Hey brother, how's heaven ?

Rafael var ikke en religiøs mand, men da han den foregående nat, hvor han var lidt beruset, fik at vide, at Werclare havde sin egne domkirke, så besluttede han sig med det samme at se kirken, dagen efter
"måske kan jeg få en snak med den højde herre " tænkte han, i hans beruset tilstand.

nu er det dagen efter,
han havde enelig ikke lyst, til at gå ind i en kirke, men han havde jo sagt det, tænkte han, og han kunne ikke lide at gå fra hans aftaler med sig selv.
han smilte i til hans eget spejl billede før han endelig forlod hans lille lejlighed, i Werclare. han kiggede på hans mobil, "Hm, 12.45" tænkte han, så er det ikke så underligt jeg er træt.
han syntes stadig at Werclare, var byen for ham, han var glad for at flytte ind, men han kunne godt bruge noget at lave tænkte han, han hvade stadig ikke noget arbejde.
ikke fordi der ikke var noget i Werclare, da der var ting nok at lave, i denne ikke så fredlige by. men han kunne ikke beslutte sig om han hvad han ville lave
normalt var det jo hans bror Gabriel, som kunne det der med lovligt arbejde, Rafael selv ville gerne ind i det kriminelle miljø, men hans bror var god til at holde Rafael på den rigtige side af loven,
men da hans bror døde, var der ingen til at hjælpe ham væk fra kriminaliteten, men Rafael havde ikke lyst til, at hans broder havde arbejdet forgæves.
så Rafael prøvede virkelig at holde sig ren, og det var også noget af ideen i at flytte kom fra, da han gerne ville starte lidt forfra, ikke helt men lidt.
han gik gennem i lange og støvede gader, han smilte lidt til sig selv, ved tanken om at han, som demon var på vej hen til en domkirke... det lyd næsten som begyndelsen på en joke, tænkte han.
han gik forbi nogen drenge på gaden, som havde et slagsmål, han stoppede op, og tænkte tilbage...
"det der er mig og Gabriel" tænkte han, de pleje altid at westle mod hinanden, og hvis de ikke gjore det, så fandt de nogen andre at lege fysisk med.
han begyndte at gå videre mod kirken.

da han åbnede det gamle rustne jern stakit, som førte ind til den store gårds plads, tænkte han lidt for sig selv, at hvis dette var guds hus, skulle han skaffe sig en ny arkitekt.. han smilte og forsatte hans vej ind.
han syntes et eller andet sted om kirke gården, men bare ikke sleve kirken, han brugte noget tid, på at læse, på de forskellige gravstene, men til sidste kunne han heller ikke trække den længere, han kiggede på mobilen igen "13.33, nu er der ikke så lang tid til folk kommer" han ville gerne være inde og ude igen, før folk kom, da han ikke ville risikere at de så ham her, folk skulle jo ikke få et forkert blik på ham.
han åbnede nu de store døre, og gik inden for, der var kun en præst der inde, men det var stadig en person for meget i hans hoved.

præsten gik hen til Rafael
"velkommen til guds hus" præsten var ret glad for at se er nyt ansigt i kirken.
"du kender mig ikke godt nok, til at vide om jeg er velkommen" Rafael smilte og gik længere ind i kirken.
præsten syntes at manden, ikke lignede de normalt troene typer, normalt gå religiøse folk ikke i dyr læder jakke, sort silke skjorte, og cowboy bukser. men man kunne lige skælne en halskæde med et kors om mandens hals manden.
"jeg kan se de bære en guds mands tegn" - præsten
"det er...var min brors" - Rafael

Præsten forlader kirken for at gøre sin tale klar til messen sener idag.

da han var gået satte Rafael sig ned på knæ, og folde hans hænder, og smakkede meget lavt
"hey bror, hva er det godt der oppe... og gud, jeg håber du passer godt på ham, han har vel ikke været en god person for ingenting"
Rafael trode ikke på gud, eller efter livet, men man kunne jo håbe
han er stadig nede på hans knæ.

