En Almindelig Overnaturlig Dag

Arien sukkede. Hun havde en begyndende hovedpine og Caths højlydte snerren gjorde det bestemt ikke bedre. Hun lukkede øjnene i et stykke tid.
"Cath... Hvis du vil hjælpe, kan du ikke bare..." Arien lukkede munden. Mellem engle og vampyrer fandtes ordet 'bare' ikke.
Pludselig følte hun sig meget skrøbelig. Hun havde altid haft fuld tillid til Azh, men i den sidste tid... Og Cath virkede overhovedet ikke stabil. Hun syntes at gå efter Azh, men det var selvfølgelig og hende, der var stærkest. Englen følte forvirring og vreden banke på hendes dør.
Det var hende, som skulle beskytte Azh og ikke omvendt. Hvorfor var alt så ironisk? Så modsat af alt andet?
Hun kiggede igen på Azh. Hun kunne ikke se hendes ansigt, kun baghovedet, men var vis på at hun så virkelig vred ud. Eller kold. Det var Azh's følelser i en nøddeskal. Eller en hasselnød. Arien smilede lidt af det forbi gående minde.
Vejret havde også forandret. Sandet hvirvlede rundt om dem, udfordrende, advarende. Vinden vred i hendes hår. Det ikke en venskabelig leg mere. Det gjorde næsten ondt.
Det helt klart, Azariahs værk.

Cath kunne mærke vinden og det gjorde hende mere agressiv. "Im not trying to help" Snerrede Hun. Hun tændte en flamme i sin hånd og knurrede Højt." Dont Try To Flee , I Will Catch You" Snerrede Hun voldsomt og blottede sine tænder. Hun gik efter Azh fordi Hun var den farligste. Englen kunne hun brække nakken på hurtigere end man kan sige Bøh. *AZH JUST PROTECT HER AND THEN I WILL GO , I WILL CONTROL THE FIRE AWAY FROM YOU AND THEN YOU CAN CONTROL IT* Snerrede Hun i Azh´s tanker. Hun kastede flammen afsted og den fløj som et skud fra en pistol.

Azariah var efterhånden blevet træt af situationen. Hvis hun ville hjælpe så kunne hun smutte og lade hende og Arien være i fred så de kunne snakke. Alt det andet her var unødvendigt. Troede hun ikke, at kunne føre en normal samtale?
*Hvis hun ikke synes det... så har hun fat i noget...* Hun lavede et ryst på hovedet og svarede:
*Shut it and zip it!* Hun var slet ikke i det humør.
Hun havde været så langt væk at hvis ikke stemmen havde sagt noget og bragt hendes tilbage til virkeligheden ville hun havde fået den store ildkugle i hovedet. Hun tog sammen og førte ildkuglen væk med vinde. Den gik ikke i opløsning, men så da havet kastede sig ind over den, havde den ikke rigtigt noget valg.

Cath grinede. "Vi Ses om ikke så lang tid venner" sagde Hun og vinkede så forsvandt hun og løb igennem skoven


// Hun Kommer Tilbage på et tidspunkt//

Arien havde gjort alt klar. Sin sarkastiske bemærking, det sted Azh og hende skulle til, hendes hånd hvile på hendes bedste vens skulder, selv det flabale, men triste smil var på plads.
Og så havde vampyren, at flygte?
Hvis hun nogensinde så Cathrine igen, ville denne få den største opsang hidtil. For den pige, som havde løbet, stukket halen mellem som en anden hund(hvis du ikke havde opdaget det var Arien godt og grundigt forvirret og med forvirringen kom vreden), var ikke hendes nye veninden Cath, men vampyren Cathrine. Hun var overrasket over, at hun stadig kunne huske det rigtige navn. Englen lod hånden falde. Nu hang den ved sidens side.
Hun skævede til Azh. Og kiggede så atter væk.
Hun huskede alle de nætter, hun havde grædt sig selv i søvn i årene efter Titanic. *Verden var uret færdig*. Hun huskede de selvmords forsøg hun havde forsøgt sig med. Men hver gang hvade hun set sit Azariahs ansigt og huskede sig selv på, at denne var overlevet og havde virkelig brug for hende.
*Det har den altid været og jeg er den sidste, som burde tro på retfærdig. Af nogen art* hun sukkede stille og trådte væk fra Azhs beskyttende skikkelse.
Hun bandede lavmælt nogen ting, som det ikke er pænt at gentage. Hvorfor endte HUN altid med at være den svage? Dens som skulle beskyttes?
*Svar mig!* men Arien fik intet svar. Hun havde ikke regnet med noget, men en af de sidste ting hun havde tilbage. Skulle det også tages fra hende?

