God shouldn't be having coffee-breaks at night \\Mystique\\

Rafael gik rundt på kirke gården, han var sulten han havde ikke spist i nat, og han kunne allerede mærke hans syn begyndte atblive dårligere, og hans hjerte slå hurtigere, han kiggede ned afsig selv, og bliv overvældet af hans bankene hjerte, det slog med sådan en lyd, at han ikke kunne høre ham selv tænke, og slog med sådan en kraft at hele hans krop rystede. han fladt sammen, han kunne næsten ikke bevæge sin krop, hans syn forsvandt helt, og han kunne mærke blod i hans mund, han kæmpede for at dreje sig, så han ikke ville blive kvalt i hans eget blod. han fik begyndte at spytte blod ud, og hans indre demon, overtig nu kroppen, selom mennesket havde prøvet at modtå, han gik hen til kirken og åbende de store døre. der var kun en kvindelig præst der inde, hun drejet sig om, da hun hørte dørene åbne på denne tid, hun så en mand med en sort læder jakke, en sort silke skjorte, hvide cowboy bukser, og nogen militær støvler, men hun bliv glad da hun så han havde et kors om halsen.
"Velkommen til guds hus" - kvindelig præst
"Gud burde holde sine døre låste om natte" - Rafael
Rafael syn kom stille og roligt igen, for ver eneste skridt han gik hen imod hende, han kunne lugte hendes sjæl, han lagde hånden ned i den ene lomme, og tog en fast greb på hans lange læder pisk, han kiggede ned, og prøvede at komme til sig selv, sulten gjóre ham for svag til at løbe.
"har du brug for hjælp" - kvindelig præst
Rafael hørte hende ikke han forsatte bare mod hende, og da han kom tæt på hende, stoppede han
"Er gud hjemme?" - Rafael
"Ja, gud er altid her inde" - kvindelig præst
"godt, for jeg ønsker han ser det her" - Rafael
Rafael sprang på hende, og hn skulle til at skrige, men da hun så han øjne kunne hun ikke, de var helt sorte, ikke engang natten kunne måle sig med dem, og ud af han ryg om der nogen store sorte vinger, de var så frygtingydene at selv de fleste jægere ville blive bange, og ud af hans pande kom der store horn. hun skulle til at sige noget men Rafael stoppede hende, og løftede hende op i en arm, og sagde så "Jeg vil knække din krop, jeg vil borføre dig sådan en smerte at du vil tigge om at dø, og når jeg så enelig lader dig dø, vil jeg fortære din sjæl bid for bid, og du vil opdage at selvom at det gør ondt, er det intet imod at gå ind i efter livet uden sjæl"
han slog hende på siden af hoved, så hun besvimede, og vendte sig om da han hørte nogen komme ind af døren til kirken

\\kra svigt sorry\\

* = Åbning ved benet. Denne starter oppe ved hoften, så man kan svagt ane hendes trusser.

Rafael kiggede kort på den tydelige demon, men rettet hurtugt blikket mod Madelina, og begyndte at kysse hende vildt, for at fortære sjæl nok til at kunne tænke klart, han stoppede og gav slip på hende, og tog fast i hendes hånd med den ene hånd og dreje sig mod den smukke demon, han kiggede op og ned af hende, og sagde så "Jeg er mig, og det er nok" han lænede sig lidt frem mod hende, han stolede ikke på hende, men så igen han havde kun 2 personer som han stolede på, han kiggede hende ind i øjne med hans kolde og øde blik "Vil fuen hjælpe, jeg slev med at yde smerte til denne frøken?"
han begyndte at gå over mod altret, og Madelina begyndte næste at græde, da han bare træk hende hen af det kolde kirke gulv, i hendes hår. Madelina var ved at dø af skræk da han så, den læder pisk som Rafael tog ud af lommen. Den var lang og tynd, men den lavede stadig en lyd, som gav genlyd gennem hele kirken, da Rafael for første gang svingede den på Madelina. Madelina skreg, det gjorer ondt, hun fladt ned på fra altret, men hun bliv rejst op igen af Rafael. Madelina kunne mærke at Rafael rev hendes præste kjole af, i et hurtigt ryk. hun bliv igen sat op mod altret, denne gang uden noget på overkroppen, hun tiggede om ikke at blive ramt af pisken igen, men før hun bliv færdig, bliv hun igen offer for Rafael vrede. denne gang ramte pisken så hårdt, at man kunne mærke den svage varme, fra der hvor pisken havde ramt, udover det kunne man se en kæmpe blodsamling. hun begyndte at græde som et lille barn, da hun ramte kirke gulvet af smerten, men Rafael rejste hende bare op igen, Madelina skulle til at sige noget, men hendes mave, bliv igen ramt af pisken, denne gang bliv noget af kødet revet fra knoglerne, og man kunne se ind til hendes stakkels knogler, der hvor pisken havde ramt. Rafael skulle til at slå igen, men stoppede og sagde ”Jeg vil rive din krop fra hinanden del fra del, og når du ligger på jorden,ude af stand til at bevæge dig, og når du begynder at tigge om at dø, vil jeg bare smile, og fortælle dig at jeg vil gøre dette ved alle du nogen sinde har elsket, alle som du har været glad for, alle som har stolet på dig, og når du forstår at dit liv er intet værd, så vil jeg spise den sjæl bid for bid, og du vil se at selvom, dette gør ondt, så er det intet mod at gå ind til efterlivet uden sjæl” han vendte sig om mod den kvindelige demon, han tgo hende hånd, og kyssede den, og gav så slip og sagde hæfligt "din tur min smukke frue"

