Nye og Gamle Bekendtskaber [PRIVAT]

Nye og Gamle Bekendtskaber

De klare våde dråber gled ned ned oppe fra det platinhvide hår, der sad som klistret til hans ansigt. De løb ned over kinderne, ned over kæben, hvor de gled lidt ned under hagen, før de faldt som dråber mod jorden. Få fik lov til at løbe hele vejen ned over hagen, ned mod hagen, hvor de løb ned til den bare brystkasse, ned til kroppen som man ikke helt kunne afgøre hvad var, for lidt muskler til at være rigtig muskuløs, men alligevel for mange til at være spinkel. Så snart man så kroppen ville man ikke være i tvivl om at Samuel var en veltrænet gut, trods han ikke lignede nogle supermand, hvilke også ville være upraktisk. Hans klare sølvgrå øjne var rettet mod søen der lå foran ham. Han stod lige før sumpen omkring søen kom, lige før man ville dø hvis man trådte længere ud. Det eneste han bar var et par mørke jeans der ligesom håret sad limet til hans ben da regnen styrtede ned omkring ham. Det stod endnu ikke klart for Samuel hvorfor det blev kaldt en river, når det var en sø, men måske fordi den var så lang? Han anede det ikke, men det betød i det store hele heller ikke noget. Hans brystkasse hævede og sænkede sig i takt med hans dybe, en anelse hurtige vejrtrækninger. Han havde ville afprøve hvor godt det gik med at løbe på to ben, og han måtte konstatere at det for altid ville være lettere hvis han løb på fire, sådan var det bare, det var der ingen der kunne gøre noget ved. Hans hænder gang slapt ned af hans sider, mens de var knyttet, dog ikke i vrede, kun for at gøre et ynkeligt forsøg på at holde varmen, der var ved at forlade hans krop, det var jo i slutningen af september, det var jo ikke ligefrem sommer længere, det var koldt, og hvorfor helvede han ikke befandt sig i sin ulveform nu vidste han ikke. Vel fordi han var dum nok til at tro at der endelig, efter så mange år, endelig ville ske noget der kunne ændre hans liv, men hvorfor skulle der mon det? Der skete jo intet, han mødte et menneske i ny pog næ, men det ændrede aldrig noget, han forlod altid byen for at søge ind i skoven som ulv, som det han nu snart havde været hovedparten af hans liv. Han havde haft lagt sit gamle liv bag sig, om det var noget han selv ville var der ingen tvivl om, men om det havde været det klogeste at gøre herskede der meget tvivl om.
At vide at der sikkert var nogle voksne der ude, som burde være hans forældre, som burde have taget sig mere af ham, eller blot have ladet være med at gøre det de havde gjort i sin tid, fik Samuel til at skubbe sine tanker væk med alt magt, før han satte i gang, rundt om søen mens han skubbede alt hvad der hed tanker væk, om i baghoved, og valgte at tænke på nutiden, hvad der skete omkring ham, nu og her, og ikke hvad der var sket.

Camille åbnede den tunge dør indtil den lille hyggelige café.
Hun var våd af regnvejret, men på ingen måde soaked hvilke var mere held end forstand.
En halv time tidligere havde hun vandret rundt om søen, for at rense hendes tanker og få lidt frisk luft.Desuden skulle hun øve hendes telekinese, så hun havde kastet rundt med diverse ting dernede, og ryddet pænt op efter sig igen, naturligvis.Naturen skulle man passe på.
Så var himmelen på ingen tid blevet urolig, havde skiftet ham og var gået fra grå til en truende sort kulør og Camille havde i al hast tilbage lagt afstanden fra søen til den lille Café, den nærmeste fra søens plasering og i gadens begyndelse.
Hun hang sin cardigan på ryggen af en stol, og forsøgte at bringe orden...eller bare formindse kaos i hendes lange lyse hår, med begge sine hænder.
En tjener dukkede op ved hendes side og ville modtage bestilling .
"Kan du lave en kande the ? Dét ville være skønt " spurgte Camille og glædede sig til noget varmt at drikke, dét var små koldt uden for , og lidt varme tilskud var derfor prisværdigt.
Hun glattede lidt på hendes beigefarvet figursyet kjole og de mørebrune sandaler klikkede hun et par gange mod hinanden ,for at ryste en lille sten af der havde sat sig fast i sålen.
Så tog hun plads ved bordet.

