Projekt: Sandhed.

Armand trak kort på skuldern, han brugte ikke så tit sin evne, det var kun hvis han var vred eller trist, eller han ikke kunne forklare noget, så brugte han den "Altså .. det er ikke noget særligt" sagde han så bare og så op på himmelen, han så ikke sin evne som noget særligt, da han ikke så hvad han skulle bruge den til?.

Eolith nikkede kort, mens han tænkte på de billeder han havde set. "Jeg er så ked af det..." Sagde han stille og kom hænderne i sine lommer på sin korte, skindjakke.
"Jeg så jo billederne af dig, og jeg må tilstå... at jeg har dummet mig.. meget".

Armand så på ham og blev selv en anelse trist, han havde fortrudt til at han havde vist ham billederne, især på at give ham sådan en skyldfølelse "Jeg burde ikke ha' vist dig dem .. du tror min evne er dårlig nu" mumlede han så og sukkede, hans evne var jo ikke dårlig den kunne jo bruges på mange måder, den kunne også gøre folk rolige med rolige billeder, eller gør folk glade med glade minder o.v.s.

"Jeg har fortjent det... selvom jeg godt vidste hvad jeg havde gjort imod dig..." Svarede han og så væk, da hans øjne var godt på vej til at blive blanke. Han var ret så følelsesladet lige for tiden, fordi han havde været så uheldig i kærlighed. Yo havde dumpet ham på den groveste måde, og havde gjort Eolith mere skrøbelig end sædvanligt.
Dog havde han lært af det. Han havde fundet en løsning på at holde sig tilbage fra at gå i seng med andre end en person, og så havde han lært, hvem der virkelig var den rette for ham. Armand.
"...Hvordan går det med dig og Sandy..?"

Armand så kort ned, før han så på ham igen "Hm, Altså, vi snakker ikke så meget sammen .. hun er jo på studie" sagde han så og man kunne godt mærke på ham at det ikke betød så meget for ham, men dog alligevel så var han en smule trist over det, han betragtede ham lidt, men så hurtigt væk igen, han havde svært ved ikke at være kæreste agtig over for ham, han glemte hele tiden at de ikke var sammen på den måde mere, selvom han så gerne ville tættere på ham.

Eolith så på ham, men da så hen på den anden side af vejen, hvor han havde sit hus. "Vi er her nu.." Sagde han og tog en nøgle op ad lommen "Mine værger kommer nok hjem snart.. så vi er ikke alene hjemme".
Han låste op, og trådte indenfor til en meget lille gang, hvor der var en hel masse sko og jakker, samt andet skrammel. Det var tydeligt at se, at han boede sammen med mange mennesker.

Armand fulgte med ham ind, han så sig en anelse nysgerrigt omkring, før han stilte sine sko ved de mange andre sko "Okay, det gør ikke noget" sagde han så og smilede svagt, han kunne godt lide at her var et familie agtigt miljø, han boede jo mutters alene lige fortiden, så der var ret dødt hjemme hos ham.

Eolith smilte lidt, og åbnede døren ned til kælderen hvor han havde sit værelse. "Her er nok lidt rodet... Jeg har alt for mange ting" Undskyldte han. han kunne jo tænke sig til at Armand foretrak orden på tingene, da der selv var så pænt og rydeligt hjemme hos ham.
Havde han vidst, at Armand kom hjem til ham, havde han både ryddet op og gjort rent i hele huset.

Armand nikkede kort "Det gør skam ikke noget, du vidste jo ikke jeg kom" sagde han og smilede lidt, hans humør var blevet en del bedre, det kunne også godt mærkes på ham, han ville ikke gå ned før han gjore og ventede derfor.

"Nej, det er jo det.." Svarede han og gik ind og satte sig i sengen. han trak det ene ben op i sengen til sig, og så mistænksomt rundt på gulvet, hvis der skulle befinde sig noget pinligt, såsom underbukser, pornoblade eller lignende. Men det gjorde der heldigvis ikke, kun tøj, cd'er og papirer, der havde noget med hans skoleprojekt at gøre.

Armand gik med ham og så sig kort omkring på værelset, han lod så blikket hvile på ham igen, han havde sådan lyst til at røre ved ham, men stak modviligt hænderne i bukselommerne for at holde trangen tilbage, det ville virke forkert hvis han pludseligt bare rørte ham på en helt forkert måde, han satte sig forsigtigt hen på sengen ved hans side, så der var en halv meters mellemrum mellem dem og så på ham med et lille smil "Ehm, hvor mange søskende var det du havde?" spurgte han så, for at snakke om et eller andet.

"Jeg har vidst nogle halvsøskende et eller andet sted" Mumlede han, og tænkte lidt "Men hvis du mener her.. så bor jeg sammen med mine værger. Min moster og onkel, og deres to sønner. De er ældre end mig, men de bor stadig hjemme". Han lo lavt og lagde sig ned i sengen.
Han så op på Armand, og nød at være i hans nærhed igen. At kunne snakke med ham ligesom før igen.

