den gamle Eg - Asteri

Tid: klokken 14.45

Sted:
Den forfriskende kolde vind, er begyndt at komme ind gennem skoven, og skovens lyde er begyndt at sprede sig. den fredfulde stemning, ville kunne få næsten alle, til at glemme verden udenfor skovens grænser. ved den gamle store eg, hvor de store grene dækker over de mindre træ´er, og hvor græsset ikke kunne blive mere grønt, ligger der en sort elver og tænker.. han er langt væk i hans tanker, for en gangs skyld, ligger han ikke mærke til verden, omkring ham, han kigger op på himlen, og lukker der efter hans øjne. hans tanker ham ham langt tilbage til hans søster, han finder normalt ikke fred i ham selv, men denne gang blandt naturen, føler han sig lidt mere hjemme, han overvejer at ligge op af den store eg, til verdens undergang, men han glemmer stadig ikke, at han skal finde Andila, op af hans gammel jakkesæt, finder han den lille bog, som han har haft med sig, siden han forlod hans gamle hjem, nu er der ikke langt igen tænker han, så kan vel godt ligge her i 5 minutter..

Det store gamle egetræ ude i skoven, var nærmest skovens hjerte. Egen var der hvor man altid kunne føle sig tryk. Egen havde altid været der, det var de andre træers moder,det var det træ dyr og andre væsener nogle gange gik hen til, for at finde visdom.
En af de væsener der især var ved træet, var elveren Asteri. Asteri havde søgt hen til det træ, efter hendes familie og 'far' slog hånden af hende. Hun havde ikke andre steder at gå hen og da hun så ofte var gået herud, når hun var blevet sårret, var det, det første sted hun kom i tanke om.
Asteri lå højt oppe i træet og betragtede himmelen, hun lå på den tykke gren, hun altid plegede at ligge på, når hun ville sove, eller bare være lidt alene. Hun satte sig op i skrædderstilling og begyndte nu, at kigge rundt. Da hun kiggede ned, så hun en ligge nede ved træets fod, personen lavede ikke rigtigt noget, men hun sad nu alligevel, nysgerrigt og betragtede den.

Lecter bliver ved med at ligge i hans egne tanker, mens han læser i hans dagbog, en fugl på himlen, fanger hans opmærksomhed, han rejser sig op, og ligger hans lille bog tilbage, i hans lomme, han overvejer at få sig noget at spise, men han kommer i tanke om at han havde låvet, Andila at stoppe, suk tænker Lecter, hvor kan han være henne, jeg har snart ledt over hele byen, og det meste af skoven, men stadig ikke fået et spor, Lecter hørelse og fanger en masse ting, i den dejligt lyd fyldte skov. han kigger sig omkring, og kommer igen til at tænke på hans søster, han får en kvalmene følelse, han ligger sig, ned ved træet igen, og prøver at slå hans tanker ud af hoved.

Hun så ned på personen, der begyndte, at kigge op, hun troede først at det var hende personen så på, men du viste sig, at være en fugl. Hvem end den person var, så den ikke ud til at have det specielt godt. Asteri blev nu lidt nysgerrig, for personen så ikke ligefrem ud til, at hører til her. Hun så at personen, havde en lille bog, hvilket nu gjorde hende endnu mere nysgerrig. Asteri begyndte helt stille og næsten lydløst at kravle lidt tættere på, hun ville bare se personen lidt an, tættere på. Men på vej ned, rev hun sig på det store egetræ og fik en rift i den ene håndflade. Blodet begyndte, at pible ud i helt små dråber, en faldt ned på jorden og brød nærmest de ellers så naturlige og fredfyldte lyde. Asteri bed tænderne sammen i smerte og bekymring, hun måtte ikke blive opdaget, det ville være flovt.Da hun sad i træet rev hun stille, en lille luns, af hendes kjole af og forbandt hendes hånd med det. Man kunne se det fine hvide stof fra hendes kjole, få den rødlige farve fra hendes blod. Lidt efter begundte der også, at komme en sagte lugt af hendes blod.

Lecter var dybt i tankerene om hans søsters pinsler.. men så begynder han at lugte blod, han laver en trækning på hans mundvig, han kunne lufte det var tæt på, han rejste sig op, fra hans behagelige plads under træet, og kigger med det samme op, da han kan fornemme det er hvor blodet kommer fra, han kigger op i træet, og med hans gode syn, tog det ikke så lang tid at få øje på den lille pige, ikke mere end de 17-18, Lecter studere hende lidt mere, og da han opdager det rødlige stof, som hun har om hånden, smiler han lidt til sig selv, han bliv lidt mere rolig, og begyndte så at tale, "Undskyld jeg forstyre frue, men vil de behage mig, med den ære, af at kende deres navn?" Lecter træder et skridt tilbage, og så meget afvendtene ud.

