Welcome to the other side (Ezekiel)

Tid: 22:24
Vejret: Det er stjerneklart og månen står højt på himlen.
sted: På de græsfyldte bakker.

Stjerne glimtede i den stille og rolige nat, månen lagde sit blide hvide lys over bakkerne med de blomsterfyldte græsplæner. Dette var en smuk fredelig aften, en perfekt aften til par eller enlige sjæle. Men utrolig nok var der ikke rigtig nogen her, her var bare fredeligt. Isabella var nemlig på vej her oppe, for at nemlig at gå på jagt efter enlige sjæle. Det dejlige bløde græs var behageligt under hendes bare fødder, og vinden var dejlig blid. Det var varmt, men heller ikke for varmt. Lige dejlig tilpas. Isabella tænkte nok at hun kunne være heldig at finde nogle her, men der syntes ikke til at være rigtig nogen og Isabella så skuffende omkring. Måne lyset spillede i hendes røde hår og gav den en flot glans. Hendes lyseblå øjne lyste op af månens lys og lyste af indre forførelse og begær. Hun satte sig på en af bakkerne og havde en lårkort havblå kjole på, som viste tydelig hendes former. Men på en meget kvindelig måde og ikke den der luder måde. Isabella fattede ikke dem som gik i total luder tøj, havde de ikke respekt for deres egen krop? Isabella djævlehale kørte frem og tilbage i græsset. Hun havde nu en djævlehale, på grund af at hun havde fundet ud af at den kunne bruges til meget andet end at holde balancen, nemlig som et sexlegetøj. Hun smilte af tanken, fordi hun kom i tanke om Sakrefs datter Zeala, som nemlig havde vist hende dette.. Hun havde ellers netstrømper på, som stoppede først oppe midt på låret. Hun havde en hvid perlehalskede på med en hvid blomst lavet af bjergkrystal. Hun lagde sig helt ned i det bløde græs og lukkede øjnene og åndede dybt ind. Dette var behageligt, for en gangs skyld kunne hun godt lide at være alene. Bare nyde stilheden, men som sagt ville hun slet heller ikke have noget som helst imod at der kom selskab, kvindelig eller mandelig var hun ligeglad med. Hun elskede det mandelige selskab for det maskuline og følelse af beskyttelse, og deres tydelig begær. Mens hun elskede kvinder for der omsorg, og de gav sig tit mere tid til at nyde hinandens kroppe i stedet for at bare skynde sig som mændene. Hun kunne også lide at tit kvinder havde dene mere skjulte begær, som gjorde det endnu mere spændende.

Ez kom stille trøffende hen over en af de mange bakker de var omkring hende, og den dejlige eng hun havde planer om at bruge de næste 7 timer af sin aften/morgen på at være, da hun havde brug for et pusterum fra sit hjem, og fra sit arbejde, dog havde hun lige fået fri så hun var iført den lårkorte nederdel som hendes chef havde givet hende, og en sort t shirts med halv lange ærmer der stoppede lidt under hendes albue, hendes lange blonde hår var sat op i en høj hestehale, så hendes hals og skulder var blottet for omverden, og hendes yndlings halskæde af ægte guld kunne ses, Ez trak lidt op i den taske hun havde over sin skulder da den var ved at falde ned, og det ville ikke være for smart hvis hun fik ødelagt alle sine dyre ting hun havde i den, hvilket tit var sket for hende, men hun var jo også begyndt at miste penge på det sidste da der boede to andre engle under hendes arbejdsløn, og en kat der var vild forkælet, dog tænkte hun ikke så meget over det, da hun havde penge nok, til mindst 1000 år mere, og nu hvor hun stadig havde et arbejde, betød det endnu mindre end før, for hendes samboer skulle nok få sig et job en dag så de kunne være med til at betale huslejen, mad og underholdning osv... Et lille suk gled over de rosa farvede læber, imens Ez rettede sine klare blå øjne imod himlen, og kunne ikke lade vær med at smile over alle de stjerner der var der oppe, de havde altid gjordt hende i godt humør, selv den dag hun var så dum at prøve på at flyve der op for at røre dem.. Det var nok en ting hun aldrig ville gøre igen, for da hun var halvejs, begyndte hun at fryse og kunne knap få vejret, så et eller andet sted, var det hvist, bedst at denne lille engel med blond hår holdte sig til jorden,

