Englen og Dæmonen - Ez.

Tid: Sen aften.
Sted: Gyngerne på legepladsen.
Vejr: Månen skinner klart ned fra himlen som et sølvsegl.
Omgivelser: Det er som om legepladsen er et langt mørkere og farligere sted om natten.

Jezabel sad på en gynge og vippede sig lidt frem og tilbage med fødderne. Månen slyngede sit hvide tæppe hen over legepladsen og gjorde den underlig uhyggelig, og den gynge, Jess sad på, knirkede under hendes vægt og bidragede til den dunkle atmosfære omkring hende.
Hendes mørke hår var løst, og lå omkring hendes bare, blege skuldre. Hun havde en stropløs kjole på, og et par høje hæle. Den ene hæl var knækket af hendes sko, så når hun gik, kunne hun ikke lade være med at halte. Solbrillerne havde hun skubbet op i panden, og de spejlede månelyset ud over hendes ansigt.

I virkeligheden havde hun fri i aften, men hun havde haft en forfærdelig dag, så hun havde ikke kunnet klare at være sammen med Rowan et sekund længere den aften. Hun var alligevel taget på stripklubben, men der havde ikke været særlig travlt, og næsten ingen kunder. Hun var flygtet ud i den kolde nat, og hun følte sig forfærdeligt forladt.

Ez kom stille trakende ind på legepladsen med sin ipod i hænderne, og høretelefoner i øerne, imens hun gik og nynnede for sig selv, hun var iført et par stramme sorte jeans, og en hvid jakke, med sort pels om kanten af hætten, hun kiggede stille op for at se hvem der var i nærheden, men smilede blot for sig selv, og puttede sin ipod i jakkelomme, og trak sin tlf frem, og begyndte at gennemgå den liste hun havde med ting hun skulle huske at købe med hjem til lejligheden, efter katten havde været igang med stuen og de andres værelser, hun sukkede svagt, hun magtede enligt ikke at handle så meget ind lige nu, så hun puttede bare sin tlf i lommen, og gik hen til klatrestativet, og kravlede op i toppen, og fandt atter engang sin ipod frem, og begyndte ar kigge alle sine sange igennem imens hun nynnede for sig selv, hendes lange blonde hår hang løst ned af hendes skulder, så hendes hals var blottet for andre, nok en ting hun gjorde for at drille de sultne vampyre hun ville støde på hvis da hun overhovet mødte en! En lille perlelatter undslap hendes læber, imens hun bare sappede igennem alle sine sangen så hun næsten ikke nåede at høre dem hvilket var fint med hende da hun ledte efter en sang, der kunne hjælpe på hendes underlige humør hun var kommet i efter at havde fået to engle og en kat ind i sit hjem

Stille puttede hun atter sin ipod i lommen, og kiggede rundt i det hun opdagede en skikkelse på en gynge ved gynge statviet, hun kunne ikke lade vær med at smile vildt, i det hun sprang ned fra klatrestativet, og gik hen imod pigen og stivnede med det samme, da hun kunne genkende personen, uden så meget at tænke over det, snurrede hun rundt på hælende, og begyndte at traske hen imod lågen der førte ud fra legepladsen, af alle personener hun ville møde inat, mødte hun en heks, og luder fra Helvedet,

Jezabel var så langt inde i sin egen lille verden af forfærdelig selvmedlidenhed, at hun slet ikke opdagede at der kom nogen ind på legepladsen, inden personen begyndte at nynne, grine og bladre igennem en hel masse sange i ét stort virvar. Hun løftede sit blik fra jorden, strøg sit sorte hår tilbage, og så sig omkring med store, gyldne øjne. Hun spændte i sine muskler, og følte med det samme adrenalinen bruse rundt i hendes krop. Det kunne være hvem som helst der havde listet sig ind på hende. Måske var hendes dusør allerede kommet hertil, og nu var alle dusørjægerne efter hende! Hun måtte hellere flygte!
Så fik hun endeligt øje på den person der var skyld i al den larm der havde skræmt livet af hende. Hun sprang ned fra klatrestativet, og styrtede imod lågen. Der gik et par øjeblikke før Jezabel genkendte hende. Hendes hage faldt ned på brystet, og hun sprang op fra gyngen af ren refleks. Navnet pressede sig ud af hendes luftrør og truede med at kvæle hende. Imens englen skridtede fremad som en vred tyr, bølgede hendes blege hår efter hende som vinger der lyste i månelyset.
"Ezekiel! Israfil! Merde.." bandede hun højlydt. Jezabel sprang frem som en kat, efter den næsten lysende skikkelse foran hende.

