En Almindelig Overnaturlig Dag

Dato : 2 september
Årstid : Efterår
Dag : Fredag
Vejr : Mørkt med stjerner
Sted : Markedet
Tid : 18:06
Omgivelser : Markedet og overnaturlige væsner

Cathrine gik igennem mængeden og trak sin sorte kappe tættere på hende. Hun styrtede hen mod butikken med tøj og hun prøvede at dække sine røde øjne og hugtænder. Hun fokuserede på varulveblod og hendes røde øjne blev de normale lysende grønne og hendes hugtænder trak sig tilbage. Hun gik ind i butikken og så efter shorts og en top der går til maven(Sort) . Hun fandt det og ledte videre efter en kjole. Hun fandt en mørkerød stram kjole uden stropper og den tog hun med. Hun gik op til ekspedienten der bippede tøjet ind."Det bliver 560 kr" sagde Ekspedienten. Cathrine kiggede hende dybt i øjnene og fik hende til at glemme det. "Tak fordi du handlede hos os" sagde Ekspedienten da Cathrine forsvandt. *Jeg slap* tænkte Hun lettet. En person gik ind i hende og faldt mod jorden da Cathrine gav stød ubevist. Vagterne begyndte at løbe efter hende men Cathrine løb med sin overmenneskelige fart og nåede væk." Det var vildt " sagde Cathrine med sin klare stemme der lød som diamanter og grinede hånligt. Hun gled ind i skoven som et spøgelse da en vidunderlig duft ramte hende. Hendes øjne blev røde og hugtænderne kom ud. Hun løb hen mod duften og så et menneske sidde på jorden og græde. Cathrine tog pigens ansigt op i sine hænder og pigen stoppede med at græde. Hun bed hende i halsen og pigen skreg. Cathrine sukkede lavt af det varme blod der løb ned i hendes hals. Cathrine kiggede på hendes tøj der nu var rødt af blod. *Øv*tænkte hun og løb hen mod klippen til havet. Hun standsede for at se om der var andre. Så tog hun sin kappe af og lagde den i sin vandtætte taske som det nye tøj lå i
. Hun tog tasken på ryggen og kastede sig yndefuldt ud fra klippen. Hun nød luften der ramte hende da hun strakte sig ud. Hun ramte vandet med en voldsom kraft og stoppede med at trække vejret. Hun svømmede ind mod stranden og rejste sig op da hun nåede derind. Hun rystede sig som en hund bare mange gange hurtigere og hun blev tør. Hun satte sig ned og kiggede kedsomligt ud over havet.

Gennem årene var Arien blevet en helt god tyv. Trods hun var engel. Hun skulle jo også have noget at spise. Hun havde købt nogle virkelig gode, hjemmebagte boller fra bageren. De var altså lune. Morgen havde foregået, som den plejede. Hun vågnede, fik nogle penge, købte noget mad, gik rundt.
Ledte efter en forsvunden skat, som aldrig skulle blive vundet. Azh.
Arien skubbede til tanken om den forsvandt heldigvis. Hun gik gennem menneskemængden -tænk, der var så mange mennesker, så sent- og spiste en af bollerne. Energien kom overraskende hurtigt og Arien følte sig straks veltilpas.
Musikken bragede gennem hendes hørebøffer.

This ain't a song for the broken-hearted
No silent prayer for the faith-departed
I ain't gonna be just a face in the crowd
You're gonna hear my voice
When I shout it out loud

Smilet kom frem på hendes læber og englen sang lavmælt med. Hun havde en okay sangstemme, men hun havde aldrig sunget for nogen. Hvorfor skulle hun det?
Ligesom sangene var tilfældige var de steder, hun besøgte, også. Uden at vide var hun på vej mod havnen. Smilet var der altså. Sangen var go' og musikken fik hende til at glemme sine egne problemer. Ligesom bøgerne.
Hendes egne stoffer.
En vind fu og trak lidt i hende. Det var begyndt, at blive koldt. Hun trak den gamle, sandfarvede jakke tætterede om sig. Jakken var altid åben -sådan havde Castiel, en afdød ven, haft den på- og gik hende til knæene. Hun havde et par løse, sorte jeans på samt nogle adidas sko. Arien gik ikke op i mode. Hendes røde hår var flettet, selvom helt pandehår havde revet sig løs.
Sangen skiftede og hun opdagede, at hun befandt sig på stranden.

