En ny dag

"Du misforstår mig" sagde Xeera og smilede. "Du er ikke et fjols." fortsatte hun. "Det er Azariah" mumlede Xeera. Xeera stoppede med at flyve og svævede bare i luften. "Jeg kan da godt vide at Gud findes selvom du ikke gør." råbte Xeera efter Arien.

Et øjeblik var Arien overvirret. Og hvis der ikke noget, hun hadede, var det at være forvirret. Lynhurtigt var oppe på siden Xees igen.
"Hvad mener du præcis med det, min kære Xeera? Er sikker du på vil gøre det her?" hun havde et surt ansigtudtryk, som var tæt på følelsesløs, og knep øjnene let sammen. *Azh et fjols?* Helt klart! Hun kunne ikke være med enig, men det kun hende og kun hende, der måtte sige det. Ingen andre skulle sige noget dårligt, om den vampyr, hun beskyttede.
"Og det med Gud, har du fået helt forkert fat på. Bare så du ved det" tilføjede hun. Endnu en fugl fløj tæt forbi dem. Den blev snart efterflugt af en tredje fugl.
De var ligesom de to engler. Som hund og kat.

"Gøre hvad?" Spurgte Xeera og lagde hovedet på skrå. Hun kunne bare stadig ikke forstå hvorfor hun ikke måtte spørge ind til hendes liv?
Xeera borede hendes blik ind i englens øjne. Hun havde ikke et vredt udtryk i ansigtet, nej tværtimod så var hun glad. Hun havde ikke haft sådan en diskusion i flere år.
"En ting vil jeg bare vide." Xeera tog mod til sig og spurgte så endelig. "Hvorfor er det så hemmeligt om personen du er skytsengel for?" Xeera havde ikke lyst til at nævne navnet Azariah foran englen.

Arien knep sin næsten sorte øjne sammen. Og sagde vredt: "Er du sikker på, du vil sige det? Jeg kunne blive nød til, at gøre dig ondt". Der var ingen, der sagde fjols, aka jerk, til Azariah, udover hende selv. Ingen.
"Det er ikke hemmeligt. Det er bare privat og det er noget, du ikke skal bekymre dig om" hendes problemer, var hendes alene. Sådan havde det altid været. Hun havde ikke engang fortalt Azh noget om dem. Nogensinde. Ikke en gang for hundred år siden. Pigen havde sine egne problemer, som Arien tog sig af, og Arien havde noget problemer, som... Arien tog sig af. Ingen andre.
Hendes fortid var et følelsomt emne, fordi hun hadede sig selv for det, der var sket på skibet. Hun havde fejlet i sin mission og hun var en forfærdelig skytsengel. End of story.

Xeera kiggede, denne gang, skuffet på englen. "Hvis det er sådan du har det så lad mig da være." Sagde Xeera og lod sig falde ned til jorden. Intet skete der dog med hende, kun med asfalten. Der var tre huller i asfalten der hvor hendes fod, hendes knæ og hendes hånd havde ramt. Hendes vinger var under huden igen og folk kiggede forbløffet på hende. Hun var faldet fem meter oppe fra og ikke en eneste skramme havde hun fået.
"Knæk, knæk, knæk" sagde det da Xeera knækkede hendes fingre efter faldet. Hun begyndte at gå væk fra folkemængden som tog billeder og pegede.

Arien sukkede og teleportede igen. Det her var hendes lykke dag. Hun forsvandt fra luften, opdukkede op på siden af den anden engel. Hendes modsætning.
Arien kiggede på Xeera med et vidende og rystede svagt på hovedet. "Er det virkelig dit bedste?" hun rystede på sit kønne hoved. Nogle mennesker råbte og kaldte på dem, men Arien værdigede dem ikke ét blik.

//Haha:P jeg har flere indlæg end dig-.O nu fører jeg//

Xeera stoppede op endnu en gang. "For sidste gang" sagde hun "Lad mig være!" Xeera var irriteret på englen. Det var hende der var sur over hun spurgte ind til hendes liv. Så lad dog vær med at prøve og blive venner med Xeera. "Jeg har ikke lyst til at slås med dig" sagde Xeera. *Fat det dog!* Tænkte hun irriteret...