Ez stivnede i det hendes eget navn kom hende imød sammen med vinden, hun vente sig rundt imod pigen uden at tænke over det slog hun sine sorte vinger ud, af ren raseri, af alle levende væsner, mødte hun en hun troede var død "Så må jeg fanme selv klare det"Snerrede hun en smule for sig selv, og spreng frem imod pigen, og slog en gang med vingerne, så hun braste hårdt ind i Jez mave, "Kunne du ikke blive i frankrig eller bare dø dit forbanede kvinde menenske, af en hore!"Normalt ville hun ikke havde bandet eller kaldt noget væsen noget grimt, men lige nu, bad Jez selv om det, sådan at komme til det sted ez havde slået sig ned, for at finde ro, og måske få sig en familie, hvilket hun allerede havde fået med de to engle tøser hun havde i lejligheden og en kat, som var ondskaben selv, overfor hende, dog slog hun kort med sine vinger, og lanede oppe på gynge stativet, og gloede sulten ned på jez, imens hun overvejede hvordan hun bedst kunne slå pigen ihjel, Hendes øjne lyste enda også af mord, imens hendes store vinger bevægede sig uroligt bag hende, så man tydeligt kunne se, hun var klar til at fare på hende igen, dog stod hun bare stille med armende over kors imens hun sendte jez et blik der sagde, hun skulle forsvinde fra hendes sted, og det kunne ikke gå for stærkt, hun havde jo forladt frankrig, efter jez havde taget hendes forlovede fra hende, en ting hun nok aldrig ville tilgive pigen for, og ikke nok med det, den måde hun havde behandlet hende på, nøj bare tanken om det gjorde hende tosset,

Jezabel åbnede munden for at råbe til hende, da hun vendte sig om, men blev blæst tilbage da Ezekiel åbnede sine ærefrygtindgydende vinger. Et halvkvalt skrig hvæsede ud imellem hendes røde læber, da englen bragede imod hende, og sendte hende tilbage som en sten. Hun gled imod jorden, inden hun stoppede faldet og kom op. Hendes lunger gik som en blæsebælg. Hun havde ikke regnet med at Ezekiel ville angribe hende, efter så mange år. Hendes øjne lignede to store kæmperavklumper i det blege ansigt.
Da Ezekiel svævede op på gyngestativet og dækkede for månen med hendes prægtige, sorte vinger. Hun var helt mundlam, og kunne slet ikke svare i starten. De blikke englen sendte hende, lignede næsten noget fra en vampyr.
Selvom hun aldrig nogensinde ville indrømme det, rystede benene under Jezabel. Hun huskede ikke Ez så stærk. Hendes underlæbe bævede næsten, inden hun fik taget sig sammen. Og så bragede hendes vrede frem som en åben flamme.
"Hvad bilder du dig ind?!" hvinede hun rasende. Hun var ikke kommet hertil af hendes egen vilje. Hun var blevet tvunget herud, efter at hun var blevet jagtet igennem sit barndomshjem, sit barndomsland. Og så dømte Ezekiel hende, for at være her. "Connasse! Har du virkelig stadig ondt af dig selv?! Tror du jeg ville forlade Frankrig bare for at følge efter en salope som dig?!" Hun bandede løs på fransk imens hun knyttede sine hænder.