For Arien havde det været et lidt stille morgen. Nogle dage forinden, havde hun haft et godt kup og de fleste af de sorte penge, lå trygt i hendes baglomme.
Morgemaden havde været god. Den en afveksling. Hey, forandring fryder, ikke?
Reste af dgen havde gået med en meningløs vandring. Hun havde ellers lovet sig selv, at stoppe med at kigge for Azh, men i sidste ende var Arien et vane menneske. Virkeligheden syntes ubegribelig, problematisk og svær.
Hun elskede logiske eller matematiske problemer, men hendes...
Det var en bund og grund til, at hun var her nu. Hun troede overhovedet ikke på Gud efter, hvad hun havde været ude for de sidste mange år. Men især fordi skulle engle ikke være Guds loyale tjener? Hun havde i hvertfald aldrig fået nogen besked fra ham!
Hun baskede irriteret med vingerne og landede elegant og lydløst på kirketårnet. Kirkeklokken virkede for det meste ikke, så derfor var der ingen problemer der. Og det bedste var, der fint varmt og der var tag over hovedet.
Hun havde været har ret mange gange før, men kun én enkel gang til Gudstjeneste. Præsten havde været lidt for nysgerrig efter hendes smag og spørgt om alt, mellem himmel og helvede.
Hun så sjældent andre end gamle, triste mennesker eller par, som kom. Arien havde aldrig forstået, hvorfor folk ikke flyttede fra Werclare. Næsten halvdelen af indbyggerne var væsner og du kunne læse om et mord hver eller hveranden dag.
Nå, deres valg, ikke hendes. Blandede sig ikke i andres gøren og laden, hvis det ellers kunne undgås og det kunne det som regelt.
Derfor så hun heller ikke dæmonen, som kom ind i kirken den forestående time, hvor præsten skulle sige en masse ord og man skulle synge. Stern, ikke?
Men hvis Arien havde kigget, havde hun set en meget anderledes dæmon. Han var skaldet og havde store ranner under øjnene af make-up. Og en sikkert pisse dyr læderjakke.
Hun smilede for sig selv og satte sig godt til rette på det slidte og let støvede loft. De sorte ørebøffer på og fuld styre for...
Breaking Benjamin. Ja, det var det deres tur. Endnu et lille smil dukkede op. Hun fiskede en gamle bog af tasken. Silmarillion.
Arien elskede Tolkien og hans bøger. Hun brugte tit tid på at tænke godt over dem. Der var så gamle oplysninger. Om elverne, dværgerne, orkerne, menneske... Tolkien havde brugt årtier på at udvikle bøgerne og deres mysterier, og han havde gjort det godt. Englen tog, hvis hun havde haft en, hatten af for det.
Sjovt. Hvis menneskene vidste elver fandtes og hvis dværgene og orkerne også kom. Et pust af magi og vupti, alle havde troet på Silmarillion istedet for biblen.
Silmarillion var næsten bygget op, som biblen, verdenskabelse, guder, menneske og elver faldet...
Tænk hvis, Silmarillion var en bibel, Ringenes Herre var historiebøger og Tolkien en profet.
Arien smilede for tredje gang og gik i gang. Musikken skiftede til en ny sang.
En ny tekst. Et liv, hvor det gamle sluttede. Et nyt historie.


Selvom englen ikke hørte det, sang en fugl i det fjerne. En fugl skreg. En fugl faldt.

