Projekt: Sandhed.

Dato: 20. dec
Dag: Søndag
Tid: 7:12 om morgenen
Vejr: Solskind
Sted: Midt i domkirken.
Omgivelser: Bænke, døbefond o.s.v.

Eolith gik rundt og kiggede. Han havde sin taske over skulderen, og så efter et sted at stille tingene. Han gik hen til væggen og stillede det der, og tog sit kamera frem og justerede på den. Han skulle have nogle billeder og skrive en rapport om sandhed.

hun kom gående i en hvid kjole med rosa thyl, ind på kirkegården, og standsede så ved et gravsted. kiyoko så ned på de visne blomster som næsten var blevet til røg nu, men rystede så på hovedet og bøjede sig ned for at lægge hendes egne roser på. *smukt* tænkte hun ironisk og rejste sig op for at gå ind i kirken. da hun trådte ind af den tunge træport så hun op og fik øje på drengen der stod og skulle til at tage billeder. kiyoko kiggede intresseret og gik lidt hen i hans retning.

Han spejdede rundt i kirkelokalet, og holdt focus på de store kirkevinduer og vægmalerier. Oppe i loftet var der også udsmykket med billeder af engle, som om de virkelig var nogle gode ting.
Han tog kammeraet fra øjnene, og havde endnu ikke taget billeder. Han forstod sig ikke på mennesker. Det undrede ham, at dusørjægere forsøgte at slå engle ihjel, når mennesker forgudede dem på den måde.

Armand sad på hug ved et gravsted, han sukkede dybt og mumlede kort noget utydeligt, som nærmest lød som en trusel, han rettede sig op og ville ind i kirken, for at se om præsten var der. Da han nærmede sig kirken, kunne han mærke både en engel og en vampyr, han stoppede lidt op og holdte hånden på håndtaget, han tog så forsigtigt i håndtaget og åbnede døren, han trødte ind i kirken og fik med det samme øje på Eolith, hansn ansigts udtryk ændrede sig hurtigt til vredt, han blev stående kort og stirrede irriteret på ham, han laghde slet ikke mærke til vampyren på grund af hans vrede mod englen.

Eolith hørte slet ikke døren der gik op, da han så koncentreret efter en god vinkel til et billede. Han var altid lang tid om at tage billeder, fordi han tænkte alt for meget på både lys, vinkel og effekt.
Han sukkede, og gik nogle skridt tilbage, og tog endelig billedet.

Armand pustede stille ud og dgik så stille hen mod ham og så nu helt tolig ud "For du taget nogle gode billeder?" spurgte han så helt afslappet også selvom han havde lyst til at flå hovedet af Eolith lige nu, han stilte sig så han stod et par meter fra ham, han så kort op på vægmalerierne, før han igen lod blikket hvile på Eolith.

"Jah.. det går" Svarede han stille, og opdagede så, at stemmen var bekendt. Først der vendte sig om og fik øje på Armand. Han stivnede op og tog kammeraet til sig, som om at Armand var ude efter det.
"A-armand? Hvad.. laver du her..?" Spurgte han, og vidste ikke hvad han skulle gøre af sig selv.

Armand stak hænderne i lommerne, mest for ikke at skulle gribe ud efter ham "det kan du vel være ligeglad med? Jeg betyder jo alligevel ingenting .. " sagde han og holdte det neutrale, næsten følelses løse udtryk i ansigtet og prøvede så vidt muligt at huske sig selv på, det ikke er pænt at slå, han så studerende på ham, ingen forandrig, stadig lille og ynkelig, som før.

"Hvad?" Han så forvirret på ham, og kunne pludselig fornemme en anelse vrede i Armand, selvom han stod helt roligt, få skridt fra ham "..Det husker jeg ikke, at jeg har sagt". Han så ned på sit kamera, og arbejdede lidt med linsen, som en diskret form for afledning. *Jeg savner ham sådan... Det er tydeligt, at han er vred over det...*.

Armand fnøs lavt og kort "Nej, men det føltes sådan .. " indrømmede han så og vreden blev stille skiftet ud med sorg, han så kort ned og lagde så armende overkors, han stod fast frosset der hvor han stod, selvom han havde lyst til at gå tættere på Eolith, men han blev stående, han havde lyst til at vise ham hvordan det hele havde set ud fra hans vinkel af, men kunne ikke få sig selv til at nærme sig ham eller røre ham.

Eolith stod lidt og tænkte, mens han stadig så ned på linsen. Hvis han kunne finde sammen med Armand igen.. så ville han få det meget bedre, og han ville ikke løbe væk. Nok havde han lovet Yo... men han var jo rendt efter Dean.
"Jeg har savnet dig" Vovede han sig at sige, og smilte meget forsigtigt til ham. Smilet forsvandt dog hurtigt, da Armand ikke virkede spor glad.

Armand lukkede øjnene for en stund da han sagde det, han havde ikke lyst til at sige noget, så han tvang sig selv til at gå hen til ham, han så på ham med et halv sørgmodigt ansigt, han rakte forsigtigt hånden mod ham "Må jeg?" spurgte han så forsigtigt og hentød til om han måtte røre ham.

Han så på hans hånd, og så på hans ansigt igen. Det var vel okay? Selvom det ville være underligt, nu hvor han nærmest havde klistret sig op ad Yo de sidste par dage.
Han nikkede stumt og så på ham. Han var ikke til at læse, Armand.
"Det må du godt.." Sagde han, mens han inderst inde ønskede mere end bare berøring lige nu. Han ville holde om ham, kysse ham, og glemme alt hvad han havde udsat sig selv for.