Ez lo en is koldt perlelatter imens hun satte sig let på hug, og lignede faktis en røvdyr på jagt, og svarede med en sukkersød men dog is koldt, "Det samme du bildte dig ind da du stod med tungen, nede i min forlovedes hals"Hun spandt det nærmest ud, Hun var slet ikke bange for at flå Jez fra hinanden, hun huskede skam frankrig ganske godt, i 200 år fandt hun sig i ting fra den tøs af, hun skulle ikke komme her, og behandle hende på samme måde eller andre, Dog blev hun bare siddende på sin plads på gyngestativet, og studerede jez med øjnende, et let bytte efter hendes smag, når hun bare lod hende brase ind i sig sådan, Hvis hun havde haft en hale, ville den helt sikkert vifte fra side til side, næsten som en trussel, men hendes øjne sagde nok det hele mere end noget andet, et isende smil gled frem på hendes læber, da hun gennemgik, de ting hun ville gøre ved jez i hovedet, en masse smerte og en masse blod sikkert, hun rejste sig atter op, og begyndte at traske frem og tilbage på gyngestativet som en rovdyr på jagt, imens hendes vinger stadig stod truende ud fra hendes ryg, hun lignede ikke en engel lige nu, bare et meget meget farligt dyr, der overvejede hvordan det skulle æde sit bytte, med eller uden hår, Hun spandt svagt, men det var en kold, og advarende spinden, og ikke den milde og blide hun plejede at bruge når hun hyggede sig, for lige nu, ville hun hygge sig på en anden måde end nogen sinde, hun havde aldrig gjordt et levende væsen fortræd, men jez lagde selv op til det, eller hun havde lagt op til det den gang de boede i frankrig,

Jezabel blinkede en enkelt gang, da Ez skiftede stilling. Det var lang tid siden hun havde set noget der nærmede sig Ezekiel lige nu, og hun havde svært ved at se det i øjnene. Men hun tog sig sammen, og nægtede at vise svaghed over for englen. "Hvor er du barnlig. Han ville nok ikke have været fyr og flamme for at komme i bukserne på mig, hvis han havde elsket dig så højt." kurrede hun og spændte i alle sine muskler. Hvis Ez sprang på hende igen, så ville hun brænde hver eneste kønne, sorte fjer af hendes vinger og sende hende lige lukt i helvede.
Jezabel betragtede indgående den smukke skikkelse, der gik frem og tilbage på stativet, som et kattedyr kun med hævn i tankerne. Hun kneb øjnene en smule sammen. "Vil du dræbe mig? Sikke dog en banal hævn." Hun lød udfordrende og vred, men mest af alt fordi hun følte sig forfærdeligt behandlet. Hun havde det faktisk ikke særlig godt, når hun så tilbage på sin fortid. Hun havde været forfærdelig over for Ez, men hun havde slet ikke kunnet modstå det dengang.

Ez skulede bare til det hun sagde, og sukkede så opgivende og lod sine vinger hænge ned langs hendes side, hun kunne godt huske hvordan Jez havde siddet på gyngen, hun var alt andet end glad, nok var hun gal på tøsen, men hun kunne havde forandret sig igennem årende selvom hendes ord tydede på noget andet, så hun fnøs bare, hun vidste skam godt at hendes eks forlovede ikke havde elsket hende så højt, som hun havde håbet, men at han havde været hende utro med en anden havde hun aldrig kunne gætte, stille lod hun sig dale ned på jorden imens hendes vinger stod op i en lige bue, så de ikke afbrød hendes fald til jorden, hun sukkede kort da hun lanede yndefuldt og elegant på sine fødder, og kiggede kort på pigen, og sagde så endelig "Du er ikke det værd, Tiden har sikkert straffet dig for alt det onde du har gjordt mig i de 200 år, jeg vil ikke spilde min tid på en pige, der har ondt af sig selv"stille begyndte hun at gå hen imod lågen igen, imens hun lod sine vinger blive slæbt hen af jorden bag hende, hun magtede ikke til at trække dem ind, da hun var virklig i dårlig humør og ubeskrivelig trist over dette måde med en gammel fjende, og så hun slet ikke ville kunne få sig selv til at skade hende, Nok havde hun være utrolig ond, men det betød ikke at Ez ville svine sit liv til ved at ødelægge jez liv mere, end hun åbentbart selv allerede havde ødelagt det, dog stoppede hun kort op, og kiggede hen på hende, !"Jeg har ondt af piger som dig,"Så rettede hun atter sit blik imod lågen, og fortsatte sin tur der hen, imens hun lod vinden køle hende af,

