Alene hele tiden-Cleon

Tid: 15:30
Vejr: helt fint
Omkring: bjerge og sten
Påklædning: se ava - ingen paraply
Sted: Dreins Mountain

Queenie havde bevæget sig op i bjergene, det var jo lige meget hvor hun gik hen, hun ville altid være alene, hun havde ingen venner, heller ej nogle familie, det eneste hun havde, var skoven, det var jo nedelig der hun hørte hjemme, folk der fare vild der, hjalp hun altid ud og det var sjælden hun fik et tak for det, for folk skynde sig bare hjem og undgik skoven fra da af, men der var jo ikke nogle som kunne se det smukke i skoven, hun kunne, det var hendes hjem og hun ville forsvare det, lige som de andre væsner nok ville forsvare byen som var deres hjem, hun satte sig ned på en sten og sukkede, hun var ikke lige frem en glad og livlig elver, nej, hun var en lidt nedtrykt og lidt ked af det, men hvad kunne det hjælpe når man var alene det meste af tiden

Cleon var i bjergene hvilket han altid nød, når han endelig fik lov til at holde fri fra at beskytte det dumme kvindmenneske. Han gik rundt der oppe ofte med sine vinger fremme for at lufte dem, specielt fordi på denne tid af året var der meget få folk der bevægede sig rundt her oppe i bjergene.
Han hørte en anden person der var her så han foldede sine vinger ind igen og bevægede sig over mod dem, for at se hvem eller hvad det var. Hvis det var et menneske måtte det ikke se hans vinger, derfor havde han foldet dem ind igen.

hun sad bare stenen, hun trak bene op under sig, så hun havde hovedet på sine knæ, hun havde jo ingen grund til at være glad, hun sad bare, helt alene som hun altid gjorde hvor end hun var henne, nogle tåre begynde at løbe ned af hendes kinder, der var ingen som havde set hende græde, hun havde jo heller ikke nogle til at se det eller trøste hende når det var, men det var nok noget hun bare skulle leve med, hun sagde ikke en lyd, hun sad bare sådan og løb tårene løbe ned af sine kinder

Han lagde mærke til de lyde der kom fra kvinden der var her tæt på, lydene af en person der var blevet såret dybere end noget andet, og sikkert var det ikke første gang hun var blevet det. Han overvejede lidt om det ville være korrekt af ham at involvere sig i disse problemer fordi de lige netop ikke direkte var noget der havde betydning for ham og ikke handlede om ham på nogen måde.
*Kan jeg tillade mig at blande mig eller ville det være forkert*
Han gik over til den person der sad der på stenen og stoppede foran hende og afventede hendes reaktion.

hun sad bare på stenen, hun så ikke op da der stillede sig en foran hende, hun havde efterhånden hjulpet mange folk med at komme ud af skoven, hun sukkede lydløst, hvad skulle hun dog lave ud over at tage sig af skoven og hjælpe folk ud af den, andet kunne hun jo ikke gøre med sit liv, hun havde nok bare brug for at være lidt alene, men det havde hun jo være det meste af sit liv

Han kiggede bare på hende, det var simpelthen utroligt at han ikke kunne være nogen steder uden at der var nogen der fik det dårlig af at være i hans nærhed. Han blev bare stående og kiggede, det irriterede ham faktisk at disse væsner specielt mennesker og elvere, var så skrøbelige i deres psyke, hvorfor kunne de ikke bare tage sig sammen og forsøge at gøre noget ved det. Han kunne dog ikke lade være med at tale til kvinden.
"Hvad laver du?"
Hans stemme var en smule tør i det, men stadig var der venlighed at høre, mere som om det venlige var det sande, og at tørheden bare var en facade han satte op for at skjule det.