Stille satte hun sig ned, og trak sine knæ op til hagen, imens hun bare sad og kiggede smilende på stjernerne, hun elskede sådanne dage, her var så stille, og dejligt alt i sig selv, hun kunne godt havde forstillet sig et par elsker sidde sådan her, og bare nyde hinanden selskab, stille rystede hun på hovedet, da hun følte sig lidt tom indeni, hun ville jo ikke kunne sidde sådan her med en elsker og nyde livet, eller hans selskab, Et lille suk gled over hendes læber, imens hun kort bed sig i underlæben, og rettede blikket frem for sig, Hun havde virklig nogle syret humørsving for tiden, det ville hun med glæde indrømme overfor sig selv, det ene øjeblik kunne hun være glad og det næste ked, *Sådan går det når man har to engle i huset der har ondt af sig selv, *Tænkte hun så og kunne ikke lade vær med at grine lidt over det Selvom de nu ikke var så slemme at være i nærheden af hun nød da også deres selskab når det kom til sagden, og ville meget gerne havde dem til at blive boende hos hende, for de gjorde hendes hverdag meget sjovere end den var for et år siden, hun ville ingengang tænke på hvordan hun havde levet for et år siden, bare stå op hver morgen, for at gå på arbejde komme hjem og glo film og så iseng, dag ud og dag ind, hun rystede let på hovet og gøs svagt, gud hvor var hun glad for den tid var ovre, og hun havde to unge engle hos sin side, selvom hun nu meget gerne ville have en ved sig der var ældre end hende, eller bare på hendes alder, for det var ikke så sjovt at være den ældste hele tiden, det var også skrammende og lagde et pres på hendes skulder hun ikke ville kunne løbe fra, stille lod hun en hånd glide op og ned af hendes arm ikke fordi hun frøs eller noget, nok mest for at føle sig mindre alene end det hun gjorde lige nu..

Isabella lå der og begyndte at spekulere om sit liv. I så forfærdelig mange år har Isabella ikke bestilt andet end at forføre folk. Hun har både forført, kvinder, unge og såvel gamle, konger, prinser, og så mange andre i alle mulige forskellige racer. Hvad har det givet Isabella og de andre for et liv. Jo Isabella har hele sit værelse fyldt med kostbare ting, som er gaver fra alle disse personer. Hun har sørgt for at de aldrig ville komme til at mangle penge. Isabella har også sørgt for at Crasie kan få føde på en lidt mere speciel måde. For de var jo sjæledæmon, men når man har sex med en så er sjælen der mest blottet, og der Tager Isabella kun en mikro del af sjælen. Som ikke gjorde noget ved personerne, det blev bare helet igen efter lang tid. Isabella husker at i al den tid har hun kun forført personer som er på en eller anden måde specielle, selv hvis det var grimme personer. Det havde Isabella intet imod og for den sags skyld heller ikke Crasie. For de elskede langt mere den indre skønhed og ikke den ydre. Men det Isabella virkelig havde søgt efter var den ægte kærlighed. Nu er der godt nok en mulighed som er begyndt at åbne sig, nemlig Camille. Åh camille. Isabella sukkede, hun var ikke til andre af sammen køn, så det ville nok aldrig gå. Nej hun savnede virkelig en som hun kunne elske. Triste tanker kom i hovedet på hende. Jo der var engang Jack. Men han forrådte dem på det groveste, han har blandt andet gjort at hverken Crasie eller nogen af de andre kan få børn. Han rev simpelthen deres livmoder ud, og de har godt nok ar fra det. Men det blev skjult af deres illusioner. Så lugtede Isabella noget, den sødelig og dejlige lugt fra en engel. Hun satte sig stille op og prøvede at se vedkommende og der var hun. Englen havde åbenbart ikke lagt mærke til at Isabella var her. Isabella sad og betragtede hende lidt, hun kunne godt lide engler de var som regel søde. Men nogle af dem hadede også dæmoner og ville næsten dræbe dem for enhver pris. Men hun tog chancen hun havde lyst til selskab, og det så hun også ud til at ville. Isabella rejste sig roligt op og gik med yndefulde skridt imod Englen. Da hun stod få meter der fra sagde hun med en sød stemme, og englen kunne tydelig mærke en aura. En aura af fristelser og forførelse.
"Må jeg sidde sammen med dig? Jeg er begyndt at kede mig derovre, at bare sådan ligge i græsset uden at snakke med nogen"
Isabella smilte med sine knaldrøde læber og hun kørte den ene hånd igennem hendes hår.