Cathrine så en pige gå ned på stranden hvor hun var og da hun zoomede ind med sit skarpe syn så hun at det var en engel. Hun rørte uroligt på sig fordi de røde øjne og hugtænderne ikke var gået væk efter måltidet. Hun forsøgte at gemme sig ind under kappen og sukkede da hun kunne dufte englens vidunderlige blod der var så mange gange bedre end menneskernes. Hun trak vejret dybt. *Jeg dræber ikke overnaturlige*Tænkte hun for at stå fast og hamrede hånden ned i sandet der fløj op som støv. Hun kiggede forbavset på in hånd der stod i sand til albuen. Hun rejste sig op og børstede sandet af hendes bukser. Hun gik hen til det nærmeste træ der havde en rigtig tyg stamme. Hun lod sin hånd glide over den og så samlede hun alle krafter og rev det op med så voldsom kraft at det landte 500 m væk. Så gik hun hen mod englen og hendes hænder trak sig sammen til næver i forsigtighed.

Arien så en skikkelse nærme sig i udkanten af hendes synsfelt. Hun vente sig smilende om. Pigen havde hvid, sort hår og... var det røde øjne? Ariens falmede langsomt. Hvad nu? Flygte? Nej, for som alle andre engle var hun frygtelig naiv.
Så hendes smil genvandt sin plads in hendes ansigt og nu måtte hun håbe på det bedste. Hun tog et let skridt hen imod vampyren. Hvor det var pigen helt sikkert. Det var noget over alle vampyres ansigter. Et ansigt man fik, når man havde set meget død og ikke mindst blod.
Musikken skiftede.

We're half way there
Livin' on a prayer
Take my hand and we'll make it - I swear
Livin' on a prayer

Det var en en god sang. Vampyren var kommet nærmere. Var det her en god idé? Nej, alsolute ikke skreg en stemme hendes hoved.
Men på den anden side, hvad havde hun gjorde de sidste århundred, som var klogt? Ikke noget, så vidt hun vidste. Hvorfor begynde nu?

Cathrine gik med lidt for hårde skridt og sandet støvede op. Hun kiggede på Englen og sukkede da rædslen stod malet i hendes ansigt. Hun kunne høre sangen som baggrunds musik. Cathrine forsøgte at være afslappet fordi hun kunne se at englen havde en voldsom trang til at stikke af. Cathrine stoppede ca 2 m fra pigen for at give hende plads. Hey jeg er ikke ude på at slås sagde Cathrine med sin diamant stemme og smilede. Jeg er ikke farlig idag sagde Hun lidt efter og smilet falmede. Hvem er du? , er du ny? spurgte Cathrine og krydsede hænderne over brystet og hørte med på sangen der passede til Hende..

Arien smilede stort. Hun gik tættere på og rakte hånden frem. Med den anden trak hun øretelefonerne ned, så de hang om hendes hvide hals.
"Jeg hedder Arien. Arien Anna Williams, hvis du vil" hun smilede igen. "Jeg har været i området i et stykke tid. Hvad med dig?".
Englen kunne stadig høre sangen og det passede hende helt fint. Så kunne hun abstrahere fra vampyrens snak, hvis det blev al for kedeligt. Hun overvejde slet ikke, at vampyren snart kunne angribe hende og suge alt blod, og liv ikke mindst, ud af hende.
Vampyren havde jo sagt den ikke var ude på noget. Det var nu engang englernes lod at være barnligt naive. Desuden virkede vampyren også flink nok.
Hun lod blikket glide over omgivelserne. Lydene fra gågaden fra svage og kun nogle få par ude på denne skønne aften. Og det var mindst flere hundred meter væk.
Glide over stjerne. Der var ingen hun kunne genkende.
Arien vendte igen blikket med vampyren. Hun var køn, som alle andre vampyre. Smuk og dødensfarlig. Hvis hun besluttede sig at angribe var der ikke meget Arien kunne gøre ved det. Om hun ville eller ej. Hu smilede igen et af sine englesmil.