Asteri fik lidt af et chok, da hun fandt ud af, at personen, der lod til at være en dreng, havde opdaget. Hun rødmede let da han talte til hende, hvorfor skulle hun også være så pokkers nysgerrig. Hun sad lidt og overvejede hvad hun skulle svare, hun var ikke helt tryk ved den person,af en eller anden grund. "Hvorfor vil det behage dem at kende mit navn" prøvede hun, at spørger med en rolig stemme, men man kunne godt hører, at der var noget der bekymrede hende. Nu hvor hun var blevet opdaget, kravlede hun ned af træet, det gik hurtigt, da Asteri var meget smidig og vant til, at omgås i træer. Da hun var kommet ned på jorden og stod over for denne person, så hun at det ikke var et menneske, men det måtte være en form for elver, men hun var ikke helt sikker og vidste derfor ikke om det var en god idé. *Det er ikke et menneske, det kan det ikke være! Mennesker ser ikke så godt* Tænkte hun lidt for sig selv, i sin forvirring over hvad denne person kunne være for en.

Lecter bliv næsten helt usikker på hendes menneskelighed, da han så hende kravle ned fra træet, han smilte lidt da hun var kommet ned, da han kunne se at hun var lidt bekymret, "det ville være en ære, at kende deres navn frue, da de er i sandhed er smuk, elegant og interessant" siger lecter og kigger op på hende men prøver at ungå direkte øjenkontakt, det er jo en dame han snakker med. han ligge hans bog i hans inder lomme, og venter igen, på damens svar..

Alle de venlige ord, der blev sagt til Asteri, fik hende til at rødme let. Hun lagde dog mærke til, at han ikke ville have øjenkontakt, med hende. Hun valgte nu at svare ham, det kunne der vel ikke ske noget ved, kunne der. "Mit navn er Asteri og hvad er dit navn således min herre?" Sagde hun endelig efter et stykke tid. Hun lagde hovedet lidt på skrå og sendte ham et lidt nysgerrigt smil, for hun vidste godt han ikke var menneske nu, han snakkede anderledes, virkede på en måde meget mere livsklog. Han havde også de lidt mere spidse ører, end menneskene.
Asteris hår hang ned over den ene skulder, så da hun havde hovedet på skrå, kunne med se hendes slanke hals og hendes lidt spidse øre. Hendes hånd blødte stadig, men hun havde faktisk glemt alt om den, måske var det fordi hendes nysgerrighed havde fået taget over, for smerten, eller måske havde hun så meget andet at tænke på.

Lecter var nu sikker hun var elver, men ikke en som ham selv, han bliv mere interesseret.
han prøvede stadig at ungå hendes blik, da hun jo var en frue.
"Jeg selv er Lecter frue"
han smilte til hende, da hun virkede flink, i fårhold til de andre elver frue, som han kendte.
"Kan jeg selv få tilladelse, til at spørge om fruen har brug for noget?"
han prøvede et kort øjeblik at ligge hovedet på skrå som hende, men han syntes ikke det var respekt fuldt i hendes nærværd, så han holdt hurtigt op igen.
Han smilede igen til hende, da hun enelig så ret godt ud.

Asteri lagde meget mærke, at han virkede meget beskeden og underlegen overfor hende. Hun forstod det ikke helt, for folk havde aldrig opført sig sådan overfor hende hvilket gjorde hende lidt nervøs. "Nej min kære Herre, men en ting har jeg på hjertet...Hvorfor opfører du dig så ydmyg?" spurgte hun ham lidt nysgerrigt, men også lidt genert. Asteri der mest havde levet for sig selv, var vant til, at folk fandt hende lidt sær nogle gange, men ham her, var anderledes, han virkede så ydmyg,hun kunne bare ikke forstå det.
Asteri satte sig stille og let som en leg ned på jorden i skrædderstilling, hun kiggede på ham, lige ind i øjnene, han skulle forstå, at det var okay at have øjenkontakt med hende. Hun sendte ham endnu et smil, der måtte være en måde at få ham til at føle sig mere fri på.
Asteri havde det måske sådan, med at være fri, da hun selv havde levet mellem træer og dyr jo, hvilket gjorde at hun var vant til, at der ikke rigtigt var nogle regler omkring hende.