Ez sad bare stille og betraktede himlen over sig med et smil på læberne, hun elskede sådanne natter, mere end noget andet, selvom de var nok de mest smertefulde, dog havde hun slet ikke lagt mærke til pigen der var kommet hen imod hende, før hun sagde noget, og ez gav et forskrækket hvin fra sig, det var dog utroligt som alle skræmte hende fra alt, og alle især når folk sneg sig ind på hende, og skræmte livet af hende på den måde, stille rejste hun sig op, og rankede lid op i sin taske så den lå over hendes venstre skulder, og sendte pigen et svagt smil "Jeg var faktis på vej hjem..."Løj hun så med et smil på læberne, hun brød sig bare ikke om den hale pigen havde, ikke, fordi hun havde noget imod dæmoner, men hun magtede bare ikke skændes med en lige nu, eller bruge for meget tid sammen med en, pft hun var ved at blive racist sikkert, hun sukkede svagt, og rystede kort på hovedet med et smil på læberne, og lod så en hånd glide op til hendes hår, og fik pillet sin elestik ud, så hendes blonde hår lå ned langs hendes skulder nu,

Isabella kunne se hvordan ezekiel kiggede på hendes hale, og kunne tydelig se at hun ikke lige frem ikke kunne lide den. Så hun gemte den så bag ryggen. Isabella var mester at se havd folk tænkte, følte og hvilke ønsker vedkommende havde. For dett var påkrævet hvis man skulle forføre enhver. Isabella kunne se at dette nok ville blive en udfordring for englen virkede ikke til at ville have selskab især fra en dæmon. Så nu prøvede hun en anden strategi. Isabella fjernede fuldstændigt den behagelige aura af forførelse, og så havde mere en kold aura. Det fik nok ezekiel til at føle sig alene.
"okay så skal jeg nok efterlade dig helt alene her i denne smukke nat"
Isabella vendte sig roligt om og begyndte at gå lige så stille og roligt væk. Så ezekiel kan nå at fortryde at hun afviste Isabella, og ville kunne nå at kalde hende tilbage.

Ez fik et lille stik indeni efter det hun havde sagt, men nikkede bare, og vente ryggen til, og gik hen til en anden bakke hun kunne sidde på, hun var ikke tyben der lod sig gener at være alene sådan en dejlig nat, hun havde haft mange år til at lære det i, stille fandt hun en blok og en blyantfrem, som hun begyndte at tegne på imens hun nynnede for sig selv, og fandt så sin ipod og tændte den, og satte høretelefonerne i øerne, imens hun tegnede og lyttede til forskellige sange for sig selv, hun havde enligt heller ikke lystil selskab lige nu, så det pigen havde prøvet på virkede ikke helt, da hun var typen der nød stilheden og ensomheden ved at være alene, hun havde jo været alene i 400 år, og hvis hun behøvede selskab kunne hun bare tage hjem til moon og arien, som sikkert sad og hyggesnakkede eller noget, et smil gled over hendes læber imens hun tegnede videre for sig selv,

