En hysterisk dæmon? Ikke noget kønt syn ~ Zean.

Tid ~ Aften.
Vejr ~ Himlen er klar og luften en smule lun.
Omgivelser ~ Et par politibetjente her og der.
Sted ~ Skranken i hovedbygningen.
___________________________________

Jezabel var for en gangs skyld kommet ud af sit rolige og professionelle image. Der stak endda totter af mørkt hår ud af hendes stramme hestehale, og hendes solbriller sad skævt i panden på hende. Hun gestikulerede kraftigt til de unge mænd foran hende, der med det samme ilede hende til hjælp. Både fordi hun var ganske fin at se på, men også fordi de helst ville slippe for at have en skrigende kvinde i deres politistation.
"Jeg er skideligeglad med den der mordsag! I bliver nød til at hjælpe mig! En eller anden har stjålet min halskæde! Min halskæde!" Og det var tilfældigvis en halskæde hun ret godt kunne lide.
Sagen var at hun havde været uforsigtig. Hun havde hygget sig på en af klubberne, og var blevet kysset på halsen af en person hun aldrig havde set ansigtet på... og nu var hendes halskæde væk! VÆK!

Denne aften var kedelig. Og derfor måtte man selv lave sin sjov.
Endnu en gang, dog efter rimelig lang tid, havde han valgt politiet som sit legetøj.
Man skulle bare true et par mennesker, tage sjælen fra en af dem og lade resten løbe for livet...så kommer politiet lidt efter og vil lege. Efter en tur gennem byen lod han dem tage ham.
Så kunne han altid få tjekket den profil de nu engang havde af ham...Hvis ikke han havde slettet lidt en gang i mellem, ville hans straffeattest nok være lang nok til at han kunne sidde der i de næste 3 menneskeliv.
Politiet fattede det selvfølgelig ikke, de var forvirrede som altid.
På havde han nogle tilfældige kondisko, mørke jeans og en sort T-shirt. Hans mørkebrune hår strittede lidt.
Han blev trukket ind og sat fast til en stol i hovedbygning, overvåget af kameraer og politimænd der gik rundt, mens dem der havde taget ham gik videre for at ordne nogle ting før de ville afhøre ham. Han sukkede svagt og lod blikket glide omkring sig. MEst mennesker, selvfølgelig. De fleste væsner var for gode til at menneskerne kunne fange dem...og dog...Der stod stadig et hysterisk kvindemenneske ved skranken...Og han var ret sikker på hun ikke var menneske. Bare en fornemmelse han havde...Men svært at lugte, da der var for mange mennesker i lokalet.
Han lænede sig tilbage i stolen og ventede til politimændene kom tilbage. Først da ville han lave lidt sjov...gå ind i hovedet på dem og styre dem, så ikke bare de men også mange andre ville blive forvirret. Og så skulle kvinden nok ikke regne med de ville lede efter halskæder....

Nogle politibetjente kom trækkende med en dæmon. En ældre en, lagde hun mærket til. Køn og alt det der, ja ja, men hun havde slet ikke tid til at tjekke ham ud eller finde ud af hvorfor han var her. Hun skulle have den halskæde lige nu, hun kunne ikke overskue at nogen sad med hendes halskæde et eller andet sted. Enhver anden halskæde ville hun have kunnet klare men... Hun førte som refleks hånden op til tomrummet ved hendes kraveben. Hun kastede et blik tilbage på dæmonen igen, og faldt langsomt ned på jorden. Hvis hun havde set manden der havde taget hendes halskæde, havde hun fanget ham og brændt ham levende. Langsomt.
Hun lod sig dumpe ned på en stol ved siden af dæmonen. Politibetjentene gik frem og tilbage, nogen hurtigt og andre helt afslappede. De havde ikke lyst til at hjælpe hende, når der var gang i masser af mordsager. Det viste hun.

Han sad og smilte lidt for sig selv mens han lod blikket glide over omgivelserne. Med en kort grimasse af smerte lod han sin tommelfinger glide af led og lod sin hånd glide ud af håndjernene der holdte han til stolen. Han gned kort sine håndled før han lagde armene over kors.
"Mennesker" sagde han nedværdigende og lod på samme tid blikket glide op og ned af den nærmeste mand der gik forbi.
Nu hvor en dæmon sad ved siden af ham kunne han lige så godt bruge det til sit eget bedste.
Han så lidt på hende, før han kiggede sig omkring igen. Han havde altid set dæmonerne som de bedste, de stærkeste...Og kunne derfor ikke lade være med at behandle alle andre dæmoner...på en forholdsvis kammeratlig måde.
"Mord...det sker jo altid alligevel...jeg gør det hver aften...man skulle ellers tro de snart vænnede sig til det, ikke? Men mennesker er dumme..." han sukkede svagt og lod en hånd glide gennem sit mørkebrune hår.

"Elegant finte, monsieur." bemærkede hun, krydsede anklerne og lænede sig en smule hen imod dæmonen. Hun betragtede indgående hans fingre løbe igennem hans tykke, mørke hår imens han talte med en stemme så mørk som chokolade. Jeps, stærk dæmon lige ved siden af hende. En veteran, som hun yndede at kalde det. Der var ikke noget mere sexet end et magtfuldt væsen.
"Jeg er enig. De burde være vant til det." Hun nikkede, næsten trist, men med et svagt smil på læberne. Hun var selv en skyggedæmon, så hun var ikke normalvis en dræber. Men på den anden side holdt hun sig ikke tilbage med at dræbe hvis det blev nødvendigt. Hvis en kunde ikke betalte, eller et væsen blev lidt for flabet fx. Det var noget af det værste hun kendte til.
Hun støttede sin hage på sit håndled og så på ham med glødende, rødbrune øjne. "Så du er her på grund af mord?"

Med en kort grimasse knækkede han sin finger tilbage på plads. Der lød en lille knæk ved det.
Han bevægede sin tommelfinger lidt og gengældte hende blik med sine egne mørke. Det var næsten umuligt at modstå denne dæmons tiltræknings kraft. Og et smil gled frem p åhans læber. Han måtte huske Dawn....Det måtte han virkelig. Men derfor kunne han godt lege med.
"Åh, som altid...bare det samme" han vinkede kort med hånden og så ud over lokalet igen, hvor langsomme var de mennesker lige? Så lang tid kunne det vel ikke tage for nogle politimænd...
"De forstår intet, men prøver...det er til at grine af" han så smilende p åhende og blinkede kort til hende som om de havde en fælles hemmelighed.