Et evigt liv i mørke.. Ezekiel

Kl: 00:00
Dato: 23. september 2011
Omgivelser: Aften, solen er gået ned og stjerne står klart på himmelen.
Humør: Fortvivlet

Devin sad på en af de kalde sted, og så tomt ud over de sorte bølger. En følelse af sorg skyllede ind over ham, det tanken om solrige strandture var talte. Han lukkede øjnene og nød lugten af saltvand. Det var ulideligt kun at kunne være ude om natten, og han følte pludselig medfølelse med en del af de skabninger han før havde synes skabte sig lidt. Han åbnede øjnene og studerede den mørke stjernehimmel. Det var underligt hvordan kulden ikke ramte ham længere. Han sad iklædt sin store hættetrøje med hætte, men det var mere af vane en behov. Han havde ikke engang gidet tage våben med længere.. i sin nye form havde han allerede dræbt en dæmon med de bare næver.

Ez kom stille trøffende ned imod stranden, hun havde lige forladt den gård hun var flyttet ind i sammen meD Hendes dejlige david, hendes blonde hår var sat op i en løs heste hale, så hendes hals var blottet for omverden, hun var også iført et par stramme bukser og en løs t shirts, så man ikke kunne se hendes mave der bulede le ud hun glæede sig ikke til den blev større men var lykkelig over hvad hun bare på, stille lod hun en hånd glide igennem det af hendes hår der var løst, imens hun gik videre for sig selv, med alle mulige tanker i hovedet, hun smilede stort for sig selv da hun var i et meget godt humør idag.. nok mest fordi hun havde fået jordens dejligste fyr som faktis passede på hende, hun sukkede kort i fryd imens hun trøffende rundt i sandet, og kiggede rundt, hun fik øje på en der sad på en sten men tog ikke yderlige notat af det, og traskede bare videre med et smil på læberne, imens hun nynnede svagt for sig selv..

Devin løftede hovedet med et set, da han langt før han kunne se personen, hørte lyden af skridt i sandet. Da skikkelsen nærmede sig, skævede han imod hende. Der gik lidt tid før han genkendte hende.. men han havde da vist set hende et sted før. Han overvejede at hilse, da en bølge af sult skyllede ind over ham. Han holdt sig instinktivt for munden, og huskede sin gamle mesters ord. Vampyrer.. nogle skrækkelige væsener. De drikker blod fra mennesker.. men også andre væsener. Især engle stå på menuen.. guderne må vide hvorfor.. nok fordi det er noget godt, i en ellers mørk væsenverden. Men hans gamle mester havde taget fejl.. engle lugtede simpelthen bedre.

Ez sniffede kort i luften da lugen af vampyr mødte hende, hvilket fik hende til at snerre kort, og trak så bare på skulderne, og kiggede hen på fyren og sendte ham et blik der sagde han skulle blive hvor hun var.. af det hun vidste jo ældre englen var jo bedre blod, hendes blod var jo over 1000 år gammel og måtte smage skønt? hun vidste det ikke, men hun havde mødt vampyre der ville nappe i hendes blod men der var kun en der havde været heldig nok til at få det. hun lagde armende om sig selv og lod sine hænder glide dybt ned i lommerne, imens hun trøffede videre med et smil på læberne, hun var ikke bange da hun intet havde at være bange for, hendes vinger var dog lidt stive i det efter hendes styrt for nogle dage siden men de var helet fint, og kunne bruges men de brokkede sig skam lidt da hun ikke fik brugt engle salven til at få hendes vinger til at hele mere... eller bedre for at sige det på den måde..

Devin rejste sig, og stod i det næste øjeblik foran hende. Han så på hende med et forvirret blik ”Ez?” spurgte han stille. Han vidste at tale var en god måde at få sulten væk på, normalt kunne han distrahere sig selv. At sidde og vente ville blot gøre sulten være, og så angreb han måske en eller anden uskyldig.. hvis altså engel her var noget væk.

