Alt er vel som det skal være. [Viel]

Selvom at klokken ikke var særlig mange havde mørket allerede begyndt at vise sig i sin skræmmende form ad tusmørke. Dog var stemningen nede på havnen alt andet en skræmmende. Bare roligt og afslappet. Der var ikke helt stille på grund af de få både der gav slubrende lyde fra sig når en svag bølge løftede den op og satte den ned igen. En frisk og lidt kraftig vind hærgede her og det var tydeligt at den kom fra havets enorme horisont. Man kunne ikke se det eneste stykke land forude. Kun hvis man så en del til venstre eller højre. Eller noget. Her var ingen mennesker eller væsner for den sags skyld. Eller jo. En.
Autumn havde for et godt stykke tid bevæget sig ned til havnen for at nyde den smukke solnedgang. Meget andet havde hun jo ikke at tage sig til. Det var en typisk hverdag og hun orkede ikke det helt store. Altså at tage ind til byen og se hvad der skete der. Hun trængte bare til at kunne ligge i sin bløde seng og se film med et godt lager af take away og slik. Det havde været en noget doven dag. Hun havde ikke engang vært i skole. Havde ikke lige gidet det. Og sådan var det tit med hende. Hun kendte jo til tingene de lærte. Hun havde placeret sig ude på en betonmole med røven slået mod jorden og benene dinglende ned fra kanten. Hendes kønne blå øjne var som altid omgivet af hendes lange sorte øjenvipper og hendes blik var rettet ned i det mørke vand. Fristende at bare hoppe i. Men det ville uden tvivl være isende koldt. Vinteren var jo på vej. Hendes påklædning var som altid mere eller mindre specielt. Ingen bukser denne aften men en noget skrigende pink nederdel der sagtens kunne minde om et ballerina skørt. Flere lag og gik hende til lidt over hendes knæ. Overkroppen havde en flot gul top på med et noget almindelig sort lynlåstrøje der uden tvivl var for stor til hende. Fødderne var nøgne.
Hun bevægede sine ben lidt til en takt hun fik gennem hovedet på grund af hendes hvide eardrops der sendte musik gennem hendes krop fra hendes gamle mp3-spiller. Hun behøvede ikke nogen fancy iPod som alle unge gik rundt med nu til dags. Hun var ret så uopmærksom på sine omgivelser udover vandet der hele tiden var i bevægelse. Hun følte sig heller ikke generet af at vinden hele tiden fik hendes hår til at hvirvle omkring hendes ansigt. Hun var nærmest bare et andet sted. Sin drømmeverden.

Beklædning: en sort t-shirt med blod prikker på, sortrøde all start og til sidst men ikke mindst de fantastiske sorte jeans.

Han kiggede sig lidt omkring og undrede sig over hvad han lavede på en havn om aften. Sikkert fordi han var sulten men han havde næsten lige spist, han rustede på hovedet hvorfor? skulle han være sulten igen bare fordi hans mave sagde det. Han begyndte at grine som en gal og kiggede op mod månen eller der hvor den skulle være for der var over skygget. Han undrede sig over hvorfor der ikke rigtigt var nogle i nærheden fordi han kedet sig måske var det derfor han var på en måde taget hjemme fra. Efter han havde gået i lidt tid fandt han en bænk at side på, han satte sig på den og kiggede ud over vandet og tænkte på den nat han hade haft for leden med Emmi og kom til at tænke på hvordan mon hun havde det. Han vidste ikke rigtigt hvad han skulle give sig til måske skulle han venter eller også bare give sig til noget som for eksempel at gå ind mod byen og finde et sted og drikke sig fuld. Han tænkte sig lidt om og begyndte at gå ind i mod byen da han kom i tanke om at han ikke kunne blive fuld på grund af han var vampyr, han blev trist over at tænke på det men samtidig også enormt glad. Han sukkede han savnede nogen at snakke med, han sukkede endnu en gang, hvorfor var der næsten aldrig nogen. Han kiggede sig lidt omkring og håbede lidt på at fuglene ikke var fugle men en flok mennesker et eller andet at snakke med. Han kom pludselig til at tænke på hvornår han sidst havde været ude for bare at have det sjovt, måske var det i Vancouver, byen i Canada, hvor han var med til et masemord eller måske den nat hvor han mødte Emmi. Han sukkede endnu en gang og kiggede igen ud over vandet måske var der en himmel på jorden uden nogen vidste det, måske var det vandet. Han besluttede sig for at finde ud af om der var andre som ham på haven og rejste sig op for at gå. Han havde gået i lidt tid da han kunne se noget af en ung kvinde eller en teenager måske. Han kom tætter på hende” og hvad laver du så sår sent på nattet” han så spørgende på hende og forstod ikke rigtigt hvorfor hun sad ude i den kølige vind. Han kiggede på hende igen hun havde nogle ret smukke øjne, en sort lyn løs trøje på, pink nederdel og bare føder…

Autumn var ikke ligefrem den der opdagede hver og en ting der skete omkring sig. Og i dette øjeblik kunne nogle begynde at slås uden at hun ville opdage det med det samme. Det var lidt en skam. Nu hvor er der kunne være et truende væsen omkring hvert et hjørne. Men ind til videre havde hun ikke stødt på sådan et. Eller jo. En gang. Og hun havde ikke brudt sig om det.
Så idet at hun hørte denne persons stemme reagerede hun ikke lige med det samme. Men da ordene endeilg trangte ind blev et chok sendt gennem hendes krop og hun spjættede nærmest af bare forskrækkelse. Samt et mindre skrig forlod hendes strube inden hun hurtigt tav igen ved hjælp at sætte en hånd foran sin mund. Hun stirrede med det samme med denne unge mand der stod foran hende. Hun gjorde lidt store øjne og man kunne skimme hvordan hendes kinder blussede op i en sød rødmen. Også hen over hendes næseryg. Hvor var det flovt! Der gik samtidig lidt tid inden hun fik taget sig sammen til at sige noget til dette væsen. Hans stemme lød rolig og ikke det mindste truende. Mere nysgerrigt. Hvilket fik hende til at slappe mere af. Hun fjernede sin hånd og gemte den med det samme ind i det lange ærme inden hun forsigtigt rejste sig op. Blot for at det ikke skulle blive mere akavet. Dog var ham her højere end hendes sølle 160 centimeter så hvad gjorde det egentligt at stå op? Hendes bløde læber formede nu endelig dette lille søde smil som hun havde fået tildelt og hendes hoved blev lagt på skrå mens hun samlede sine hænder foran sig. ”Det må du undskylde.. Jeg havde slet ikke opdaget jeg ikke var alene mere.” lød hendes nærmest engleblide stemme som også havde denne dejlige muntre undertone. Hun kunne vel minde om en lille dukke med de uskyldige dådyr øjne og fine blege hud. Samt hendes lille kropsbygning og den imødekomne udstråling. ”Men..Jeg vil da ikke mene det er sent endnu..?” Denne gang var det hende der undrede sig lidt. Klokken var da ikke engang ni?