Den skumle nat *Bree*

Dato: 4-4-12
Tid: 22.30
Vejr: Køligt, fuldmåne
Omgivelser: Få mennesker/væsener der begiver sig rundt i byen.
Sted: Byen, Werclare, midt på gaden.

Saku havde forladt de trygge rammer i Sheria efter et hyggeligt møde med en ny ven. Hun var taget hjemmefra sit ellers kønne træhus i skoven hvor hende og hendes bedsteforældre boede.
Den smukke, klare fuldmåne lyste ned igennem de skumle mørke gader i byen. Ikke just et rart sted at komme alene. Hvad lavede hun i det hele taget der?
Hun begav sig altid ud for at undersøge ting uden rigtigt at gruble videre over om der skulle være fare eller konsekvenser. Saku så sig omkring og rettede lidt på sin røde tshirt som lige dækkede hendes skuldre.
Hun havde en rød t-shirt på. Udenover en sort hættetrøje som var et par størrelser for stor til hende. Hun havde lånt den af Seth. En fyr hun havde mødt nogle dage før, men havde aldrig fået afleveret den tilbage igen.
Hun tog hætten overhovedet, og lod sine spinkle hænder glide trygt ned i hættetrøjens lommer.

Bree havde aldrig vært i denne by før, og det var hun på en måde glad for at hun ikke havde, det var så skummel og mørk, ikke lige frem et sted man brude være alene, men det var hun. En af hendes venner havde spurgt om hun ikke ville være med til at feste samme aften, men hun takket nej, og det fortrød hun nu, hvis hun havde takket ja, havde hun ikke gået på denne skummel gade helt alen og bange, men det gjorde hun.
Hun puttede sine hænder ned i hendes korte vinter jakke, som hun havde tæt ind på kroppe, for at holde varmen og gemme sig en smule for de få mennesker/væsner der gik på gaden, hun ville prøvede at virke så usynlig som mulig.
Hendes hætte hun havde på jakke, havde hun trukket over hovedet, for at undgå at kiggede på folk og at de ikke kiggede på hende.

saku gik langs gaderne og sukkede dybt, der skete heller aldrig noget, aldrig noget spænende eller noget skræmmende. alt virkede bare normalt. hun havde ikke set nogen andre væsner i nu, kun mennesker. " hvorfor sker her aldrig noget ? " munlede hun til sig selv og så sig over skuldren, selv om hun ikke var bange af sig så havde hun en smule noia

Hun gik med hovedet nede for ikke at vække opsigt, eller gøre noget dumt, hun havde nemt ved at komme i ud i problemer på ingen tid, og nu skete det så, Hun ramlede ind i nogen og faldte bagover, hendes hætte røg af og hun kiggede op, det var en halvt ung mand, hun rejste sig op og holdte stadig blikket på manden " Det må du meget undskyld" Sagde hun, men inden hun kunne nå at reager på noget skubbe ham til hende så hun faldte hårdt med jorden, han råbte af hende og begyndet at sparke til hende, hun skreg af smerte af de sprak hun fik i maven og i hovedet, hun prøvede at råbe stop til ham, men det eneste hun kunne få ud af hendes mund var skrig af smerte.

saku standse bredt da hun hørte kvindelige skrig " what the ?" hun lyttede godt efter, skrigene kom i en slags rytme, meget skinger. de flænset natten stilhed, dette måtte saku bare se nærmer på. hun begyndte at gå igen med lette og hurtige skridt, nærmede hun sig lyden, hun så sig omkring og fik pludselig øjne på en stor mand der slog løs på et eller andet på jorden, langt lyst hår havde tingen på jorden " igen what the fuck ?" hun hviskede det for ikke at blive opdaget. hun kunne ikke bare se på. hun så ned på jorden og fik øje på en lille sten " ok jeg kaster den også bare ind i skyggerne " hun løftede stenen op og kastede en mod maden, hun ramte ham mellem øjne og skyndte sig ind ved nogen skygger, hun satte sig på hug for ikke at kunne blive set

Hun lå bøjet i smerte og blev ved med at skrige, hun blødte både i hovedet og i maven, hun blødte generalt over det hele, hun kunne ikke stritte imod, alle de spark, og den smerte hun havde fået af dem gjorde hende svag, hun var kun i stand til at skrige af smerte, det undrede hende hvorfor der ikke var nogen som hjalp hende, de burde da have hørt hendes skrig og set manden sparke hende.
Ligepluslig stoppede han med at sparke, hun ville havde åbnet sine øjne, men det kunne hun ikke, istedet for prøvede hun at kravle væk, for det der havde fået han opmærksomhed væk fra hende, måtte være en hjalp.
Hun vidste ikke hvor hun kravlede hen, men hun endte et mørkt sted, for hun åbnede prøvende hendes øjne og hun kunne se lidt, hun var stadig på gaden, men henne ved en dør, hun havde brig for hjælp ide tvivl, bare der var nogen som ville hjælp hende.

saku så maden løbe rundt om hjørnet. han så forvirret ud " hold da kæft en nød ?" hun listede sig ud af skyggeren og gik roligt hen til den underlig ting på jorden " hej rolig" hun satte sig på knæ over væsnet og vendet det om på ryggen, det var en kvinde ? en mand der tæver løs på en kvinde ? " der sker dig ikke noget " kan se hun har fået en del slag, tør ikke rigtig røre ved hende der jeg ikke kan se hvor hun har mest ondt, hun kunne ha brækket noget

Hun kunne høre nogen komme hen til hende og hun var parat på at skrige af smerte igen, men dem personen sagde noget og det beroligede hende, hun nikkede kort til hendes svar, men det gjorde ondt i hendes nakke så hun vred sig i smerte, hun satte sig forsigtigt op, men det gjorde ondt og det kunne man godt se på hende "Jeg tror jeg har brug for en læge vil du ikke hjælpe mig" Spurgte hun hæst, det var kun en hvisken, men højt nok til at kvinden kunne høre hende, hun åbnede sine øjne helt og kiggede ind i kvindens øjne, hun havde virkelig smerter over det hele og hun havde sikkert brækket noget og det ville ikke tegne godt.

saku smilede svagt og tag roligt fat i bree´s arm, og lagde den forsigtigt over sakuras skulder. " ok kom så " sagde saku og løftede langsomt damen op så hun kunne stå på sine egne ben " hva hedder du " spurgter saku forsigtigt da hun var bange for damen havde glemt sit eget navn

Hun gengældte pigens smil, selvom det var en smule svært med alle de smerte hun havde, men det lykkes, hun lagde hendes arm over pigens skuldre, så hun kunne stå på hendes egen ben, men de var dog en smule svært, men som altid lykkes det, ej okay dog ikke altid, men idag gjorde det "Jeg hedder Bree" Hun skar den grimasse og det gjorde ondt af h til ved hendes ribben, der var måske brækket et eller to, eller igen, det vidste hun ikke, men en ting vidste hun, hun havde brug for en læge.