Aragon gik stille og roligt rundt om den alt for store sø, imens han så tænkende udover den, dog forlod han med det samme søen i det regnen begyndte at dale ned fra ovnen,
Han var ikke dum nok endnu til at ville være udenfor når det regnede som det gjorde nu, så han fandt hurtigt vej ned til den lille cafe der lå tættest på, og puffede den store tunge dør op imens han trådte ind i den dejlige varme cafe, et suk gled over hans læber i det han fandt et bor aller bagerst i et hjørne da han ikke ønskede selskab fra nogen side af, Han var stadig en del små forvirret selvom han havde mødt en masse dejlige mennesker på de seneste par dage,
ville han jo stadig finde bunds i hvem han var, og hvor han enligt stammede fra, han fik et lille chok da en tjener dukkede op ved hans bord og spurgte hvad han ville ha,
"Bare en kop kaffe,"Mumlede han toneløst, imens han kastede et blik rundt i lokalet, det var enligt et hyggeligt sted at være, hvis man havde en ved sin side når det kom til den sag, han rystede kort på hovedet og tog sin halv våde jakke af og hængte over sin stols ryglæn, han var iført et par sorte løse Cowboy bukser, og en sort tanktop, der sad lidt løst men stadig stramt nok ind til hans veltrænte overkrop, han trænede skam en del når det kom til stykket, men ikke nok til han lignede en pimper endnu..
Stille lod han atter sit blik glide rund ti lokalet imens hans ene hånd skød igennem hans hår, og lod så sit hoved hvile imod sin anden hånd, imens han rettede blikket ned i boret foran sig,

Samuels blik gled rundt mens han betragtede omgivelserne. Til sidst faldt hans blik mod en mindre cafee der var gemt lidt væk bag nogle træer. Det lignede lidt en skovhytte med lys i vinduerne og en fin trædør der sikkert førte ind til selve cafeen. Han rynkede let på bryne, før han gik lidt væk fra søen, mod cafeen, dog stoppede han op før han kom helt hen til cafeen. Han følte ikke rigtigt at han kunne trampe ind i den mundering, intet tøj ud over det på underkroppen, og uden sko, men han fandt en måde at komme ind via et vindue hvor han så en af tjernerne stå i en hvid anonym skjorte. Det tog ham ikke lang tid at afkode skjorten, Til han havde et eksemplar i hænderne. Det var en yderst effektiv evne når det endelig kom til stykket. Så snart skjorten var på klæbede den til hans overkrop da den var våd, men han ignorere det og satte kurs mod døren, som virkede overraskende tung. Han fik den skubbet op, og gik ind i rummet, hyggeligt, svagt oplyst, med mørke træborde der stod ved vinduerne og lidt rundt omkring i rummet. Efter et blik rundt i lokalet faldt hans blik på en fyr der sad og gloede ned i bordet. Samuels blik lå lidt tid fyren som virkede bekendt, dog da han så en helt anden person der syntes at virke meget mere interresant nu. Han satte kursen mod Camille, og lage sine fugtige hænder på hendes øjne. Et let smil på hans læber mens han mærkede varmen strømmede ud fra hendes krop. 

OOC: Beklager hvis det et lidt underligt emne ;)

Camille sat og tappede lidt på bordet med hænderne, mon ikke theen snart var klar?
Hun kiggede lidt på den unge fyr der var kommet ind, det så ud til regnen rigtig slog sig løs nu, han var meget våd.Hun havde været heldig bare at være ude i den spæde start.
Hendes tanker vandrede...
Hun havde bedt om mandel the, hun elskede den og den mindede hende om jul.
Hun sukkede, de sidste 3 juleaftener havde hun bare siddet alene, eller gået frivilligt på arbejde , måske denne jul om 3 måneder ville udfolde sig anderledes? det ville være dejligt.
Hendes tanker blev brat afbrudt da fugtige og lidt kølige hænder pludselig lage sig over hendes øjne.Hun havde ingen ide om hvem de tilhørte, og derfor gav hendes krop et lille forskrækket gip , da synes blev blændet.
Camilles egne hænder fandt hurtigt derop , for at fjerne dem...hun drejede hovedet for at få et kig på hvem der havde listet sig ind på hende og med en stemme der emmede af glæde ,udbrød hun " Samuel ! er det dig "
I det samme kom tjeneren den the kande der var bestilt og Camille nåede lige at bede ham om et ekstra krus, inden hendes forbløffet øjne igen faldt på Samuel.

