En Almindelig Overnaturlig Dag

Du aner ikke hvor meget jeg har prøvet , så jeg kan godt få det her med sagde Cath og rørte forsigtigt Ari på skulderen. Lad være med at hade dig selv Ari sagde Cath da hun kunne se hvor meget hendes følelser dryppede. Jeg er en morder , det er du ikke hviskede Cath for sig selv. Cath krammede Ari ligeglad med at hendes blod sang og ligeglad med at hun selv var kold som metal eller is. Hun trak sig tilbage og smilede over at hun ikke havde slået englen ihjæl

Sangen sluttede. Og der kom ikke en ny. Verdensende.
Arien kiggede på Cath og sukkede. Hun havde ikke lyst til at snakke om hendes fortid. Ikke nu, ikke aldrig. Men hvilke valg havde hun? Enten at afslog og måske ville Cath ville fornærmet over det eller fortælle og ja, så var det fortalt.
Ord kunne ikke tages tilbage. Ikke nu, ikke aldrig.
Vampyrens arme trak hende i ind i en iskoldt favn. Men bekymrede ikke englen. Natten var dejlig lun selvom det snart ville stoppe. Hun måtte finde et sted at overnatte. Nå, men hver tid med sin bekymring. Arien mærkede Caths arme trække sig væk.
Hun sukkede og åbnede munden for at sige noget. Først kom der ikke noget ud, men hun tvang en halvkvalt hvisken frem.
"Jeg er skytsengel. Men... jeg mistede... hende... på Titanic... Jeg har søgt efter..." hun sank en klump og tog en dyb indånding. Ingen måtte vide, hvor svært det er egentlig var for hende. "... hende, men ingen held..." hun tav. Resten kunne vente tilbage senere.
"Jeg svigtede hende, Cath. Jeg svigtede Azh, da det virkelig galt." hendes stemme blev aldrig højere end en hvisken og alligevel synes Arien at hele verden kunne høre det.
Høre hendes største svaghed. Hendes nederlag.

"Hvad er hendes hele navn" spurgte Catherine fordi hun syntes det lød bekendt. "Og jeg tror ikke at du svigtede hende så meget , du styrkede hende og fordi du kunne se din egen fejl kan du sige undskyld" sagde Catherine og vidste at det ville gøre ondt på Arien at få af vide." Du skal bare blive ved med at søge" sagde Catherine. "Jeg er 21.000 år gammel og jeg har begået mange fejl men jeg har også lært noget af det og det gør du også for det kan man høre "sagde Hun. "Og måske svigtede du hende men du har brugt mange år på at rette op på fejlen og en dag vil det lykkes" sagde Hun

Arien rystede på hovedet. Der var mere. Meget mere. Et helt vanflad af synder og tab. Og død.
Hun kiggede endnu en vampyren.
"Jeg har fundet hende. Hendes navn... Azariah. Hun er blevet vampyr. Og jeg..." hun sukkede og kiggede ud over vandet. "...Aner ikke hvad jeg skal gøre." hun lukkede øjnene. Også de sidste hundred års minder. Castiel, Jezabel, Azariah. Alle.
"Du har gjort mange dumme ting, uden tvivl Cath. Men du har gjort det for, at overleve. Jeg burde have været død nu" hun skulle have været død.
Hun åbnede øjnene igen. Det var faktisk begyndt at blive koldt. Eller var det minderne? De rædsomme ting, hun havde set? Havde fortiden omsider indhentede hende?
*Mine fejl er skrevet i sten og kan aldrig blive rettet op på* hviskede hun i hendes egne tanker.

//Azariah godt være med i emnet? xD

//Ja jeg vil gerne have hende med :-)//


Lad være med at være så negativ snerrede Catherine og gav hende en skulderlammer. Vi vampyrer er faktisk ikke så slemme bare fordi vi drikker blod sagde Hun og sukkede af hendes nye ven. Cath satte sig ned og koncentrerede sig og lidt efter kom nogle sten flyvene og lagde sig i en cirkel og en flamme blev startet i midten svævende 10 centimeter over jorden. Kom sagde Cath til Arien og prøvede at gennemsøge hendes hjerne efter et billede af Azariah. Hun fandt det og billedet kom frem i flammen. Se selv sagde Hun lidt efter og kiggede forbavset på billedet der burde gøre så Azariah kom hen til dem. Hun skulle komme om mindre en en time sagde Cath og lagde sig ned med et bump.