Desværre nok for ezekiel så har Isabella altid en backup plan, mens hun stod længere væk fulgte hun med øjnene mens ezekiel gik væk. Et smil bredte sig på isabellas læber. Hun gik lige så stille og rolig hen der hvor ezekiel lige havde siddet og kiggede i græsset. Så fandt hun det hun søgte, et lille blond hår lå nu i isabellas hånd. Med den kunne hun lave stærke illusioner med, både føle, lugte, syn, følelser, smerte osv. Isabella stod lidt og tænkte over hvad hun skulle gøre og så fik hun en god idé. Engler plejede altid at hjælpe folk ikke. Så kunne ezekiel høre et ulvehyl skære igennem nattens stilhed, og så hørte hun skrig ikke længere væk. Hvis hun kiggede i den retning hvor skriget kom fra, så hun hvordan dæmonen prøvede at forsvar sig med en kæp imod 5 store ulve. De var ca en halv gang større end normale ulve og Isabella slog en af dem i hovedet, som faldt besvimene om. Men de andre var klar til at springe på hende og hun var helt klart i undertal. Hvis ezekiel kom hen for at dræbe dem ville hun kunne mærke dem som om de var ægte. Dette var selvfølgelig en illusion, men derfor Isabella lod som om hun kæmpede og stadigvæk fik nedlagt en var fordi ezekiel skulle heller ikke se hende for svagelig for så gad hun måske hende ikke.

Ez kunne ikke høre ulvelyden da hun sad og hørte alt for højt musik, og tegnede bare videre, så hun lagde ikke mærke til noget overhovet, stille lod hun en hånd glide igennem sit hår, imens hun kiggede på sin lille tegning hun lige havde lavet, og bladrede så om til en hvid side, og begyndte at tegne igen, imens hun nynnede for sig selv med et smil på læberne, hun havde slet ikke opdagede at dæmonen stod og kæmpede med 5 ulve, og hvis hun havde opdaget det ville hun nok ikke hjælpe da pigen var en dæmon, og burde kunne klare 5 ulve selv, hun rystede lidt på hovet, og begyndte atter at tegne imens hun smilede for sig selv, og forstillede sig moon foran sig, og begyndte at tegne hende, bare som en glad smilende pige der nød livet, hun smilede for sig selv og glæede sig til den dag hun kunne glæde bække de engle hun havde boende hos sig,

Isabella så at det ikke virkede. Nu forstod hun hvorfor ezekiel sad og hørte musik, isabella så vurderende hen på hende hvad så. Så vidste hun det Isabella kunne redde ezekiel, men selvfølgelig først til sidst. Mens ezekiel sad der og tegnede mærkede hun tydeligt hvordan en holdte øje med hende, og som ikke var en god tilstedeværelse en sky gik lige foran månen.. Hvis hun tog hovedet op kunne hun tydelig se gule rovdyrs øjne kigge på hende, som så vurderende på hende om hun var et bytte. Så dukkede flere øjne op længere væk omkring hende, og de begyndte at komme nærmere. Så forsvandt skyen fra månen, og månens lys oplyste tydelige disse væsner. De var som skabt ud af et mareridt, de var omkring de 1,5 meter høje. De havde et ulve lignende krop, men de havde ingen pels, men sort tyk læderhud. De havde små horn i panden og knurrede vredt. Selvom ezekiel havde musik i ørene kunne hun tydelig høre deres knurren. Den ene som virkede til at være lederen nærmerede sig hende på sin store poter med kæmpe skarpe kløer. Ezekiel kunne tydelig fornemme deres sult, hun kunne også fornemme vandet i deres kroppe lige som hos alle andre væsner. Isabella havde sørgt at hun havde lavet illusionerne perfekte. Hvis man rørte dem kunne man mærke deres hårde ru hud, hvis deres hoved var tæt imod en kunne man mærke den varme ånde osv.

