Mmh...en følelse af noget men hvad? - Orlando

Tid:00:23
Sted: Lucky's lejlighed i Sheria by
Vejr: Koldt, mørkt, blæst og skyet
Omgivelser: Lejligheds-agtig
Påklædning: Sort bluse med dyb v-udskæring og lysegrå jeans


Lucky lå i sin lille sofa inde i sin lille stue. Hendes søde orange kat Daisy lå og spandt på hendes mave, mens tv'et flimrede foran dem og lyste hele stuen op. Hendes lejlighed var ikke stor, men en passende størrelse til en ung pige og hendes kat. Hun havde heller ikke så mange ting igen i lejligheden. Et par reoler, et tv i stuen, en dobbelseng inde på soveværelset, et badeværelse og et lille spisebord hvor der var plads til fire. Ikke noget videre dyrt men hyggeligt. Alle vægge var hvide og møblerne af lyse træsorter.
Vinden udefor ruskede i træerne og afslørede at det var koldt udenfor. Lucky havde trukket et tæppe op over sine ben og halvt op over maven så det lige præcis dækkede hendes elskede kat der var faldet i søvn. Det var også sent og Lucky var nu også træt. Hun lagde hovedet på de matchende blå sofapuder og ventede bare på at falde i søvn. Hun orkede ikke at gå ind i seng og sofaen var da også meget behagelig at ligge på.

Den vilde vind blæste rundt og rev mange forskellige ting med
sig hen af jorden samt oppe i andre højder. Hjørnerne sang samt
træerne nynnede med på melodierne. Roligt sad Orlando udenfor
en lejeligheds bygning, med en cigaret placeret imellem hans fyldige
læber. Vinden ruskede i hans halv lange slidte læderjakke, og håret
på hans solbrune hovede viftede med. Hans øjne var klemt halv sammen
da han i koncentration holdte øje med klokken på hans gamle lommeur
der hang i den slidte bronze kæde. Cigarettens glød lyste stort på når vinden
fangede dens top eller Orlando sugede for enden af filteret. Orlando havde
en opgave. Han stod uden for en ikke så stor lejelighed bygning hvor han
var sikker på en ung pige boede. Lucky McCameron. Datter af en gammel
tømmer kollega. Orlando havde selv været tømmer, igennem hele hans menneske-
liv, men dog dødede den drøm da hugtænderne voksede og trangen efter blod
tog over ham. Han efterlod alt sin fortid bag sig og startede et nyt liv som Vampyr,
da han i vildskab havde drukket hele sin familie op. Sorgen bar han stadig
på, men havde trænet sig selv at styre sin sorg og følelser fuldt ud. Han smed
cigarretten fra sig, og trådte hårdt på den efter den ramte asfalten i næsten en
slowmotion bevægelse. Han rettede på jakkens krave, og begav sig derefter ind
af indgangens dør og stille op af trappen. Øjnene kiggede nøje på dørene efter
tøsens efternavn, eller den forræderiske familie navn.

Lucky var blevet træt i hovedet af at lyset fra tv'et flimrede sådan og det virkede skarpt og irriterende for hendes chokoladebrune øjne. Hun fik sat sig op uden at vække sin kat, hvilket ikke var så svært da Daisy kunne sove i alverdens larm hvis den var træt nok, og så vidt hun vidste havde den været længt omkring i byen og fortjente at sove. Hun lagde den ved puderne og foldede langsomt tæppet sammen og lagde det på den anden side af den. Hun så rundt i stuen og sukkede træt, da hun gik hen til tv'et og slukkede for det og med et var lyden af vinden udenfor stærkere og en smule mere skræmmende end før, men dog var Lucky ikke bange, hun var ikke så tit bange og hun var i hvert fald for træt til at være bange for lyden af vinden. Hun gik forsigtig ud i gangen der forbandt rummende i lejligheden. Hun så på komoden den der stod ved siden af den lille skoreol, på bordet stod der et billede af hendes søkende der smilende sprang rundt ved en strand, fotoet var gammelt, men hendes søkende var også noget ældre end hende og det var længe siden billedet var blevet taget. Hun havde tændt lyset i gangen og var gået ind på badeværelset for at finde et elastik, hun sov altid med håret sat op i en knold, så var det ikke i vejen. Hun roede rundt i det lille skab over vasken, hvor lågerne var spejle.

