En kold vinteraften //Ray//

Tid:21.30
Sted:Bænkende nede ved havnen
Dag: Torsdag
Dato:22/12
Vejr:Koldt og der daler en let sne.
Omgivelser:En masse små båd, få lys og et par bænke. Det lidt forfrosne havvand og sneen, der ligger som en dyne.

Det var en koldt Vinter aften, sneen dalede stille ned og lagde sig som en varm lun dyne på vejene. Der var helt stille, ikke andre lyde ind vandets lette klukken når bølgerne fra havet kom over isen. Der var kun to dage til det var juleaften, så de fleste sad inde med deres familie og hyggede sig, men der var dog få der ikke kunne det.
Asteri sad der på en bænk og betragtede havnen og sneen, hun sad i sin hvide slanke kjole der gik hende til knæene og med bare tær som altid, hun små frøs lidt, men gad ikke rigtigt tage nogen notis af det. Der var så stille på havnen nu, nogle få timer før, havde havnearbejderne været i fuld gang med det ene og det andet og nu, ingen, ikke en eneste person at se, hun nød stilheden, den var så rar, de kolde bløde snefnuk mod hendes kind hun nød det.

Ray kom stille og roligt gående for sig selv han havde tænkt sig at være på havnen for en gangs skyld der var ikke rigtig nogen efter havnearbejderne var taget hjem og alt det da de havde fået fri. Han gik for sig selv med hans jakke som var sort over sig og blå langærmet trøje og sorte bukser og sko igennem sneen gik han og havde ikke nogen og snakke med. Han kom længere hen af havnen og så en skikkelse og smilte roligt og gik hen mod den skikkelse og så det var en person en kvinde måske og han smilte bare "hejsa"sagde ha stille og roligt.

Stilheden som Asteri lige havde siddet og nyt så meget, blev brudt af en nogle lette fodskridt der kom den samme vej som hun sad. Lidt efter hørte hun en rolig og dyb mande stemme."Jamen hej" svarede hun stille med og lidt fraværende, uden at se hvem det var der havde talt til hende. Det var som om at den dalene sne virkede som en form for hypnose på hende, som sange kan virke på små børn.

Han kiggede på hende der sad der og smilte stille og roligt da hun svare ham på hans hejsa eller hvad det var han havde fået sagt til hende "hva så hva kigger man på her ude på havnen"spurgte han stille og roligt og slappede bare stille og roligt af og viste ikke hvad han ellers lige skulle ha sagt der.

Hun sad stadig fraværende g kiggede bare ud i luften, hun så ikke rigtigt på noget, men så alligevel så hun næsten alt. "Meget og så alligevel ikke" Sagde hun med en lidt monoton, fraværende stemme. Asteri sad der og betragtede det store himmelrum, de mange stjerner og især månen. Hun fandt månen fascinerende, der var noget ved den, den virkede så almægtig og når den var der, følte hun sig altid lidt stærkere og mere tryk.