Ez kiggede stille op på de monstre der var omkring hende, stille lagde hun sin blok fra sig og puttede den i taske og sukkede opgivende, hun var ikke bange for dem på nogen måde, hun var kun bange for to faktis tre ting, men det behøvede folk ikke vide, så slog hun sine sorte vinger ud, og tog sin taske på skulderen, og roede lidt rundt i den førest til hun fandt en dolk, hun kunne forsvar sig med, hun kunne jo også bare få vandet i deres krop til at stoppe med at løbe rundt, men det gad hun ikke til og det tog for meget på hendes energi så hellere tage en vals med disse væsner, og så flyve op i natten, hvilket hun var god til da hun tit stak af fra en kamp, noget hun havde lært fra sin kampmester som hun kaldte ham, Dog lod hun sit blik glide hen imod dæmonen der havde snakket til hende tidligere, og sendte hende bare et smil der sage hvis det var hende der havde fået disse væsner til at dukke op, ville hun fortryde det, så slog hun to gange med sine store vinger, imens hun fnøs svagt, og fik sit hår sat op i en hestehale så hun var klar til hvad der ventede hende,

Hun så at begyndte at gå væk derfra og virkede slet ikke til at ha opdaget disse væsner. Disse ulve så op hende og så brød skeletvinger med en tynd membran, og så sprang de hurtigt op i luften og fløj med hurtig fart imod ezekiel. Men så begyndte hun mærke en underlig følelse det var som om jo mere de nærmede sig hende jo mere træt blev hun. Det var næsten som om deres øjne bare hev energien ud af hendes vinger. Isabella stod stadigvæk rigtigt det sammen sted og hun sine illusioner påvirke ezekiel som forhåbentligt ville få hende til at dale ned på jorden igen. Hvis så ezekiel begyndte at bruge hendes magi og stoppede deres blod, ville hun se at de reagede på det men ville bare stadigvæk flyve videre. Eller hvis hun tog vandet ud af deres kroppe ville hun bare se at de begyndte at ligne mere levende døde væsner. Ude over at hun mærkede at hun blev trættere så kunne hun mærke udødelighedens kolde greb. Disse væsner var ikke normalt levende væsner, men væsner der hungrede efter liv. Hvis dette ikke virkede så vidste Isabella ikke hvad hun så skulle gøre, men hun ville nok komme på en idé. Jo hun kunned vel altid forvandle sig om til en engel eller sådan noget, det kunne måske virke. Hun måtte vel bare se an om hendes plan lykkes, for Isabella havde sat sit mål at forføre hende, og når Isabella endelig satte sig for noget, så fik hun det.

Hun sukkede svagt da hun begyndte at blive træt, en ubehalig følse selv for hende hun vidste ikke om hun havde energi nok til at få vandet ud af disse væsner, istedet blev hun bare ved med at flyve lige op i luften til hun nåede max zonen, og lod sig dvale ned imod jorden igen, helt slap i den ene vinge, og gispende efter luft, da hun var cirka 10 meter fra jorden, lod hun sine vinge slappe af, og lanede på jorden med et blidt bump, og sukkede udmattet efter vejret, og kiggede op imod væsnerne, og rystede så den følse af ubehag af sig, og lukkede øjnende i, og forstillede sig hun var et bedre sted, måske hende lejlighed eller en strand, et lille smil gled over hendes læber imens hendes vinger lå hen over hende som en slags dyne og beskyttelse, så hun næsten blev et med mørket omkring hende fordi hendes vinger var mørke som natten selv,