Orlando begav sig langsomt og snigende op af trappetrinene.
Ingen åndedræt kom fra hans mund eller lunger. Han trak stadig
vejret en gang imellem, da det var blevet en vane for ham. Der
gik ikke længe før han stod udenfor en solid dør, hvor Lucky stod
med tydelige bogstaver. Hans øjne sprang frem og blev små orange
da han så efternavnet så efter hendes fornavn. Minderne strømmede
op i ham, og alt den tid hendes forbandede far havde holdt Orlando
for nar. Han hvæssede stille, og kløede sig rastløst i hans skæg på
hagen. Han stilte sig tæt imod døren og lod hans skarpe høresans
lytte til bevægelser og lyde indefra lejeligheden. Fodtrin og dufte
strøg igennem dørens materiale. Lugten af Skønheds produkter,
vaskepulver og kat strøg kraftigt op i Orlandos næsebor og fik ham
til at snøfte hurtigt. Dog lod han ikke en eneste lyd komme fra sig
da han skulle fange hende på et specielt tidspunkt, det tidspunkt
hvor hun måske anede at der var noget omkring hende, men ikke
var helt sikker. Han bed sig let i underlæben, og lod sig lugte mere
til de forskellige strømme derinde fra. Han lugtede med det samme
engel, og hurtigt mærkede hans vampyr blegheden dække ham som
et tæppe.

Lucky havde fundet et sort tyk elastik og satte sig lange brunne hår op i en lidt skjusket knold, men det var ikke grimt til hende, selvom hun nok havde sat det lidt pænere hvis ikke hun var på vej i seng. Hun slukkede lyset og lyttede i et sekundt til lyden af stikkontaken der skikkede. Hun gabte svagt og lukkede døren bag sig og så lige over gangen for at gå ind på soveværelset der lå lige overfor badeværelset. Hun blev dog fanget af en fornemmelse af noget der ikke helt stemte og stod helt stille mens hun prøvede at finde ud af hvad det var. "Mmh.."mumlede hun svagt og så mod hoveddøren i et sekundt tøvede hun men trådte så et skridt frem, men blev stoppet af at Daisy miauvende kom luntende fra stuen. Lucky glemte hurtigt at der havde været noget som nagede hende. "Hva så frøkken Daisy, var sofaen ikke fin nok til dig?"sagde hun med en klukkende munter perlelatter og bukkede sig ned og samlede sin miauvende kat op og holdte den i favnen da hun gik ind i soveværelset og slukket lyset på stikkontakten ved siden af døren. Hun lagde ikke mærke til at Daisy's øjne hele tiden var rettet mod hoveddøren. Hun lagde Daisy fra sig på sin seng med det beige farvede sengelinger og gik så hen til sit skab for at finde sin nat kjole frem. Hun rodede lidt rundt før hun fandt den. "Jeg burde få orden på det skab"sagde hun hen mod katten da hun knappede sine bukser op og begyndte at tage dem af.

Orlando sansede tydeligt hvor og hvordan Lucky bevægede
sig rundt i den lille nye lejelighed. Han smilede skævt for sig
selv da han sansede hende gå ind i et andet rum. Han vidste
dog også godt at hun var stoppet op og mærkede efter om
noget var i uorden. I det han hørte hende pusle, lod han stille
sin hånd omfavne dørhåndtaget og lade det rykke sig ned af
så låsen gik op. Han skubbede roligt til døren, og hurtigt var
han inde i lejelighed uden en eneste lyd. Godt nok var Orlando
vampyr, og det gjorde snigning en del nemmere, men han var
også utrolig dygtig til hvad end han så foretog sig. Han gjorde
ikke noget han var usikker på, eller direkte vidste han ikke havde
tjek på. Men denne situation, kunne på ingen måde slå fejl.
Orlando listede langsomt hen i døråbningen indtil soveværelset
og stod med den højre skulder lænet op imod den højre karm.
Hans blik havde lagt sig på den magre tøs foran ham. Han havde
intet billede af hvordan hun så ud, men en ting vidste han, at
hun var engel, og noget han elskede så var det engle blod.