Arien lo sin glædesløse latter og smilede et smil, der ikke engang nåede halvvejs op til øjnene. Hun gjorde ikke noget forsøg på, at gøre nogen af delene oprigtige. Så falmede smilet og englen sagde:
"Du skal lade min fortid og Azariah være i fred. Ikke nogle af delene raver dig en skid. Forstået?" smilet generobrede sin plads på hendes læber. "Og hvis du tror, jeg er her for at slås, er du dummere end du er ud til at være". Hun lagde hovedet lidt på skrå og betraktede Xeera. "Ikke for noget, men du ser meget..." hun rystede på hovedet og viftede afvigende med hånden "...lige meget".
Nogle mennesker vågnede endelig på fra deres koma. De råbte og de skreg. Og, vigtigst af alt, løb efter de to, kønne engle.
Arien greb Xeera i skulderen og de forsvandt fra gaden.

"Jeg spørger ikke mere! Slap nu bare.." Mere nåede Xeera ikke at sige før hun var et andet sted end gå gaden.
Xeera lå på jorden da hun kunn se igen. *Hun teleporterede os!* Tænkte Xeera irriteret. At blive teleporteret af andre var det værste Xeera kendte til i hele verden. Både den overnaturlige verden og den almindelige verden. En teleportering der kom fra andre kunne få Xeera til at blive svimmel, hvilket hun kun blev når hun blev teleporteret. Uden at vise til englen at hun var svimmel blev hun siddende til svimmelheden var ovre og rejste sig så sikkert op på benene igen. "Hvorfor i alverden gjorde du dog det?!" Råbte Xeera til Arien. "Jeg kan udmærket godt passe på mig selv!"

Arien smilede et smørret grin. "Kan du virkelig godt det? Jamen, så lad os få dig tilbage til de gale menneske!" hun smil blev bredere. Og selvom det ikke ramte hendes øjnene.
Stedet de var kommet livligt. Hun havde ikke anet, hvor hun skulle hen. Bare væk. Normalt kunne hun ikke styre sin emne, så hvorfor begynde nu?
De var kommet til tivoli. Hun havde tænkt på Ray. Hun sukkede irriteret. Endnu en sorge begivenhed i hendes langtrukne liv.
Nogle børn lo et sted bag hende. De havde alle sammen en rød balon. Var det kærlighedens farve? Eller var det blodets farve?
Godt eller ondt? Ondt eller godt?
Ingen havde det ende gyldige svar. Arien både hadede og elskede den slags spørgsmål. Fandtes Gud eller gjorde han ikke? Var glasset halv fyldt eller halv tomt?
Normalt var matematik og fysik/kemi hendes felter, men i den sidste tid(ca. de sidste fyrre år) havde hun filosoferet en del.
Nogle menneske ramlede ind i hende. De sagde ikke undskyld, løb bare grinende videre. Arien skulede lidt til deres retning, indtil hun vendte blikket mod den ildebefindende Xeera.

Xeera gik med lange, bestemte skridt hen mod Arien. "Selvfølgelig kan jeg godt passe på mig selv." sagde hun vredt. "Sikke et dumt spørgsmål" fortsatte hun og gik frem og tilbage imens hun tænkede på hvilken vej der ville være nemmest for at komme tilbage.

Arien smilede og rakte hånden "Jamen så lad os få dig tilbage". Udfordringen var tydelig i hendes stemme og hun var udeafstand til at skjule det brede smil.
"Der findes ingen dumme spørgsmål, kun dumme svar. Det var et dumt svar, Xeera" børnene var løbet forbi dem nu, men det gjorde ingenting, der var hele tiden flere. Altid flere. Som en flod. Forever and ever.
Hun sukkede. Det var forfærdeligt, at tænke på at der kunne gå hundred, tusind, millioner af år, og hun ville stadig bestod.
Hun sagde ikke mere. Ville have stilhed til hendes triste tanker. Hendes private tanker.