En tjener kom atter hen til aragon og stilte den kop kaffe han havde bedt om "Tak"Mumlede Han bare fraværende og lod sin hænder glide ned og rundt om koppen imens han så lidt fjernt frem for sig, og rettede så sit blik hen imod fyren og pigen, og lagde blot hovedet let på skrå, og rystede så smilende på det, og rettede blikket imod sin kop med kaffe og nippede let til den, imens han lænede sig tilbage i sin stole, og kiggede nu op imod loftet,
Han sukkede kort, da hans næse opfangede mandel the.. det var en god te, han drak den selv om julien, men ikke på andre tidspunkter, julen var for ham, en periode hvor han kunne luske rundt med sne helt op til halsen når han var i ulve form, det var nok noget af det bedste han kendte til,
Et lille suk gled over hans læber imens han rystede smilende på hovedet og glæede sig næsten til sneen ville dale ned over byerne igen. en ting han nok savnede mest når det kom til sagen, så rettede han atter blikket imod sin kop, og to en tår, imens han sad og få lidt fjernt frem for sig, da han ikke kunne lade vær med at spekuler på hvad han mon plejede at lave i julen? han sukkede kort og vente blikket hen imod et vindue og så bare ud, imens han sad i sine egne tanker, og lod så en hånd glide igennem sit våde hår..

Et flabet grin lå på Samuels læber, da kiggede ned på den overrasket Camille. "Ja det håber jeg." Han fandt en stol, og placerede sin våde røv på stolens hårde overflade. Da han var kommet ned at sidde vendte han sig om, og kiggede hen over et par borde, hvor ham fyren han først havde set sad. Han rynkede let bryne og stirrede intenst på ham mens forgæves prøvede at gætte sig frem til hvor fanden han havde mødt manden før. Ansigtet minde ham om noget han havde set før, men han kunne bare ikke huske hvor det havde været henne. Til sidst sukkede han højlydt for sig selv, og vendte sig om, og kiggede mod tjeneren der kom med endnu en kop. "Hvad laver du her?" Han fjernede noget af det stadig dryppende hår fra panden, og børstede det bagud så han havde dejligt slikhår. Det var måske et dumt spørgsmål, men det ville han jo aldrig vide før han endelig fik svar.
Samuel fandt det utroligt varmt inde i cafeen, måske var det bare fordi det havde været så koldt udenfor? Han greb fat i the kanden, og helte te op i deres kopper, hvorefter han tog sin egen og nippede til sin egen. Mens han sad og drak, vendte han igen blikket over mod fyren, eller det var mere en let skæven. Det lignede mest af alt som om drengen havde et problem med et eller andet, han så enorm deprimerende ud. Han vendte sig om mod Camille igen, og smilede kort til hende mens han stillede kruset fra sig på bordet.

Camille smilede op til ham og da hun lod øjnene løbe hen over ham måtte hun sande at han så nærmest uanstændig ud, uanstændigt godt ud i de våde bukser der sad som var de bodypaintet på og den hvide skjorte der ikke bar tydelig præg af at være våd.
"Hmm...sæt dig " sagde hun ,hvilket han gjore.
Hun tog dt krus han havde skænket hende og smagte på den hede the.*Nice*tænkte hun og kiggede på Samuel.
"Hvad jeg laver ? arh...jeg var ved søen, frisk luft og lidt motion du ved ."
Camille huskede at Samuel intet vidste om hendes evner , han havde fået fremtvunget sandheden om hvad hun var, udover at være menneske som hun fortrak at se sig selv som, men ikke om hvad hun kunne...eller nærmere ikke kunne og skaden det ofte forvolte når hun forsøgte.
Hun så han kiggede mod fyren også.
" Han kom lidt før dig...og er her alene, han ser lidt trist ud...skal jeg spørge om han vil herover?" Det var måske dumt, hun inviterede da aldrig nogen sinde fremmede over, og slet ikke fyre, men ...han så ud til at være så...trist.