Rafael rejste sig op, han ville ikke indrømme det, men han kunne ikke klare sig uden sin bror, han havde jo været sammen med ham siden han var 8, og nu var han alene, men hvis det bare var ham selv, han skulle tage sig af, ville det være okay for ham, men han havde jo også hans lille søster, hun var godt nok ikke en lille pige længere, men Rafael havde altid været overbeskyttende overfor hende, og da Gabriel nu er væk, så har han ikke nogen at stole på, siden hans fars død har der ikke været nogen andre en ens familie at stole på, han kunne godt være ærlig overfor andre, men han fortalte næsten aldrig hele sandheder.
han kiggede op på korset som hang over altret
"du findes ikke" han smilte og vendte sig om, en af de forskælle der var mellem ham og Gabriel.
var at Rafael overhoved ikke var religiøs, mens at Gabriel altid havde været det.
han begyndte at gå ud mod udgangen af kirken, men han kunne føle noget i kirken, han var begyndt at blive sulten, og det gjore han kunne føle sjæle omkring ham, han kunne sefølgelig mærke præsten, men det var ikke præsten, som han kunne føle, det var noget mere end et menneskes sjæl..
han tog en dyb indånding.. det var en engel, sagde han og smilte, han bed sig selv i tungen, han kiggede sig lidt omkring, han havde altid haft et eller andet med at snakke med andre ikke menneskelige, han syntes de var interessante, han overveje hans fremgangs måde..

Arien lagde bogen fra sig. Og sukkede. Det var en sørgelig historie. Hun lukkede øjnene. Sorg var ikke noget hun gad lige nu. I hendes alt for lange, selvom det ikke var specielt mange år ifølge nogen, havde hun oplevet den følelse mange gange. Alt for mange gange.
Hun gled sine øjnene let og prøvede desperat, at holde Azh ud af hendes tanker. Det virkede. Lidt. Med besvær, rummet var for lille til hendes store vinger, kom hun op. Vingerne lå så godt sammen foldet på hendes ryg. Englen prøvede at regne ud, hvor lang tid hun havde læst oppe på loftet. En halv time? En time? To?
Ærlig talt anede hun det ikke. Hun strakte sig, så godt hun nu kunne og samlede bogen og tasken op. Ud 'vinduerne' i et tårnet. Menneskene var på vej ud af kirken nu. Der var ikke mange, men dog nogle få. Hun sukkede.
Det betød at hvis hun ville ud, og det ville hun, skulle hun gøre forbandet forsigtigt. Endnu et suk. Nogle duer landede i hulerne i tårnet. Arien kiggede på dem og spurgte dem til råds. De svarede ikke. Ikke fordi hun havde ventet noget, men alligevel.
Der var virkelig få mennesker. Et par gamle par, en ung, skaldet mand, og nogle flere midaldrende par. 6-8 mennesker i alt. For denne lille kirke var det faktisk myldretid. Præsten måtte være godt tilfreds med sig selv.
Hun trak vingerne ind. De ville være ikke så lidt i øjenfaldende. Hun kravlede ud af et af de fire firkantede huler og lod sig glide ned ud. Hun var ikke den store klatre og hun havde ikke ret mange muskler, men hun skulle ned. Arien havde det med, at være stædig og hvis hun ikke kunne gøre noget, gjorde hun det alligevel. Kirken var så forfalden, at der var en samme huller hun kunne gribe fat i eller satte foden ind i. Og hvis hullet ikke var stort nok, sparkede hun lidt i det. Hun var halvvejs nede. Hvis hun ikke havde været en engel, havde hun været hunderæd, men da hun var en engel og havde sin egen sikkerheds linje(vingerne), skulle det nok gå.
Håbede hun.

Rafael kiggede sig stadig omkring, han kunne lugte en engel sjæl, han gik hed til et gammelt par, men han kunne ikke lugte noget fra dem, vilket han var lidt glad for, da han kun kunne lugte mennesker når han var sulten, og han havde kunne ikke lide hans demoniske måde at føde på, men engle kunne han altid lugte. han gik rundt mellem folkene, men værken det unge par, eller den lille børne familie, havde en engel gemt i blandt dem, han overvejet at stoppe, men hans nysgerrighed var for stor, han forsatte hans vej gennem folkene han fik øje på en dreng i de 20, men da han kom tæt på, kunne han godt se det ikke var ham.
"hvordan kan ingen være en engel" tænkte han, hans lugt plejede ellers aldrig at tage fejl, han overvejet om det var lysten til at være sammen med hans bror, som fik ham til at tro han kunne lugte noget, men han det kunne ikke være det, hans lugte sans, var jo en del af hans demoniske jeg, og den var da ligeglad med Gabriel.
han vendte sig om, og fik øje på den pige som var halt færdig med at kravle ned af kirken, han besluttet at gå over til stedet under hende. han lænede sig op af muren, så hun ikke ville kunne se ham, han overvjet hvad han skulle gøre når hun, og hvad han skulle gøre hvis hun ikke var engel.
han kunne mærke hans hjerte gå hurtigere, det ser ud til hun enten er engel eller aftens mad, tænkte han.. han kunne mærke hans demoniske side begyndte at tage over, men lugten af engel gjore det nemmere for Rafael at kontrollere det.