Ja Isabella kunne slet ikke se ezekiel med det blotte øje, men lige som ezekiel kan føle hvor vand er, så kan Isabella føle hvor der er nogle bevistheder, så selvom hun var skjult fra isabellas blotte øje virkede det ikke. De ulvelignende væsner dale ned til hende og landte i en rundkreds omkring hende. Isabella nærmerede sig løbende imod ezekiel. Men hun havde gjort sig usynlig for både syn, lugt, høre andre former for fornemmelse. For Isabella vidste endnu ikke hvad for en evne ezekiel havde, og an på evne kan folk blandt andet fornemme forskellige ting. Den store. Begyndte at kredse omkring hende og kom tættere og tættere på, mens man kunne høre den dybe knurren i dens strube. Så med et satte den af fra jorden af og sprang imod ezekiel med fremstrakte skarpe kløer. Hvis kløerne ramte ezekiel ville hun få en illusion af smerte og af et sår. Selvom der ingen ting i virkeligheden var sket. De andre så afventende mens deres leder angreb først.

Ez nåede kun lige at trille væk og løftede så sin hånd, så væsnets vand ville sive stille og roligt ud igennem den hud, og danne sig i en lygge om den hals for at kvæle den, hvilket fik ez til at bande over hun havde brugt sine evner da hun allerede var vildt udmattet efter turen i himlen, så hun kunne ikke holde sine øjne åbne, og faldt bare i søvn med en lille snorkende agtig lyd, dog smilede hun over hele hovedet da hun faldt i søvn og brugte sin vinge som dyne mest for at holde varmen, men også for at dække over hvor hun lå så hvis folk kom for at kigge ville de bare se noget sort der var på jorden, så de bare ville gå forbi hend,

Selvom vandet forsvandt fra dens krop skete der intet med den, den blev bare tyndere og sprang alligevel frem. Isabella løb hurtigt hen, og Ezekiel nåede nok at se blålilla lyn skyde imod ulvene og de blev til aske og forsvandt ud af den blå luft. Isabella så ned på Ezekiel, som var faldet i søvn. Hendes illusioner virkede godt men Isabella var godt nok blive lidt træt, men ikke særlig meget, for det krævede ikke så meget energi at lave illusioner. Isabella bukkede sig ned og lagde en blid hånd på hendes skuldre, og straks forsvandt illusionen af træthed på Ezekiel, og for Ezekiel følte hun det nok, som om Isabella gav hende energi ved hendes berøring. Isabella så med stor venlighed på Ezekiel.
"Halløjsa der igen, der var du godt nok tæt på at blive ædt, det var heldigt at jeg var der"
Sagde hun og så kiggede lige omkring, så det så ud som om hun tjekkede om det hele var sikkert. Isabella havde stadigvæk sin hale halvt skjult bag på ryggen, for hun ville ikke genere Ezekiel, selvom hun bare kunne fjerne den ved hendes illusioner.

Ez gabte dovent da hun satte sig op og kiggede sig omkring, hun var enligt ligeglad med om pigen havde reddet hende eller ej, for hun havde ikke bedt om hjælp på nogen måde, og det slog hende med det samme i det hun vågnede de væsner kunne ikke være andet end en illusion, da de slet fandtes i virkeligheden, stille begyndte hun at gumle på sin underlæbe i det hun rejste sig op, og kiggede sig omkring, for at finde løsningen på de væsner havde været der, dog smilede hun da hun ikke så noget vand på jorden som hun havde fået ud af væsnets krop, stille lukkede hun øjnende i, og lod sin evne tage over og ledt over alt omkring dem for at finde tegn på hvad der havde været der om det stadig var der, dog smilede hun da hun ikke kunne opfange noget af væsnernes kropsvæske, og vidste med det samme de ikke havde været virklige, så rettede hun sin øjne imod pigen "Det var dig, var det ikke, Sig sandheden"Sagde hun så strengt og kiggede med et gennemborende blik på pigen, var der en ting hun var god til var det At afsløre folk hvis de løj for hende, selv hvor gode de var til det, da hun mundaflæste dem og deres krops,