Ez fik et helt chok da devin stod foran hende, "Devin?"Spurgte hun forsrkækket ham havde hun skam set før.. og kunne ikke lade vær med at smile lidt, så behøvede hun ikke passe på, for hun var ret sikker på han ikke ville skade hende, for hun ville med lethed kunne stikke af, og måske lægge ham ned hvis det var det hun ville.. men hun overvejede det ingengang og sendte ham bare et lille smil og trak sin jakke tættere omkring sig ved halsen så hendes hals ikke var så blottet for ham da det kunne give de forkerte tanker og ideer... nok var han vampyr, men hun vidste når de var sultne nok lod de deres krop styre.. og så tog de hvad de kunne., og det ville hun ikke være offer for nogen sinde..

”Længe siden” Devin grinede lidt og sendte hende et strålende smil. ”Undskyld hvis jeg gjorde dig utrygt.. jeg.. har nogle nye forandringer jeg skal ’vende’ mig til” han smilede undskyldende og snurrede et gang rundt.

Ez kunne ikke lade vær med at grine over hans humør, og nikkede svagt.. han var en ung vampyr.. de var værre at være sammen med de kendte ikke deres styrke endnu, og kunne med lethed komme til at dræbe, "Mhm det kan jeg se og dufte..."Sagde hun så med et lille smil på læberne, imens hun lagde armende omkring sig selv hun havde lystil at spøgre ham om hvornår han sidst spiste, bare for en sikkerheds skyld vel, for hvis det var længe siden skulle hun være på vagt, det var ikke fordi hun var ivrig efter det, men han var en ung vampyr, og derfor skulle hun tage notat af det, de kunne let miste... selkontrollen og angribe, og hun ville da ikke komme til skade og slet ikke når hun var med barn.. hun rystede kort på hovedet og sendte ham et smil, hun ville ikke tænke på han kunne skade hende ved et uheld,

Devin lagde hovedet på skrå. Han studerede Ezekiel med sine blågrå øjne, der efter forvandlingen var blevet anderledes.. havde fået et lidt andet skær. ”Sig mig, er du bange?” spurgte han roligt. Det kunne han godt forstå. Han kom til at smile meget, og rykkede et lille skridt bagud. ”Husker du dengang jeg var bange for dig?” sagde han lidt drillene ”er det min tur til at løbe grædende væk?” hans stemme var stadig drillende, men også varm. Det havde ikke været meningen at fornærme hende, mindet havde bare fået ham til at smile.

Ez kunne ikke lade vær med at grine hun var ikke bange bare på vagt, så rystede hun på hovedet og stak ham en blid dask på skulderen som han sikkert ikke ville kunne mærke men alt i sig selv, var det sjovt for hende at slå ham, "Jeg er ikke på bange, men på vagt du er ung, og kan let miste selvkontrollen, og jeg er med barn så jeg har noget at passe på"Sagde hun så med et svagt smil og lod en hånd glide hen over sin mavse hun var blevet så glad for nok fordi hun havde et lille mirakkel i maven.. hun sukkede kort i fryd, og rettede så atter blikket imod ham, og blev ved med at være på vagt, for man kunne aldrig vide med unge vampyre..

”Med barn?!” Devin så overrasket på hende, og smilede så. ”Tillykke!” han bukkede sig lidt ned og så på hendes mave.. ”hm, man kan ikke se det endnu.. hvor langt er du henne? Hvem er faren?” han rettede så op og så nysgerrigt på hende. Hans plan havde virket. Han glemte alt om sulten. Skønt han ikke var særlig gammel, havde han endnu ikke spist andet en dyr.