Med tungen hængende let ud af mundvigen, fortsatte englen sin nedstigning. Religiøs ville fortolke det som hun var påvej til at blive en 'falden' engel. Et udkast, en dæmon. Men Arien ville bare have grinet dem op i ansigtet og sige 'jeg er allerede falden'. Hun troede ikke på Gud eller helvede. Djævelen.
Men lige nu af hun var alt for optaget til at tænke over det. Hvis hun faldt nu ville hun i sandhed blive falden, det var for kort ned til, at vingerne ville hjælpe ret og langt nok til at ville gøre virkelig, virkelig ondt.
Det ville nok involvere en tur på hospitalet, men det var ikke et sted som Arien brød sig om at være. Lægerne og sygeplejerske var nysgerrig. Meget nygerrig.
Der var tre-fire meter ned til jorden endnu, men hun blev ved at sige til sig selv, "Kig ikke ned, kig ikke ned", men selvfølgelig kunne hun ikke udstå fristelsen.
Det svimlede for hende og Arien var lige med et slippe grebet i kirkemuren med hænderne. Hendes puls og hjerterytme satte straks farten op og galopperede af sted, som en ensluppen hingst over en mark.
Hun så ikke dæmonen, som nu stod sikkert på jorden, som en skygge. Nu kunne det være ironisk, hvis han var en skyggedæmon.
Arien tog nogle dybe indåndninger. Fortsatte ned.
Ned...
Ned...
Ned...

En vind tog fat i hende og skubbede hende ud af balance. Hun var vejede ikke alverden; en af få fordele engle har. Desværre bliver fordele tit til bagdele i uvante situationer.
Som nu.
Hun faldt lige på numsen. Der var kun en meter ned, men det gjorde pokkers ondt alligevel. Pigen bandede nogle ikke ret engle-agtige ting, som helst ikke skal gentages. Efter at have bandet færdig og ømmet sig noget. Skubbede hun fra jorden og kiggede op. Og faldt ned igen. En mand stod ikke langt væk fra hende, lænet op af muren.
Hjerte spurtede afsted igen.
Hvorfor havde hun ikke opdaget ham?
Et både overrasket og bange ansigt udtryk løb over hendes ansigt, ligesom den blide vind. Hun sank besværet og fattede ærligt talt ikke, hvorfor hun var så bange. Men der var et eller andet over manden... Arien kunne ikke rigtig sætte fingeren på det. Noget skræmmende.

