Projekt: Sandhed.

"Det var nu mest fordi..." Begyndte han og tog sig lidt til hovedet "..jeg kan jo ikke gøre for noget som helst. Jeg har altid elsket dig, og jeg vil også gerne, hvis det ikke var fordi jeg allerede vidste i forvejen, at jeg bare vil gøre den samme fejl igen". Han så undskyldende på ham, men satte sig så ind til ham og trak armene omkring ham. "Hvis bare du ville være hos mig altid..".

Armand vidste først ikke hvad han skulle sige eller gøre, men lagde så armende om ham og så lidt op i loftet " .. Jeg vil .. " sagde han men sukkede så, han kunne jo ikke love altid at være hos ham "jeg kan prøve .. hvis det er?" sagde han så og kiggede lidt ned på ham, han trykkede ham blidt ind til sig og havde svært ved at skulle forstille sig selv den sorg, han havde oplevet igen.

Eolith strammede grebet om ham, og prøvede at se bort fra den ubehagelige fornemmelse han havde i kroppen. Han havde lyst til bare at kaste sig over Armand og gå løs på ham, på groveste vis, men han lod være. ¤Jeg kan sagtens. For jeg holder af ham, og ikke fordi han er god i sengen...¤

Armand mærkede han strammede grebet lidt og så lidt ned på sine egne arme om ham "Jeg har slået op med sandy .." sa´gde han så og brød den stilhed der kort havde været, han lukkede kort øjnene og sank lydløst, han havde gjort det af forskellige årsager, men mest fordi han elskede Eolith og ikke Sandy.

"Hvad?" Spurgte han, selvom han havde hørt ham, og så overrasket op på ham "Åh.. Jamen.. Jeg troede du elskede hende?". Han prøvede at vurdere Armands ansigtsudtryk, og kunne ikke helt tyde hvordan han følte. "Er det på grund af mig?".

Armand så lidt væk før han igen så på ham "Jeg elskede hende .. men jeg så hende aldrig og .. ja, jeg elsker jo dig .. " sagde han så og så lidt ned, han så så op på ham igen "Men .. jeg ved ikke hvor jeg har dig .. om vi er sammen eller jeg bare er endnu et af dine .. elskere?" sagde han så og vidste ikke helt hvad han skulle kalde det, han skulle til at sige ofre, men det ville lyde nedladende.

Selvom Armand brugte ordene, endnu en af dine elskere, følte han sig stadig stødt af det og så hurtigt og forlegent væk. Han kunne ikke tillade sig at kommentere for det, da det jo var sandt. "Jeg vil så gerne være din kæreste... Jeg prøver så vidt muligt at blive stærkere, så jeg kan afværge min egne kræfter. For lige nu kan jeg ikke styre dem, og holder jeg dem tilbage, kommer de bare igen med fuld styrke...". Han vendte bedende blikket mod Armand, men sagde ikke mere. Han ventede på, at høre, hvad Armand ville sige til det.

Armand sagde ikke noget, men lagde ham istedet ned med sig selv over ham "Så gå i seng med mig .. istedet for at prøve at holde din trang tilbage og ende med at gå i seng med en fremmed .. jeg lover dig at hver gang du bliver trangen, så vil jeg være der, jeg vil jo gerne?" sagde han så og så ned på ham med et lettere alvorligt blik, da han mente det, han kørte blidt en tot hår væk fra hans ansigt og betragtede ham lidt, selvom han stadig så en anelse alvorlig ud.

Eolith så på ham og greb hurtigt fat i hans ansigt og kyssede ham. Han stoppede hurtigt igen og så tæt på ham i hans øjne. "Det betyder bare, at du skal være der for mig hver dag. Tage mig med på arbejde eller blive hjemme... For det er hver dag klokken elleve præcist..." Sagde han "Ellers er det, at det går galt...".