Lucky havde fået smidt tøjet og trak den bløde silke kjole ned over sig og mærkede det dejlige kølige stof danse omkring hende. Hendes mor havde lavet den i noget lyserødstof, Lucky var ikke selv så glad for den farve men havde intet sagt til sin mor, da hun havde lavet natkjolen til hende da hun var flyttet hjemme fra, duften fra hendes mor sad stadig svagt i stoffet. Hun savnede faktisk sine forældre, hendes mors beskyttende moderinstink og hendes fars muntre humør. Hun lignede faktisk ikke sin far så meget igen kun øjnene havde de tilføldes og så også det at de begge var dødsengle.
Daisy væssede ovre fra sengen og Lucky så forskrækket over på den og stod med sin sorte bluse mellem hænderne og var i gang med at folde den pænt sammen.
"Daisy, stop med det der!"sagde hun hårdt men stadig med en snært af en smule venlighed, der skulle meget til at gøre hende vred, men hendes evner til at styre følelser/humør tog kontrollen fra hende nogle gange og da der var nogle ting der ikke forekom som de skulle forstærkede hendes evner den lille bitte følelse af panik så den strømmede ud. Hun vidste at det påvirkede hende selv og dem omkring hende. Hun kunne ikke rigtig plante en følelse, det var mere noget med at forstærke bare en lille bitte ting kunne forstærkes så det var den eneste følelse der fyldte en. Hun smed blusen ind i skabet og vendte sig så mod døren.

Orlando kunne ikke lade vær med at kigge nøje på hendes krop
da hendes trøje blev smidt. Det lækre silkestof der dansede over
hendes hud da hun lod den falde. Han bed sig let i læben, men
måtte ikke falde hen i hendes skønhed. Han havde ikke forestillet
sig at Jack Jackson havde fået sig sådan en smuk datter. Han vred
sig lidt, da det var det sidste han søgte. Orlando havde en stor svaghed
for lækre, tynde brunetter. Og Lucky var en af de gennemførte. Han
rystede hurtigt på hovede og lod så sine læber slippe hinanden i det
han udstødte.
" Du burde lære at låse din dør ". Egentlig ikke det farligste eller mest
filmmatiske første sætning, men han vidste med sikkerhed det ville
bryde isen og starte en dialog. En kølig brise strømmede igennem
lejeligheden da døren ikke var lukket ude i gangen. Den ville ha larmet
hvis han havde lukket dem, og uden tvivl var han også blevet opdaget.

Lucky stirrede på den manden som stod i døren, tanker fløj rundt en tanker der først pacerede var tanken om hvor længe han havde stået der i døren, hun havde ikke hørt ham, følt sig sikker i sin lille lejlighed og havde ikke overvejet at være på vagt, ikke her.
Hendes chokoladebrune øjne søgte kort hen til hendes kat der væssede farestuende af ham. Så så hun igen på ham og det var let at se vreden der voksede i hendes øjne, men hun lod den ikke slippe ud hun prøvede at holde sin evne nede men hun vidste at den gik i gang når hendes følelser ændrede sig hurtigt og forstærkede den følelse hun skiftede til.
"De burde have lært om privatejedom!"snerrede hun vredt og holde nogenlunde på masken, hun gik hen til sengen og greb sin kat og holdte den i mod sit bryst. Hun var mest bange for at han skulle rører hendes elskede Daisy, som nedstammede fra hendes families katte. Hendes mor havde altid holdt meget af katte og deres hjem havde altid bulet med dem.
Daisy vred sig og kom ved uheld til at krase hende på hænder og arme, hun bed det i sig og trådte et skridt tilbage. Hun vidste at hun ikke kunne stille så meget op, hun kunne bruge sin evne i selvforsvar men den var ikke underkontrol lige nu og ville blot forstæke den første og bedste følelse hos modparten. Ved Lucky forstærkede den vred og panik, men hvad den forstærkede med vampyren vidste hun ikke endnu, dog håbede hun at det ikke var vrede eller lysten til blod.