På markedspladsen var der fyldt til renden. Der var ikke det sted der ikke var nogen. Selv i de små sidegader, var der mange mennesker væsner. De fleste væsner, der var i de små sidegader var vampyrer, der lige var ude, at tage en lille snack.
Den vampyr der gik ude mellem alle disse forskelligheder var ikke så glad for den store forsamling. Hun brød sig ikke om mange mennesker. Hun brød sig bare ikke om mennesker generelt. Derfor var det et under, at hun overhovedet gad, at være her. Her var alt det hun ikke kunne lide:
Mennesker, store forsamlinger, varulve og engle. Hun kunne godt klare engle, men ikke alt det andet. Hun skulede til alt og alle. Alle dem der passerede hendes blev hurtigt tvunget til at kigge væk igen. Og lige præcis det var også den bedste idé de sikkert havde fået længe. Hun kiggede stille rundt og så de mange boder an. Hun havde ikke tænkt sig, at købe noget. Derfor var det igen hende et mysterium hvorfor hun var gået derned.
Azariah fik øjenkontakt med en af de vampyrer der lige var kommet ud af en af sidegaderne. Hans øjne var stadig lidt røde, men hun kunne se at de var ved at skifte farve. Hans tøj var plettet med blod, og det så ikke ud til at han havde lagt mærke til blodet. Med nogle få håndbevægelser og nogle mimede ord, kiggede han ned at sig selv, nikkedde til hende og smuttede tilbage i gyden.
Hun rystede på hovedet og fortsatte ned af markedspladsen.

Catherine stak Arien med sin negl og en blodet strømmede ud. Hun tog et lille blad ind under og det blev fyldt til randen. Hun smed det ind i ilden og Azariah burde kunne føle en magisk kraft der trak hende hen mod dem selv. Hun holdt vejret og smed bladet i ilden. Hun kiggede hen mod Arien og så på det blødende sår. Hun sukkede højt og ventede på at det stoppede med at bløde så hun igen kunne trække vejret. Catherine lod sine sanser gå langt væk og hun kunne dufte Azariah ikke langt væk og hun kunne også dufte en mandlig vampyr med blod over tøjet. Hendes øjne blev røde og hugtænderne kom ud over blodet og hun var lige ved at springe op efter det. Men hun styrede sig da hun tænkte på at Arien var lige ved siden af hende og hendes ansigt blev normalt igen. Undskyld mumlede Hun og kiggede opgivende på flammen der lige pludselig lyste som solen

Arien stirrede forvirret op -formåede hun- nye ven. Eller var hun? Alle de ting som Cath havde gjort var usammenhængende og mærkelige. Med lidt for åbne øjne følte hun alle vampyrens bevægelser. Hvad skulle der ske?
Hun klemte såret i hendes arm sammen. Blodets lugt fra kraftigere end menneskers og Arien kunne svagt lugte hendes eget blod. Gad vide, hvordan Cath havde det?
Den mørkerøde væske lavede spor, som bugtede sig, et mønster på den hvide hud. Englen runkede brynene og valgte at holde sin mund.
Hvis Cath var ven, var ingen grund til at spørge. Hvis Cath var fjende, skulle Arien passede på med, at henlede opmærksomheden på selv sig. Hun kunne næsten føle blodet strømme ud af hende. Det var langt tid siden hun havde følt det og det var på en måde skræmmende.
Den energi, som Cath have fået ind i hende, gik væk sammen med blodet. Hånd i hånd. Gad vide, hvad Axh ville sige, hvis hun kom? Azh ville højest sandsynligt grine og det havde Arien egentlig ikke brug for. Måske et kram?

//Så det vist Azariahs tur igen xD

Undskyld at jeg tog noget af dit blod men dig og Azariah er forbundne så hun følger blodet sagde Cath og bekymrede sig over hvorfor Azh ikke var kommet endnu. Du behøver ikke at klemme det sammen sagde Cath til Arien der pressede såret sammen. Det har ingen virkning på mig for vi er vel venner på en underlig måde sagde Cath og smilede. Azh burde snart komme så bare slap af sagde Hun da hun kunne se hvor spændt Arien var.

