig udmattet i begge sind og legeme log hun sad synke dybere end i den bløde sofa. Hendes lukkede sig og ikke engang to vrede elefanter kunne få dem op.
Hun væddede lidt med sig selv om, hvor mange blå mærke og andre skavanker hun ville ha', når hun vågnede i morgen.
Omkring 10-20 stykker. Måske man skulle aflægge hospitalet et besøg?
Men englen gad ikke tage stilling til det nu. Hun mærkede igen mørket lukkede sig sammen og velkom det som en gammel ven.

Azariah smilede, da hun ankom i hendes lejlighed. Hun havde faktisk savnet at være hjemme. Der var noget specielt over at være hjemme. Hun vendte lige hovedet en enkelt gang for at se om englen kunne klare det. Det kunne den da også lige, men kun lige. Det lignede, at den var besvimet på sofaen, hun kendte godt den følelse. Bare at ligge stille og ikke at skulle tænke over noget. Det var... befriende. Nogle gange var det ret irriterende, at hun ikke kunne sove. Bare at ligge og sove. At forsvinde fra alt. Når man sov, var der ikke noget der betød noget. Slet ikke en dum engel, der havde crashet hendes sofa.
Hendes hvide øjne skimmede hendes bolig og smuttede ud i køkkenet. Hun havde ikke noget at lave derude, men hun skulle bare finde et sted at være lidt tid, så hun kunne tænke over tingene.
Nu sad hun her. På bordkanten af hendes marmor hvide bordplade og nynnede stille. Hun havde overvejet at tage noget at spise, men var kommet væk fra det igen. Hendes tanker havde ført hende på vildspor. Hvorfor skete sådan noget for hende? Hvad havde hun gjort der fornærmede Gud så meget, at hun fik en skytsengel smidt i hovedet? Ingenting. En tanke slog hende og den slog hende hårdt!
Det var dét der var problemet.
Hun havde ikke gjort noget.
Hun havde ikke reageret. Dét var det der havde startet det. Hun kunne ikke huske englen, hun kunne ikke huske Arien. Ej heller hendes forældre. Derfor havde Gud smidt Arien i hovedet på hende. For at få hende til at huske, men det ville bare ikke lykkes. Selv hvis hun selv prøvede ville det ikke lykkes. For hun havde prøvet, meget. Men det var nyttesløst. Det ville sikkert komme når hun mindst ventede det også ville det være på et utrolig irriterende tidpunkt. Sådan var det næsten altid.
Men hvis Gud absolut skulle sende en af sine engle ned til hende, hvorfor kunne han så ikke også give hende hendes hukommelse tilbage? For det er utrolig frustrerende at man fik en person smidt i hovedet uden at have den ringeste idé om hvem den person er.
Det var bare typisk. Hun hadede det virkelig. Det var intet der samarbejdede med hende. Intet gav mening.
En lyd begyndte at trænge igennem den mur hun havde lavet om hendes sind, når hendes tanker tog hende langt væk. Lyden var Ambrose der gøede. Han sad foran hende og havde sikkert gøet i de sidste 6 - 7 minutter hvis hun kendte ham ret. Hvis han skulle have hende ud af en trance, eller hvad man nu skulle kalde det, så gøede han uafbrudt i flere minutter. På et eller andet tidpunkt ville hun komme til dåd og kiggede på ham så han vidste at han havde hendes opmærksomhed.
Hunden sad der og lagede hovedet på skrå, med sit vise blik rettet mod hende. Det var lidt som om at den prøvede at fortælle hende noget. Normalt kunne hun regne ud, med det samme, hvad han ville hende, men i dag var det hele bare skyet. Det var som om at en sky havde dækket hende hoved. Hun rystede på hovedet.
*Det er nok alkoholen der driller.* For hun havde det som om at de tanker, der havde fundet deres vej ind i hende hjerne, ikke var hendes. De føltes forkerte, fremmede, i hendes sind. Et kort gø hev hende igen ud af hendes tankegang. Hun så, igen igen, på Ambrose som også havde taget et tag i hendes bukser. Hun gav en irriteret lyd fra sig og hoppede ned fra bordet. Hun fulgte hunden med ind i stuen og fik et monotont ansigtsudtryk, da hendes øjne faldt på englen. Hun så på Ambrose, som så fra hende til Arien. Azariah forstod hvor hunden ville hen, men ville ikke gøre det med det samme.
Hun vendte sig om og gik hen til vinduet, her stod hun lidt, mens hun så vejret ændre sig udenfor. Skyerne begyndte at samle sig, hvis man ikke kendte hende ville man tro at det ville begynde at regne utrolig meget. Det gjorde det bare ikke, men skyerne var det stadig. De samlede sig og blev mere og mere grå. Da hun havde fået det resultat hun havde ventet vendte hun sig om og gik hen til englen. Her stod hun lidt før hun tog fat i Ariens arm og ruskede den, lettere ublidt.
"Vågn op." Sagde hun kort og koldt.