Orlandos øjne blev både dybe og truende da hun nævnte ordet
privatejendom. Da det strøg præcis til hvad han kom for. Hendes
kære fader, Jack Jackson, havde selv rodet sig godt rundt i Orlandos
families private sager. Så da hun smed den kommentar i hovedet på
Orlando lod han kun vreden tage til.
" Privatejendom...Det siger de ikke" Svarede han stikkende tilbage.
Luckys kære far havde selv snydt sig til en masse af Van Lake's fortjente
penge, og egentlig havde de penge nok gjort at den kære lille tøs han
havde stående foran sig, kunne bo er hvor hun nu havde placeret sig.
Orlando var et væsen der bar nag, og elskede hævn og retfærdighed.
Og da han fandt ud af at Jack havde et nu levende afkom, så så Orlando
ikke andet end at få tingene på plads, en gang for alle.
" Frøken McCameron, var de tæt med deres fader, Jack Jackson?"
Spurgte han små irritabelt men også overlegen, da han lod sine hænder mødes
med fingerspidserne og hans tunge fodtrin bevægende over imod den
magre tøs.

Lucky så rundt, hun kunne ikke komme til at gemme Daisy nogen steder, og slap hun den nu ville den sikkert springe på ham og det ville være en ledt sag for ham at slå den ihjel. Hun sendte ham et bare dræbende øjne da han kommenterede det med private ejendomme, hun ville havde ham ud af sit hjem men først skulle hun havde sine egne følelser underkontrol, og ligenu var hun vred over at han var brudt ind.
Hun stivnede da han nævnte hendes far, hendes elskede far. Hun fik tit at vide at hun havde hans øjne eller var det hendes mor hun lignede, ikke noget hun var ked af. Han skulle ikke rører hendes far, havde han mun gjort det? Eller hvad ville han ?
"Det kommer ikke dem ved. Forsvind herfra!"sagde hun hårdt og kæmpede mod vreden. Hun trådte et skridt frem mod ham for ikke at virke svag eller bange, hun var stiknakket og blev hun først vred så blev hun rigtig gal i skralden. Hun holdte Daisy tæt ind mod sit bryst og gra nogenlunde klar til at kaste hende fra sig hvis vampyren gik til angreb. Skete der Daisy noget ville Lucky slå morderen ihjel. Lucky var ikke voldlig anlagt og hun ville kun dræbe for dem hun virkelig elskede. Hun stirrede vred ind i hans øjne og sveg ikke. Hun var ikke bange for ham, hun frygtede ikke hans øjne og selvom hun var fysisk svagere end ham så ville hun tage kampen op med ham hvis det endte med det.

I det Lucky lod stemmen stige overfor ham, lod han med hurtigt
fart bevæge sig over til hende og tage fat i begge hendes håndled.
Han holdte dem nede ved hendes hofter i et stærkt dog ikke på den
måde skadende greb. Den orange kat, af hendes, lod han falde på gulvet,
og han vidste de ville falde på benene uden tvivl, så der var ingen bekymring
omkring den, selvom han var fløjtende ligeglad med den lille loppe bombe.
Vreden steg grænseløst i ham, og hans øjne brændte i hans kranie.
" Det kommer nemlig mig ved!" råbte han tilbage ind i hendes ansigt, i det
det var helt tæt op af hendes. Dog efter hans råben lod han hans ansigt fjerne
sig en smule fra hendes, og kiggede så små hævnsygt på hende.
" Du har ingen anelse.." udstødte han og rystede let på hovedet, i mens
han lod sit hovede falde en smule på skrå. Han var klar over nu, at hun nok
på ingen måde havde nogen anelse om hvad der var sket i fortiden.