Cathrine Black Clearwater præsenterede Cathrine sig og tog Ariens hånd. Jeg er lige flyttet hertil svarede hun. Cathrine kiggede på englen og så at hun var køn som alle engle nu var. Cathrine kiggede hurtigt bagved englen for at se om der var nogen så gik hun i angrebs stilling og fik hugtænder og røde øjne. Hun snerrede med blottede tænder og så ekstremt farlig ud.

Arien smilede, da vampyren tog hendes udstrakte hånd. Men hendes ansigtudtryk ændrede sig drastisk, da Cathrine Black Clearwater pludselig ændrede sig.
Hun havde ellers set venlig, men nu... Øjnene var blevet mere røde, hugtænderne var fremme og hun var i angrebsstilling.
Englens ansigt gik fra hvid til endnu hvidere. Hendes blod begyndte at løbe hurtigere i takt med, at adrenalinen spredtes. Og vidste det at det ikke var at det ikke noget godt tegn. Vampyrene var kendt for deres gode... øjne, ører, lugtesans og Arien ville kunne blive ved. Vampyrene var helt enkelt sagt hende fuldt overlegen og hun ikke bevæge sig af skræk.
Hendes ansigt viste ingen tegn på hendes følelser.
*Skal jeg dø nu?* hun lukkede hendes øjne og ventede på smerten.

//Du må gerne bide mig, men vil du ikke lade være med at dræbe mig? xD

Cathrine styrede sig og gik brat op af sin angrebstilling. Undskyld sagde Hun og blev sig selv. Jeg blev lidt fortabt i blodet sagde Cathrine. Jeg er stadigvæk venlig men nogle gange driver blodet mig til vanvid sagde Hun og håbede på tillid nok til at de stadigvæk var venner. Hun kunne høre Ariens blod suse og hendes hjerte slog højt som om det ville bryde ud af hendes brystkasse. Hun gik et skridt tilbage og satte sig ned i sandet og kiggede på Arien for at se om hun var bange.


//Det gør ikke noget..Cathrine har jo spist..Så ingen fare men tak for tilbuddet//

Ariens hjerterytme faldt langsomt. Hun tørrede en sveddråbe med bagsiden af hånden. Og tvang sig selv til smile. "Det gør ikke noget..* *Flot, Arien, flot. Bliv ved med at lyve* "...det var Cathrina, ikke?". Efter et par, eller flere, dybe indåndinger var Arien okay igen. Hun var sluppet med forskrækkelsen.
Hun burde være klogere. Og det var jo det. Hun burde være klogere.
"Har du boet her i lang tid?" spurgte hun mest for at have noget at spørge om.

En fugl sang. En fugl skreg. En fugl faldt. Et sted i det fjerne.

Cathrine rejste sig op. Du behøver ikke blive bange , det sker ikke igen . det lover jeg sagde Cathrine og kiggede vagtsomt. Jeg er lidt ny i det med ikke at undgå engle blod sagde Jeg og trak blidt på skuldrene . Hun koncentrerede sig og satte sine hænder på hver side af englens hoved. Cathrine lod sin energi strømme hen til englen for at styrke hende og faldt slap ned på jorden over at have givet så mange krafter væk. Jeg ville aldrig have givet det til nogen jeg ville slå ihjel sagde Cathrine og smilede. Hun kunne høre et menneske der var ved at slå et andet ihjel og blodet fristede hende men hun slappede af og ignorerede det fordi at vis hun gik amok nu ville hun kun gøre englen mere bange

Arien tvang endnu et smil igennem. Energien strømede igennem og hun følte det som om hun kunne lægge en hel by øde uden problemer. Det skræmte hende. Sådan var hun ikke.
"Okay" hun sank en klump "Okay. Så kan du lige at være her?" hun slog ud med armen, som for at vise hele byen til vampyren.
Hun tog sig til halsen for at minde sig selv om, hvor heldig hun havde været i dag. Ville Azh være kommet? Det håbede hun, fandt hun ud af. Hun smilede igen og kvælede en lille tanke om at flygte fra vampyren. At flygte havde aldrig virket for englen; på en eller anden måde kom hun altid tilbage igen. Så hun gjort et forsøg på at starte en samtale.
"Jeg kan godt lide det. Det må være det sted på jorden, hvor der er helst væsener. Næsten hveranden, man snakker med, er væsener. Der er selvfølgelig mange mennesker, som ikke ved noget, men jeg synes de virker som... nogle biroller.
Man snakker med dem" hun smilede igen. Halvt. Vampyrer snakkede ikke, de slog ihjel.

