Englen og Dæmonen - Ez.

Ez nikkede blot til det hun havde sagt, og ventede faktis bare på hun fortalte hvad hun havde gjrodt så hun kunne hjælpe hende med at rette op på det, "Jeg kan godt huske hende, hun var sød iforhold til sin søster,"Sagde hun lettet drillende og med et lille smil på læberne, dog tavs hun igen, og tænkte tingende igennem, hvad kunne havde været så slemt at hende søster var blevet kidnappet? hun vidste det ikke men skulle nok hjælpe med at få hende tilbage, for hendes søster var en sød en selvom hun næsten aldrig så hende, når de endeligt sås, var hun et sjovt lille barn ez kunne drille og lege med som hun ville,

Et svagt smil bredte sig over Jezabels læber. "Ja. Hun var en lille engel." hviskede hun kærligt, og så bort fra den syngende ironi. Hendes søster havde slet ikke været engel, men hun havde været en meget høflig og elskelige dæmon. Og hun havde været blændende køn - og derfor turde Jezabel slet ikke at tænke på hvad de gjorde ved hende lige nu. Hun rullede sig næsten sammen til en kugle, førte bare knæene op til hagen.
"Men jeg har ret travlt for tiden. Jeg bliver nød til at arbejde hårdt og hurtigt... Til hendes løsesum, du ved." Hun trak vejret dybt.

Ez sad og tænkte og gik så hen til en skuffe og trak noget op, og satte sig så på en stol foran hende "Hvor meget"Spurgte hun så bare ligeud, imens hun kiggede på hende, hun ville så gerne hjælpe hende med at få hende søster fri hun havde været så sød en lille pige hun brød sig slet ikke om tanek, desuden kunne hun altid betale tilbage med tiden "Du betaler bare tilbage når du kan, så du slipper for at arbejde som du gør, og hvis det er, kan du og din søster arbejde for mig, hvilke er jordets letteste job"Sagde hun så med et smil, imens hun kiggede ventende på hende,

Da Ezekiel rejste sig og gik hen til en skuffe, og ligefrem trak penge ud for at hjælpe hende med hendes suppedas, gled tårerne endelig ud af hendes store øjne. Hun forstod ingenting. Ikke engang selvom Ez var en engel...
Hun viste slet ikke hvad hun skulle sige, og det var absolut ikke hver dag Jezabel Crane var mundlam. "Hvilket arbejde?" spurgte hun langsomt, og en smule mistænksomt.
Der gik et øjeblik og så gled et svagt suk ud imellem hendes læber. "Jeg kan ikke tage imod dine penge. Jeg er måske en forpulet dæmon, men jeg har altså en vis ære."

"Det ved jeg, men hvis du vil din søster hendes bedste vil du bide din ære i dig, og tage imod pengende og få hende ud hurtigst muligt! Så kan du og din søster arbejde for mig, i får logik mad og husly, Det eneste i skal, er at gøre rent efter jer selv, og hjælpe mig med at vælge tøj"Sagde hun med et smil på læberne, og gav hende bare pengende og satte sig så hen i sofaen, hvis det var hendes lille søster, havde hun bidt sin ære i sig, og så få den tilbage med maner, men nu var det bare om jez ville tage imod hendes penge og få sin søster hjem.. det håbede hun faktis for hende at hun ville for hendes søster skulle ikke være alene,

Jezabels øjne voksede sig om muligt endnu større. Det kunne da ikke være at Ezekiel ville betale hende og hendes søster og give dem husly og mad for at gøre rent og vælge tøj. Hun forstod overhovedet ikke englen, men var hendes yderst taknemmelig.
Hun sank en gang, tog pengene og stak dem lynhurtigt i lommen, som om nogen kunne tage dem fra hende hvert øjeblik det skulle være. Hun havde talt dem. I hvert fald hurtigt, ikke helt præcist. Der var vel næsten det hele. Men næsten det hele, var et stort område, når det var så mange penge hun skulle skaffe.
Hun løftede øjnene igen. "Siden du er så hurtig for at hjælpe, så ville du vel ikke have noget imod en lille, hurtig rejse til Frankrig?" Hun anede ikke hvem hun ellers kunne spørge...