Lecter smilte da hun spurgte om det
"jeg selv, er opdraget til at vise respekt, og bevare mine manere, frue"
Lecter følte sig interesseret, af hendes væsen, hun var mere fri modig,
end resten af de væsner han havde oplevet, siden han forlod sit samfund.
da hun hoppede ned i skrædderstilling fangede han hendes blik,
han nåde lige at se hendes smil, før han kiggede væk igen.
"beklare frue, det var ikke mit formål at kigge på dem direkte"
han var lidt skuffet, han plejede ellers at kunne ungå
kvinder i dette samfunds blikke, men han kunne kun håbe,
at hun ikke følte sig fornærmet..
"har jeg besvaret deres spørgsmål frue ?"

Hun forstod ham slet ikke, da hun endelig havde fået kigget ham i øjnene, kiggede han bare væk, hvilket sårrede hende lidt, normalt havde folk jo øjenkontakt med hende når de talte. "Jeg forstår ikke, må du ikke se mig i øjnene, dine øjne ser ellers så fine ud" sagde hun lidt sårret, men prøvede sig nu alligevel med et smil. Asteri syntes, at denne Lecter virkede meget højtidlig og det kunne hun ikke helt rette sig ind i, da hun jo var opvokset i naturen, det var ligesom ,når hun gik i byer, kiggede folk underligt på hende, måske var hun bare anderledes, måske fejlede hun noget, da hendes mors mand, havde smidt hende væk. Asteri kunne aldrig glemme den dag, hun var kommet hjem syngene og glad en skinende vinterdag, hvor hun havde hørt hendes mor og den mand skændes om hende, hun havde hørt ham sige, at hun ikke tilhørte nogle og hun var en vanære for alt. Hun havde også hørt ham sige til moderen om hvordan hun kunne havde et forhold, til den forkerte side af racen. Asteri havde aldrig helt forstået det, med den forkerte side af racen. Asteri rystede let på hovedet, så hårende nærmest dansede rundt om hende, da hun ville have disse tanker væk.

han kiggede underligt på hende da hun spurgte om han ikke måtte se hende i øjnene
men da han forstod hendes tonefald, kiggede han hende i øjnene og sagde
"beklare frue, jeg ville bare ikke fornærme dem, jeg er bekendt med at man ikke kigger pæne frue i øjnene, da man ikke vil få fruen, til at tro at man er ikke viser hende respekt"
han smilte igen.. hun minde ham nu mere om den lille pige i hans landsby, som altid var lege syg, han kan ikke huske så meget om hende, men han kunne huske at hendes familie var af dårlig stand, så hun havde svært ved at klare jagten, så kan huske han hjalp hende, indtil hans moder forbyd det, han mener at pige døde et par uger sener, men han kan ikke huske det, denne piges energi var næsten lige så stort..
han smilte igen
"kan jeg få æren af at spørge, hvordan det går frøkenen?"

Asteri forstod nu endelig hvorfor han ikke havde kigget hende i øjnene, det var faktisk fordi han havde været venlig. " Du kan altid kigge mig i øjnene lige meget hvad" Sagde hun mildt til ham, da hun kunne se på ham, at der var noget over det han sagde med, at han var bekendt med det. Hun så hans ansigt se så alvorligt ud og hans øjne så ud til at have været igennem en forfærdelig ting, der var så meget sorg i dem. Som ordsproget lød, øjnene er sjælens spejl.
"Selvfølgelig kan de det min herre og det går udmærket tak" svarede hun høfligt, til ham selvom noget af det måske ikke var helt sandt. Normalt blev hun ikke spurgt om sådan noget og hvis, var hun ikke altid lige åben overfor folk, men det var som om, at hun kunne tale med ham, hun følte sig af en eller anden grund tryk.
"Kan jeg også få dennes ære af at spørge om hvordan det går dem?" Spurgte hun lidt forsigtigt og sendte et lille smil. Mens Asteri sad nede på jorden og talte med ham, begyndte hun stille med smidige fingre at flette en lille tot, af hendes hår.

" jeg er behaget over at jeg må kigge dem i øjnene"
han var oplært som jæger i hans samfund, så han kunne godt se at hun løj lidt, om hendes humør.
men han havde ikke lyst til at spørger indtil det, da han ville udvise respekt for hendes privat liv.
da hun spurgte, om hun måtte spørge ham hvordan, han havde det, kunne han ikke lade vær med at smile over hele hoved,
"de skal skam ikke spørge om tilladelse frue, men jeg selv har det.. "
han stoppede han værken måtte eller ville lyve, så han forsatte
"Det går bedre i deres sammenvær frue"
han smilte, denne fordi han rent faktisk syntes om hendes selskab,
han kunne ikke forklare det, hun var interessant, men hun var også betryggende.