Lucky gispede da han greb fat om hendes håndled og holdte dem nede ved hende hofter. HUn frygtede kort for at Daisy som hun havde sluppet skulle slå sig i faldet, men den landede på benene, noget der lå til katte. Hendes øjne lynede og endten var hun virkelig rassende eller også var hende evne helt ude af kontrol. Hun mærkede hans kolde ånde mod hendes ansigt og at han råbte hende lige ind i ansigtet fik hende til at flippe ud.
"Det kommer ikke dem ved! Uanset hvad de mener om min familie kommer det ikke dem ved!"skældte hun højlydt og vidste at naboen ville høre det, men de sov jo på denne tid så om de overhovedet hørte noget var ikke sikkert. Lucky var også ret så ligeglad med sine naboer's nattesøvn lige nu, hun var vred på denne vampyr. Det irriterede hende noget så forfærdeligt da han pludselig ændrede sig og lagde hovedet på skrå. At hun ikke vidste noget!?!? Selvfølgelig vidste hun ikke noget, hvad bilde denne vampyr sig ind. At mene at han har ret til at vide noget om hende og hendes far, at hande overhovedet har ret til at gøre dette. Hun kæmpede mod hans greb og bad til at Daisy ville stoppe, da hun i et kort sekundt så at den gjorde sig klar til at angribe som var den en tiger. Skete der noget med den så skulle denne vampyr ikke regne med at slippe helskindet der fra.
"Slip. Mig. NU!"snerrede hun rassende til ham.

Orlando blev rasende og det stille liggende blod i hans åre,
begyndte langsomt at røre på sig, da hans krop begyndte at
dirre. Han kiggede hende dybt i øjnene, efter han rettede sit
hovede op igen. I et fast og stærk ryk, kastede han den unge
pige, Lukcy, over på sengen, og med uhyrlig hurtig bevægelse
var han gået over og lukke døren før hun egentlig havde opfattet
hendes placering.
" Du ved sikkert noget. Han har vel fortalt dig noget?" spurgte
han videre om, da han var usikker på hendes viden omkring de
bestjålede penge. Orlando vidste at Jack Jackson havde gemt
sine penge et sted, for at de ikke skulle ha blive brugt. Orlando's
kære fader havde selv haft en strid med Jack Jackson, og Orlando's
faders vrede havde sat sig dybt i Orlandos sind. Den eneste måde
at få de penge på var få oplysninger ud af den kære Jackson's
afkom. Dog var han i tvivl om han stadig levede eller om han var død.

// er jack jackson død?//

Lucky spærrede øjnene forskrækket op da hun nærmest fløj gennem sit værelse og landede på sengen. Hun så fortumlet rundt efter ham og da hun fandt ham sendte hun ham de ondeste øjne, de lynede. Hun satte sig op og ville rejse sig op igen, selvom han nemt ville kunne smede hende samme sted igen. Daisy der havde været ved at angrive ham, havde ikke kunnet stoppe sit spring og da han pludselig havde flyttet sig var katten endt med at angribe væggen, den gjorde klar til at forsøge sig igen.
Lucky stirrede vredt på ham, da han igen snakkede om hendes far. Hun var vred over at han talte sådan om hendes far, venligheden selv. Hun havde aldrig mødt en kærligere og venligere mand end hendes far, hvad skulle han havde gjort denne vampyr?
"De tager fejl, min far har intet med dig at gøre, FORSVIND SÅ!"hendes stemme dirrede af rasseri. Hun var kommet op at stå og knyttede sine hænder så knoerne blev hvide. Hun ville bruge sin evne på ham, så hans følelser til at gå amok, gøre ham vred, bange, deprimeret alt, alt der ville kunne få ham ned med nakken.

//Han lever ;)

Orlando vidste at hvis faderen Jack levede og Orlando fik fat
på hans datter, ville han komme krybende og vise Orlando hvor
de penge lå. Orlandos maskuline hånd holdte fast i det ene dør
håndtag, dog med et blidt tag. Hans øjne var stærkt sat på den
liggende Lucky i sengen. Han smilede skævt for sig selv, da han
fik tænkt over situationen. Han var ikke en mand af mange ord
eller tanker, men hvis han først skulle have munden på gled eller
tænke tingene igennem, var det sætninger der var godt gennemtænkt,
eller i hvert fald ikke vrøvl eller pjat. Orlando have ikke decideret
brug for den store sum penge, men vidste at det havde hans far
ingen Orlando selv fik gjort det af med ham i et uheld. Så hvis
han fik bragt de penge tilbage til familiens palæ, ville der komme
ro. I hvert fald vidste Orlando at han havde en stærk tro på sin
familie. Han var hverken overtroende eller på den måde med det
ukendte, men han elskede sin familie, og de var det eneste der
kunne starte følelser i ham.
" Jeg går ikke nogen steder, heller gør du, før jeg har fået det der
tilhører mig!" svarede han Lucky tilbage i en provokerende tone
samt bedrevidende kropssprog.