//Ja det er det vist//

Azariah vandrede stille igennem den store gade, der førte videre til nogle små sidegader. Hendes tanker var langt væk. De var oppe under himlen, sammen med hendes blik.
*Drop det!* Skreg hun til sig selv i tankerne. Men hendes krop ville ikke lystre. Hun følte en stor tiltrækningskraft. Hun så sig forvirret om. Alle muskler i hendes krop spændte imod den nyankommne kraft. Den ville ikke bukke under. Hendes krafter var ved at slippe op, men hun kæmpede videre. Hun ville ikke give op.
Hendes syn begyndte at flyde sammen. Hun havde det ligesom om, at hun var fuld. Det var sådan cirka den samme følelse. Hun bed sig i læben. Hvilket var en dårlig idé, blodet dryppede ned af hendes hage. Da hun tog hånden op til hagen for, at tørre det af. Hun nåede lige præcis at tørre det af før kraften overmandede hende - dette var selvfølgelig noget hun aldrig ville indrømme. Alle molekyler i hendes krop blev strukket og forvredet på deres egen måde. Det var sådan et tidspunkt, man bare havde lyst til at kunne bare lægge sig ned og sove. Det kunne man bare ikke lige nu, men hvor ønskede hun sig at hun kunne.
Hendes virkelighed fik det sidste twist og så sprang den. I næste øjeblik stod hun på en strand.

Catherine hørte en lyd og drejede hovedet i overnaturlig fart. Hun så Azh stå og se helt forkert ud. Hey Azh sagde Cath og rejste sig op for at gå hen til hende. Jeg vidste ikke om du kom fordi Ariens blod er lidt underligt i en vampyrs magi sagde Hun og smilede beroligende fordi hun kunne se at Azh sikkert ikke havde prøvet det før. Det var en tiltræknings kraft der fik dig herhen sagde Cath. Jeg hedder Catherine og er 21.000 år gammel sagde Hun og nikkede som hilsen.

Arien gispede af overraskelse af Azh' tilsyneskomst. Så sagde hun ikke mere og kiggede ned i jorden. Azh ville blive sur eller le af hende. Og hun var ikke i humør til det lige nu. Overhovedet ikke. Hun ville bare gerne sove. Falde ned gennem bevidstløshedens sorte brønd. Ikke tænke på hendes problemer her nu.
Flygte. Men med Azh stående lige foran sig var næsten umuligt. I stedet fokuseret Arien på jorden. Den var hårdt trampet sammen og kun små pletter græs kunne ses. Det havde sit regnet i jord, for jorden så ikke nu til at være støvet. En regnorm kom snoende op af sit hul og det så englen som et bevis på hendes meget interessante teori.
To svaler kom flyvende overhovedet på hende. De dukkede ned mod jorden og svævede langsomt hen over dem. Nogle gange mødtes de, som for at snakke sammen.
Der kom højest sandsynligt regn igen om de nogle få timer.
Efter nogle minutter hvor studerede de to fugle fandt Arien det kedeligt. Alligevel kunne hun ikke møde de to vampyrers blik.
Castiel havde lært hende lidt finsk, så nu ville hun bruge sin tid med, at oversætte national sangen til finsk. Det var ret svært, så det holdt hendes tanker bestæftiget med noget andet. Med blikket rettet mod jorden oversætte Arien nu, som den første, sangen til finsk.

Arien kom så her sagde Catherine bestemt og læste hendes tanker. Ari det er dumt at du oversætter national sangen til finsk bare for at trække tiden ud sagde Hun og fik røde øjne og hugtænder for at skræmme hende til at gå op.

Azariah kiggede rundt. Hun havde ikke opfanget den anden vampyrs ord, hun havde ikke opfanget et der var andre på denne strand end hende selv. Da hendes øjne endelig vænnerede sig til det lyse lansskab. Hun missede med øjnene. Hun holdt en hånd op foran hende for at skærme sine øjne. Det var ikke fordi at der var noget lys, der havde bare været uendelig mørkt da hun var blevet hevet ud af hendes ejen virkelighed.
Hun missede stille igen og fik øje på de to skikkelser der sad lidt væk fra hende.

Arien kiggede op og så lige ud. Hendes ansigt var blottet var følelse. Mest af alt fordi hun vidste hvad hun skulle føle. Glad? Måske. Men der var ingen glæde at spore i Azh' ansigt. Overhovedet.
Hvorfor skulle det altid handle om Azh? spurgte hendes lille, irriterende stemme. Den hviskede, lokkede, var der. Vinden blæste hendes hår en smule bag ud, da hun gik fremad. Ikke mange skridt. Cath's ordre havde ikke været præcis. Og når Arien ville modarbejder skulle man være præcis, når man sagde noget.
Alligevel kiggede hun ikke på vampyrene. Et kort sekund havde hendes blik gledet henover Azariah, men kun kort. Kun kort.
Over hende svævede det lykkelige svale par, som for at drille hende. Ironien svigtede hende aldrig. En evig følgessvend. Tænk, at dyrene kunne være glade og hun, som man troede var selveste Guds tjener(Arien fnøs hånligt i hendes stille sind, ved denne tanke), ikke kunne.