Armand lagde forsigtigt hånden på hans kind og gjore ham blind for andet end hans billeder og minder, han viste ham hvordan det hele havde set ud fra hans side af, han viste ham hvordan det havde følt at blive snydt nærmest, hvordan han bare havde svigtet ham, nu hvor han havde gjort så meget for hans skyld, han viste ham hvordan han havde sidet alene derhjemme, gået langs stranden og grublet over alt hvad der var sket, savnet ham og tvunget sig selv til ikke at tænke på ham, viste ham sin fortvivelse og vrede.

Eolit gispede i chok og trådte et skridt væk, da han havde fået nok billeder ind i sit hovedet. han så på Armand med opspilede øjne, da han ikke forstod noget af det der lige var sket oppe i sit hovede.
"h-hvad er det du gør!?" Spurgte han forarget. Han var lige ved at tude på stedet, på grund af, at han selv lige havde været igennem det samme med Yo næsten.

Armand sagde ikke noget og så bare på ham, han trak forsigtigt hånden til sig og gik et lille skridt væk fra ham, han forholdte sig helt tavs og så bare på hans chokkeret udtryk i ansigtet, han sukkede så opgivende og så lidt ned " .. tilgiv mig, jeg burde ikke ligge alt presset på dig, jeg vist også selv skyld i lidt af det" sagde han så endelig og gned kort sine fingre mod tændingen " .. jeg burde vist også ha' advaret dig om billederne"

Eolith tog sig til hovedet for at slappe af, og forstod først nu, at det var en evne, Armand var i stand til at udføre. "Nej.." Sagde han "Jeg forstår dig godt. Du må virkelig hade mig nu...". Han tog kammeraet mere til sig og gik hen til sine ting med det, og pakkede tingene sammen. *Jeg burde gå, inden jeg får ham til at hade mig mere.... Men for min egen skyld, vil jeg hellere vise ham, at jeg er ligeså ked af det...*. Han tænkte meget over det på de få sekunder han havde.
Han så tilbage på ham med et undskyldende blik. "Undskyld Armand... Jeg troede jeg hjalp dig.. ved at... men nej..".

Armand opfattede først at han var ved at gå lidt efter og gik så helt hen til ham og rakte ud efter ham for at tage fat i ham, men trak så hånden til sig "Du går vel ikke?" sagde han så en smule trist da han ikke havde lyst til at han skulle gå nu, det var så længe siden han havde set ham jo? "Desuden .. Ville det hjælpe mig aller mest du blev .. " sagde han så og tog hænderne ned i sine lommer for ikke at røre ved ham.

Eolith nikkede stille "Jeg havde ikke tænkt mig at gå fra dig Armand..". Han tænkte ikke over, at han fik sagt hans navn så mange gange "..Vi er i wareclare, så... Hvis du vil, kan du komme hjem til mig...?".
Han så på ham, mens han spekulerede på, om det overhoved var noget han ville gå med til. De var jo trods alt hverken kærester eller venner mere.

Armand tøvede lidt og vidste ikke helt om han skulle gå med, han var selv en anelse forvirret over hvordan deres så kaldte forhold lå henne, han kløede sig kort i nakken, han ville gerne med ham, men var det nu det rigtige, han valgte at følge sit hjerte og så på ham "Jo, det vil jeg gerne .. " sagde han så og smilede meget svagt.

"Vil du?" Spurgte han igen og smilte pludselig lykkeligt over, at få sit ja. Han lynede tasken og tog den over skulderen. Det var ikke mange der havde fået lov til at se hvordan han boede, og det var de færreste der overhoved ville vove sig ind hos ham. Selv Yo ville ikke med.
"jamen.. så kom.. Det ligger ikke langt herfra". Han så på ham og var allerede parat til at gå, og havde valgt at skippe lektierne for at kunne være sammen med Armand i stedet.

Armand blev en anelse overasket over at han var blevet så glad og smilede selv en anelse mere "Ja da .." sagde han så og begyndet at gå mod udgangen med ham, han var glad for at han havde sagt ja, selvom han stadig ikke var helt sikker på at det var det rigtige og om han helt kunne stole på Eolith, han håbede på at de kunne i hvert fald blive venner igen, men håbede mere på at de kunne være sammen, sådan rigtigt, selvom han ikke ville give sig selv for store forhåbning, hvis nu han fandte på at svigte ham endnu en gang.

Eolith gik ud af kirkedøren og trak sine vinger ud, men stoppede så op. "Åh.. Ja.. du kan jo ikke flyve?" Sagde han og så på Armand. Han så tænkende op i luften, men trak så sine vinger ind igen "Lad os gå så?".

Armand så kort forbløffet på ham da han kort viste sine vinger, han havde ikke set dem før "øh'øhm ja, selvfølgelig" sagde han og smilede så, han gik stille hen ad kirkegården "Du viser vej?" sagde han så og stoppede lidt op, for at vente på ham.

Eolith nikkede stille og så på ham, og ned på hans hånd. "..Fortæl mig om din evne..? Kan du selv kontrollere den?".
Han gik meget op i sådan noget, da han ikke selv kunne, eller var glad for sin evne. Armands evne var meget speciel, men også meget skræmmende. Det var ikke noget han ville opleve igen, selv da de kun varede i få sekunder.