Men i stedet for at bukke under for hendes strenge stirren lagde Isabella armene over kors, og havde et morende blik i øjnene og et stort smil.
"Du ved vel godt at det klæder dig at være streng"
Sagde hun og svarede ikke på hendes spørgsmål. Isabella havde jo ingen anelse om hendes evn,e så hun kunne jo ikke ha lavet noget, der kunne ha lignet at Ezekiel havde taget væsken ud af deres kroppe. Isabella var ikke så god til det der med illusioner, som Crasie var. Isabella plejede heller ikke at gennemtænke tingene som Crasie. F.eks kunne hun stadigvæk ha lavet en illusion at det som Ezekiel havde husket der var sket, var der stadigvæk illusion af. Isabella så vurderende på hende, og det var tydeligt at hun så Ezekiel som en udfordring, om det var kamp eller andet var ikke til at se, men et eller andet i hvert fald var det. Isabella var begyndt at miste hendes lyst til forførelse, og det gjorde så at hun kunne begynde at mærke den kære Crasie dybt inde i deres bevisthed, var ved at vågne. Crasie ville sikkert ikke blive særlig glad for at Isabella har bragt dem i en måske farlig situation. For engler kunne til tider være rime hævngerrige og drabelige.

Hun Svarede ikke så bare hidsigt på pigen, og slog så tog gange med sine vinger og forsvandt op i luften, og fandt sig en bakke en del væk fra pigen, og lanede yndefuldt igen, og satte sig ned, og gav sig atter til at tegne, et billede af pigen nu så hun ville huske hende resten af livet, for hun brød sig ikke om sådan noget her, dog ville hun aldrig kunne finde på at gøre hende noget, hun rystede svagt på hovedet, og tegnede bare imens hun tænkte ved sig selv, og stressede ikke af, eftersom hun ikke stolede på pigen der stod en del bakker væk fra hende, stille kiggede hun op fra sin blok, og op på himlen imens hun tænkte for sig selv, hun sukkede svagt og slog med sine vinger en sidste gang før de forsvandt ind i ryggen på hende, som også tog på hendes kræfter, det var enligt trættende at være hende, hun kunne godt bruge sin evne til sjove små formål uden at blive træt, men når hun skulle bruge dem til at klare andre væsner gjorde det hende træt, og dårlig til mode,

Så var det tid til plan B, da Ezekiel fløj væk. For Ezekiels øjne så hun at dæmonen gik helt væk. Efter nok 20 min tid, så kunne man høre en stille rytmisk lyd af vinger. Længere væk landede en engel. Hun havde et par tætsiddende cowboy bukser på, og så en sort t-shirt på. På ryggen havde hun en guitar og hun tog den frem og lagde den på jorden foran hende. Hun havde lyst hår og sådan et blidt ansigt. Hendes vinger var sorte med et rødligt skær. Månen skinnede og det hele var fredeligt. Den nyankommende engel virkede ikke til at ha lagt mærke til Ezekiels tilstedeværelse, og hun satte sig ned på jorden tog guitaren og begyndte at spille en rolig melodi. Så lød en stemme som passede godt til guitarens musik.
"Flying away, you are flying away in the blue sky.
you are flying with my heart.
come back to me and fly with me"
Det var en sød halv sørgelig sang. Isabella kunne godt synge, men hun lavede illusionen af at stemmen var anderledes, ellers ville Ezekiel måske genkende den. Hun havde jo godt nok ikke en guitar med sig, så hun måtte lave endnu en illusion af musikken.

Ez så op og lagde mærke til den nye engel, og kom lydløst på bene, hun magtede ikke flere engle hun havde nok der hjemme, stille slog hun sine vinger ud igen, og fløj op i luften denne gang for at lande i et træ langt væk fra pigen der lige var dukket op, hun magtede bare ikke andre folk og slet ikke engle lige nu efter det nummer med dæmonen, stille satte hun sig på den tykkeste og bredste gren hun kunne finde, og begyndte at tegne igen, dog fandt hun hurtigt sin ipod frem, og stak høre telefonerne i øerne, imens hun nynnede med på den sang hun havde tændt for, imens hun tegnede stille for sig selv,

