ingen har sagt at skyggerne var onde - Azriel

tid: kl 21:30
sted: dybt inde i byen
årstid: sommer
vejr: overskyet og blæser stille
omgivelser: masser af gadelamper der er tændt men ingen at se i nærheden men masser af lyde over det hele
det var ved at blive sent, og de fleste folk var allerede gået hjem i frygt for de ting der gemmer sig i mørket.
der var dog stadig nogen folk der ikke var så bange, og gik rundt på gaden stille og lydløst for at undgå at blive opdaget at mørket.
fordi selv om man er ikke så bange for mørket, kan man stadig ikke lade værd med at frygte det der gemmer sig i det
gadelygterne blinkede, og der var lyde hist og her af gøende hunde eller skramte gadekatte der løb i frygt for lydene.

Azriel gik med lette skridt igennem de små gader. Hun prøvede at gå i skyggerne, så folk ikke ville se eller lægge mærke til hende, da hun ikke brød sig om at mennesker eller noget andet så på hende, og vidste at hun var der. Hendes blå øjne gik analyserende rundt på hendes omgivelser, og hun vidste ikke rigtig om hun egentlig var helt alene ude i mørket. Hun så ikke skyggerne som et helt farligt sted, men hun vidste dog godt at der godt kunne være farlige ting der gemte sig et sted i dem, så hun gik med forsigtighed og havde spidse ører, så hun kunne høre hver enkelt lyd der kom, hvis der endelig skulle kunne komme én. Hun havde en hvid blå sommerkjole på, og havde sit lange blonde hår hængende løst ned ad ryggen. Hun frøs ikke, men kunne dog godt mærke kulden imod sin nøgne hud, men så det blot som en ligegyldig ting...

pludslig skete der noget mærkeligt. skyggerne begyndte at bevæge sig og ud af en kæmpe skygge foran hende dukkede der ud af det blå skikkelse frem, og lampen over skikkelsen tændte, og fremviste en mandlig figur der sad på en bænk. hans krops bygning var som en på 19 år men han virkede dog ikke som en på den alder. han var iklædt et fint sort jakkesæt, sorte læderhandsker, og nogen flotte sorte spidse sko. på hans ansigt havde han en maske der var kridt hvid, og havde horn på i panden af masken. under masken kunne man se hans øjne gløde grønt, som var det to små grønne fakler der lige var slukket. ellers kunne man kun se hans halvlange sorte hår stritte til siderne på hans hovede. han vendte hovedet hen imod hende som om at han havde vist hun var der også selv om, hvor stille hun har prøvet at være.

Azriel lavede et lille hop da skyggerne begyndte at bevæge sig, da dette jo var en yderst usædvanlig ting, da skygger blot skulle være helt stille, så man kunne gemme sig i dem. Hun stillede sig nærmest i forsvars position, og da hun så den unge mand sidde på en bænk lidt foran sig, blev hun ikke mindre rolig, blot mere nervøs og varsom over hvad og hvem han var. Hun så på ham, op og ned, og gentog det igen, og ville ikke lade sig narre. Han så ret besynderlig ud med den maske på, og hun turde skam ikke tage nogen chancer. Hun så på manden et par minutter, uden at sige et ord, og begyndte så at gå nærmere. Bange og forsigtig omkring hvert skridt hun tog, som om at der ville være en fælde et sted i mørket omkring hendes fødder. Hvad lavede han dog der i mørket, og hvorfor skulle han da skræmme hende på denne måde. Selvfølgelig sagde hun ikke at hun var blevet forskrækket, og ville skam heller ikke vise dette overfor den fremmede. Hun prøvede at se ham ind i øjnene, men det var dog lidt svært med den maske med de store horn, som han havde på. Hvad prøvede han dog at gemme. Sit ansigt? Så grim kunne han da heller ikke være. Igen, dette sagde hun selvfølgelig ikke til ham, da det jo ville være yderst uforskammet og uhøfligt, og hun ville da gerne give denne mand en chance... Ja... Måske kunne han være venlig nok... Eller hva?..

han kiggede i længere tid på hende. han rækkede sin hånd hen imod hende og havde fingrene som hvis han havde en pistol i hånden, og i det han havde hånden stille begyndte skyggerne rundt om hans hånd at blive til en slags sort røg og røgen formede sig i hans hånd til den størreste pistol nogensinde. den var gigantisk. ca lige så lang som hendes arm og han holdte den med en hånd! pludslig klemte han på aftrækkeren og han skød afsted et skud lige hen imod hende. men den ramte hende ikke. Hun hørte hvordan skudet susede forbi hendes højre øre, og ramte et eller andet bag hende. ud af skyggerne faldt der et væsen ud som havde været klar til at angribe hende. hvordan viste han at personen han lige har skudt var der? og hvorfor hjalp han hende? han bevægede sin hånd tilbage ind til sig og imens han gjorde det blev pistolen til røg igen og han havde nu intet i hånden. "ingen grund til at være bange for mig. jeg gør dig ikke noget, dog ville jeg ikke sige det samme den person ville sige" sagde han og kiggede på hende med et stille blik.