Armand nikkede kort som svar og bed sig kort i inderlæben, han lagde sig ikke ned men blev sidende, han så sig kort omkring i værelset igen, han tog hænderne op af lommerne og lagde dem i sit skød, han så ned på Eolith og betragtede ham lidt "Hvordan er det at være engel?" spurgte han så og lagde hovedet svagt på skrå.

"Hvordan er det at være elver?" Spurgte han, for at vise for ham, at det var et spørgsmål, der var svært at svare på. "..Jeg synes vel det er okay.. Men jeg forstår ikke hvorfor der er så mange der er imod os? I skolen lærte jeg, at engle var en god ting.. men her forleden mødte jeg en dusørjæger, der mente noget helt andet...".

Armand smilede skævt og lagde sig så alligevel ned "Jeg kan godt lide engle .. Elvere er så .. Snobbede i det, i hvert fald dem i min slægt" sagde han og smilede svagt, han havde sine hænder på sin mave og så op i loftet, før han vendte ansigtet mod hans "..men jeg tror bare dusørjægere er imod alle racer udover mennesker?" sagde han så og havde aldrig selv stødt på en Dusørjæger.

Eolith så på ham og nikkede stille. "Men jeg forstod det ikke... Og det gør jeg stadig ikke.." Svarede han "Vi har jo ikke gjort noget? Jeg har endelig mødt en to tre styks engle, og de er alle uskyldige... virkelig.. uskyldige, mener jeg".
Han så på Armand, hans øjne, han næse og mund. Han bed sig ganske forsigtigt i læben, og tænkte på at kysse ham, men lukkede i stedet øjnene. Han skulle ikke ødelægge noget.

Armand fugtede sine læber og så igen op i loftet "Har heller aldrig mødt nogen onde eller skyldige Engle" sagde han så og kunne ikke længere lade være, han vendte sig mod ham så han havde hele kroppen vendt mod ham, han betragtede ham lidt før han tog sig sammen"Eolith?" spurgte han så og så på hans øjne.

Eolith så på ham, da Armand sagde hans navn. Han var stille i kort tid før han svarede ham på det. "Ja..?". Han vendte sig lidt på siden, så han bedre kunne se ham.

Armand så kort ned, før han igen så på ham "Ehm .. " sagde han en smule usikkert, han lagde sin hånd så den lå mellem dem " .. Jeg ved godt det nok er upassende, men .. må jeg ikke godt kysse dig .. bare én enkel gang?"spurgte han så og så nervøst på ham, han var ikke sikker på hvordan han ville reagere, men håbede på det bedste.

Eolith rettede sig op at sidde og så ned på ham, nærmest på en chokkeret måde. *Kysse mig!? Virkelig!?*. Han knugede øjnene sammen og lænede sig ind over ham og lagde forsigtigt læberne mod hans. Han behøvede ikke svare på andre måder, nu når han vidste, at Armand gerne ville.

Armand lagde sin hånd på hans skulder og lod den køre om i hans nakke, han kyssede med, men holdte sig tilbage, for han vidste ikke helt hvor Eoliths granser var lige nu. Han havde savnet at kysse med Eolith, der var noget anderledes ved det end når Sandy eller andre personer kyssede, måske var det fordi han virkeligt holdte af Eolith?.

Godt nok var det ikke så forfærdeligt længe siden han sidst var sammen med Armand, men alligevel blev han overrasket, fordi han havde vænnet til at kysse med en anden.
Kysset lindrede hans indre smerte og længsel, og han lænede sig helt tæt på Armand og lod tungen glide ind i hans mund.
*Åh.. Hvordan kunne jeg være så dum..!?*.

Armand lod også sin anden hånd glide om i hans nakke og pressede ham blidt ned mod sig, han lod sin tunge møde hans og kyssede inderligt med i tungekysset, han fjernede så den ene hånd og lod den køre ned af hans overkrop i en blid og øm bevægelse.

Han stoppede pludseligt, da han kunne mærke, at hans krop og tanker, tænkte i helt andre baner nu. Det pirrede ham, da det gik så stærkt som det gjorde. "A-Armand..." Skælvede han lavmældt, og satte sig lidt op. Han klemte benene lidt sammen, da han kunne mærke en ændring mellem benene.

Armand stoppede og fjernede sine hænder fra ham "Undskyld, Det .. gik vidst lidt hurtigt" sagde han stille og bed sig kort i inderlæben, han så op på ham og skubbede ham blidt væk og rettede sig op og side, han gned kort fingrespidserne mod tændingen og følte det blev lidt Akavet fra hans side af, det var måske også meget godt de stoppede, det havde været pinligt, hvis hans værge var kommet hjem mens de kyssede, eller det der var værre.