S: Werclare by
O: Huse, biler, mennesker, væsner...
T: eftermiddag...aftenen nærmer sig med hurtige skridt.
V: overskyet, en kølig vind.
Efteråret var her. Bladene var så småt ved at blive brune og gule og falde ned fra træerne. Den kølige vind lod bladene glide rundt over det hele.
Menneskerne var skiftet fra sandaler til sko, fra Toppe til jakker.
Zean sukkede svagt på sin tur gennem byen. På havde han nogle tilfældige kondisko, mørke jeans og en sort T-shirt. Jakke havde han ikke på, gad ikke. Som regl tog han den først på når sneen kom og det rigtig blev koldt.
Han lod en hånd glide gennem det mørkebrune hår, som bare strittede lidt mere end hvad vinden allerede havde fået det til. De mørke øjne, de øjne der havde oplevet og levet så længe, de øjne der indeholdt glemt viden, en kulde kun dæmoner havde og alligevel virkede sært venlige, gled over omgivelserne med en vis ligegyldighed.
Faktisk så han ikke rigtig sine omgivelser, det var bare en vane, for at tjekke hvem der var omkring ham, om der måske gemte sig en fjende eller to...Eller hvor det nærmeste menneske var, hvis han skulle blive sulten. Sulten efter en lille sjæl...
Han tænkte bedst når han gik. Lige så gjorde han nu.
Han tænkte over mange ting...Den ene var menneskernes underlige verden...I følge dem var der en månedstid til Halloween. Men også over sine egne private problemer...
*Leonard....* Tanken om det...var stadig underligt. Hvor længe havde det stået på sådan? Han havde jo...kendt nogen rigtig for han kom her til byerne, derfor kunne han ikke spørge andre...Dem han havde snakket med havde han altid omhyggeligt slået ihjel.
Han sukkede....Han ønskede bare at være sit gamle jeg igen...Og det skulle ingen forhindre ham i...