Selvom Jezabel var rasende på Ez, kunne hun ikke lade være med at være helt betaget af hendes ynde, da hun langsomt dalede ned fra klatrestativet, i en sky af sorte fjer. Men i det samme øjeblik Jess hørte hvad Ezekiel havde at sige om hende nu, blev hun rasende igen. Så rasende at hendes hud næsten begyndte at gløde. Hvad i alverdenen bildte hun sig ind?! Det var i hvert fald ikke hendes skyld, at alt det der var sket - var sket. Det kunne ikke være karma. Lige meget hvor ond og urimelig hun havde været imod Ezekiel, lige meget hvor længe hun havde været det... Så kunne det umuligt være hendes skyld. Men det fik alligevel hendes ansigt til at fortrække sig i en hel urimelig sorg.
Og at Ez bare... gik, gjorde det endnu værre. Som om hun bare havde ondt af hende, så meget at hun ikke engang ville se på hende. Og det var det værste hun overhovedet kunne have gjort. Hendes sorte vinger blev trukket hen af jorden som et slør, imens jord og snavs satte sig imellem fjerene.
Hun var tæt på at bryde ud i gråd, for første gang i mere end hundrede år. Og det var forfærdeligt. Ilden brød frem på hendes hud, og lyste op i den mørke nat.
Jezabel viste slet ikke hvad hun skulle sige, men hun ville ikke have at Ezekiel gik. Hun ville have hende til at forstå. Men hvad i alverdenen skulle hun gøre for at sørge for det? Den her engel var ikke længere en af Guds yndlinge, men bare et prægtigt væsen der gjorde hvad hun havde lyst til.

Ez baskede to gange med sine vinger, så alt snavsen og gruset gled yndefuldt ud af dem, dog rettede hun blikket imod jaz, igen hun lignede virklig en pige der havde brug for et kram, eller en ven, men ez ville ikke spilde sin dyrbare tid på en person der havde givet hende så meget smerte, og sorg som denne pige havde gjordt, dog smertede det hende meget at se hende i den tilstand, så hun sukkede opgivende, "Hvis du lover at være sød, Må du komme med"Sagde hun og fortrød med det samme det hun havde sagt, men hun kunne ikke holde ud at se et andet væsen ked af det, eller så ensom som hun var lige nu, Så hun sukkede opgivende, og stod stille og ventede på jez ville komme hen til hende, Så de kunne forlade legepladsen sammen og finde et sted de kunne sætte sig og snakke om tingende, nok var hun ikke en af guds engle, men hun havde stadig en trængt til at passe på andre væsner, og sine med mennesker, for det betød en del for hende, at vide igennem hendes 1500 år, har hun hjulpet folk, der havde brug for det, da der aldrig var nogen der havde hjulpet hende da hun stod alene, hun gøs svagt ved tanken om de føreste år af hendes liv var forgået på gaden, hun rystede atter på hovedet for at glemme de tanker, som havde gået hende på i så mange år, men hun endeligt havde skuppet fra sig, hun slog kort med sine vinger, så man faktis ville kunne se, hun var et gammel væsen, meget gammel, men aligevel var hun som et barn, med et hjerte af guld, og en sjæl som en gammel kone, hun rettede stille sine blå øjne imod jez, og ventede toldmodigt på hende,

Jezabel nægtede at ligne en lille hundehvalp, da Ezekiel vendte sig om og gav hende lov til at gå med. Men det var svært ikke at smile. Ret svært. Men hvor i alverdenen skulle de hen? Hun lod sine arme falde ned og skyndte sig efter hende, med det mørke hår bølgende efter hende, ikke helt så elegant som englens sorte vinger, men alligevel smukt.
Over tusinde tanker blæste rundt i hendes hoved, men hun kunne slet ikke svare på nogen af dem lige nu. Nu skulle hun bare følge efter Ezekiel, og så ville alle - mange - ting bare blive okay. Ezekiel ville i hvert fald undskylde hende. Måske.
Hun var lige ved at græde igen, da hun mødte englens smukke, blå øjne.