*Kom herhen eller jeg angriber dig* Sagde Cath i Ariens tanker. Hendes øjne glødede i den mørke nat og i hendes hånd lyste et kraftigt glimt og en flamme flakkede i vinden 12 centimeter over hendes hånd. Hun slukkede flammen og i stedet kom et par knive og hun kastede dem med vilje så de snittede Ariens hår. * Jeg er mester i den slags* Tilføjede Hun i Ariens tanker. *Jeg vil lade jer være men du vil kunne mærke mig i dine tanker fordi jeg holder øje med dig* Sagde Hun i Ariens tanker og blev usynlig i mørket. Hun iagttog dem fra skyerne og lukkede sine øjne..*Du føler dig ensom uden Azh fordi du er hendes skytsengel*Sagde Hun

Azariah stod bare der. Hun vidste ikke helt hvad hun skulle gøre. Måske var det bare bedst hvis hun ikke gjorde noget. Det eneste hun kunne gøre lige nu var at stirre på de to der sad foran hende. De var begge to nogen hun kedte godt. Hun havde brugt meget tid sammen med dem. Den ene var hendes elskede bedsteveninde/skytsengel Arien og den anden var en ven fra Wales. Hun havde kendt hende i noget tid og de var blevet gode venner.
Nu sad de her og den ene kiggede på hende med et venligt blik, den anden kiggede ikke på hende. Need I to say who did what? Hun hendes første reaktion var forvirring. Men så blev den afstattet af sorg og med sorgen kom irritationen. Hendes allerede okay dårlige humør blev som kastet ned af et vandfald. Det faldt så drastisk som et flystyrt. Hun bed tænderne sammen i fustration.
*Why me? Of all creatures, why me?* Tænkte hun. Med et suk satte hun sig ned på sandet. Hun kiggede ned i det beige farvede sand. Det var meget fint sand.
*Der er rigtig nogen der er depri, eh?* Hun gad ikke en gang svare stemmen. Hun vidste at den ikke ville gå væk hvis hun gjorde. Hun sukkede bare stille. Men en ting er sikkert. En ting skulle hun vide.
"Why have you brought me here, Arien?" Hende britiske accent klar imod havets skummende bølger. Det var som om at et ekko, blev kastet tilbage efter at hendes ord havde forladt hendes mund.

Arien kiggede med det samme på Azh. Hun løftede det øjenbryn. Vinden blæste igen og legede med alle tre pigers hår. Et sted skreg en måge.
"I didn't bring you here" stemmen var skarp og næsten monoton. Hendes accent var desværre den samme Azh's. Det irriterede hende. Og det hjalp ikke, at ligge vampyrens irritation oveni. Det var underligt... At kunne mærke Azariahs følelser så tydeligt. Eller var det fordi de følte det samme? Det brød hun sig heller ikke om.
To sider af samme mønt. En genspejling.
"Blame Cath" hun lavede en diskret hovedbevægelse i dennes retning. Arien kunne nok forudse for det her førte hen. Først ville Azh blive rasende, så ville hun blive rasende og Cath ville stå i midten og prøve at overleve.
(Hit: Aldrig bland dig i en skytsengel og hendes vampyrs skænderier eller diskussioner(de kan ikke blive enige om, om de diskutere eller skændes).)
Englen kunne have sagt en hel masse ting, men holdt sin kæft. Istedet fokuserede hun på lyden af vandets bølger. Ingen af dem var virkelig store, men de kom regelmæssigt og det, heldigvis, larmede en del.
Byen sov nu. Var lige så død, som de pokkers vampyrer.
De pokkers vampyrer. Hvorfor skulle Cath blande sig? Hun kunne sagtens selv klare det her. Det kunne hun! Hvorfor kunne ALLE ikke bare blande sig uden om? Hun var bloody Azhs skytsengel!And Azh was a bloody vampire! Skæbnen, Gud eller hvad fanden der var på spil, var overordentlig sure på dem begge?
Hvornår havde Arien sidst været lykkelig? Hvornår havde hun sidst været heldig?
Svaleparret landede ved siden af hende. Hun værdigede dem ikke et blik. De var blevet ligegyldige. Som alt andet. En del af hendes omgivelser.