//Ok.//

//Har svaret

//Ok//

Xeera kiggede på Arien med et smil på læben. "Du synes det var et dumt svar..." Sagde Xeera og gik tættere på hende. "Det syntes jeg ikke" fortsatte hun. "Alle har deres egen mening." Xeera gik rundt i en cirkel da der kom en lille tigger-dreng på syv år hen til hende. Xeera gik ned i knæ så hun var på højde med drengen. "Hej lille ven hvad vil du?" Spurgte Xeera og smilede til ham. "Øhm... Jeg tænkte bare på om du ikke har noget... Øhm... Mad jeg kunne, øhm... Få?" spurgte drengen og kiggede med store søde blå øjne på Xeera. "Nej ven det har jeg desværre ikke..." svarede hun ham. Idet hun så hans søde blå øjne forvandle sig til triste små øjne, sagde hun hurtigt: "Men ved du hvad? Jeg har nogle penge i min lomme. Dem kunne jeg købe noget mad for til dig og dine venner?" Drengen nikkede og smilede et kæmpestort smil. Xeera og drengen, hvis navn var Mikkel (Det fik hun at vide inden de gik), gik over til en købmand et par meter væk fra dem.
Xeera betalte købmanden med en 100-kronseddel. Hun fik 14,- tilbage. Drengen fik to franskbrød der var skåret ud i skiver, en pakke med plastik knive og plastik gafler, noget marmelade, noget leverpostej og noget nutella. De var fire drenge der skulle dele det så de havde til et par dage.
Efter syv minutter var Xeera tilbage ovre ved Arien igen. "Hva så? Skulle du få mig tilbage eller hvad?" Spurgte hun med et smøret smil på læberne.

Arien gik efter Xeera som en levende skygge. Hun iagttog de andre købende. De næsten alle sammen tykke eller overvægtige. De havde næppe behov for, at noget mere fedt, som fra kommer fra fast food.
Hun fandt det også ret sjovt, at en dreng, uden penge til mad, var kommet ind i tivoli uden, hvor det kostede penge bare at komme ind.
Men, hey, hun stjal næsten hver dag, så hun skulle ikke være den, som konfronterede den lille dreng. Uanset hvad så han jo lige så englesød ud som hende selv. For et godt ord. Så hvorfor fremhæve en fejl ved ham?
Der er lød en underlig, dyb lyd og det tog et stykke tid, før Arien opdagede det kom fra hendes egen mave. Hun smilede, hun var ellers meget godt kendt med sult. Overordentlig godt kendt efterhånden, faktisk.
Men i hvert fald købte hun en hot dog. Normalt ville hun gerne havde fat noget at drikke til, men de andres kaffe så ikke ligefrem lovende og hun tvivlede på noget ville.
Englen sagde ikke noget, flugte bare efter, som en skygge hun var, og spiste sin velfortjente mad.

Xeera var stoppet op. Hun var irriteret over at Arien ikke lyttede til hende. "Så svar mig dog?!" sagde Xeera irriteret. Hun havde vendt sig om mod Arien. "Få mig tilbage til gå gaden" fortsatte hun. Xeera tog fat i Ariens arm og hev hende med over i en gyde. "Få mig tilbage" sagde hun igen. "Jeg kan nemlig godt passe på mig selv".

Arien smilede skævt og hævede øjenbrynet. "Du er virkelig dum, kære ven" hun rakte for tredje hånde ud mod Xeera.
"Tag min hånd og kommer tilbage" udfordrede Arien.

"Jeg er faktisk pænt ligeglad med hvad du synes om mig" svarede Xeera. "Jeg har i det mindste et liv" sagde hun triumferende. Xeera gik rundt om Arien i en cirkel. "Hvordan kan jeg vide at du får mig tilbage til gå gaden?" spurgte Xeera Arien.