"Få mig ikke til at fortryde jeg er god ved dig,"Sagde Ez Advarende til hende, og lagde så armende om jez liv, og spreng yndefuldt op i luften og slog to gange med sine vinger, efter som hun ikke behøvede mere for at komme højt op, og vente så snuden hjem af, og baskede ganske sjældent med sine vinger, da hun ikke skulle havde for meget fart på nu hvor hun havde en med sig på sin flyve tur, endeligt efter knap 10 min flyvetur, puffede ez jez ind igennem et vindue til hendes lejlighed og kom ind kort efter, og follede sine vinger igen og baskede førest med dem da hun var helt inde igennem vinduet, "Du er forbandet heldig at jeg ikke tabte dig, men du ligner en der mere har brug for en ven, end en fjende"Sagde hun så og skar en grimasse i det hendes vinger forsvandt ind i hendes ryg, og lod hendes hår og øjne få æren til at gøre hende til det smukke og yndefulde vise væsen hun faktis var,

Jezabel kunne ikke lade være med at føle sig en smule krænket over at Ezekiel ligefrem bar hende, for at komme op og flyve. Hun nåede bare ikke at sige fra, for hun kunne ikke tale, i det øjeblik hun hang i luften, i armene på englen. Hvis hun ikke havde taget sig godt og grundigt sammen, havde hun hvinet af fyld, over at blive båret af et par store, sorte vinger. Hun kunne høre dem bruse omkring sig. Hun brugte de ti minutter på at klamre sig fast til engelen, og det virkede som år, før Ezekiel sank en smule i højde og fart. Selvom Jezabel ikke var særlig stolt af det, gispede hun da englen kastede hende igennem et vindue. Hun lavede dog et elegant rullefald og rejste sig hurtigt op, for at kompencere lidt for sin mistede ære.
Jezabel skyndte sig hen med ryggen op af muren, for at dække sin ryg. Selvom hun viste at hun ikke var på fjendeterratorium, skulle hun stadig lige venne sig til at hun ikke var på hjemmebane. Og selvfølgelig at englen rent faktisk ikke var ond imod hende.
Englens øjne, hår og hud glødede næsten, også selvom hendes vinger var forsvundet, og Jezabel kunne næsten ikke tage sig sammen til at fjerne sig fra væggen og vise en smule taknemmelighed over at Ezekiel havde taget hende ind i varmen efter at hun havde været så ond imod hende i så lang tid.

Ez rystede på hovedet af hende da hun så hvordan hun gemte sig op af moren med ryggen, og gik bare ud i køkknet og fandt to colaer, og gik så ind og kastede den ene til hende, "Din stolthed overfor mig røg for længe siden, så du har intet at skamme dig over, slet ikke at du er bange for at flyve"Sagde hun så med et lille drillende smil, og kunne allerede gætte sig til hvordan jez ville forsvar sig selv, dog smed hun sig bare i sofaen, og sukkede i ren fryd i det hun slappede helt af i alle muskler, efter hun havde været girret helt op tidligere, nu kunne hun slet ikke se en grund til hun havde været så hidsig, men da hun kiggede hen på jez, slog det hende med det samme, men hun rystede bare på hovet, nej om hun ville lade sin fortid ødelægge den hun var idag, nok var hun ikke en af guds skabninger, hun troede heller ikke på ham, men hun var ubeskrivelig venlig overfor alt og alle, selv de væsner der var lede imod hende, så rettede hun blikket imod sin flaske cola, og åbnede den og tog en tår, og kiggede så på jez, "Fortæl, hvorfor har du så ondt af dig selv nu?"spurgte hun så bare lige ud, det var meget letter hvis man bare gik talt om det slemme med det samme end vente,

Jezabel fik lyst til at råbe op af Ez da hun rystede på hovedet, men tog sig i det. Hun greb colaen i luften, men ventede med at åbne den. Imens lyttede hun bare til Ez' stemme, og opdagede først hvad hun sagde bagefter. Hun betragtede bare Ez i et stykke tid, inden hun vippede colaen åben med en tommelfingernegl, og førte glasmundingen op til læberne. Den velkendte væsken fik hende til at slappe lidt af. Hun flyttede sig langsomt fra væggen, og satte sig på sofaens armlæn.
Selvom colaen var åben, gik der et stykke tid før hun igen drak af den. Hendes ansigt fortrak sig kort efter hun havde spurgt hvorfor hun havde ondt af sig selv, men så blev det kønne ansigt sig selv igen. Hendes knytnæve blev dog ved med at være knyttet. Hun havde lyst til at give Ezekiel et aftryk af sin nye højhælede lige midt i hendes kønne engleansigt.
Da hun begyndte at tale, gik det meget langsomt. "Hvis jeg havde ondt af mig selv, så ville jeg nok ikke knalde til højre og venstre for at tjene penge, eller være tvunget til at bo i et hul sammen med en psykotisk vampyr der åbenbart har fået et crush på lige mit blod." Hun blinkede langsomt. "Men hvis jeg nogensinde får ondt af mig selv, så skal du nok være den første til at høre det."