Lucky trådte et skridt frem mod ham og ville give ham igen, ingen skulle komme her og være truende over for hende i hendes egent hjem. "Jeg har ikke noget der tilhøre dig, og hvis du ikke forsvinder så lover jeg dig at jeg får dig til at græde, selvom du er et sjæleløst morder" truede hun og gik igen frem mod ham, hun vidste at hvis hun fandt den rigtige følelse at plante i ham, ville hans sorger han havde oplevet i sit liv blive ribbet op og nødesløst syre ham til. Hun var normalt ikke sådan, hun gjorde aldrig nogen fortræd og blev aldrig vred. Men denne satans vampyr havde virkelig trykket på den store røde knap. Når hun endelig blev vred, så var hun ikke bare lidt mobset, men virkelig VIRKELIG vred og hendes ellers så venlige og rare væsen erstattet med en vred og hadende væsen der kun tænkte på at give igen.
Hun begyndte at tænde sin evne, begyndte at pille ved hans følelser, hun pillede ved vreden og sorgen til at starte med, det resulterede tit i selvhad eller bare at de havde svære ved at styre sig og de så åbnede op for andre følelser og gjorde det let for hende at kontrolere dem. Hun brugte kun evnen i selvforsvar og det var vel en form for selvforsvar selv om han ikke rigtig var gået til angreb endnu. Men hun var ligeglad, han skulle have igen ingen skulle snakke sådan om hendes familie, INGEN!

Orlando følte en indre uro, og øjenbrynene rynkede
da følelsen steg i ham. Han kiggede på hende med to
sammen knebet øjne og mærkede så vreden stige i sig
som en i helvede. Han gik imod Lucky og rettede sin stærke
ryg op, så han stod større og mere magtfuldt end hende.
Dog da han kom helt tæt på hende og så ind i hendes øjne
begyndte en hvis følsomhed at vise sig hos ham. Han blev
frustreret, da han ikke havde følt den følelse i mere en,
måske 100 år. Han greb fat om hendes hals i et fast og hårdt
tag, så hun intet kunne gøre. Orlando var ældre og meget
stærkere end Lucky. Godt nok var han vampyr, men også
mand, gammel tømmer. Så musklerne sad på sin plads, og
pågrund af at han var tømmer var musklerne stærke og ved
lige holdte. En følelse af et bankende hjerte begyndte at fylde
dybt inde i ham. Det bankede ikke, men han havde en følelse
om at det snart sad oppe i halsen på ham.
" Din kære fader skylder mig noget" hviskede han bittert ind
i Lucky feminine øre, og lod sit blik falde ned af hendes krop
imens ordene blev fortalt. I det hans øjne fangede hendes facon
begyndte han igen at føle den sentimentale side i sig. Det var
som om hun gjorde ham blød i knæene. Men hurtigt fik han dem
på plads, og lod hans hånd blive ved med at gribe fat om hendes
hals start og kæbe.

Lucky stod bare helt stille og koncentrerede sig, hun vidste ikke frygt da han tornede op foran hende, for at skræmme hende. Men der skulle meget til at skræmme hende. Hun frygtede ikke for sit egentlig, hun var dødsengel og kunne snakke med de døde. Hun havde set de døde og mange var forfærdede over deres livs slutning, men der havde også været dem der var tilfredse dem der ikke var imod at de var døde, dem ville hun følge.
Hendes hænder fløj op og lagde sig om hans håndled da hans hånd lukkede sig om hendes hals og en kvælende kvalmende fornemmelse bredte sig i hende. Men selvom hun ikke frygtede døden, betød det ikke at hun ikke ville kæmpe. Hun kneb øjene sammen og forsøgte at løsne hans greb om hendes hals.
Da han igen omtalte hendes far, satte hun neglene ned i hans håndlede, hvor ondt det ville gøre på ham vidste hun ikke, han var jo vampyr og lod til at være stærkere end de fleste, men hun var ikke van til at slås. Selvom hun ville skælde ham ud, sige at hendes far intet skylde ham, kunne hun ikke. Grebet om hendes hals havde lukket for hendes luftrør og hendes stemme kom kun som små lave raspende gispe lyde. Hun pressede på med sin evne, sendte bølger af sorg ind over ham og borede derefter nådestløst skyldfølelse ind i ham. Så længe hun var vred, villle han lide under hendes evne. Hun glippede med øjnene og grebet om hendes hals var utrolig ubehaligt. Hun mærkede at den pressede situation begyndte at gå hende så meget på at hun snart ville miste kontrollen over sin evne, men hvis bare hun kunne få ham til at slippe inden, behøvede hun ikke frygte for følgerne af det.

