En kold vinteraften

Dato : 5.dec.
Årstid : Vinter.
Dag : lørdag.
Vejr : tørt vejr, en smule blæst og mørkt.
Sted : Ved søen
Tid : 22:03
Omgivelser : en masse træer, vand, sumpgræs ect.

Eolith trak vingerne til sig og gik længere imod søen. Han var ikke i sit bedste humør, og følte sig kun til belastning for sig selv.
han så sig lidt omkring og lyttede til områdets lyde.

Marcus gik langs kanten af breden ud til søen og så sig tænkende omkring, han sukkede svagt og kørte en hånd gennem håret og rystede kort på hovedet. Af en eller anden grund kunne Marcus ikke sove lige for tiden, han tænkte på så meget og havde slet ikke langt mærke til at han ikke var alene ved søen.

Det varede ikke længe før Eolith kunne fornemme hans tilstedeværelse, og han så op og mødte marcuses skikkelse. Han stod lidt og kiggede, og fandt hurtigt frem til, at det var en dæmon han havde at gøre med. Han vidste, at dæmoner og engle aldrig rigtig havde haft det særlig godt sammen, men hvorfor, vidste han ikke.
Han gik forsigtigt nærmere da nysgerrigheden kom før fornuften. Han tænkte ikke længere.
"Godaften" Sagde han med en blid, munter stemme, for ikke at forskrække ham. Marcus så nemlig ikkeud til, at koncentrere sig så meget om sine omgivelser.

Marcus så hurtigt op da han syntes at han hørte nogen tale til ham og fik øje på en anden dreng foran sig
Han lagde hovedet lidt på skrå og fandt ud af det var en engel som stod foran ham og han tænkte lidt igen, " Godaften" sagde Marcus roligt og smilte svagt men kort og bed sig diskret i læben. Marcus havde ikke noget imod engle, de skulle bare ikke irretere ham så meget.

"Er du okay?" Spurgte han, med et opmundrende smil "Du ser lidt nedtrygt ud". Han holdt en lille afstand imellem dem, hvis det nu skulle hænne, at han var voldspsykopat. Det havde han jo til tider oplevet.
"Det er ikke for at trænge mig på" Tilføjede han. Han fandt dæmonen rimelig interessant.

Marcus kunne ikke lade være med at smile svagt og trak lidt på den ene skulder, " det gør du heller ikke, jeg ved skam godt at nolge engle er ret nysgerrige, du er skam ikke den første engel jeg møder, men ja jeg er okay, tænker bare over nogle ting" sagde han med et svagt smil og trak lidt på den ene skulder igen. Marcus studerede englen lidt, og kørte så derefter en hånd gennem håret igen og sukkede lydløst.

"Tak for din forståelse" Sagde han og blev mere rolig "Mit navn er Eolith". Han så på ham med de blå dukkeøjne han nu havde, og ventede på, at han også ville få hans navn at vide.
Han foretrak at kende alles navne fra starten inden han lærte dem at kende eller forsøgte sig noget med dem.

Marcus nikkede og tænkte lidt igen, denne engel var dog lidt anderledes end de andre som Marcus havde mødt, han kunne bare ikke finde ud af hvad det var der var anderledes ved denne engel. " hmm.. Marcus" præsenterede han sig med et svagt smil og tænkte kort igen, Marcus vendte blikket ud på søen og betragtede det mørke vand.

Eolith så at han vendte blikket væk, men blev selv stående og holdt blikket mod hans ansigt. Han tænkte lidt for sig selv.
Han ville spørge ham om klokken, men det var for mange spørgsmål på en gang. Han stod i stedet og betragtede ham i al facinering.

Marcus rystede kort på hovedet og vendte blikket tilbage på Eolith og tænkte kort
"Skal du stå og kigge sådan på mig hele tiden, eller er du gået i koma?" spurgte Marcus med et svagt grin og smilte svagt igen, hvorefter han gav sig til at tænke igen.

Han var lige ved at tro, at han blev sur, indtil han så smilet. "Undskyld. Jeg har bare ikke snakket med en dæmon før... eller stået så tæt på, for den sags skyld" Han smilte lidt og kiggede så lidt væk "Jeg har tendenser til at stirre på folk".
Han så ned i det grumsede vand, der ikke var frosset til is endnu. Han lyttede efter Marcus, hvis han skulle svare.