Du stoler ikke på mig hviskede Cathrine og sukkede anstrengt. Jeg kan godt lide at være her bortset fra at fordi jeg er vampyr dømmer alle mig til et blodsugende monster svarede Hun.Nå men vi ser jo hvordan det udspiller sig sagde Cathrine og et spørgsmål rungede i hendes store sind og indtog alt pladsen. *Er hun ven eller fjende*tænkte Hun. Hun snerrede lavt af sig selv fordi hun var sådan et stort fjols. Hun sukkede og kiggede på jorden under hendes fødder hvor hun kunne høre en mus gå igennem sin gang. Hun kiggede op. Det er ret sejt at alle væsner samles her sagde Hun og gav Arien ret. Hvad syntes du ellers om stedet og skovene spurgte Cathrine og hendes sind havde lyst til at sætte sin evne fri men i samme øjeblik besvimede hun og faldt ned mod jorden.

Arien anede ikke, hvad gik gennem hendes bevidsthed i det øjeblik Cathrina.. eller var det Cathrin? Det var med Cath... faldt. Rent instinkt løb hun frem og gik hendes arme ind under vampyren. Hun nåede det ikke. Men pigen var langt tungere end forventet og Arien ikke særlig stærkt. Hendes arme var klemt fast under kroppen.
Hun sukkede og så på det sovende ansigt. Cathrine(hun havde endeligt husket vampyrens navn) så ikke ud til at ville vågne med det samme.
Der var ingen mennesker lige opdagede englen ud af øjenkrogen. Det kunne blive nødigt. Hun spændte muskler, dem hun nu havde, og fik Cathrine op og sidde.
"Hvad skal så ud gøre?" mumlede hun til den sovende... vent, vampyrer kunne ikke sove, kunne hun... vampyr, men fik intet svar. Det ikke fordi hun havde forventet det, men håbet havde hun nu. Hvad skulle hun gøre? Hun kendte ingen måder, til vække en bevidstløs vampyr!

Cathrine vidste at hun var besvimet fordi hun kunne mærke det ved den berusende fornemmelse. Hun prøvede at vågne men hendes evne var blevet sur på hende og holdt hende nede. Hun prøvede at dufte englens blod men der var ikke noget sår og hun var for svag til at mærke halspulsen. Hun bevægede svagt en kæben så hugtænderne kom ud og håbede at Arien kunne forstå det og at hun ville give det offer. *Hun kan dræbe mig* tanken slog hende og hun håbede ikke at det skete.

Arien havde alt for travlt med at prøve at få vækket Cath... Ja, det blev den nye vampyrs kælenavn... til at bemærke de skarpe hugtænder.
"Come on, Cath!" som normalt talte hun englesk med britisk accent, når hun var bange "You can make it!" hun rystede vampyren i skuldrene, vel vidende om det ikke ville hjælpe.
Der var stadig ingen menneske på stranden og det var sikkert godt. Solen var allerede gået ned. Det havde hun ikke bemærket. En måge skreg i det fjerne. Det var en eneste lyd, man kunne høre udover englens desperate hvisken. Lyden fra byen var død.
Død ligesom Caths tale. Det var snyd for alle vampyrene. Tænk at være et omvandrende lig. Det ville hun selvfølgelig aldrig sige højt.