Ez rystede på hovet af hende, og drak bare af sin flaske cola, og tænkte over det hun sagde, og fortrød allerede nu dette hun ville sige, "Giv ham fingeren og flyt ind her, vi flytter aligevel i hus snart," Så drak hun atter af sin cola, og kiggede slet ikke på jez lige nu, men kunne virklig fornemme hun var hidsig, hvilket fik hende til at smile meget enda, for hun elskede da at gøre andre sur især når de havde gjordt hendes liv til et helvede for hende i 200 år, men nu var det ikke noget hun ville komme ind på, pigen foran hende havde brug for hjælp det kunne selv hun se, men om hun ville tage imod den hjælp ez ville give hende, vidste hun ike, så hun drak bare atter af sin flaske, og rettede så sine klare blå øjne imod jez igen, imens hun ventede på hendes svar

//Kra svigt, xD

Jezabel blev oprigtigt chokeret over at Ezekiel spurgte om hun ville flytte ind. Hun forstod ikke helt tilbudet, men så vidt hun forstod, flyttede hun alligevel snart ud af lejligheden, og det var vel også fedt nok for hende. Og hvor ville det være fedt at flytte fra Rowan, slippe forat blive låst inde i kælleren sammen med ham hver eneste morgen når hun kom hjem fra job... Men hun kunne ikke. Og det fik et ukontrolabelt hulk til at boble i hendes hals, og true med at komme ud.
"Jeg kan ikke flytte ind her. Sinon, merci." mumlede hun utilpas. Hun tog en distræt slurk af den mørke, boblende væske og undgik Ez' kønne, blå øjne.

"Fortæl mig hvad der er sket de sidste mange år jez, jeg kan hjælpe dig tro det eller ej men jeg kan hjælpe dig, jeg flytter i hus her, om nogle dage sammen med mine to små engle som er ligesom dig, har brug for hjælp, jeg vil give dig den hjælp hvis du bare vælger at tage imod den,"Sukkede ez, og stilte colaen fra sig, og rejste sig op og gik hen og lagde armende om, jez hun var ligeglad med den fortid de havde sammen, jez havde brug for hjælp, og hun ville gøre alt for at hjælpe hende, hvilket hun var ganske god til, så satte hun sig foran jez, og tog hendes ene hånd i sine, og kiggede helt bekymret på hende, så smerten kunne ses i hendes blå øjne, hun brød sig aldrig om nogen der havde det dårligt, aldrig og hun ville gøre alt for at folk havde det godt, selvom hun ikke selv gik så meget op i sin egen lykke, hvilket ikke var nyt for hende på nogen måde

Jezabel viste slet ikke hvad hun skulle sige, og hendes kønne øjne voksede en smule. Hun spredte akavet armene en smule, og kunne slet ikke slappe af i Ezekiels arme. Da det kom til stykket, kunne hun slet ikke huske hvornår hun sidst havde fået et kram, sådan et rigtigt ikke. Ikke bare et perverst klem, der var relateret til hendes job. Og da det gik op for hende hvor mange siden det var, var hun lige ved at græde. Og at det måtte have været hendes søster. Det gjorde ikke sagen bedre. Hun tog sig sammen, slappede af, og lagde forsigtigt armene om Ez.
Da Ez trak sig tilbage, og tog hende i armene, var hendes øjne ikke store, men klemt sammen i et desperat forsøg på ikke at græde. Hun kunne umuligt åbne munden uden at begynde at hulke, så hendes fyldige, røde øjne var presset sammen til en streg. Hun kunne slet ikke forstå at Ez var så venlig ved hende nu.