Rafael stod i hans egne tanker, han vendtede godt nok på at kvinden hvem hun var, ville komme ned, så han kunne spørge hende, hvorfor hun valgte at kravle ned af kirken, han syntes det var lidt sjovt, for hvis hun var den engel, han kunne lugte, så kunne hun vel bare have vendtet til at folk var gået vækfra kirkegården, også flyve ned fra kirken, men hvis hun var menneske, så var han lidt sulten, og et menneske, som var så dum at kravle ned af kirken, var vel ikke en person, som ville blive så forfærdelig savnet, han bid sig i tungen igen, han kunne var meget sulten, og jo mere han håbede på hun var menneske, jo mere begyndte han at være ligeglad.han havde godt nok ikke spiste engle før, men hans bror, havde sagt at det ikke var så dårligt igen, men han ville ikke spise hende, han vidste jo hvordan han skulle spise, hvis hun var engel. med mennesker, så var det nok at piske dem, og måske rive nogen knogler ud af kroppen, for at få sjælen,til at komme frem, men hvis han skulle spise en engel sjæl, skulle han jo nærmets pine den stakkles engel, i timer, hvis der skulle komme en mulighed for at tage sjælen. og selvom hans demoniske side ikke havde noget mod tortur, så havde hans menneskelige del, meget at sige imod det. han havde lært athan ikke kunne ungå at spise, da den demoniske side på et eller andet tidspunkt, ville blive for svær at holde inde, og hvis den kom ud, så kunne den pine og klage alle dem kom i nærheden af,en hel nat, før at han til sidst kunne overtage hans krop igen. så han var begyndt at spise, før at den demoniske side kom frem, da han så kunne ungå at hans bytte, fik en alt for hård behandling, før at deres øjne lukket for sidste gang.
han skubbede de triste tanker væk, og begyndte at tænke på hans søster,han vidste ikke om han var for hård ved hende, han ville jo gerne have hun fandt en at dele livet med, men han var for overbeskyttedene til at kunne lade hende finde hendes egne, alle dem hun fandt, var efter hans mening ikke lige frem, de bedste, han havde jo krav til at de skulle passse på hende, og at deres forhold skulle kunne holde helt for resten af livet, han ville ikke have at hun bliv ked af det, over at et forhold ikke kunne holde, det ville han bare ikke have hun skulle blive udsat for. han smilte lidt ved sig selv, det var sikkert noget som familien altid havde gjort, det der med at være overbeskyttende overfor sine små brodere eller søstere, for han kunne huske da han på de 17 år, hans bror Gabriel var også over ham hele tiden. han sávnte ham, men han havde lovet sig selv ikke at tage hævn, han ville hellere være den bedste partner for Catherine, han ville hellere være sammen med de folk, som betyder noget, end at søge hævn, eller han ville helst have hævn, men han ville ikke rejse,da han vidste at hvis han gjore det, så kunne de måske komme tilskade mens han var væk,og det sidste han ønskede var at Catherine eller Cecilie, skulle komme noget til,det ville han ikke kunne klare, da der ikke var gået så lang tid siden Gabriel var død, og han ønskede ikke flere døde bekendte, han havde jo kun 2 folk at stole på tilbage.
Nu kunne Rafael lyde som om han havde mange føelser for folk, men det havde han ikke, han var begyndt at miste mange af de gode sider ved at være menneskelig, han havde ikke den store medfølese for folk, han havde måske lidt, men ikke så meget som han havde haft før hans bror døde, han havde svært ved at se, hvorfor andres folk føelser var vigtige for ham. han var en meget føelses kold person, og mange ville mene han var skræmmende af karakter, såvel som udseende. men hvis man kom forbi hans fasade var han ikke så slem igen. han havde nemlig meget det livs syn, at hvis man ikke kender folk,så kan deres smerte og pinsler være lige meget, men hvis man begynder at se personen, som en ven, så var deres føelser vigtige.
hans tanker bliv stoppet, af at pigen faldt ned for muren,han smilte lidt skummelt da han fanget hendes blik, men han syntes hun var en retså pæn pige. han var nu sikker på at hun var engel, han kunne lugte det derfra, han smilte lidt mere venligt, og gik langsomt hen imod hende, og da kom hen hende, rakte han armen frem og sagde sarkatisk"Da Casaova i gammel dage sagde, fald for de smukke mænd, troede jeg ikke nogen ville tage ham så seriøst" han smilte for at vise han lavde sjov, og forsatte så, men en mere rolig stemme "det godt du ikke kom noget til, må jeg spørge om dit navn?" han vendtede på hendes svar, mens han lagde hans anden hånd ned i lomme, for at se om han havde Gabriels gamle kniv med, det havde han, så han tog hurtigt hånden op af lommen igen, han ville stadig ikke gøre hende noget, men det betød ikke han stolede på hende.