Aragon lage slet ikke mærke til de begge havde kigget på ham, og drak bare det sidste af hans kaffe og kom så på bene, og trak sin våde jakke på og skar en grimasse. perfekt.
Han sukkede kort over sin våde jakke, og fiskede så nogle mønter op fra lommen og lagde på boret, og roede så atter rundt i den anden lomme, imens han gik hen imod udgangen, og lagde slet ikke mærke til den stol der pluslig var foran ham,
Der lød et lille bump, da han endte med at ryge på gulvet så lang han var, han kom dog hurtigt på bene og sendte stolen et blik der kunne dræbe, som de fleste ville sige, "Dumme stol"Mumlede han for sig selv, og stak så atter sine hænder ned i jakkelommerne, og gik så helt hen til døren og kiggede ud og skar en grimasse. måske skulle han blive lidt længere..
Nej lidt regn skadede aldrig nogen, af det han vidste var ingen døde af det. udover de folk der levede de steder hvor der blev oversvømmet, og dem der gik udenfor i regnvejr når en bil kørte galt.. han gøs kort og trak så hætte op over hovedet, og forlod bare cafen, men gemte sig inden under halvtaget, og fik endeligt fisket sine Cigerrater op af lommen og tog en i munden, imens hans hånd fandt vej ned i hans baglomme og fiskede sin lighter op, han sukkede kort da han havde fået den tændt og puttet lighteren på plads i hans baglomme da han aldrig forlod sit hjem uden, og tog så et hvæs, imens han stod stille og kiggede ud på regnen..

Samuel hørte aldrig hvad Camille sagde, da det pludselig gik op for ham hvor han kendte fyren fra. Aragon som han førhen havde været noget der kunne kaldes venner med. De var venner, men om de havde været bedste venner, eller venner havde altid været venner. han sprang pludselig op da Aragon gik med snotten ned i gulvet. Han kunne ikke lade være med at smile let, før han gik hen mod gutten, mens gutten selv begyndte a finde en cigarret frem. Han kom til sidst helt hen til fyren, og betragtede ham før han kantede sig op af dørkarmen. Han kiggede lidt på Aragons ansigt der lignede det samme han havde kendt før deres veje havde skiltes. "Heeej ..." startede han tøvende ud, ikke sikker på om Aragon kunne huske ham. I modsætning til Aragon lignede Samuel ikke sig selv, jo, sikkert i ansigtet, men da han havde været mindre havde han haft pjusket kort hår, og ikke langt, og blot håret kunne jo ændre en del. Han kiggede hen mod Camille og gav hende et kort smil, og viste to finger som et peace tegn, dog betød det bare at han ville komme tilbage lige om kort tid.
Han vendte derefter blikket tilbage mod Aragon og smilede let med et måske lidt kunstigt venligt smil, men hvad fanden skulle han gøre for at friske fyrens hjerne op så han eventuelt kunne huske ham.

Da fyren væltede over en stol, blev hun helt forskrækket, du gode gud...fandtes der en på jorden der var mere klodset end hun selv ? Dét så dét sørme ud til.
Hun fik helt ondt af ham.Hun fik nu lejlighed til at kaste et tættere blik på ham, ganske flot fyr , hvad mon havde sat dét triste præg over ham.
Han gik og Samuel synes at ville følge efter ham.
Han havde et ...glimt...i sine sølvgrå øjne og Camille håbede ikke der ville blive problemer.
Hun blev pænt siddende, og fik et lille piece tegn fra Samuel, der sikkert betød der ikke var problemer.Så hun ventede blot, omend en anelse nysgerrig.

Aragon rettede kun kort sit blik imod fyren der var kommet ud til ham og gav et lille nik fra sig som hilsen "Yo"Mumlede han så bare med en toneløs undetone imens han bare kiggede atter frem for sig ud i regnen og tog så endnu et hvæs fra sin cigerat, havde kunne dog ikke kende fyren på nogen måde, han virkede ingengang velkendt for ham, perfekt, en der muligvis kendte ham som han ikke kunne huske, mon han skyldte penge? han rystede kort på hovedet ved den tanke og mumlede så bare fraværende "Hvis jeg skyder dig penge, så sig det så betaler jeg" Så tog han endnu et hvæs fra sin Cigerat, imens han rettede sine lyssebrune øjne imod fyren ved hans side, hvor trist,
de eneste han havde mødt end til nu som kendte ham fra før han mistede sin hukommelse var mennesker han skyldte penge så han var tvunget til at betale ellers vankede der, han gøs kort så det sitrede i hans krop og rettede så blikket imod sine sko og tog et sidste hvæs fra sin Cigerat og smed den så ud i en vandpyt så han slap for at jogge på den, og rettede atter blikket imod fyren.