Azariah kiggede ned i jorden, som om at svaret lå der. Bare begravet. Langt, langt, langt nede. Normalt var hun meget fattet og rolig, men nu. Nu var hun bare forvirret. Intet gav mening mere. Det hele var kludret sammen i en stor pærevending af.... mange ting. Og der var ikke noget af det der passede sammen. Det hele var puslespilsbrikker uden hul eller lille cirkelformet dipperdud.
De kunne ligså godt havde puttet nogle utrolig tilfældige ting ned i en pose og så rystet den utrolig mange gange. Meget ustyrligt. Det var sjovt hvordan en lille(stor) ting kunne ændre ens liv fuldstændigt.
Ja hvor kunne ting dog ændre sig. Det ene øjeblik er man en kold og ond person.... Det næste skal man.... bekymre sig om en person. Det havde hun ikke gjort i... ja, hundrede år. Hvis det da kunne gøre det.
*Kører dine følelser nu af sporet igen? Hvornår lærer du det? Det er bedst at være kold og følelsesløs.* Hun sukkede stille. Den gad bare ikke holde sin kæft, hva? Men der var ikke noget hun kunne gøre ved det, eller hun kunne prøve at ignore det. Det gik bare aldrig godt. Eller jo. Nogle gange var det hende muligt. Kun nogle gange.
Azariah vendte sig stille om mod Arien. Hendes skytsengel. Inderst inde ville hun bare gerne skule til hende og være ond, men hun kunne bare ikke. De var vel nød til at tale om tingene eller ville Cathrine komme igen og gå bersærk på dem (igen). Noget skulle hun vel sige. Hun tog en indånding hun ikke havde brug for og talte.
"Hvad så nu? Vi skal jo tale om alt det der er sket. Selv om, at jeg ikke lige føler for at lege psykolog. Det ville sikkert også gå galt."

Catherine havde sat sig i et træ og sad nu og kiggede på Azh og Ari der bare stod. Hun gennemlæste deres tanker. Hun sukkede lavt og kiggede på dem så vis det var en spændende serie. Hun havde lagt sig ned på grenen som en Puma så man ikke kunne se hende. Hun knurrede og snerrede lavt.

Ariens ansigtudtryk var som et blank papir. Og hun havde uheldigvis mistet sin blyant. Hendes personlig, møgirriterende stemme grinende af hende. *Måske har Azhs den?* tanken, eller stemmen, modtog et vredt svar. Kort og kontant. *Shut it*.
Det gjorde den, heldigvis. Hendes blik gik til himlen, mens hendes krop var jordbunden. Måske havde luften og dens væsener svaret på hendes problemer.
Måske ikke.
Det var nok, der irriterede hende mest. Den eneste mulighed, hun havde, var snakke med vampyren. Azh, that's is.
Ikke mere med Cath. Eller Cathrine. Hun havde ikke lavet meget andet end problemer. Og dem havde Arien rigeligt af. Hvis Cath kaldte det her hjælp, kunne hun og finde nogle andre at hjælpe. Det fladt hende ind, at denne sagtens stadig kunne overvåge dem eller aflytte deres tanker. Hun var egentlig ligeglad. Xeera havde læst hendes tanker, Cath havde... Azh havde gjort det for hundred år.
Et trist smil formede sig på hendes læber, da Azh vendte sig om og talte til hende. Nogle forskellige følelser løb igennem hende og hun vidste, at de kom fra vampyren. Det kunne blive rigtig nyttigt. At læse Azhs følelser, men ikke den anden vej rundt.
"Ja, hvad nu?" hun sukkede og mødte stadig ikke Azariahs blik. "Let's go for walk" hun smilte kort og hurtigt. Ingen grund til at kaste om sig med smil.
Så vendte hun rundt på hælen og gik nogle skridt fremad. Hun håbede bare, at den stædige vampyr vill gå med. Ari overhovedet ikke i humør til skænderier.

Azariah kiggede frem af. Hun havde ikke kigget på Arien siden hendes kommentar om at tale sammen. Nu havde hun front mod.. ja hvad havde hun front mod? Resten af stranden? Sikkert noget i den stil. I hvert fald den retning englen var begyndt at gå. Hun havde ikke fulgt efter i første omgang.
Hun havde faktsisk ikke forventet at englen ville reagere på hendes kommentar. Derfor ventede hun lidt med at gå. Hun ville ikke prøve Arien af, hun ville bare være sikker på at hun mente det. Heraf stod hun lidt og kiggede frem af som om at hun ledte efter noget, som der bare ikke var der. Selv om at hendes hukommelse var tilbage betød det ikke, at hun ligefrem var glad for det.
Det var som om at hendes hjerne eller hukommelse var blevet bombarderet med en masse information hun slet ikke kunne rumme. Det kunne sammenlignes med en elpære der bliver udsat for for meget volt end den kan klare og, derfor, springer. Hun havde det omtrent på samme måde. Hun var, på en måde, også sprunget/eksploderet.
Med et hovedryst vendte hun sig endelig imod Arien, hendes skytsengel. Alle de ord hun gerne ville sige, alle de ord der gerne ville komme over hendes læber, kom ikke. I stedet kom der et lille "Fint." Fra hende og hun gik med hendes skytsengel hen af stranden.