Ez nussede hende bare stille på armen uden at sige noget, da hun fandt det bedst at holde sin mund lige nu, da hun så hvor hårdt det tog på pigen, at der faktis var end er ville tage sig af hende, det ville også havde været hårdt for hende hvis hun sad i samme båd.. hun sukkede stille og nussede hende bare fraværende op og ned af armen, imens hun gennemgik alle tankerne i hovet til at finde en løsning på hvorfor jez var havnet som hun var, hun sukkede svagt og glæede sig ikke til at finde ud om hun ville blive sit gamle onde jeg der næsten havde knækket ez helt

Selvom Jezabel aldrig ville have indrømmet det, så blev hun faktisk næsten helt glad for Ezekiels omsorg. Alle væsner havde åbenbart brug for omsorg. Rigtig omsorg, fra folk der rent faktisk kendte dig, og syntes om dig.
Gåsehud brød frem på Jezabels blege hud, da Ez' fingre gled ned af hendes overarme. Det var som om hun vågnede af trance, og skubbede sig selv en smule væk fra Ez. Bare en lille smule, imens hun holdte om sin overarm, som om der var gået ild i den. Hun så hurtigt på Ez, som om hun var et rovdyr der var ude efter hende - præcist som om hun var ligesom på legepladsen. Så tog hun sig sammen, og fik til og med et lille bitte smil frem på læberne. "Désolé, jeg ville ikke være grov." mumlede hun. Så vendte hun sit ansigt frem imod Ez igen, og hun så meget oprigtig ud. "Undskyld - undskyld at jeg var så ond og forfærdelig dengang."

"Det er fortid, det kan glemmes, fortæl mig hvad der er galt siden du er bange for at lade mig give dig noget omsorg,"Sagde hun så opgivende, og rejste sig op, og satte sig på en stol lidt væk fra hende, og lænede sig tilbage, og lukkede øjnende i og lyttede efter hendes stemme, alt i alt, så hun meget ældre ud når hun sad sådan med det ene ben over det andet, og med lukket øjne, og et meget alvorligt ansigtsudtryk, ligesom mennekser kunne hun se ældre ud når hun var mest alvorlig, det var da en lille bonus ved hende, men hun kom aldrig til at ligne en mere end de 19 års alderen.. det var så en minus for hende når det kom til sagen, men ikke nået hun gik op i mere,

Jezabel tvivlede meget kraftigt på at det nogensinde kunne glemmes. Hun huskede godt, og kunne tydeligt huske det øjeblik hende og Ezekiels forlovede blev opdaget sammen. Dengang var sådan noget forfærdeligt - at en anden kvinde forførte en mand. Det var anderledes nu, men... nok stadig lige utilgiveligt.
De ravfarvede betragtede indgående englen der fandt en stol og satte sig lidt væk. Hun så pludselig ældre ud, og mere træt. Men stadig... meget ung. Sådan var det vel at være engel. De kørte på en uskyldig charme, og så skulle man vel være ung og smuk. Det var anderledes med dæmoner. De var mere... vilde og begærlige, ikke?
Hun trak vejret langsomt et par gange, men så åbnede hun sig pludseligt. "Jeg blev nød til at flygte fra Frankrig."

"Hvorfor"Spurgte hun bare med det samme og lod en hånd glide trættende hen over hendes pande, hun fattede ikke selv hun gjorde dette, men hun kunne ikke se andre lide, og slet ikke nogen hun kendte, selvom de måske var hendes fjende, og ville kunne slå hende ihjel når personen var kommet nok til sig selv, efter lidt åbnede hun øjnende og lod albuerne hvile imod sine knæ, og hovedet imod sine hænder, imens hun så tænkende ud, hun haede at skulle se ung ud, det kunne man godt se på hende nå man kiggede efter, Hun lignede dog ikke en engel når hun var sur, hviilket jez allerede havde set,

Jezabel viste jo godt at Ezekiel ville spørge før eller senere, men det var stadig svært at svare. Jezabel slog ud med hænderne i en rastløs bevægelse. "Jeg lavede nogle fejl, okay? Jeg ved godt at du måske ikke tror det, men jeg kan også godt være god en gang imellem." Hun trak vejret hurtigt, og gestikulerede med hænderne. Hun ville gerne have at Ez forstod hende, og at hun ikke gav hende skylden for hvad der var sket - selvom det rent faktisk var hendes skyld.
Hun tog en dyb indånding. "Okay, jeg kom ud i noget snavs, og så kidnappede nogen... min søster. Den lille, lyshårede pige - kan du huske hende?" Selvom Jezabel prøvede at spille tough, så var det nemt at høre hvor meget hun holdte af den lille, lyshårede pige, selvom man ikke skulle tro det.