Isabella så skuffende hen på Ezekiel. Endnu engang lykkes det ikke, men hvorfor ikke? Ville hun bare være alene? Lige så typisk som Crasie. Crasie vil helst også bare være alene og passe sig selv undtagen hvis det er Camille som kommer på besøg. Så måtte Isabella prøve nogle andre ting. Isabella opholdte sig illusion omkring hendes selv at hun var en engel. Men så lavede hun en illusion af ensomhed, og savn på en andens tilstedeværelse. Det var virkelig kun dem der forstod 100% sig selv, som kunne se igennem disse følelsesillusioner. Men der er kun få i verden der kender sig selv så godt, og det var som regel dem som dyrkede budisme og mediterede meget. Følelser af ensomhed og savn på selskab lagde sig som et koldt tæppe omkring Ezekiel.

Ez kiggede lidt op da hun pluseligt følte sig helt alene, men stille rystede hun bare fornemmelsen af sig, hun var vandtil at være alene, så dette ville ikke påvirke hende, og hvis hun ønskede selskab vidste hun hun havde to engle der hjemme der kunne underholde hende, stille blev hun ved med at tegne for sig selv, hun ¨ønskede faktis at være alene lige nu, så der var intet der kunne påvirke hende til at hænge ud med noget andet, selvom det altid kunne være sjovt, men hun gad det bare ikke idag, og slet ikke med en anden engel eller dæmon for den sags skyld, hun sukkede let og tog så sin musik ud af øerne, og fandt en pose slik i taske hun gav sig til at åbne og spise af, imens hun smilede for sig selv, og nød nattes mørke og stilhed, Dog savnede hun lidt de to engle hjemme i sin lejlighed måske skulle hun bare tage hjem til dem så de kunne underholde hende, og få hende til at tænke på andet en sig selv, hvilket de var gode til da de havde meget ondt af sig selv, men hun syns selv de var begyndt at blive meget mere åbne, og mere livlige, hun smilede svagt for sig selv ved tanken om at høre deres latter igen, det gjorde hende så varm indeni at hun kunne hjælpe andre ud af deres smerte og lidelse, selvom det måske kunne koste hende hendes tolmodighed, men det var det hele værd især når de grinede..
hun sukkede svagt med et smil på læberne, og kiggede så på månen, og var enligt glad for sig liv lige nu..

Okay Isabella gav op nu og gav efter de nye følelse, for måske kunne hun gøre nye ting men det ville helt sikkert ikke hjælpe. Da Isabella øjnene øjnene igen var de neonlilla, og nu var det Crasie, som var her. Illusionerne blev brudt. Hun kiggede undrende omkring, hun kunne ikke huske hvad Isabella havde lavet mens hun var væk, men minderne ville komme snart. Hun kunne fornemme en engel i nærheden og fik straks lokaliseret englen. Men englen virkede til at passe sig selv og det ville også være det bedste. For Crasie havde dog mødt engler før, men kunne ikke så godt lide deres tilstedeværelse, for flere af dem var ikke lige frem venligsindet imod dæmoner. Crasie kiggede omkring og så straks at hun var på den lykkelige eng. Det var en flot himmel og så begyndte Crasie at huske alt det som Isabella har lavet i forsøg på at få fat i englen. Crasie kunne ikke lade vær med at trække på smilebåndet af det. Hendes neonlilla øjne lyste under hætten mens hun kiggede omkring. Hendes ansigt var henlagt i mørke pga hendes sorte hættetrøje. Så havde hun ellers sort tøj på og i hånden havde hun en gammeldags tynd sort stok. Den lignede sådan en som gamle og magtfulde mænd gik med i gamle dage. Crasie satte sig ned og lod blikket glide op på himlen. Crasie elskede freden, dog savnede hun Camille. Men lige nu var hun glad og tilfreds, godt nok var hun lidt sulten men det var også det.