Arien gik ikke specielt hurtigt. Hun ventede tålmodigt, eller rettere hun prøvede, på at Azh ville indhente hende. Hun vidste ikke rigtigt, hvordan hun skulle begynde. Der var så meget. Så mange ord... minder... Det hele.
Så konklusion måtte være, at vampyren skulle sige noget først. Tilfreds med dette resultatet kiggede hun op i himlen. Det var fint vejr. Hvis man så bort fra de store, tunge skyer, som dækkede de sidste solstråler og at det var pisse hamrende koldt. Ja, fint vejr.
Blikket ændrede sig til en skulen. *Hvorfor mig? Hvorfor er du så fandens vred på en engel, kære Gud?* Alt var mærkeligt. Underligt. Forvirrende. Irriterende.
Hun troede ikke på Gud. Alligevel var hun sur på 'Ham' og blev ved med at sende spydige kommentarer til denne gennem hendes sind.
Hun sukkede indvendig og vendte blikket havet. Hun ville gerne ud og sejle igen, men siden Titanic havde hun en frygt både, som for alt i verden ikke ville indrømme.
Igen; irriterende. Hvorfor hulen var altid nu det?
I stedet for at tænke ordentlig over grunden, beskyldte Azh for det. *Ja, det super god idé* tænkte den dumme stemme sarkastisk. *Blame Azh for everything.*
Hun tøvede i et skridt. Og fortsatte så. Det var nu ikke Azariahs skyld. Noget som helst. Det var hendes skyld. Det hele. Alt sammen. Følelserne blandede sig, som når du putter farve i noget vand, og vendte sig mod hende selv. Tårene pressede op, men hun holdt dem med meget besvær tilbage. Hun ville ikke, aldrig, tillade sig selv at græde, når Azh var der. Det ville være både pinligt og få Azh til at grine.
Arien kiggede ikke på hendes bedste veninde. Eller var de bedste veninder? Der var så mange spørgsmål...
Hvordan skulle de nogensinde blive færdige i dag? Hun fortsatte bestemt med at gå og satte uvilkårligt farten op.

Catherine var hoppet i vandet og det eneste der stak op var hendes hvide hoved. Hun lyttede godt efter hvad de snakkede om inde på bredden. Hun læste deres tanker og tænkte at de måske burde have levet længere eftersom de opførte sig som nogle alm. teenagere.. Hendes røde øjne fulgte dem og hun snerrede lavt

Azariah kiggede stille på Arien. Hun havde ikke nogen anelse om hvad hun skulle sige. De havde sikkert så meget at snakke om, men hvor skulle man starte? Igen var det meget. Mange steder hvor deres samtaler kunne starte.
Hun kiggede op, som hun havde gjort så mange gange, og sukkede. Så mange ting, som alligevel ikke fyldte en skid. De var der bare. Alting var et stort rod. Ikke noget man kunne finde hoved eller hale i. Hvordan skulle man så nogensinde kunne få noget til at gå op, hvis det bare ikke ville gå op? Det var ikke muligt. Hun kunne i hvert fald ikke se vejen igennem det.
Hun tog blikket fra himlen og så på sandet og alle hendes andre omgivelser. Mens hun gik der vendte hun alt det der var sket i hovedet. Hun stoppede op en sekund, det var lige lidt for meget at tænke over på en gang, sikkert heller ikke sundt. Men hun havde ikke rigtig noget valg, havde hun? Hvis ikke hun snakkede med Arien om det her, ville hun få Cathrine på nakken. Det var heller ikke højt på listen, over ting hun gerne ville i øjeblikket. Hendes tanker tog hende i et øjeblik langt væk, så spyttede de hende ud igen på den kolde strand. Hun havde besluttet sig.
"Hvor skal vi starte?"

Hvad skulle hun sige? 'Jamen, lad os starte fra begyndelsen. Hvad føler du for mig? Du giver mig kedsommelige, ligegyldig blikke, som om det her rager dig en høstblomst. Du tager iskolde og hårde i din beskidte mund og dine hænder er lige så venlige og blide som en morder. Hov, vent ikke 'som'. For du er en morder, lille vampyr Azh'?
Nej, Arien tvivlede stærkt på, det ville hjælpe. På noget som helst. Men det var svært. Hun var træt af Azh. Træt af hendes ord. Træt af at det altid var hende som prøvede at få det til lykkes. Det her var anden gang, de mødtes og det var alt Arien behøvede, for at vide at hun ikke kunne lide vampyr Azh en skid.
Englen følte sig tom og samtidig følte hun det, som om en orkan af følelser raser rundt i hende. Med et vredt blik vendte hun sig mod sin bedste veninde. Hendes værste fjende. Arien havde svævet i selvmedlidenhed og det hun var syg af det.
"Azh, næste gang du siger noget, giver du så ikke gøre dig umage, for at få det til at lyde som om du mener det?
Du gider ikke være her. Du vil hellere end gerne stikke halen mellem benene, som den kryster du er, og efter lagde problemer og mig tilbage" Hun vendte sig og kiggede for første gang på Azariah. "Vi skal nok finde ud af det, okay? Du er bare også nød til at gøre noget for det. " Hun var stoppet op og kiggede både trodsigt og lidt, nøgle lidt, opmuntrende på Azh.
Det skulle lykkes. Det var det nød til. På den ene eller anden måde.