// Blev lige angrebet af krea. x) //

Rafael fjernet ikke bliket fra byttet, den lillle præstinde som efter hånden begyndte at se bedre og bedre ud fik ham til at rynke med det ene øjenbrøn, han forsatte det ligegyldige og fraværene blik mod de to kvinder, hans dæmoniske side ville gerne have den smukke frue, fjernet sig så han selv kunne komme til, den hungrer efter mere smerte fra den unge præstinde, han overvejet hvordan han skulle lege med fruen, for at få flere skrig og smerte udbryd fra den pæne præstinde. men selvom han syntes at byttet var pæn, så udviste han hende ikke respekt, han var ligeglad med hende, og han så mere frem til at se hende lide end noget andet ligenu. han kunne snart ikke vendte mere, hendes knogler skreg efter at blive knækket, hendes hud efter at blive revet fra kropppe, mens hun lever, og hendes øjen, tænder og mere, om at blive mishandlet på de værst tænkelige måder, han tog en dybindånding for at kunne få endnu en føelse af hendes sjæl, den var så ren, så uskyldig, så venlig, han kunne ikke lavde være med at smile kort,da han tænkte på at udanset hvor mange han dræbte og torturet, ville der altid være mennesker og andre væsner som hende, som han kunne lege med, føde på og grine af, han syntes det var dejligt. han tog langsomt kniven op af lommen, da han så hendes underliv den indre demon havde ikke været fuldt ude i lang tid, den var heller ikke kommet ud inu, men der skulle ikke så meget til for at den sidste del af han menneskelighed forsvandt for i aften, han holdt et fast greb på kniven, med den ene hånd, og begyndte at køre den anden hånd langs blandet, han kunne mærke det kolde stål, og gav ham et sus gennem hele kroppen, men han fjernet ikke øjnene fra byttet, han forstillet sig med det indre øje, hvordan han ville hænge hende op i loftet med fiske kroge, hvis han havde nogen, han begyndte at tænke på om man skulle sy hendes krops dele sammen med nål og sytråd, det kunne være et sjovt syn, når man så river det fra hinanden igen, da det vil få huden til at blive revet fra kroppen, sammen med noget af kødet på knoglerne, han smilte ved tanken. Men selvom han tænkte, så havde han ikke stoppet med kigge på Mystique, hun var en kvinde efter hans hoved, den dæmoniske del af ham, kunne mærke en lille glæde kom frem da Mystique river hende i håret, han ville gerne lege med, men hans dæmoniske del var alt for høflig mod demon og vampyr kvinder, det var ikke noget som han altid havde været, men han havde haft det sådan siden han fik sin partner, men man skulle ikke tage fejl, han ville ikke have noget mod at rive Mystique fra hinanden, hvis han bare fik den mindste lyst, hans principper med at behandle hende med raspekt, var lige så lige gyldige for ham, som alt andet, men han vidste jo godt hun havde det på samme må, han elskede den dæmoniske være måde,i generalle træk, de kunne være så kolde så, løgnagtige, og alt hvad det stod for kunne dreje sig 360 grader, han tog en dybindånding, som sjæle demon kunne han se hendes sjæl, som var den lige foran ham, og jo mere den ”stakkels” kvinde led, jo mere kunne han se stykker af hendes liv, og for ver eneste gode gerning, for ver eneste gang han så hende smile for sit indre blik, jo mere fik han lyst til at komme i gang med noget ordentlig tortur, så de ikke bare leget børene lege. Han stoppede med at blødt køre hans finger på blade, og fjernet hånden, og begyndte at så at fortælle om hendes liv, ud fra det han kunne lugte i hendes sjæl ”hun har et børn, en pige. Hun er 6 år gammel… hendes mor er syg med en hjerne sygdom, som ikke kan helbredes, hun var i gang med at bed for hende, da vi kom…” han holdt en pause for endnu en gang at lugte til sjælen, og sagde så hæst ”hun er hjælper ved en 3 verdens organisation, og…hvad er det?...hun er gravid…” Rafael smilte kærligt til Mystique, og begyndte at grine. Han gik langsomt hen imod dem, og bukkede sig ned for at tage Mystique hånd, han lagde den på hans kniv, og gav hende et blødt snit på underfladen af hånden. Han kiggede op på hende, med de tomme øjne, og sagde ”En dæmonisk sjæl som dem, og jeg selv, ville kunne give barnet en hård opstart på livet, og med garanti en hård fødsel for moren” han lagde elegant Mystique på præstindens mund, og fjernet den ikke til han var sikker på at hun havde taget noget, han slå hende på siden af hoved, så hun ikke kunne ungå at smage på det. Rafael smilte og sagde så ”Det bliver en dreng, det er synd du kun lige når at se ham blive knust mod det dejlige hårde gulv før, inden du lukker dine øjne” han gav Mystique hånd et kys, og rejste sig op. Og gav slip, og sagde så dæmoniske til Mystique ”Vil de give mig den ære at forsætte?” han selvom hans stemme var høflig, ville han ikke tøve med at fjerne Mystique med magt, hvis hun sagde nej, han havde ikke ligefrem den største føelses mæssige side, men han kunne godt lide at hun var her, der var noget i hende, som også var i ham selv, og det gjore hende til en intersant person, at bruge en aften med.