Ez kunne ikke lade vær med at få røde kinder da han rettede sig imod hendes mave og bed sig kort i underlæben, hun var faktis en lille del henne i graviditet.. "Mhm nok en til to måneder jeg tager ikke tid..."Sagde hun så med et lille smil, og løftede så lidt op i hendes trøje så han kunne se hendes bule hun havde fået på mavsen, man kunne skam godt se hun var gravid bare ikke når hendes tøj gemte det, "En jæger.. jeg er sammen med en vampyr, og de kan ikke lave børn, så dette var lettest, da vi begge vil have en familie sammen, eller han er stadig usikker på det med børn, men stadig.. nu kan han ikke trække sig"Sagde hun med et svagt smil på læberne, og nussede kærligt sin mave imens hun sendte ham et svagt smil.. det var jo også noget skidt for ham, han ville heller aldrig kunne få et barn med nogen nu hvor han var.. den han var,

Devin rynkede brynene og så alvorligt på hende ”ja så.. en vampyr som far til et barn” han så ikke helt tilfreds ud, men skjulte det så hurtigt med et smil. ”Ej hvor er det skønt! Du får din egen lille familie” sagde han. Selvom han udstråle glæde, kunne han ikke lade være med et tænke det hele igennem. Halvt menneske, halv engel.. det ville være en god lugt, uden tvivl. Han tvivlede på de fleste andre vampyrer levede af dyreblod.. hvad hvis hendes nye mand skadede barnet? Hvad hvis hendes nye mand i det hele taget skadede mennesker? Han mærkede et trist stik inden i, ved tanken om at han i det tilfælde (hvis han nogle sinde mødte ham) ville prøve at slå ham ihjel.. og muligvis knuse Ezekiels lykke for evigt. Han slog tanken væk og tog en dyb, unødvendig, indånding. ”Hvor længe har i været sammen?”

Ez sendte ham et smil og kunne godt se han ikke brød sig om tanken hende med en vampyr... Men David var ikke som andre han var også 100 år gammel hvis ikke mere og han passede bare på hende., men det kunne devid ikke vide, så satte hun sig ned i sandet og trak ham med ned at sidde"Hør.. hvis du møder min David ville du kunne lide ham han gør ikke en sjæl fortræd, og slet ikke mig eller barnet,. han blev enda sur på mig da jeg ikke spiste og sagde både mig og barnet ikke havde godt af det.. han er en god fyr.."Sagde hun så med et smil på læberne, hun stolede blindt på David han havde ikke givet hende nogen grund til ikke at gøre det.. hun sukkede stille i fryd i glæde over hun havde en ved sig som elskede hende, som hun elskede ham.. hun savnede ham når hun sad og tænkte på ham.. "Du skal møde ham en dag, og hvis i komer op at slås, bryder jeg ind"Sagde hun med et smil på læberne,

”…” Devin så alvorligt på Ezekiel. Hvis ikke det var fordi at han vidste alle mennesker kunne være uheldige og blive omskabt, ville han have protesteret. ”Hvad lever han af” spurgte han helt stille og så bare på Ezekiel. Han ville selvfølgelig ikke angribe denne David hvis han ikke skadede nogle.. hans regler galt stadig. Han dræbte ikke uskyldige.

Hun bed sig i underlæben da han spurgte hvad han lavede af og kiggede lidt væk.. hun havde godt nok lad David tage hendes blod en del gange, men mest fordi hun ikke ville ha han sårede andre, ellers vidste hun ikke hvad han levede af nok dyr? hun sukkede kort og smilede så til devin og ville for alt i verden ikke besvare hans spørgsmål så hun tænkte lidt over hvordan hun kunne slippe ud af den.. "Det er ligemeget hvad han lever af"Sagde hun så bare og kiggede udover vandet med et svagt smil..

”Nej.. du siger han ikke skader nogle? Så fortæl mig hvad han spiser” Devin så alvorligt på Ezekiel, og kunne ikke lide den måde hun havde svaret på ”prøv at hør her, jeg prøver stadig.. hvor ironisk det end lyder.. at redde folk” han lukkede øjnene og sukkede ”og vampyrer der lever af mennesker.. de skader dem, forstår du ikke det? Du siger din David ingen vil skade, men hvordan får han så føde?”