Om Ariens læber smilede et drillende smil "Det kan du ikke.". Et liv? Xeera havde ikke noget liv. Hun kunne ikke tænke, kunne ikke træffe beslutninger alene. Skulle hjælpes af den alvidende Gud.
Et liv? Arien havde et liv. Hun havde mange. Et liv for hvert maske.
Jeg er mig, bag den sidste maske.
Den sidste maske. Havde hun tabt sig selv på vejen? Nogle af hendes liv var døde, nogle uopdaget. Havde Xeera noget? Englen smilede og tvivlede på det.
"Og du behøves ikke at vide, hvad jeg synes om dig. Du ville ikke bryde dig om det. Hold dig fra mine tanker -du finde ting, du vil ønske du ikke havde set" Arien stemme lav og hård. Der var en indbygget trussel i sætningen og det havde hun det fint med.
Selvom alle de andre larmede af helvede, kunne den anden engel høre hende. Som den eneste.

//Du kan altså stadig ikke skrive hvad jeg gør/kan//

"Du drømmer" Xeera var blevet endnu mere irriteret på den anden engel. "Fint. Du gør mig ikke sur eller trist eller noget andet med det du siger" sagde Xeera til englen. "Jeg behøver ikke din hjælp" fortsatte hun. Xeera gik ud af gyden væk fra englen. "Jeg kan godt selv finde tilbage" sade Xeera.
Xeera satte frem i løb, spredte hendes vinger og fløj af sted over alt og alle.

Arien grinede "Jeg drømmer? Du lever i en drømmeverden!". Hun lagde hovedet på skrå og betragtede Xeera.
"Jeg gør dig måske ikke sur, trist... Men jeg gør dig overordentlig irriteret" hun smilede igen. Hun havde faktisk vundet. Hendes hånd rakte stadig ud efter den anden engel og, før denne kunne reagerer, tog fandt i skulderen.
De forsvandt fra tivoli. Og dukkede op i en sump. Arien sad behageligt på en gren, men Xeera var nede i det mudrede vand. Der var krokodiller i nærheden.
Arien smilede flabet "Lad os se, hvordan du klarer dig". Hun havde selvfølgelig ikke tænkt sig, at lade englen dø. Nej, de ville begge være over alle bjerge, hvis en af dem kom virkelig fare.
Arien var jo ikke ond.

Xeera grinede højlydt af Arien. Et par bask med føddern og hun var oppe af vandet. Hendes vinger bredte sig endnu engang og Xeera fløj så op. Så højt op at Arien ikke kunne nå hende uden hun skulle til at flyve. "Jeg bliver smigret" sagde Xeera og smilede til englen. "Sådan at du ikke ville lade mig dø" fortsatte hun så. "Men du har åbenbart stadig ikke forstået at jeg godt kan passe på mig selv. Jeg tror vidst lige jeg har skåret det ud i pap for dig" sagde Xeera og grinede af englen.

Arien smilede svagt.
Første test: Dumpet.
Hun lagde sin hånd i Xeera og de teleporterede igen. Det var en sjov følelse. Som at blive krøllet sammen og så dukkede op et andet steds på under et sekund. Arien elskede det. Følelsen af ikke, at vide at eventyr ventede lige om hjørnet.
De dukkede op igen på et mørkt sted. De var i midten af cirkel, som af dannet nogle kappeklædte skikkelser.
Vampyrer og dæmoner for at være præcis. Alle havde et sindsygt om læberne og glødende røde øjne. Og selvfølgelig havde dæmonerne deres vinger ude. Selvfølgelig. Ingen grund til at gøre det nemt.
Skikkelserne kom nærmere. Mørket var tættere på. Ondskaben var nær. Eventyret ventede på dem. Rundt om hjørnet.
En fugl...

Xeera kiggede rundt omkring. En masse vampyrer. En masse dæmoner. "Fint" sagde Xeera til Arien. "Jeg kan tydeligvis ikke passe på mig selv" fortsatte hun med et kedeligt udtryk i ansigtet. "Vil du være så venlig nu, og få mig tilbage til gå gaden?" Spurgte Xeera.