Armand blinkede kort med øjnene og nikkede stille "Klokken eleve hverdag .. Præcist" sagde han så og godt gøre det for hans skyld, selvom det nok ville lave lidt om på hans hverdag og han nok lige skulle vende sig til at have sex hverdag, han så ind i hans øjne og mente hvad han sagde, for hvis det var det der skulle til for at han kunne få ham for sig selv, ville han godt turde love det.

"Jeg elsker dig Armand" Sagde han og kyssede ham igen. Han lagde armene tættere omkring ham og rykkede sig op at sidde på hans skød, sådan så han kunne mærke hans varme helt tæt på sig. Han mente det han sagde. Der var mange han kunne lide, men der var ingen han elskede ligeså meget som han elskede Armand. Især ikke nu, hvor han havde lovet ham at være sammen med ham.

Armand kyssede med og nåede slet ikke at sige at han også elskede ham, men det var vel logisk når han lige havde lovet ham at gå i seng med ham hverdag?, han lagde armende om ham og knugede ham blidt ind til sig, men slap så kysset og så på ham "Men .. kommer du så hen til mig hverdag klokken eleve?" sagde han så og ville egentlig gerne se ham lidt tier end kun lige klokken eleve " .. eller er det okay du kommer lidt før?" spurgte han så og holdte stadig om ham.

"Når du er hjemme, kommer jeg" Svarede han og åbnede op for Armands bluse. Han tænkte ikke selv over det før han fik den af ham, og så ham i øjnene "..Du arbejder jo så meget..".
Han så lidt bedrøvet på ham, da han sagde det sidste, men lagde dem så ned i sengen med et blidt bump. Han kyssede ham på kinden, og ned på halsen. Han lukkede øjnene i og nød det.

Armand skulle til at sige noget i det han mistede koncentration fordi Eolith både hev trøjen af ham og kyssede ham, han nød det kort men skubbede ham så blidt bæk "Eolith, stop, jeg kan ikke koncentrere mig .. " sagde han og satte sig op, han lod hånden glide ned over sit ansigt " .. Undskyld" sagde han så og ledte lidt efter de rette ord, arbejde han virkeligt så meget?, det gik først rigtigt op for ham at han faktisk arbejde næsten mere end han havde fri " .. Jeg burde nok holde lidt mere fri og være sammen med dig" sagde han så og så på ham.

"Undskyld" Lød det fra ham, da han blev puffet væk. Han havde svært ved at styre sig, fordi han var så tændt som han var. Han satte sig ned igen, da Armand nævnte, at han ville holde lidt mere fri. Det var jo på grund af Armands fravær til ham, der gjorde ham forelsket i Yo. "Jeg har været så dum..." Sagde han stille og så stadig på ham.

Armand fjernede et hår der sad når foran hans ansigt og så på ham "Vi gør jo alle fejl .. " sagde han så og smilede skævt " .. Også selvom man er er engel" sagde han så og nikkede kort, han lagde så armende om ham og trak ham blidt ind til sig ".. jeg snakker for meget" sagde han så og sukkede lydløst.

"A-armand.." Klynkede han forvirret, da hn blev trukket ind til ham. Det var som om Armand fuldstændig havde glemt, alt om, hvor tændt han var. "Kunne du ikke...? Bare inden... Susanne kommer snart hjem". Han kneb øjnene sammen og sukkede.

Armand slap ham så "Åh, .. Undskyld" sagde han så og trak armende til sig selv, han kom så i tanke om at han egentlig ikke havde trøje på, han så sig kort omkring for at finde sin trøje "Hvor gjore du så lige af min trøje?" sagde han så og lo lidt, det ville være ret pinligt hvis hans værge kom ned og han så sad i bar overkrop.

Eolith var ikke meget for det, men fiskede skuffet hans trøje op fra gulvet igen og gav ham den. Han ville jo allerhelst have, at de gjorde noget ved det, mens de stadig kunne, og mens han var så tændt som han nu var. "Åh.." Sukkede han og tog sig lidt til hovedet "Det gør ikke noget".

//Skal spise//