Ez bed sig i underlæben han var ond lige nu.. hun havde selv tænkt på det så rejste hun sig bare op og sagde iskoldt, "Du er selv en af dem, skal jeg så også dræbe dig?"Så snurrede hun rundt på hælende og bed sig i underlæben imens hun gik, og krammede om sig selv hun havde nok at tænke på lige nu, hun behøvede ikke høre hvad devin sagde om hendes David.. han passede på hende utrolig nok men hun vidste det. han føde betød intet for hende, for han kunne jo nøjes med hende? når han tog så lidt som han gjorde. men hun blev bare unormalt træt af det. men det var okay med hende,. hun kunne bare spise flere b vitaminer.. hun havde lystil at græde efter som Devin lige havde svinet hendes kæreste til på sin egen måde.. David gjorde ikke noget fortræd..

”Jeg spiser dyr..” sagde Devin stille og rejste sig også. Han så alvorligt på hende og så ud over havet ”jeg går ud fra det betyder at han spiser mennesker..” han lukkede øjnene et øjeblik ”jeg ved godt at forelskelse er en utrolig følelse.. men hvordan kan du stole på at han aldrig vil skade dit barn?” han så alvorligt på hende ”hvad hvis sulten rammer ham? Hvad hvis han er ligeglad.. hvordan kan du stole på en person der bider andre? Bider han andre han holder af?”

Ez blev helt stiv og stoppede op og rettede sig imod ham, og uden at tænke over det slog hun sine vinger ud, og sagde isendekoldt, "Jeg er en 1500 år gammel engel! Jeg lader ikke nogen gøre dem jeg elsker fortræd! Hvis du bare overvejer at røre min fyr, lover jeg dig Devin, At jeg vil dræbe alle omkring dig, og lade dig lide, "Sagde hun isende. hun brød sig ikke om den måde han snakkede om hendes david om "Du er en baby i forhold til mig! Din tørst skal nok ramme dig en dag, og få dig til at dræbe en du elsker, men hvis du bare rør et hår på min skat hovede, vil du fortryde det"Hun sendte ham et lynende blik, hun lignede slet ikke en sød englen som hun stod der truende med sine vinger spredt ud, så han tydeligt kunne se hun kunne springe på ham, hvis hun ville.. hendes øjne lynede nærmest af ham, alt i alt, lignede hun en fornærmede puma der ville dræbe..

Devin så på hende, og blev overrasket. Ikke over hende, men over sig selv. Han begyndte at grine.. en kold, glædeløs latter. Den passede ikke til ham, men han kunne ikke styre det. Hans øjne lyste svagt, og uden at tænke nærmere over det begyndte han bare at tale. ”En 1500 år gammel engel? Og jeg er en baby? Se på dig selv! Du stoler på ham! Har han bidt børn.. unge kvinder på din alder? Har han måske endda bidt dig?” hans øjne blev langsomt en mørkere blå og han grinede igen ”hvis jeg rør din David så slår du mig ihjel? Fuck det! Jeg vil gerne give mit liv for at beskytte menneskeracen, og hvis du vil være selvisk og ofre uskyldiges liv for din elskedes skyld så gør det på din måde, sådan lever jeg ikke…” hans så lige så koldt tilbage på hende, han vidste ikke om han burde være bange, men instinkt fik ham til at føle sig overlegen.. ”og skulle det ske at jeg nogensinde dræbte et uskyldigt menneske?” hans sænkede blidt skuldrene og så helt, helt rolig ud ”så begår jeg selvmord, for jeg ville ikke kunne leve med mig selv hvis jeg blev morder”

En iskoldt latter gled over hendes læber, "Jeg sagde ikke jeg vil dræbe dig?, men alle dem du holder af, alle, dem du kommer til at snakke med,"På et snuptag var hun hende ved ham, og lod sine læber røre hans øreflip og hviskede med et isende stemme, "Forstil dig at lever 1000 år. uden at komme i kontakt med nogen, imens du har en vred engel på nakken?, forstil dig på grund af det du ville gøre hvis du slog min david ihjel, ville uskyldige dø?, alle kommer til et punkt hvor de ikke kan klare mere, og bare vil have det hele væk?, hver gang du er tæt på at dø, vil jeg redde dig, for at pine dig yderligere med at dræbe uskyldige foran dig, især de mennesker ud kommer til at holde af,"Hun smilede en køligt latter og slog en gang med sine vinger og stod atter 10 meter væk fra ham, men hun var på vagt nu han havde truet hendes familie, det gjorde man ikke han var en baby iforhold til hende, Hun kendte alle de seje kneb til at næsten dræbe en vampyr, for så at redde dem i sidste sekund..