Orlando mærkede alle de samlede følelser strømme
over ham som var det en af stormvejrets tidevands bølger.
Han hvæssede, og gav slip på hendes hals. Hendes negle
havde efterladt nogle få røde mærker på hans hænder, men
det gjorde ham som sådan ikke noget. I det skyldfølelsen
kom op i ham, vidste han med det samme at der var noget
galt. Det var ikke ham der havde frembragt de følelser, men
hende. og ikke på den følelsesmæssige måde. Han hvæssede
endnu engang, men endte ud i et grin, da han havde fundet
ud af hendes evne. I det så han sit snit til at bruge sin evne.
Han fjernede med det samme lysten fra hende til at gøre
Orlando noget som helst ondt. Han grinte og kiggede hævnsygt
på hende.
" Lad dine englekunstner forblive ubrugt" udstødte han imens
hans grins tille tonede ned. Han kiggede på hende med dybe og
stirrende øjne. Han iagtog hver en bevægelse fra hende, og
lod hende på en måde nu bestemme hvad der skulle ske.
Dog havde han et par planer liggende, som han hurtigt kunne
tage i brug. I det han havde gjort hende rolig, og havde mistet
lysten til at påfører Orlando nogen form for smerte, så tog han
en tynd top op fra gulvet og lod den ligge i hans hænder. Blikket
var stadig fastlåst på den unge pige, og i et hurtigt løb, fik han
taget fat om hende og bragt hende op på sengen, hvorefter han
dristigt begyndte at binde hendes hænder sammen med sengens
ende.

Følelsen af at kunne trække vejret uden besvær fik hende til at fylde lungerne og derefter hoste det ud igen. Hun holde en hold forsigtig om sin hals da fornemmelsen af hans hånd stadig sad der og endnu virkede ubehageligt. Hun så på ham og smilede kort hånligt af ham da det virkede til at hendes evne virkede på ham og det var tydeligt at det forvirrede ham. Hun stivnede da han pludeslig overraskede hende med et grine anfald, hun blev med det samme underlig til mode og alt lyst til at bruge sin evne på ham forsvandt i det næste og fik hende på en måde til at gå i panik og hendes evne gik mere eller mindre amok og styrrede sig selv, hvilket resulterede i at den gik mod hende selv og dem omkring hende, men den var endnu ikke gået så meget amok at det var til at mærke.
Hun sendte ham et par vrede øjne da han talte til ham, hun kunne virkelig ikke lide ham, han var irriterende og uhøflig og noget så groft. Men selvom hun stadig var vred, havde hun ingen lyst til at gøre ham noget, det irriterede hende og gjorde hende vred på sig selv. Lucky så kort ned på Daisy da stod ved siden af hende og hvæsede af ham, hun skubbede til den med foden og så igen så den endte inde i det åbne skab på den nederste hylde, hvor den fortumlet træltede rundt i tøjet.
Hun så derefter igen på Orlando som havde samlet hendes top op fra gulvet og stod med den i hænderne. Hendes øjne hvilede på hans ansigt og hun ventede på at han skulle gøre noget angribe eller sige noget igen. Hun gispede forskrækket da hun mærkede ham tage fat i hende uden hun nåede at opfatte hans bevægelser og derefter lå på sengen igen. Hun var dog ikke længe om at komme sig over forskrækkelsen og opfattede hurtigt at han var ved at binde hende fast til sengen, noget der med det samme fik hende til at vride sig og kæmpe i mod ham for at komme fri. "Slip mig!" snerrede hun vredt og prøvede at sparke ham.