Azriel så på den unge mand og spilede sine øjne op da der pludselig kom en pistol frem, næsen lavet af skyggerne, og stillede sig i forsvars position. Det var en stor pistol. Én som hun sikkert ikke ville kunne bære så nemt. Det gav et lille gip i hende, da han pludselig skød en kuglen afsted, og holdt hurtigt hænderne foran ørerne, da det havde været et højt skud. Hun blev overrasket da hun stadig var i live. Hun havde hørt skuddet lige forbi sit øre, og så sig hurtigt over skulderen. Hun troede ikke rigtigt på at han ikke kunne ramme hans bytte, så hun sig hurtigt over skulderen og så et væsen som havde stået bag hende. Vedkommende var ihvertfald død...
Hun så hurtigt tilbage på manden med et lettere skræmt ansigt. Hun rynkede panden og vidste ikke helt om hun skulle tro på hans ord "Hvordan skal jeg kunne stole på dine ord, fremmede?" spurgte hun og turde ikke at stole på at han ikke ville skade hende...

han kiggede lidt på hende "hvis jeg ville virkelig skade dig. så ville patronen være beregnet til dig og mit navn er Sakref. Sakref morladin" sagde han stille men venligt på en hvis måde. han havde i den anden hånd en avis. han sad vist og læste avisen i mørket da hun kom. han smed den til siden og det så ud som om den blev slugt af mørket i det den bare nåede ind i skyggen. han rejste sig op og kiggede lidt på hende. "men hvad er forresten dit navn?" spurgte han venligt.

Azriel betragtede væsnet, som blev kaldt Sakref. Hun lagde armene over kors, og var lidt usikker med ham, og holdt øje med alle hans bevægelser, og kunne se hvordan skyggerne omringede ham på en lidt... overnaturlig og uhyggelig måde. Hun tvang sig selv til at blive stående da han rejste sig, og svarede først ikke på hans spørgsmål. I nogle sekunder stod de blot der, med stilheden som det eneste der gik imellem dem. Hun bed sig blidt i underlæben og vidste ikke om han virkelig var til at stole på, men måtte til sidst give sig "... Azriel..." mumlede hun og så ham ind i øjnene.

"rart at møde dig Azriel" sagde han, og bukkede høfligt. han kiggede lidt rundt, og der kom lyde fra de andre gyder af. han vendte blikket tilbage på Azriel. "vi må nok hellere gå et andet sted. liget tiltrækker monstre vi vil helst ikke møde. hvad siger du til at komme på besøg hos mig? så kan du få en dejlig kop te, og noget mad hvis du ikke allerede har spist" sagde han venligt. man kunne næsten se det venlige smil igennem hans maske.

Azriel betragtede Sakref og vendte sig hurtigt om imod lydene. Der var en grund til at hun aldrig gik ud. Fordi hun ikke kunne lide at møde væsner. De var uhyggelige. Hun var jo oss lille, og folk tog hende jo ikke seriøst, og troede at de kunne klare hende, så hun blev tit angrebet. Hun så hurtigt tilbage på Sakref og tænkte lidt over det, og nikkede så "... Det kan vi godt.." mumlede hun. Hun havde ikke fået noget at spise. Hun spiste ikke menneskemad, men måske kunne hun få noget ud af ham senere..

"godt kom med mig vi tager min bil det er den hurtigeste måde" sagde han venligt og begyndte at gå afsted hen af gyden. "du skal nok stå meget tæt hos mig så du ikke ender med at fare vild og blive slået ihjel af et monster" sagde han venligt og gik afsted. de gik et godt stykke ud af gyden og var nået tilbage til den store vej. der ved hjørnet var der en bil der stod parkeret. den var sort og var en meget meget gammel model. han begyndte at gå hen imod bilen.

Azriel fulgte langsomt med Sakref, men tvang sig selv til at stå tæt op ad ham og gå i hans tempo, da han advarede hende om monstrene i mørket. Hun fulgte ham med besvær, da han jo havde så meget længere ben end hende selv, og tog en dyb indånding da de endelig kom til den bil, som så ud til at være hans. Hun så lidt på den, og kunne ikke lade vær med at smile, da hun ikke havde set sådan en gammel model i mange år. Hun fulgte langsomt efter og gik over mod døren til passager sædet.

han lavede et slags puf ud i luften med sin hånd, og passager sædet til bilen åbnede stille, og roligt så hun kunne sætte sig ind. han gik hen til føre sædet, og åbnede døren, og satte sig ind. han kiggede stille tilbage imod Azriel, for at se om hun havde fået sele på. "klar?" spurgte han stille og venligt.