Cath´s høje snerren flængede luften da hun hørte Ariens tanker. "Im Going To Kill You" Hvæsede Hun og gik i angribs position. Hun blottede tænderne og snerrede og gik til angreb

Azariah stod stille i et sekund. Så reagerede hun. Hun kastede sig frem af og stod i kampstilling foran Arien. Hendes skytsengel. Hun var hendes bloody skytsengel og Azariah selv var nød til at beskytte hende. Bloody hell. Hun stod lidt med tænderne blottet. Hendes øjenfarve var ved at ændre sig. Den blod røde farve blandede sig med den hvide farve. Det var som når man drypper en dråbe blod ned i en sø eller havet. Bare vand generelt. Hun hvæsede højlydt. Hun ville ikke op at slås. Ikke nu. Hun var for vred.
Azariah sukkede blidt. "Hør her Cathrine, jeg vil ikke slås. Eller have at du dræber hende." Hun nikkede mod englen bag hende.
"Tænk over det. Er hun virkelig det værd? Nej. Jeg ved ikke havd din intention er, men jeg har en idé." Hun holdt en lille pause. Hun smilede lidt.
"Du vil gerne have, at jeg gør hvad jeg gør lige nu. Beskytter Arien. Det er min teori." Hendes smil falmede stille.

God gættet. Så skal vi ikke se hvor meget i kan skade mig hvæsede Cath og begyndte at kredse omkring dem. Hun smilede stille. Jeg heler hurtigt Hvæsede Hun og mærkede sine øjne blusse op som ivrige flammer. Hun hoppede op i luften og kom om bag ved Arien. Hun skar en streg i hendes arm og blodet piblede frem. Hun slikkede blidt blodet væk og forsvandt så ingen kunne se hende for at se hvad Azh ville gøre. *Du ville aldrig have kunnet skade mig fordi jeg er så gammel* Hviskede Hun tyst i Azh´s tanker

Arien havde gispet af overrasket over alt. Cath's mærkelig personligheds skrifte, hun kunne helt klart mest lide den gamle, og så det faktum at Azh havde givet tegn, før at bekymrede sig om englen. Hun runkede brynene og kiggede først på Cath, og sukkede dybt. "Cath, tro mig, du har ikke lyst til at gøre det her" hendes stemme var normal og rolig. Hun overraskede sig selv nogle gange. Måske var det fordi hun havde accepteret, at situationen var taget ud af hendes hænder. Arien rørte let ved Azh.
Meget let berøring, som det mindste vindpust. En sagte hvisken. Hvis det skulle gå galt, ville hun og hendes vampyr kunne komme væk hurtige, man kan sige 'Gud'.
Englen kiggede undskyldende på Cath. "Din plan virker nok ikke. Bare så du ved..." hun trak umærkeligt på skuldrene og lod sætningen hænge i luften.
Nogle sekunder tog et vindpust dem væk med sig.
Larmen var havet fra blevet højere.

// Azh din tur//

Azariah kiggede over sin skulder på Arien. Hun sukkede og kiggede på Cathrine. Hun opførte sig godt nok underligt. Hun opførte sig som en idiot. Hvorfor skulle hun overhovedet blande sig i hvordan Arien og hende havde det sammen. En lille stemme hviskede i hendes hoved.
*Måske vil hun bare være venlig.* *VENLIG!!!!* Rasede hun. *Hun kan bloody smutte med den venlighed, hvis det er sådan hun tolker venlighed!* Hvis hun havde sagt det ud i det fri, ville det have ekkoet højt mod havet og det golde sandlandskab. Hun var stadig vred, da hun med et suk prøvede, at slappe af. Det virkede ikke helt, men dog lidt. Hun stirrede stift på Cathrine. Hendes blik var koldt som is, men nu med røde iriser.
Vinden var taget til i de sidste minutter. Nu rev og sled den i deres hår. Azariahs eget sorte hår blev kastet lystigt rundt. Vinden legede også med sandet og kastede ligså dette rundt. Det lavede små sand storme der kun ville have nået dem til knæen, hvis det blev pisket højt nok op. Vandet var også blevet mere levende på en måde. Det brusede og kastede bølgerne ind mod stranden som om at den ville skubbe stranden væk.
Det kunne den jo bare ikke.
Det var en umulighed.

Cath kom langsomt til syne igen og stod ca. 5 m fra dem. Hun læste Azh´s tanker og rynkede næsen. Hun snerrede og gik tættere på Azh spændt som en fjeder til at angribe