Asteri blev lidt flov over alle de ting han sagde til hende, han virkede så venlig og berolignede og de ting han sagde og den måde han sagde det på, det virkede alt sammen så venligt. "Sikke charmerende de kan være herre" Sagde hun lidt små leende med en let klukkende latter, der lød som en kilde, hendes hår dansede let på hendes hoved. Hun kiggede lidt nærmere på ham og så. så den noget anderledes hudfarve han havde, i starten havde han set helt normal og menneskelig ud, men jo mere hun studerede ham, jo mere undrede hun sig over hvem han dog kunne være.
"Jeg er glad for at høre at mit selskab behager dem, men kan jeg få lov at spørge hvad der ellers kunne være galt?" spurgte hun nu endelig, da hun havde regnet ud, at der måtte være noget galt. Asteri havde aldrig helt holdt spørgsmål tilbage, selvom hun inderst ind godt vidste, at det ikke var okay at spørge. Måske havde hun bare aldrig helt været god til det, med mennesker, måske f´var det forældrenes skyld, da de bare sådan havde forladt hende alene i verden, alt for tidligt.

"jeg er ikke chamerende frue, de gør det bare nemt, at finde noget at lykønske"
han holdt en lille pause

"vil fruen have noget mod jeg selv, gør mig lidt mere tilpas med mit udseende"
han var ikke helt sikker på om hun forstod ham. men tænkte hun sikkert ville spørge hvis der var noget hun ikke forstod.

han overvejet hendes andet spørgmål og svaret så
"jeg er ikke normalt i selskab med kvinder som behandler mig, som de gør, og det er hyggeligt, men jeg er usikker på om jeg kommer til at fornærme dem"

han ville helt ikke fornærme hende, udover hun var kvinde, så havde hun været behagelig at snakke med.

Hun kunne ikke lade være at smile, da han påstod, at han ikke var spor charmerende. Asteri havde det som om, at denne Lecter var vant til, at det var kvinderne der var de dominerende mens, mændene bare gjorde hvad de sagde. Asteri fandt det sært, da hun aldrig havde set eller hørt om det før. Hun undrede sig faktisk endnu mere da han talte om at ændre sit udseende, så det passede ham bedre. "Jo, selvfølgelig har jeg ikke noget imod det" Sagde hun lidt undrende men stadig meget roligt. Asteri kiggede ham stadig i øjnene og da hun så, at begyndte at ændre sig, lagde hun hovedet på skrå og studerede ham meget nøje med øjnene. "Hvad er du egentlig for en, hvis jeg kan tillade mig om at spørge Herre" Spurgte Asteri meget nysgerrigt, han var anderledes, men hvem var han og hvorfor var han så anderledes og forlegen.
"Min kære herre de fornærmer mig særdeles ikke, jeg finder deres selskab behageligt og der skal desudent meget til at fornærme mig" Svarede hun ham, hun leede lidt stille og mildt, hun kunne faktisk godt lide hans selskab, det virkede bare så normalt og sådan havde hun ikke haft det længe.

Hans blå øjne begyndte at blive mørkerøde, og hans lange lyse hår, bliv hvidt som sne, og hans hud bliv mørk om natten..
da han var færdig begyndte han at svare på hendes spørgsmål
"de må altid stille spørgsmål frue, jeg selv er i mit eget tunge sprog "Tanaweva", men i deres tunge sprog hedder det sortelver.. eller det er hvad den menneskelige frue Lisa kaldee mig#
han ventede lidt og forsatte så
"for mig selv handler det ikke om de er nem at fornærme, jeg selv skal stadig udvise dem respekt frue"

Den store forvandling Lecter lige havde gjort ved sit udseende skræmte hende lidt til at starte med, hun havde aldrig set en som ham før, ikke med det udseende, men ordet sortelver sagde hende nu noget. " Så de er sortelver..." sagde hun lidt tøvende og tænkte over hvornår hun havde hørt det før. Det lå langt tilbage i hendes hukommelse, men lidt efter lidt begyndte hun at huske det. Dengang hun havde hørt var da hun var kommet hjem en dag efter at have været ude i skoven,igen, faktisk selv samme dag som hun var blevet smidt ud hjemmefra og hendes familie slog hånden af hende. Det var ham hun troede havde været hendes far, der havde talt med en af de vise om sådan en sortelver og om at hendes mor havde haft noget med sådan en. Hun havde også hørt ordet far i den sætning og da hun blev ældre regnede hun lidt efter lidt ud, at denne sortelver måtte være hendes far, hun havde aldrig set ham, eller fået mere at vide, hun vidste bare den ene ting og det var at hendes var, den samme race som denne Lecter måtte være.
"Jamen min kære Lecter, de gør mig så forlegen når de udviser den respekt, når du er ved mig er vi ligemænd" Sagde hun endelig til ham, efter at have været lidt i chok efter, det hun havde fundet ud af.