Marcus smilte svagt og så kort ud på det mørke vand og tænkte kort, " det gør ikke noget, en gang skal jo være den første ikk?" sagde han med et smil og så kort ud på vandet igen, " men måske skal du så lære at stirre på folk i smug" forslog Marcus lidt efter og smilte svagt igen.

"Ja, det er du ikke den første der har sagt" Svarede han, og prøvede at se forsigtigt på ham. Eolith havde godt nok store og meget syrblå øjne, og det var nok derfor folk fandt det skræmmende. Han smilte lidt ved tanken.

Marcus løftede det ene øjenbryn og smilte svagt, "Hmm... øvelse gør mester" sagde han med et skuldertræk og smilte svagt igen, " hvad laver du så herude?" spurgte Marcus nysgerrigt og smilte stadig.

Han tænkte lidt på hvad han skulle svare, men sagde det som det var. "Man kan sige jeg er på jagt" Svarede han hemmelighedfuldt og så fortsat på ham. Han havde nu ikke tænkt sig at afsløre noget endnu, da det bare ville få ham til at smutte sin vej.

Marcus kørte en hånd gennem håret og tænkte kort over hvad han skulle svare ham, "Hmm... hvad er du på jagt efter, der er ikke så meget at jage lige her" sagde Marcus roligt og smilte svagt men kort og så derefter ud på vandet.

"Nej, det vaed jeg godt" Svarede han og så stadig p ham. Han tænkte ikke over om han stirrede eller ej "Jeg er på jagt efter erm.. selskab?"
Han lo lavt og tænkte. "Hvad er klokken nu?".

Marcus smilte svagt og tænkte lidt over Eoliths svar og bed sig diskret i læben, " hvad for noget selskab snakker vi om?" spurgte han nysgerrigt og kørte igen en hånd gennem håret og så derefter kort ned på sit ur, " lidt i elleve, sådan cirka" sagde han og så på Eolith igen

"Tak" svarede han og så afventende på ham. Hvis klokken var lidt i elleve, mått det betyde, at han kunne begynde at holde øjenkontakt snart. "Jeg fandt dig?. Så du er dagens selskab".
Helt uskyldigt foldede han hænderne bag ryggen, og ventede.

Marcus så underne på ham og kløede sig lidt i nakken, " øhm.. okay nu gør du mig lidt forvirret, lad venligst være med at tale sådan, du kunne jo få mig til at gå" sagde Marcus roligt og smilte svagt over det. Han lagde godt mærke til Eoliths bevægelse med hænderne og lagde hovedet lidt på skrå over det.

"Hvad er der galt med min talemåde?" Spurgte han, uden at virke mobset over det. Han syndes ikke selv, at der var noget galt, men hvis det fik ham til at gå, ville han miste ham. Og så ville dagen være spildt. "Undskyld. Du må ikke gå." Sagde han forsigtigt "Jeg går når det er midnat".

Marcus rystede kort på hovedet og trak lidt på den ene skulder, " det er ligemeget, og jeg har heller ikke tænkt mig at gå lige nu" sagde han roligt og satte sig derefter ned på jorden og hev noget græs op, " hvorfor først midnat?" spurgte Marcus nysgerrigt og vendte blikket op på ham igen med et tænkende udtryk.

*Fordi efter midnat, har du ikke lyst til at være i nærheden af mig..*. Han så på ham i nogle sekunders tid, men svarede så: "..Jeg skal i skole".
Han så ham i øjnene uden at blinke og koncentrerede sig. Han havde jo intet ur på sig, og han ville helst ikke spilde et eneste sekund.

Marcus rette lidt på sig og så først tænkende på ham, men smilte så svagt
"Ja, man skal jo passe sin skole, men tror du så ikke at du skulle gå hjem før?" spurgte Marcus nysgerrigt og lod godt mærke til at Eolith stirrede på ham igen, men sagde ikke noget til det, han kunne jo ikke tvinges til ikke at stirre hvis det var noget som han var vant til, Marcus sukkede bare lydløst og rystede kort på hovedet.

"Jeg plejer først at falde i søvn sent" Svarede han og så på ham. Han viste ingen løgn i sine øjne, selvom intet af det han fortalte, var sandt. Han var jo ikke engang sikker på, om han stadig var skrevet op på gymnasiet, eller ej. "Du har vel også en eller anden form for mødepligt i morgen. Har du ikke?".
Stadig så han ham i øjnenene.