jeg vil gerne være med til at emne må jeg det

//Nej det er vores første emne sammen, vil gerne selv skrive... Hvis det er okay? xD

ja ja helt okay

Cathrine kunne mærke at hun blev rystet og forsøgte af alle krafter at vågne og så skete det umulige hun slog øjnene op og hostede lavt. Tak Ari sagde Cathrine svagt og kunne mærke at hendes energi langsomt kom tilbage. Hun fik alt energien igen og rejste sig op. Hun smilede til Ariane fordi hun havde hørt hvad hun havde sagt. Hun rakte sin hånd ud for at hjælpe hende op og ventede på at hun tog den


//Måske en anden gang//

Arien, som stadig havde energi hele sin krop, rejste sig selv op. Ville ikke tage vampyrens hånd, men smilede bare til hende i stedet. Hun ville af med energien. Det føltes som om hun kunne smadre hele byen og det skræmte hende.
"Vil du ud og gå en tur?" hun nikkede ud mod stranden og endnu et smil spillede på de velformede læber. En vind rørte på sig og pludselig var alle lydene tilbage. Arien rynkede let på brynene. Havde de hele tiden været der? Sådan havde det ikke lydt for bare to minutter siden. Man kunne høre bilernes motorlarm og de mange snakkende og grinenede mennesker. Tænkt, at alle de mennesker, som troede de var så kloge, ikke vidste en skid. De tre byer og omvejn alle været samlingssted for alle mulige racer og ikke mindst dusørjæger. Døden ventede om hvert eneste gadehjørne, hver eneste gyde. Og de vidste det ikke. Det var nok bedst på den måde alligevel. Tænk, at vide at man sikkert var død i morgen. Arien gøs i den mørke nat.

Ja det kan vi godt sagde Cathrine og begyndte smilende at gå med. Hun snerrede blidt af en hare der sad på vejen og den skyndte sig væk. Hun stod og ventede på Ari da hun hørte en puma længere inde i skoven. Hun snerrede højt og tydeligt og lidt efter var pumaen væk. Kommer du? spurgte Hun og smilede

I'll be there for you
These five words I swear to you
When you breathe I want to be the air for you
I'll be there for you

Musikken var skriftet igen. Hun smilet trist. Sangen minder hende om Azh. En sang havde synget meget dengang.
Bag sig høre hun Cath snerrede igen. Og igen. Og igen. Med et hævet øjenbryn vender englen sig om og kigger den svorne ærkefjende. Så smiler hun og begynder, at gå videre. Om lidt er Cath oppe på siden af hende, men aner ikke hvad hun skal sige.
"Øhm.. Hvad skete der?" hun rynkede lidt brynene, men med et lille smil. "Hvordan har du det nu?".
Sangen gik videre. Livet gik videre. Og sluttede. Ville tristheden og sørgmodigheden nogensinde forsvinde?

I'd live and I'd die for you
Steal the sun from the sky for you
Words can't say what a love can do
I'll be there for you

Nogle dyr sagde Cathrine og trak på skuldrene. Jeg har det fint nok , men det var et chok at besvime sagde Cathrine og en svag smerte slog i hendes hjerne. Hvad er der galt? spurgte Cathrine da hun så englens triste ansigt. de gik forbi nogle mennesker og en af dem faldt da Cathrine gav stød ubevist for 2 gang idag. Hun sukkede højt da hun vidste at det var hende der havde gjort det.

An angel's smile is what you sell
You promise me heaven then put me through hell
Chains of love got a hold on me
When passion's a prison you can't break free

En ny sang. Et nyt liv, hvor det gamle endte. Musikken havde altid været der for Arien. Det var det ene om. Når altid havde været sværest havde bøgerne og musikken givet hende en mulighed for at flygte ind i en anden verden.
Men de sidste tre sange kunne være symboler på hendes virkelige liv.
It's my life var hende selv.
I'll be there for you var Azh.
You give love a bad name var Castiel.
Sangene blandede sig. Gav mening og var meningsløse. Alt og intet. Hun kiggede, med et trist smil på læberne, på Cath.
"Vil du virkelig vide det?" udeafstand til at skjule hendes evige smerte og had mod sig selv dryppede giften selvmodlidenheden af hendes stemme. "Er du sikker?".

Shot through the heart and you're to blame
You give love a bad name
I play my part and you play your game
You give love a bad name
Hey, you give love a bad name