Azriel så på døren som åbnede sig stille, og satte sig langsomt ind i bilen. Hun kunne ikke lade vær med at smile imens hun satte sig ind, da hun syntes at den model gav hende nogle minder, fra dengang bilen lige var kommet ud. Hun tog hurtigt sele på og så over på Sakref og nikkede.

"godt så køre vi" sagde han med et venligt smil. da han havde taget sin sele på, tog han langsomt sin maske af sit ansigt. man kunne dog ikke se hans ansigt, da han havde vendt blikket imod forroden, og hun sad på bagsædet. han lagde stille masken på passager sædet, lige ved siden af føre sædet, og startede bilen, som begyndte at køre. man kunne dog se hans pande, og hans øjne i bakspejlet. han havde ikke horn i panden. det var noget der var på masken viste det sig, og hans øjne lyste ikke mere op som før, men de var meget grønne.

Azriel så ud af vinduet og smilte svagt og så langsomt over på Sakref da hun kunne høre ham rode med sin maske. Hun så på ham med nysgerrige øjne da hun jo ikke havde set ham med masken af, og betragtede hans ansigt. Hele vejen, blev hun ved med at se på hans ansigt, og kunne ikke lade vær med at smile..

de kørte lidt hvorefter Sakref vendte blikket forsigtigt hen imod Azriel for at se om hvordan hun havde det. der fik man lov til at se hele hans ansigt. Hans hud var hvid som sne og havde ingen urenheder eller ar. han havde en flot mund og en fin næse der ikke var for stor og havde et venligt smil. der var faktisk ingen fejl overhovedet på hans ansigt.

Azriel fik store øjne da hun så hele hans ansigt. Han så utrolig flot ud, og havde et perfekt ansigt. Hun syntes at hun selv havde for mange ar og havde ikke et særlig kønt ansigt. Hun lagde hovedet let på skrå og rakte sin hånd op mod Sakrefs ansigt og strøg en finger over hans ene kind og smilte skævt..

"hehe jeg kan se du er meget målløs over mit ansigt" sagde han, og vendte blikket tilbage imod vejen så de ikke kørte galt. de var nu nået til den triste skov og han begyndte bare at køre videre ind i skoven.

Azriel så på Sakref og blinkede lidt og tog så hurtigt sin hånd til sig. Hun trak på skuldrene "Lidt.." mumlede hun og så tilbage ud på vejen, men så dog nogle få gange tilbage op på Sakref. Hun ville have kommenteret på at de var inde i den triste skov, men holdt dog mund. Hun ville ikke virke bange for skoven, selvom at hun ikke brød sig særlig meget om den.

han kunne mærke hendes frygt for den triste skov. "jeg lever herinde i skoven det er derfor vi skal herind" sagde han venligt stille og roligt. han vendte blikket nogen gange tilbage mod hende for at se om hun var okay.

Azriel smilte svagt "Ja..." mumlede hun "Jeg er bare ikke særlig glad for skoven. Dårlige minder" sagde hun og så langsomt tilbage på Sakref, og kunne ikke lade vær med at blive ved med at smile. Han var en af de første personer, som hun faktisk godt kunne lide, og vidste at hun kunne stole på. Det var en sjældenhed at dette skete. Ihvertfald for hende.

længere fremme kastede lyset fra forlygterne af bilen på et virkelig stort slot. det er først nu man opdager han havde faktisk også kørt forbi en stor mur og det hele. han parkede bilen og fik åbnet både hende og sin egen. han steg ud af bilen og kiggede rundt. "velkommen til mit hjem. Darkwind citadel" sagde han med et smil. han havde nået at tage sin maske med da han steg ud.

Azriel så lidt på Sakref, men så så ud af vinduet da de nærmede sig hans hus. Hun måbede da hun så hvor stort det var og sad lidt og stirrede på det, også selvom at de havde stoppet og hendes bildør var blevet åbnet. Hun var ikke vant til sår'n et stort hus, og boede jo selv i en kælder med kun en kiste og fjernsyn stående. Der kunne sikkert være MEGET mer i det hus.
Hun gik langsomt ud af bilen og så på Sakref "Du bor her?" spurgte hun og havde store øjne og så hurtigt tilbage på det store hus, som om at hun var bange for at det ville forsvinde hvis hun så væk fra det..

"ja jeg bor her" sagde han med et smil. han begyndte at gå hen imod huset men stoppede lidt op da han kunne høre hun ikke var med så han vendte blikket hen imod hende og kiggede lidt på hende. "kommer du?... bare rolig du skal ikke være bange der sker der ikke noget her så længe jeg er her" sagde han med et smil og kiggede på hende.