Devin så på hende, skulle til at svare igen, men med et blev han utrolig trist. Han så bare på hende, og kunne han græde, havde der gledet tåre ned af hans kinder. ”Han kommer til at ødelægge dig.. han kommer til at dræbe uskyldige.. måske dit lille barn.. han kommer en dag til at knuse dit hjerte.. og du.. vil dræbe uskyldige mennesker. Jeg kan ikke mere. Jeg forstår det ikke. Hvad gør væsener som dig hjerteløse? Hvorfor skal uskyldige dø? Hvorfor vil i dræbe folk? Hvorfor!” Devin var blevet vred. Ikke lidt vred, kogende af raseri. ”HVORFOR?! HVORFOR TROR DU JEG VIL LEVE MED VÆSENER SOM JER?! DER DRÆBER USKYLDIGE MENNESKER HVER DAG?! TROR DU JEG FØLER NOGEN SOM HEN SKAM NÅR EN VAMPYR DER HAR DRUKKET USKYDLIGE MENNESKERS BLOD I 100 ÅR ENDELIG FÅR EN STRAF..” hans øjne blev smalle ”tror du at du skræmmer mig? Tror du selv på jeg vil knytte mig til nogen efter hvad jeg er blevet til? Tror du selv på at jeg ville lade dig skade folk, uden selv lige så ihærdigt at forsøge at slå dig ihjel..” hans øjne brændte af had til det væsen der lige nu fløj over ham ”du ved ingenting! For du har mistet RETFÆRDIGHEDSSANSEN!.. du ejer ikke medfølelse for andre end det væsen du kalder David!”

Ez sendte ham blot et smil og sagde uden tøven "Kærlighed gør bind, en ting du aldrig kommer til at føle igen"Sagde hun så bare, og bakkede væk da hun ikke var dum at vende ryggen til ham. førest da hun var på en sikker afstand slog hun kort med sine vinger og lod dem forsvinde ind i sin ryg, det han sagde var løgn, hun følte stadig for menneskende og gjorde sit for at hjælpe dem, men hun havde en grund nu til at slå nogen ihjel hvis han rørte hendes David, dog ville hun ikke skade de mennesker hun vidste... ikke skulle lide en ond skæbne på grund af en andens valg, hun havde advaret ham om hvad hun ville gøre. og han kunne bare prøve på at dræbe hende, hun var 1500 år, og kunne styre sig og sin evne, han var knap lige blevet født, og han troede allerede et old gammel væsen, og måske en af de ældste engle? hun smilede for sig selv, han ville fotryde han sagde det om hendes David, hun stolede på David, og vidste han ikke ville gør hende eller hendes barn noget, for det ville hun ikke tillade på noget tidspunkt..

Devin så trist på hende… han rystede langsomt på hovedet. ”Du lader uskyldige dø for hans skyld” han lukkede øjnene og stod helt, helt stille. Han mærkede urolige følelser indeni. Det var ikke vampyrer der var hjerteløse, det var de mennesker der blev det og valgte at ignorere deres valg. ”Jeg ville aldrig røre din david, medmindre han skadede nogle.. forstår du det? Kan du stå til ansvar for han ikke skader nogle? Nej.. det kan du ikke, det er derfor du reagere sådan her.. havde David været en vampyr der ikke skadede nogle, havde du nemlig intet at frygte” han åbnede øjnene og så bare tomt på hende ”du kalder mig barn, du griner af mig.. men hvorfor er jeg en trussel for en 100 år gammel vampyr, hvis jeg ikke er farlig?”