Samuel himlede kort med øjne. "Nej, du skylder mig ikke penge, og hvis du nu en gang gjorde - så kan jeg ikke huske det." Hvorfor skulle Aragon skylde ham penge?! Samuel havde ikke haft nogle stabil økonomi de sidste mange år, så at skulle til at indkassere penge lød underligt i hans øre. "Du har gået i klasse med mig." Forsøgte Samuel sig lidt mere. Det virkede ikke til at knægten havde fattet hvem han var, og han virkede også ligeglad. Samuel viftede noget af røgen væk, før han fik et hosteanfald. "Men ..." En stærk lugt af ulv havde ramt hans næsebord under røgen fra cigaretten, hvilke måtte betyde at denne herre også var en varulv. "Siden hvornår er du blevet ...." Han tøvede kort, og kiggede kort hen mod Camille, før han igen vendte sig mod drengen, for at fuldføre sætningen. " ... varulv?" Nu hvor han havde fået et let snif til ulvedelen syntes den at dominere heler rummet som en tyk røg der ikke virkede til at ville forsvinde på nogle måde igen.

Camille havde fået selvskab .
To yngre mænd, der ville spørge ind til hvilken the hun drak havde taget plads bed hendes bord.
Dét var dog den lammeste replik, ever... tænkte hun imens hun høfligt svarede "Dét bare mandel te ".
Hun ventede på de igen lettede bagdelen , men håbet sank da de begyndte at udspørge hende om favorit farver, mad, musik, tøj, vin og meget andet.Dét viste sig de kom fra et analyse institut, med mindrevde fælt lokkede info om alder,navn og civil stand ud af hende.

Aragon sendte ham et smil og fulgte hans blik hen imod pigen der sad ved boret og hævede så et øjnbryn, og rettede så blikket imod ham igen, og lænede sig op af muren, "Jeg kan ikke huske det, vågnede op på hospitalet med åbentbart permanent hukommelses tab, da jeg intet husker fra før jeg slog hovedet"Sagde han så med en venlig undertone, imens han fik fremkvalt et skævt smil, og rettede så atter blikket imod pigen der havde fået besøg af to mænd, og smilede bare for sig selv, og rettede så blikket ud imod skoven "De må undskylde jeg ikke kan huske dem, min hukommelse har ikke fået det bedre med tiden"Sagde han så endeligt, og rettede så blikket imod ham, og lod en hånd glide igennem hans hår så hætten faldt tilbage, "Din dame er hvist ved at blive irrerteret over dit fravær, for hun er fået besøg af nye unge mænd, jeg vil ikke opholde din tid mere, så du kan vende tilbage, til hvad du nu end skal"Sagde han så med en rolig undertone måske lidt for rolig, men sådan var han nu blevet engang, det var ikke fedt at rende rundt med hukommelses tab og så møde en der kendte en fra den gang man havde en hukommelse, skønt, han sukkede kort, hvor han så trak sin hætte op over hovedet, og fortsatte sin tur ud i regnen og væk fra cafen..

"Det må være efter jeg var taget væk." Mumlede Sam og kiggede tænksomt ud af vinduet. Han trak derefter let på skulderen. Det betød vel ikke så meget om han kunne huske det eller ej, det var egentligt mest en kommentar der skulle slynges ud i luften. Ved Aragons følgende kommentar vendte Samuel sig om, og stønnede derefter. "Hun er ikke min dame, eller hvad du nu kalder hende, vi er bare venner ..." Samuel stod lidt og vippede lidt frem fra det ene til det anden, før Aragon gik, og beslutningen var valgt. Han satte kurs mod Camille og satte sig ved bordet, og tog sin kop. "Jamen goddag D'herre." Han nikkede kort mod dem, før han vendte sig om mod Camille. "Vil du have noget imod jeg lige tager et smut ud? Du kan godt tage med hvis du har lyst." Han rejste sig op men tøvede så. "Kunne du eventuelt betale, har ikke en rød reje på mig lige for tiden."

Camille så at samtalen var slut.
Fyren gik , hvem mon han var siden Sam skulle tale med ham ?Hun blev helt glad da han satte sig og hun kunne godt se de to ændre mænd ved bordet, pludselig så meget forvirret ud.Hun håbede sørme de havde talt sandt, elles gik de fra bordet med en hel del flere informationer end de burde.
Men inden de nåede at tage afsked, benyttede Camille Samuels tilbud om at tage afsted med ham, ikke om hun så fik penge for dét ville hun overlades til de to spørge jørgener .
"Hvis ...du sikker på dét er okay med påhæng ?" Ville hun sikre sig og hun grinede svagt over betalingen, hun havde jo trods alt bestilt kanden ,inden Samuel dukkede op .
Hun vinkede et lille provokerende farvel til de to mænd der sad og stirrede vagtsomt , og ilede op og fik klaret betalingen.
"Lets go " sagde hun og håbede regnen var stilnet af, og ellers ville hun jo nok ikke tage skade af vand.