En ny dag

Arien kiggede drillende på hende "Vil du have hjælp, kære Xeera? Så må du gøre dig fortjent til den". Vampyrene og dæmonerne og tættere på nu.
Man kunne nærmest lugte den stank af råd, der hang ved hver og en. Englen runkede på næsen, men smilede igen og forsvandt.
Efterlod Xeera alene. Hun skulle vise, hvad duede til. Nemlig; ingenting.
Den faldne engel smilede fra sin plads i træet. De grønne bladene skjulte hende fint. Stammen var ru og hun sad ikke videre behageligt, men hun overlevede nok.
Det var hele værd.

Xeera satte sig ned. Hun havde fået øje på Arien i træet. Men hun var ligeglad. *Hun vil jo ikke efterlade mig så jeg dør* tænkte Xeera. *Det sagde hun selv.*
Xeera smilede for sig selv uden nogen kunne se det. Hun blev bare siddende helt stille og lod de vampyrer og dæmoner komme tættere og tættere på.

De cirka tyve kappeklædte skikkelser kom tættere på den fangede engel. De havde alle sammen indsunken, hvid hud, røde, udspillede øjne og et sindsygt grin med sylespidse tænder. Man kunne kende dæmonerne på deres vinger og horn, som stak gennem kappe og hætte. Vampyrerne og dæmoner var mange og stærke nok til at gå efter begge engle, men de var dovne og Xeera nemt gjort til aftensmad.
De måtte ikke slå hende ihjel, der satte Arien grænsen. Men bide hende, lemlæste hende... Arien legede med tanken med besluttede at lemlæste var nok for meget. Men ting, som hospitalet kunne klare, skulle nok gå. Fx brækkede lemmer. Det var okay. Ikke?
Det var det Azh ville havde gjort. Tanken fik hende kort til at spærre øjnene op. Hun var IKKE Azh. Hun var IKKE som vampyrene. Hun var en skyts-fucking-engel.
Hun sukkede. Hun måtte nok redde Xee alligevel. Crap.

Xeera sad stadig nede på jorden. Dæmonerne og vampyrerne kom tættere på Xeera. Men hun var ikke bange. Hun vidste nemlig at Arien ikke ville lade Xeera dø. Efter Xeera havde hørt Ariens tanker, smilede hun for sig selv. Men uden at Arien eller nogen andre opdagede det. *Det virker som om der er et eller andet mellem 'Azh' og Arien* tænkte Xeera men lavede ikke nogle ansigtsudtryk så ingen kunne fornemme hvad hun tænkte.

Vampyrer og dæmoner havde ry fo,r at være hutige og ikke mindst nødeløse. Og det synes disse også at være.
Den vampyr, som var tættest på, greb efter Xeera. Hætten gled hen af dens hoved og viste et mørkt hoved med utrolig hvid hud.
De røde øjne glødede og munden stod på vidt gab. Vampyren trak hende ind til sig og drak af hende. Arien løftede et øjenbryn. *Ja, sikke meget modstand, du kunne gøre. Jeg er i sandhed imponeret* hun smilede et smil uden følelser. Ikke engang hån eller tristhed.
Hun lod sig falde ned af grenen og vingerne sikkerede hende en god landing. Med et lille dump stod hun åpå jorden og kiggede på englen.
Øjenbrynet var stadig hævet og hun så meget, meget utilfreds ud. Så sukkede og lagde arme over kors.
"Brug for hjælp, lille, søde, gudtroende engel?" hendes stemme var tilfreds monoton. Intet smil, ingen følelser, ingenting.
Perfekt.

Xeera blev overrasket over latterlige tanker Arien havde.
Xeera mærkede de sylespidse tænder i hendes arm. Det gjorde ondt. Hun skubbede vampyren væk fra hende og løb væk. De andre vampyrer og dæmoner kunne ikke nå at reagere fordi de havde travlt med noget andet. Xeera løb over til Arien og greb fat om hendes arm. "Få os væk nu, eller jeg sørger for det her er det sidste onde du har gjort!" Råbte Xeera ind i øret på Arien...

Arien pillede sig i irriteret i øret og satte en tilfreds ligeglad udtryk op. "Nej, det siger du ikke? Hvad skulle du kunne gøre mod mig, huh?" Hun hævede det ene øjenbryn.
Så tog den eneste kloge engel i miles omkreds en dyb indånding. Og sukkede. Og vendte efter sig gravalvorlig om mod Xeera.
Hun lagde armen på hendes skulder og de forsvandt til et sted oppe i træet, skeundet før vampyrene og dæmoner havde fået fingre i dem. Et sted nedenunder dem skreg de forbandede forvæsner.
"Ordren er nu udført til punkt og prikke!" hun slog ud med hånden, velvidende at det ikke var det Xeera havde ment. Men hvad fanden... !

Xeera var tilfreds. Godt nok var det ikke det hun mente med at 'få os væk' men det var godt nok. Nu kunne Xeera forsvinde ud i det blå uden at en bunke vampyrer og dæmoner var i hælende på hende. Hun rejste sig op uden at blive opdaget af vampyrerne og dæmonerne og vendte sig så om mod Arien. "Tak" sagde Xeera og smilede til den anden engel. Xeera satte frem i løb på den smalle gren spredte vingerne og fløj afsted. Hun kiggede ned på jorden idet hun fløj. Vampyrerne og dæmonerne havde ikke opdaget hende.

Arien satte med et suk efter den anden engel. Hun indhentede Xeera nemt; det virkede til syndeladende ikke som om denne ville væk fra hende.
Det overraskede hende næsten lige, så meget som da hun sagde tak. *Engle har mange ansigter* det vidste hun vist bedre end alle. Castiel. Hendes selv. Xeera. Ez. Men da hun tænkte mere over det ændre hun tanken til *Alle har mange ansigter. Selv de, som kun lever på jorden i halvtreds år..
Vampyrene så skuffet til, da dæmonerne forfuglte englene, som flygtige skygger. Arien satte sin hånd på sin med-engels skulder og de forsvandt i den blå luft.
En følelse af tomhed fuldte hende, kun et lille sus i hendes mave var tilbage. Hun var absolut ligeglad med, hvor de kom hen.

Xeera havde godt opdaget at Arien var fløjet efter hende. Det gjorde ikke Xeera noget. Måske ville Arien slet ikke skilles fra hende. Xeera opdagede at dæmonerne havde opdaget hende og Arien da Arien var fløjet efter Xeera. Dæmoner har jo vinger så de fløj efter Xeera og Arien. Det kunne vampyrerne heldigvis ikke. Xeera mærkede en hånd på hendes skulder. Hun opdagede at det var Ariens hånd efter hun havde drejet hovedet. Før Xeera vidste det var de væk.