Orlando lød hendes nu helt stille ansigt, som dog blev brudt
af hendes vrede råb. Synet af hende på sengen påvirkede hans
humør, og gav det en lille løft. Han følte han havde mere kontrollen
nu, selvom han egentlig lød at se hende kæmpe lidt. Mange af de
kvinder han havde omgået var pjattede og sårbare, men Lucky
havde mere ben i næsen og turde gå ham i mod. Men han var på
ingen måde bange eller følte sig truet af hende. Dog blev han ved
med blive påvirket af hendes udseende, det irriterede ham dog.
Men, kan styrede det let ved tanken om hun var i familie med den
forræder, Jack Jackson.
" frøken mcCameron" startede han ud med, i et tirrende tonefald.
" de skal have fat i deres fader og bede ham og give det kontanter
tilbage ". Han stod for enden for sengen med sine dybe og stærke
øjne stærk sigtet mod hendes uskyldige unge øjne. Hans hænder
var flettet over kors foran hans brystkasse imens hans håndflader
var godt knyttet sammen.

Lucky stoppede med modstanden, det ville aligevel ikke lykkes hende at slippe fri, da hun ikke var fysik stærk. Hun ville sikkert havde blåmærker der hvor hun havde været bundet. Nogle gange havdede hun det med at hun kom mere til skade selv hvis hun ville slå for at forsvare sig, men hun plejede at bruge sin evne, men han havde fjernet lysten til at skade ham. Hvis bare hun kunne få lysten frem igen, så skulle hun sørge for at han ikke havde lyst til at skade hende.
Hun lå stille og så på ham, stadig med vrede øjne og lyttede da han endnu engang snakkede til hende. Hun bed tænderne sammen af rasseri. Hendes far skyldte ham intet, og hun ville ikke kontakte ham så længe denne vampyr var efter ham.
"Han skylder dig intet."sagde hun roligt, men den tydelige vrede i hendes stemme, gjorde hun ikke noget for at skjule. Hun så på ham og hadede ham endnu mere for at stå på den måde som om han var konge og havde ret. Hendes far havde aldrig gjort nogen noget, denne vampyr brugte det blot som en undskyldning til at lege med hende, hun var sikker. Nogle vampyr elskede at lege med maden, og hun vidste at engleblod var lokkende for dem. Han var bare ude efter aftensmad, hendes far var uskyldig.

Orlando begyndte at grine, da han fandt situationen både
nytteløs og komisk, da enten hun spillede som om hun ikke
vidste noget eller faktisk ikke vidste noget. Havde svindleren
holdt det fuldstændig hemmeligt for alle, oven i købet sine helt
nære. Planen gik ikke som planlagt, men det gjorde ham ikke
noget som sådan. Han fandt en anden vej.
" Vi kommer ingen vegne, hvis de bliver ved med at modsige mig"
forklarede han, og lod sine hænder læne sig op af senge enden,
hvor den unge engels fødder lå anspændt. Der gik ikke længe før
det smørrede smil faldt af som en sten kastet ud i vandet. Hans
øjne brændte ind i hendes blå uskyldige øjne. Og det irriterede
ham mere og mere at hun var så ' min far har ikke gjort noget',
i stedet for måske at spørge om situationen. Det ville Orlando
ha gjort, med sikkerhed. Han var en mand der skulle ha alle detaljer,
dog var det ikke altid han kunne få dem eller tvinge dem frem.
Han lod hånden placerer sig med fladeryggen på sine øjenbryn,
og to fingre kørte langsomt hen af de behårede bryn.
" Din kære fader, har snydt min familie for en stor sum penge.
De penge skal jeg have tilbage. Jeg er her for at få kontakt til
sin fader, og får at gøre legen lidt sjovere, har jeg 'fanget' dig
så fin far kan se virkeligheden". Han grinte en skævt grin og
vendte sig om, så han front var mod en af vinduerne. Han lod
sin hånd fjerne sig fra toppen af hovedet til enden. Hagen blev
halv omfavnet af hans maskuline hånd, og to to fingre igen
kørte fra side til side.
" Idiot..." mumlede han for sig selv.